100 km hjemmefra og 45 minutter til solnedgang? Intet problem!

Stefan Kipp fra Vejle Svæveflyveklub
Antal flyvetimer: 1.500
Flyver mest: Duo Discus Xlt – Instruktør på ASK21, ASK13
Pilot siden 1984 – FI(S) siden 2002
Job / uddannelse: Eksport Key Account Manager hos Schou Company A/S

Link to automatic translation

Rejsen til Namibia blev organiseret på foranledning af Stefan Kipp fra Vejle SFK, som sammen med Jørgen Modvig har været i Veronica to gange tidligere. Han har flittigt delt deres oplevelser på Facebook og nu skulle det altså lykkes at arrangere et rigtigt ”dansker-vintereventyr”.

Namibia

…. som er knap 20 gange så stort som Danmark, ligger i det sydvestlige Afrika og grænser op til Angola, Botswana og Sydafrika. Der bor kun 3,1 millioner mennesker i det store land, hvilket svarer til cirka 4 personer per km² – Det er blandt verdens laveste målt på befolkningstæthed.

Det officielle sprog i landet er engelsk, men der tales både tysk, afrikaans samt flere stammesprog i den tidligere koloni, som først i 1990 blev helt uafhængig.

Landet er beriget af mere end 300 solskinsdage om året og cirka 70% er dækket af ørken eller semi-ørken. Det er især den store Kalahari i nord og øst samt Namib-ørkenen, der strækker sig ned langs Atlanterhavskysten, som sætter deres præg på den storslåede natur.

Det er den geografiske placering, som skaber nogle af verdens bedste betingelser for svæveflyvning. Når den kolde luftmasse fra Atlanten, møder den tørre varme luft fra det Indiske Ocean, på den anden side af kontinentet, dannes der høje skyer og ofte også konvergenslinjer, som kan strække sig over flere hundrede kilometer.

Veronica

…. er det nyeste af de 4 svæveflyvecentre, som findes i Namibia og ledes af Bernd Dolba, som regnes blandt de mest erfarne, kompetente og vidende svæveflyvere, når det kommer til forholdene i Namibia.

Med sin østlige placering, ligger Veronica ideelt for tidligt på dagen at kunne ud til skyerne, som oftest dannes i den nord- og østlige del af landet, før de over dagen breder sig mod syd og vest.

Veronica udgør, samme med de tre øvrige centre, SSN – Soaring Society of  Namibia – og de forhandler hvert år, de såkaldte ”Gliding Sectors” med de lokale luftfartsmyndigheder.

Kort fortalt kan man, udover i Windhoek TMA, flyve frit op til FL195. Der findes nogle få andre restriktionsområder, men legepladsen for svæveflyvere er enorm.

Når der ikke svæveflyves fra Veronica Farm, er lodgen et yndet mål for jægere fra hele verden. På farmen findes der Springbuk, Kudu-, Oryx- og Eland-antiloper, Zebraer, strudse, gnuer og er man rigtig heldig, kan man få giraffen at se.

Der arrangeres game-drives gennem farmen, som afsluttes med drink i solnedgangen. Det kan anbefales!

Selve lodgen består af et stort hovedhus med en terrasse, swimmingpool og et hyggeligt barområde.  Man kan bo i hytte eller telt, alt efter budget og behov for luksus. Helt generelt er standarden relativ høj og hver aften serverer chef Marcus en velsmagende menu, ofte lavet på det vildt man skyder på farmen.

Bucket List: Fly the Rocky Mountains

Selvstart er et krav

Fra luften ligner Veronica Airfield en ”passer” med to sine lange baner, 08 på 2 kilometer og 01 på 1600 meter. Mellem de to baner, er der en nødbane, som kan benyttes hvis motoren skulle svigte under start.

Fra Veronica – ligesom fra de øvrige pladser – flyves der bare selvstart (SLG) og det er trygt med god lang bane, når man i 1.350 meters højde og 35 graders varme, skal have en fuldtanket Arcus M i luften.

De 15 fly, som i år havde taget turen fra Europa, står parkeret kun få minutters gang fra lodgen, langs baneenderne 01 og 08. Om aftenen kan man lande helt frem til parkering, så man blot skubber sit fly plads, sætter det til ladning, og hvis vejret kræver det, trækker det i Cloud-dancer-covers.

De fleste fly er to-sædede – Arcus M, Twin Shark og EB28, men der kan også lejes en-sædede fly som Shark 304, Ventus 3 M eller AS33 me.

Ved hangaren findes der et lille tankanlæg, man kan få fyldt sine oxygen-flasker og få en kølig sodavand eller en øl – sidstnævnte naturligvis EFTER flyvning.

Veronica Airfield – Bane 01/19 og 08/26. Mellem de to baner, er der en nødbane, som kan benyttes hvis motoren skulle svigte under start.

Hverdagen

…. kommer efter et par dage, og når man har vænnet sig til omgivelserne, falder man hurtigt ind i en fast rutine.

Typisk starter dagene med, at man fra omkring klokken 7, hvor det med omkring 25 grader stadig er behageligt køligt, gør sit fly parat til dagen. Det vil sige – sikre at flyet er tanket tilstrækkeligt, at der oxygen på flaskerne, at batterierne er ladet fuldt op og så skal nattens støv-partikler lige tørres af vingerne.

Morgenmaden serveres klokken 8; Også her er udvalget bredt og varieret. Der er lidt for enhver smag, og man kan samtidigt fikse en madpakke til dagens flyvning.

Madpakken bør man dog ikke lægge så hunden kan nå den …… lesson learned

Klokken 9 holder Bernd Dolba den daglige briefing, hvor han giver sin udlægning af vejret og et bud på, hvor man skal lægge sin task.

Bernd Dolba har en enorm erfaring i Namibia, og hans vurderinger af hvor vejret bliver bedst og hvilke ruter man skal følge var forbavsende nøjagtige, selvom vejret ikke altid blev som forudsagt. Algoritmerne kæmper stadig med virkeligheden.

Alt efter hvor god dagen er, starter man så et sted mellem 10 og 12, og så flyver man enten til termikken ender eller til solnedgang – hvad der måtte komme først.

Efter aftenrutinen, serveres maden omkring klokken 20:30 og en time senere begynder de første trætte svæveflyvere at søge mod reden.

Næste dag går på samme måde.  Eat – Fly – Eat – Sleep – and repeat.

Det kan virke lidt monotont, men når man bruger tiden på det, man holder af og gør det sammen med ligesindede? Jamen, så er bare helt fantastisk. Snakken går lystigt om aftenen, når dagens oplevelser debatteres, og der lægges planer for morgendagens bedrifter.

Slutglid i solnedgangen

Flyvning

…. blev det til også til!  Team Danish Dynamite fløj på 12 ud af 12 mulige dage og i alt 43 starter, omkring 65 timer samt lige godt 7.300 kilometer for hvert af de 4 fly.

Ikke mindre end 9 gange var en af besætningerne ude over de magiske 1.000 kilometer og det blev til 7 personlige distancerekorder. Det er nok svært at klage at over, men vi var vist også ret heldige med vejret.

Det tager lidt tid, lidt træning og lidt overvindelse at vænne sig til de Namibiske forhold. Den første time eller to foregår ofte i tørtermik og i højder mellem 800 og 1.200m AGL. Det kan være en lidt skræmmende oplevelse, selvom der næsten hele tiden er potentielle udelandingsmuligheder indenfor rækkevidde. Det kan være udtørrende søer, flyvepladser eller en af de store veje, som en Arcus godt vil kunne lande på.

Midt på eftermiddagen, når vejret var bedst, var der ofte CU og konvergenslinjer. Basen lå ofte i op mod de 5 kilometer MSL – altså knap 4 km AGL. Termikken er kraftig og giver vel i gennemsnit omkring 4 m/s – enkelte gange ramte vi en som gav +10 m/s, og mens LX’en var ved at give os tinnitus, skulle der kæmpes for ikke at blive suget direkte op i skyen.

Opad – opad

Der skal trimmes langt frem, hvis man vil flyve mange kilometer. Selvom vores groundspeed i så store højder ofte ligger på 200km/t eller mere, så skal man ikke rode for meget rundt efter termikken eller flyve for store omveje, før det bliver vanskeligt at komme over 1.000km.

Den 27. november var hele tre danske besætninger over de 1.000km. Som de fleste dage, lagde vi fra start en opgave i LX , men da vi endnu var i træningsfasen, blev det til 906km over tre vendepunkter.

Relativt hurtigt efter starten fik vi alle god højde. Tørtermikken bar allerede tidligt til omkring 1.200 meter, så vi var trygge ved at sætte kursen mod vest. Herude ser landet noget anderledes ud. Der er bjerge og et landskab, som mest af alt minder om en fremmed planet.

Fremmed planet eller bare Namibia?

Vores første vendepunkt var US-Pass, nordøst for Rehoboth. Det blev vendt efter lige godt to timer, og hertil havde farten ikke været overbevisende. Men nu var skyerne begyndte at dannes og vi fandt hurtigt en fin linje, som skulle føre os 320km mod syd. Det gik lidt mere smidigt og den strækning blev tilbagelagt med mere end 150km/t.

Skyerne så fortsat nydelige ud, på trods af at de første byger var begyndt at vise sig mod syd. Vi kunne dog igen finde en god linje og flyve tilbage mod nordvest uden problemer.

Da vi nærmede os tredje vendepunkt, måtte vi træffe en beslutning om hvilken vej der skulle flyves. Bygerne var blevet flere, og vi valgte derfor at droppe punktet og følge linjen i solsiden mod nord, mens bygerne stod tæt mod øst. Der var gang i termikken, og basen lå højt. Det kunne ses på farten. To ben på lidt over 100km blev nu fløjet med henholdsvis +185km/t og 165km/t – Det var sjovt!

Da vi omkring klokken 18:00 befandt os ved Kiripotip, kunne vi konstatere, at de 1.000km var i hus. Det sidste glid til Veronica blev taget med et stort smil på læben. En stor milepæl var nået for de 5 af os. Mads Lykke havde allerede i 2019 været over 1.000km to gange, men det har han berettet om tidligere i Nordic Gliding.

Sidst på dagen bør man holde sig højt og helst i glideafstand fra Veronica.

Men når man har 3 kilometer at glide af, giver det jo også en vis aktionsradius.

Man kan ofte flyve helt til solnedgang. Specielt på de første dage var vi ofte for forsigtige og landede for tidligt. At ligge 100 kilometer hjemmefra med 45 minutter til solnedgang lyder lidt spændende, men hvis man har slutglidshøjde og tilstrækkelig sikkerhedsmargin, så er det slet intet problem. Den slags hovedregning tog det os noget tid at vænne os til.

Alle vores flyvninger kan ses her på WeGlide:
Danish Dynamite – Veronica

En gratis fornøjelse

…. er det naturligvis ikke at tage på vintereventyr i Namibia, og der stilles også krav til piloten.

For at kunne fungere som PIC (Pilot in Command) skal man have et LAPL-medical, mindst 1.000 timer, være omskolet til SLG-startmetode samt have et proficiency check i engelsk på mindst niveau 4.

Der er ingen krav specielle krav til co-piloten, så det gælder blot om at finde at finde den rette rejsemakker, hvis man ikke kan honorere ovenstående.

Vi rejste i 14 dage og havde lejede fly i de 12. Den samlede pris for vores vintereventyr lyder på mellem 47.000 og 55.000 kr.  Typisk koster flyet 400-420 Euro om dagen, dertil kommer lidt omkostninger til AvGas, oxygen og diverse, mens overnatningerne løber op i 130-175 Euro per nat + drikkevarer samt lidt drikkepenge til det altid venlige og smilende personale.

Man kan også sige, at det koster mellem 725 og 850kr. per flyvetime. Det er inklusive rejse, logi, mad og drikkevarer, og så er det jo ganske acceptabelt!

Skulle du, uanset om du er norsk, dansk er svensk, nu have fået lyst til at deltage på sådan tur, så ræk endelig ud til Stefan Kipp på +45 2013 0850 eller stefan@kipps.dk

Du er også velkommen til at joine facebook-gruppen https://www.facebook.com/groups/1802258883292793, som dog ligger lidt stille i den kommende tid.

Men mon ikke nye vintereventyr venter forude ……