”Andre kunne se problemet, men jeg så det ikke selv”

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ofte har ret meget fart på. Når jeg sætter mig et mål skal jeg nå det hurtigst muligt, koste hvad det koste vil! Det gælder også med hensyn til min flyvning.

Jeg vil være den bedste – jeg hader at tabe. Det i sig selv er ikke nogen dårlig egenskab og langt hen ad vejen har det også gjort, at jeg har udviklet mig rigtig hurtigt. Men det har i høj grad også fjernet fokus fra nogle andre ting.

Alt gik op i hastigheder og resultater. Sikkerhed og forberedelse fyldte langsomt mindre og mindre for mig inden og under mine flyvninger. Det startede nok før DM, men til DM kom det til udtryk. Andre kunne se problemet, men jeg så det ikke selv. Alt gik jo så fint. Dagssejr og fede flyvninger.

Den ene dag til DM udfælder jeg turbo i 150m og på finalen til marken starter den i ca 70m. Det gik fint. Jeg havde jo en mark lige foran mig – hvad skulle der kunne gå galt?
Når man flyver hele tiden, og man konstant bliver bekræftet i at man er dygtig og har talent så er det let at lade sig rive med og jeg tror næsten, at jeg blev lidt udødelig.

Op til havariet i Juni var jeg midt i en skilsmisse og uden fast tag over hovedet. Jeg var ikke særlig glad og sov dårligt om natten. Det var nærmest bare, når jeg fløj, at jeg følte mig rigtig levende.

Dagen inden jeg skulle ud og flyve kom jeg sent i seng – sov dårligt og var slet ikke udhvilet nok til flyvning, men de andre skulle jo ud flyve. Selv om det blæste, og skyerne var relativt lave, ville jeg da ikke forpasse muligheden for god træning.

Her er jeg så. Med et ego på størrelse med Jylland, poser under øjnene og et stort smil på læben, I termik som var mere eller mindre sønderrevet af vinden. Det var fint – det gik op. Jeg fløj ud på opgaven, og det gik fint, indtil sidste ben hvor jeg kommer lavt.

Den i forvejen svage termik bliver svagere, og jeg må kæmpe hårdt for at holde mig flyvende. På vej tilbage mod Arnborg indser jeg i ca. 350 meter, at jeg nok må lande ude. Jeg flyver nu ud mod landbart terræn og tænker egentlig bare, at jeg skal have turboen ud og flyve hjem til Arnborg – like any other day. Jeg har længe været i ”Lav højde” mellem 400 og 600 meter.

Jeg erkender lidt sent, at jeg ikke kommer hjem og vælger en mark. Jeg tager denne beslutning i ca. 250 meter og går på medvind, kører turboen og hjulet ud. Turboen starter ikke, og jeg fumler med den alt for længe. Den giver ikke så meget som en prut.

Jeg opgiver efter et par forsøg, men da jeg svinger for at komme tilbage mod marken, kan jeg ikke finde den. Jeg er drevet bort på medvinds-benet i den kraftige vind og stresset beslutter jeg mig at lande på en græsmark der er lige under mig, men som ligger halvt i sidevind. Det sker i 150 meter men for at komme ordentligt ind til den, må jeg svinge skarpt, og min anflyvning bliver derfor nærmest en cirkel. Jeg bliver derfor ret presset på højde, og da jeg svinger finale er jeg i ca 80m. Måske også lavere.

Jeg oplever, at træerne er tæt på og under sidste sving mærker jeg også, at pindtrykket forsvinder, og jeg har løse ror. Her bander jeg faktisk af mig selv og i et kort øjeblik tænker jeg, at jeg slår mig selv ihjel.

Jeg presser pinden frem og ser direkte ind i træerne. Jeg får flyvefart og fokuserer igen på marken. Pga. vinden kommer jeg helt over i den østlige begrænsning af marken og forsøger derfor at holde mere op imod vinden.

Da jeg sætter flyet, sker det hårdt og med ca 100 km/t. Hjulet fældes ind og højre vinge får fat i jorden. Jeg groundlooper og knækker halen på flyet og trykker bugen. Der står jeg så på en mark med et havareret fly bag mig!  Jeg er bange. Jeg ved ikke, hvorfor jeg er bange – jeg står jo der på jorden. Men det er som om det hele kun lige er startet, hvilket også skulle vise sig at være rigtigt.

For nu startede det sværeste, men også det vigtigste – selverkendelse. Hvorfor endte jeg her? For nej det var ikke fordi hovedhjulet kollapsede, at jeg havarerede flyet. Det var årsagen til, at jeg groundloopede, men efter at have tjekket mine tidligere igc-filer, konstaterede jeg, at det var sket før eller siden. Havde hovedhjulet holdt til min hårde landing var det jo gået godt. Jeg havde måske tænkt ”puha”, men jeg tror ikke rigtig, at jeg havde indset alvoren.

En måned senere udelandingen med Discus 2CT efter mislykket turbostart 18. juni 2016.

For lige at vende tilbage til den flyvning jeg nævnte under DM. Den dag kunne jeg have slået mig selv ihjel. Jeg giver ikke mig selv nogle alternativer. Ja, marken foran mig var perfekt. Men hvad havde jeg gjort, hvis turboen var stoppet for enden af den mark i 100 m? Som jeg husker området var der ikke mange andre muligheder og med 100m at arbejde med var jeg nok endt i et træ.

Dagene efter mit havari måtte jeg høre meget. Jeg var stadig lidt i benægtelses-fasen! ”Det kan ske, og jeg er ikke den første” var forklaringen for mig selv, men jeg vidste, at det ikke var sandheden. Undervejs forstod jeg, hvad jeg havde gjort, og hvilke dårlige situationer jeg havde sat mig selv i uden egentlig at opfatte det. Jeg blev trist. Nærmest deprimeret.

“Det skal være realistisk”. Klubtræner om træning i udelandinger

Min sidste ting som gjorde mig glad var nu bare endnu en kæmpe spand koldt vand i mit ansigt. Alt blev klart. Det var som om jeg blev 10 år og 1000 timer mere erfaren på et par uger. Jeg så ting ved min flyvning jeg ikke havde set før og jeg indså at jeg til tider havde sat resultater og HERO-historier højere end min egen sikkerhed.

Der gik noget tid. Jeg fløj ikke og jeg havde slet ikke lyst til at flyve. Jeg frygtede lidt, at det var slut for mig. Det var det gudskelov ikke. Jeg er jo faktisk ikke den eneste der har fejlet i en flyvemaskine.

Min værste fejl var nok, at jeg ikke troede, at det kunne gå galt. En klog mand siger hvert år “pas på derude – det er farligt det vi laver” – Manden har ret! Dog har jeg også lært, at vi i høj grad selv har indflydelse på hvor farligt det skal være. Her er en række ting, jeg kunne have gjort anderledes for ikke at sætte mig selv i den situation.

• Jeg kunne have erkendt det faktum, at 5 timers søvn den pågældende dag ikke var nok, og jeg ikke var veludhvilet.
• Jeg kunne have testet turboen efter start og erkendt, at den ikke fungerede
• Jeg kunne i større højde have søgt mod landbart terræn, da udsigterne til termik længere fremme ikke var særlig gode (med andre ord meget ringe)
• Jeg kunne have fældet turboen ud i anbefalet højde og givet mig selv mere tid.
• Jeg kunne have holdt fokus på min første mark i stedet for på at få turboen til at fungere.

Det gjorde jeg ikke; I stedet satte jeg mig i en situation med max stress i cockpittet og uden gode og sikre muligheder.
Jeg er i dag genforenet med min lyst til at flyve, men alle de rigtig gode flyvninger jeg havde i 2016 står i skyggen af dette havari. Jeg ved, at jeg aldrig kommer til at flyve på samme måde (sätt, red.) igen. Jeg har fået et helt andet syn på mig selv og mine evner men også en anden respekt for flyvning og for livet.

Jeg ved, at folk vil tale om denne flyvning i nogle år fremover. Jeg ved også at nogle har et behov for at fortælle mig jeg fejlede, men vigtigst af alt så har jeg indset at jeg fejlede og også forsøgt at lære af det.

Flyv sikkert, pas på jer selv og hinanden så ses vi i luften.

Udelandinger er hårdt arbejde – for hovedet