1011 km deklareret FAI trekant med 160 km/t!

Turen er programmeret ind i LX 9000’eren. Det er ikke hver dag der står at jeg mangler 1013 kilometer af opgaven…

Onsdag den 27/11 – den 4. dag i Douglas, Sydafrika – fløj jeg min første 1000 kilometer opgave, en udeklareret opgave over 3 vendepunkter. Dagen efter, torsdag den 28/11, sagde de at vejret ville blive endnu bedre. Det lød underligt, fordi det havde været kanonvejr dagen før. Men alligevel, jeg bad Martin Lessle fra centeret om at hjælpe mig med at planlægge en deklareret 1000 km FAI opgave så den passede bedst muligt med vejret.

Flyet jeg fløj i var en JS 1B, 18-m med jet – konkurrencenummer EVO. Den havde en lille særhed, den ville nemlig hele tiden svinge lidt til venstre. Dagen før havde jeg som sagt fløjet 1000 kilometer i den, og da jeg kom hjem havde jeg bøvlet lidt med vandmåleren til at fylde vand på den, så den var dunket godt op. Og da torsdagen ville blive god, var vi ”udkommanderet” tidligt for at stille op. Det er hårdt arbejde at flyve langt!

Opgaven jeg havde skrevet ud var en 1000 km med start midt på benet. Først 250 kilometer nordpå, ben 2 var 400 km mod sydvest, ben 3 var 275 km mod øst og det sidste ben var 90 km nordpå og hjem til Douglas. Det underlige ved at flyve langt i Sydafrika er, at det gælder om at flyve hurtigt nok til at nå hjem inden solnedgang.

Dagene er ikke så lange som i Norden, og termikken starter temmelig sent men bliver ved til solnedgang. Så du ræser om kap med solen. Derfor start midt på benet – hvis jeg ikke fløj hurtigt nok kunne jeg klippe de sidste 100 kilometer af og komme hjem inden solnedgang.

Klokken 10:34 lokal tid startede jeg i EVO bag en Samba-ultralet med en 100 hestes Rotax-motor. Den var lidt marginalt motoriseret i starten med en 600 kilos 18 meters JS1 i sidevind 1000 meter over havet i 35 graders varme, så det var meget belejligt, at pladsen skråner nedad mod nord, så vi kunne komme i luften.

Hvis det ikke var fordi terrænet faldt yderligere mod nordøst, var det nok blevet lige spændende nok. Men opad gik det, og Martin udnyttede termikken til at få højde på. Han holdt også god fart på, så jeg kunne flyve med alt det vand uden nervøsitet.

Efter starten var det svært at komme op. Termikken over Douglas var endnu svag, og med vand i var det svært at få EVO op, den ville helst over 115 km/t, når jeg kurvede. Ved at gå længere mod nord lykkedes det dog at få fat i de første CU, og klokken 11:20 tærsklede jeg ud over Douglas i 3500 meter. Douglas ligger i 1030 meter, så jeg var ca. 2500 meter AGL.

Turen nordpå var relativt problematisk, for der var fine skyer og god termik. Der var dog modvind, men det lykkedes mig at holde 130 km/t til første vendepunkt. Opgaven burde kunne lykkes.

Straks før vendepunktet fik jeg den første serie af problemer med LX 9000’eren. Der er hyppige strømafbrydelser i Douglas, og de nye fancy ladere re-starter ikke efter en strømafbrydelse, så mit batteri 1 var lavt. Da jeg checkede batteri 2 blev min LX 9000 sur, og det kostede lidt arbejde at få den gjort glad igen.

Første vendepunkt blev vendt, og så gik det stærkt. Boblerne gav ret konstant omkring de 4 meter i snit, og basen hævede sig til 5 kilometer. Desuden fik jeg medvind.

På grund af højden får man en høj groundspeed (true air speed) selvom den indikerede hastighed på fartmåleren er ”normal”. Med omkring 170 km/t indikeret mellem boblerne fløj jeg nok lidt for konservativt i forhold til hvor godt vejret var. Det er morsomt at flyve med en groundspeed på over 200 km/t, så kommer man frem i landskabet.

1/3 nede af andet ben fik jeg lidt mere underholdning med LX’en. Jeg havde switchet tilbage til batteri 1, fordi batteri 2 også var halvdårligt, og det var også motorbatteri. Det ville være lidt surt at have en jet hvis den ikke har strøm. Men nu var batteri 1 så lavt at LX’en gik i koma, og jeg måtte starte den igen efter at have skiftet til batteri 2.

Bortset fra dette gik turen let, masser af termik og fine skyer. Kort før andet vendepunkt blev jeg dog lidt nervøs fordi jeg så en stor støvstorm (duststorm) nede på jorden. Den holdt jeg mig på afstand af. Jeg blev senere orienteret om, at de lokale siger, at man skal flyve hen på forkanten af dem: De giver god termik!

Bucket list: Fly the Rockies

Efter at have vendt 2. vendepunkt følte jeg en vis lettelse. Nu fløj jeg trods alt hjem til Douglas. Turen var gået så godt at jeg fortsatte mod 3. vendepunkt, jeg skulle kunne nå hjem før solnedgang.

Imidlertid begyndte det at blive mere tricky. Skyerne overudviklede, og der kom mere og mere virga. Det er når der hænger nedbør som ikke når jorden ud af skyerne. Det ødelægger sigtbarheden og gør det svært at finde de gode skyer, og man kan ikke bare flyve gennem det, fordi det er IMC-forhold.
Jeg overvejede hvilken rute at tage. Enten skulle jeg tage en skygade med virga på den ene side, eller også skulle jeg gå langt udenfor kursen. Jeg valgte virga-skygaden, og den virkede heldigvis fint.

200 kilometer ude sagde LX’en så at jeg var på slutglid. Det var da en dejlig oplysning! Så jeg spurtede bare afsted mod sidste vendepunkt. Men hov, jeg kom længere og længere under slutglidshøjde igen? Så opdagede jeg at jeg havde sat McCready værdien på 0. Så langsomt fløj jeg trods alt ikke mellem boblerne.

Det betød, at jeg måtte flyve lidt mod SØ efter sidste vendepunkt for at komme hen til en god sky. Den kvitterede med 4 meter, og da vejen hjem så meget mørk ud bestemte jeg mig for at at tanke rigeligt med højde til de sidste 100 kilometer hjem.

Turen hjem blev helt problemfri trods meget virga og mørke skyer, så jeg kom hjem i stort set den samme højde som jeg tærsklede ud. Klokken 17:40 tærsklede jeg hjem med stadig 1:25 til solnedgang. 1000 kilometer på 6:20 – utroligt! Det er faktisk hurtigere end AMA’s danmarksrekord, men om jeg får den godkendt er tvivlsomt pga. mine stridigheder med LX 9000’eren. Sådan går det når amatørerne flyver langt!