60 år i sportens tjeneste

Navn Per Winther
Klub Vestjysk SFK
Profession Folkeskolelærer gennem 40 år (uden at angre det!)
Timer 4200
Flyver Ventus 2cT

60 år er lang tid, og intet står stille. Udviklingen som Per Winter har oplevet siden debuten i 1958 har naturligvis været enorm – både hvad angår materiel, sikkerhed, skoling og klubkultur, konkluderer jubilaren, som kan se tilbage på en meget lang og aktiv karriere i svæveflyvningen.

Kontrollerer man Pers logbog kan man regne sig frem til 4200 timer og et identisk antal starter. Summerer man strækflyvningskilometerne op, så har Per fløjet flere gange rundt om jorden ved ækvator.

1958 hvor Silkeborg Avis besøgte flyvepladsen og fotograferede en ung 17-årig Per siddende i en 2G .

2018: Per med sin elskede Ventus 2cT. Selv efter 60 år er entusiasmen intakt.

”Min skoling startede i Silkeborg på det nøgne, åbne skolefly 2G. Jeg fik 48 starter med instruktør, derefter 50 starter solo. Så fulgte flyvning på Baby uden hood – derefter Baby med halv hood og endelig Baby med hel hood. Hvilken pragtfuld oplevelse!”, siger Per.

“Derefter fulgte en 13 m B Spatz, et aggressivt apparat som ingen af os elever rigtigt kunne flyve”, mindes Per over kaffen, da NORDIC GLIDING besøger ham i Vestjysk Svæveflyveklub på Bolhede, ca. 25 km nordøst for Esbjerg.

Et par år efter skolingen fik Pers klub en fantastisk ny 2-sædet flytype med moderne luksus som ”cockpit” og med præstationer, der var ganske eventyrlige. Navnet på dette vidunder var ”Lehrmeister” med bedste L/D 23 @ 83 km/t!

”Den fløj vi alle med stor glæde”, men som Per bemærker var instruktørerne og skolingen dengang også af lidt mere varierende kvalitet:

”En af de første weekender vi havde flyet i klubben, satte instruktøren sig i cockpittet, startede i ensom majestæt og fløj sin 5 timers sølv-diplom med os elever ventende på flyvepladsen. Da han landede, informerede han os elever, at nu var han da blevet træt, så han orkede ikke flyve mere den dag, så nu sluttede flyvedagen!”, siger Per.

”Men Karma og retfærdigheden indhentede dog instruktøren og han endte senere i fængsel, dog af anden årsag!”. At en instruktør skulle bemægtige sig et skolefly og blokere for skolingen i 5 timer var nok aldrig blevet accepteret i nutidens svæveflyveklubber, som gør sig store anstrengelser for at motivere eleverne.

Men senere lykkedes det dog Per at få luft under vingerne. Den første strækflyvning var svimlende 1,5 km:
”Jeg blæste væk fra pladsen i en Baby og landede på en mark tæt på flyvepladsen. Jeg blev hentet, og vi kørte flyet hjem på landevejen uden demontering! Dengang var der ikke så mange biler på vejene, så det var ikke noget problem”, konstaterer han.

Per og klubben kom med på glasfiber-revolutionen i 1976. Her bestilte Per 7 Grob Astir i 1976: ”1 til mig selv, 3 til klubben og 3 til andre klubber. Det var lige før, at momsen ville stige, men Grob leverede for sent, og vi måtte betalte ekstra. Fabrikken refundrede dog differencen, beretter Per. XDP på billedet fløj i en årrække i Nordsjælland, før det kom ”hjem” til Per på Bolhede.

Gamle dage var ikke altid bedre
Pers skoleflyvning var mindst en dekade før konceptet ”flyvesikkerhed” var opfundet, og det kom der mange ”interessante” oplevelser ud af:

”Da jeg skulle omskoles til flyslæb fløj vi skolingen i vores nye vidunder Lehrmeister, siger Per.

”Efter 5 starter skulle jeg flyve solo på B. Spatz! Overgangen fra et trygt og stabilt fly som Lehrmeister til et hidsigt apparat som B-Spatz var voldsom. Jeg var nok nærmere et havari, end jeg nogensinde senere skulle opleve. Jeg kom ned i slipstrømmen, som ingen havde fortalt mig om(!), så jeg slingrede lystigt hen over Søholts flyveplads i lav højde – til alt held (tur, red.) fik jeg trukket i pinden og kom op i normal position bag slæbeflyet.”

“Jeg har siden været stor tilhænger af flysik-arbejdet og fornuftige regler omkring omskoling”, konkluderer Per. Dette begreb har bestemt udviklet sig positivt over årene, mener Per.

”Jeg mindes i ”gamle” dage at piloterne var imponerede over, at en instruktør loopede direkte fra en spilstart, at det var en sport at komme lavt ind over pladsen efter strækflyvning, og at man beundrede de piloter, der kunne lande deres fly helt nær på hangaren, gerne lidt ind i og kunne lande på meget små marker o.s.v”. Denne indstilling har ændret sig. Reglerne er blevet bedre over tid, men den største ændring er hændt i piloternes hoveder. Der er ingen, som applauderer mere over flyvning af denne art, og godt det samme”, siger Per

.
Jubilaren har været forskånet for alvorlige havarier i karrierens 60 år, men Per har dog præsteret at køre med en trailer hvor vingerne var på plads, men kroppen af flyet var parkeret halvvejs ude på rampen!

”Jeg blev distraheret under demonteringen, og glemte alt om det. Så forstod jeg bedre, hvorfor mine klubkammerater stod og råbte, skreg og fægtede med arme og ben, da jeg defilerede forbi med min ekvipage. Fuselagen faldt elegant om på siden. Det kostede en ny canopy til 60.000 kroner og et hak i stoltheden.”, indrømmer Per, som selv nu ser episoden i eftertidens komiske lys.

Endnu en perfekt landing. Men Per har også haft 60 år at træne i!

Efter certifikatet fortsatte Per i 1965 i en anden klub, Vejle Svæveflyveklub med flyveplads på Hammer. Denne klub havde moderne fly som K-8, Pirat, Vasama og SHK. Her fløj Per sin første 5-timers flyvning i en K-8, men med den interessante detalje, at han havde glemt at få en pude (kudde, red.) med i flyet. Resultatet skal vi høre fra Per selv: ”Jeg havde ondt i røven flere år efter når jeg satte mig på en træbænk.”

Men dermed ikke slut på oplevelserne i Vejle; Per udelandede engang Vasamaen på en mark ved Silkeborg: ”Efter den udramatiske landing kom en flok kalve, som jeg havde overset under indflyvningen springende, og de var meget interesseret i Vasamaen, som de ville slikke på og sprang rundt om i begejstring.

I nervøsitet engagerede jeg en forbipasserende cyklist, der hjalp mig med at demontere flyet og lægge det langs vejen i sikkerhed for de slikkende dyr.
Da vi havde fået placeret flyet lagde jeg mig ned i græsset for en velfortjent pause.

Et par minutter efter kom en bil forbi, den bremsede op og ud springer en midaldrende dame, der kigger på vinger, højderor og fuselage, der ligger spredt langs vejen. Hun springer hen til mig og spørger skræmt: ”Slog du dæ MØJ?”. (jysk dialekt for ”slog du dig meget”, red.) Hun fik en kort historie om svæveflyvning og jeg blev hentet i sikkerhed senere”, beretter Per.

Senere købte klubben en ny flyveplads, så afstanden fra Pers hjemmeadresse blev temmelig lang, derfor skiftede han til en anden klub, Vestjysk Svæveflyveklub, som har været hjemmeklub siden 1971

Tiderne var andre, og det var rekrutteringsmetoderne også:
”Det første jeg så, da jeg ankom til denne nye klub, var hovederne af 2 medlemmer der stod nede i en grøft og gravede. Jeg fik så en skovl, og var dermed medlem… Jeg nåede aldrig at besøge den anden klub indenfor rækkevidde af mit hus. Klubben var i gang med at dræne den nykøbte plads og bygge klubhus og hangar. Flyvning havde vi ikke tid til, før hen i maj måned.”

Kort efter Per blev medlem af denne klub blev han instruktør, hvor han var på vagtlisten i 44 år. Det gav i øvrigt totalt 400 dage på vagt, som Per og klubkammeraten Kaj Hvolgaard regner sig frem til, nu hvor kagen nu også er kommet på bordet i klubhuset: ”Så mange vagter kommer jeg også til have”, siger Kaj. ”Ja”, siger Per og tager pointet: ”Forudsat, at du er aktiv til du er 85 år, haha”.

Per fløj danske mesterskaber første gang i 1975 og deltager endnu, så det bliver deltagelse i 43 danske mesterskaber, hvor den hidtil bedste placeringer er nr. 2. Men en 3.plads i årets DM i 15 meterklassen kan man heller ikke negligere, og i øvrigt: I hvilken anden sport er 78-årige normalt konkurrencedygtige?

Per deltog også i EM i 1984 og 1994: ”Det var 2 store oplevelser, der dog også demonstrerede hvor langt jeg er fra at mestre den helt skarpe konkurrence”, konkluderer han.

Per har også fungeret som klubformand, S-Kontrollant (eksaminator på den praktiske certifikatprøve, red.), og klubtræner. Men alt hvad inkluderer vedligehold og praktisk håndværk i klubben har Per aldrig været i nærheden af. Det har sin naturlige årsag:

”Som svæveflyver skal man helst være udstyret med talenter for IT og som alt muligmand indenfor samtlige håndværksmæssige genrer. Men da jeg er udstyret med 10 umulige tommelfingre har det faktisk været et problem i alle 60 år!

Jeg har oplevet, at mine klubkammerater får nervøse tics, når jeg er i værkstedet og når jeg starter med at arbejde på mit eget fly, en Ventus 2ct, stiger dette til regulære frustrationer.

“Dette vil jeg nødig udsætte mine kammerater for, så derfor har jeg undgået værkstedsarbejde i så høj grad som nu har været praktisk muligt. Når jeg er kommet op i luften er mit indtryk, at de gode folk slapper mere af”, siger han.

Per har så forsøgt at kompensere med indsats i bestyrelser, konkurrenceudvalg, unionens hovedbestyrelse, m.m. men som han selv siger, så er svært helt at udligne det omtalte nævnte handicap.

Men ser man på den ære og festivitas som klubben og forbundet orkestrerede for Per i anledning af hans 60 års-jubilæum, så har de nok været glade for ham – trods alt!