Antropolog, kvinde og svæveflyver

Jeg startede i Nordsjællands Svæveflyveklub i august 2016, dagen efter Nordisk Svæveflyvedag. Jeg blev hooked efter at have fløjet et par flyvninger med en dygtig og stabil svæveflyvepilot, og også efter at have haft lysten i baghovedet i 10-15 år.

Endelig var lejligheden der, og mødet med klubben og flyene og termikken og også spændingen gjorde så udslaget.

Jeg kan huske, at noget af det, der med det samme fascinerede mig da jeg blev elev, var fornemmelsen (känslan, red.) af, at alle 38.000.000.000 celler i min krop havde fået øjne og sad og holdt øje med slæbeflyet derude foran.

Den enorme koncentration og intensitet havde jeg ikke oplevet før i nogen anden sammenhæng, og det passede mig storartet at lægge alting bag mig og blive opslugt af tyngdekraften, opdriften og nuet. Mine to første flyvninger som elev var også på over 1 time hver, med god termik og højder op til 5000 ft, og endda på begge ture møder med andre flyvende væsener: på første tur fløj vi i en termik boble med fire skarver (jo !), og på anden tur stod jeg næse til næse med en svale eller mursejler, som kom ud af en sky og styrtdykkede ved synet of mig/os.

En af de ting, jeg hurtigt bemærkede, måske også i kraft af en ”arbejdsskade”, at svæveflyvning er en overordentlig social sport. Man kommer ikke i luften alene, og man tilbringer mange timer på jorden i selskab med andre klubmedlemmer, og med at hjælpe fly i luften og hente dem tilbage, osv. Med social tænker jeg også på det gensidige ansvar man har for hinandens sikkerhed og den tillid man skal have til hinanden. Og så er der selvfølgelig de mange timer man tilbringer med at stå i græsset og se på vejret og flyene og snakke sammen, med at passe flyene under vintervedligehold, og de mange mere selskabelige lejligheder. Man kan selv som ny elev tale længe og indgående med gamle ”ørne” om vejret og skyformationer og møder med rovfugle, og så videre.

Jeg bemærkede jo også fra starten, at der var meget få kvinder i klubben. Det betød jo for den nye elev jeg var, at jeg blev lidt feteret. Ikke sådan at der specielt blev holdt døre (hood) for én, men de fleste bemærkede den nye elev, måske lidt mere end de andre nye mandlige elever. Det skal også siges, at da jeg blev medlem, var der pludselig 6 aktive kvindelige medlemmer (ud af ca. 140), så det var jo en væsentlig procentforøgelse man der stod for – en stigning på 20% ! Men derudover oplevede jeg ikke nogen forskelsbehandling, hverken positiv eller negativ.

Efter nogle måneder blev jeg af vores daværende formand, Bonni, opfordret til at fokusere på, om der kunne udpeges nogle årsager til, at der er så få kvindelige svæveflyvere i Danmark. Det var også et punkt, som unionen var opmærksom på, hørte jeg.

Og jeg følte en klar lettelse omkring mig, da jeg efter et stykke tid kunne sige, at jeg ikke havde indtryk af, at kvinder kunne blive afskrækket af en særlig ”mandekultur” i klubben – sexistiske vittigheder, nedladende toner, og den slags. (Som kvinde kan man ofte komme ud for at blive talt ned til når det drejer sig om teknik, f.eks. på et værksted eller it support, men det oplevede jeg slet ikke her). Det var ikke mit indtryk, at der herskede en særlige mandeomgangsform, i al fald i vores klub, og det var heller ikke følelsen hos de andre kvindelige svæveflyvere, som jeg talte med om det.

Det var som sagt en lettelse for de mandlige medlemmer jeg talte med, for det betød at de ikke ”gjorde noget forkert”, at det ikke var dem og deres adfærd, der afskrækkede kvinderne. Og det var de nok glade for at høre fra en af slagsen. Til gengæld havde jeg indtryk af, at der er nogle større samfundsmæssige tendenser, som påvirkede tallene.

Uden at ville komme med de store teorier – og jeg har jo ikke udført et egentligt studie af fænomenet og årsagerne til kønsfordelingen – så har jeg alligevel talt en del med både lokale medlemmer af begge køn, og med medlemmer i andre klubber, samt med pårørende til svæveflyvere. Og det er mit klare indtryk, at der er to ting, som påvirker kønsfordelingen/tallene. Det er i øvrigt ting, som vedrører både mænd og kvinder, men som kvinder nok reagerer anderledes på. Og det er begge ting, som alle kan nikke genkendende til, man behøver ikke være antropolog for at udtale sig om dem. Og de har begge at gøre med det familiemæssige og sociale ansvar, som vi alle har som f.eks. ægtefæller, søskende, børn, forældre, venner.

For det første, så kræver svæveflyvningen ens fulde opmærksomhed. Det var den koncentration jeg talte om før, og som også er en af flyvningens store glæder. Det er også et tidsspørgsmål, nemlig at man er væk hele dage. Men jeg tror faktisk det er vigtigere, at man simpelthen ikke står til rådighed. Man er væk for omverdenen. Man slukker eller glemmer telefonen. Man svarer ikke, når en teenager har fået tyggegummi i håret eller ingen kan huske hvornår svigermor holder fødselsdag. Man er kun tilstede i vinden, samværet, termikken, wiren, nuet. Man lukker resten ude.

Og dér, lige præcis der, tror jeg der ligger en forskel i, hvad mænd og kvinder kan gøre. Både i deres egne tanker om, hvad de skal og kan, og i omverdenens forventninger til dem. Det er simpelthen sværere for en kvinde at lukke sig selv helt ude fra det sociale ansvar end det er for en mand. Og det er ikke et spørgsmål om henholdsvis kvindelig og mandlig ”natur”, det er et kulturelt fænomen, noget vi har opdyrket og opdraget og vænnet os til er sådan. Det betyder ikke, at det ikke kan ændres, men det er ikke ”kulturen” i klubberne der kan ændre det. Der skal større kræfter til.

Det betyder heller ikke, at det gælder for alle kvinder, det kan vi jo se ved at der rent faktisk er kvindelige svæveflyvere. Og mange af de mandlige svæveflyvere kan også nikke genkendende til, at det ikke er nemt for dem at tage væk hele dage og weekender, hvis de har familie omkring sig. Men over en grov kam og med fare for generalisering kan man alligevel sige, at kvinder nok har sværere ved at melde sig helt ud og at hellige sig noget, som de ikke umiddelbart kan inddrage familien i. Igen, ikke som en naturlig tendens, men som noget vi har vænnet os til.

Hvorfor er der så få kvinder i sporten?

Så er der spørgsmålet om selve svæveflyvningen og de risici man tager. Vi ved godt selv, at vi sætter sikkerhed helt i højsædet, og det var også meget påfaldende da jeg startede som elev. Det var ikke kun noget man talte om; Sikkerheden var virkelig det aller vigtigste udgangspunkt – udover vejret – og et fælles anliggende. Men når andre hører, at jeg svæveflyver, så er det første de siger, at ”det er da farligt”. Så der er 2 ting i det i forhold til kvinder og svæveflyvning: hvad folk tror om svæveflyvning og hvad kvinder vælger af (fritids)aktiviteter.

Til det første kan man sige, at vores opgave, hvis vi vil have flere medlemmer, er at påpege både sikkerheden og statistikkerne – og den indsats er alle jo opmærksomme på. Svæveflyvning er ikke farligere end… så meget andet, og i særdeleshed ikke end at køre i bil. Så det handler om at ændre billedet af, hvad svæveflyvning er.

Derudover kan man spørge, om kvinder i mindre grad vælger aktiviteter, der virker farlige. Også der vil jeg nødigt komme med generaliseringer, og igen er det et spørgsmål om vaner opbygget over århundreder og –tusinder og om ansvar snarere end om natur. Kvinder er ikke mere bange end mænd. Måske tager de færre chancer, og det afspejler sig nok også i de få ulykkestal vi har. Men der spiller alder nok lige så meget ind. Og, igen, sådanne mulige kønsforskelle er ikke noget vi umiddelbart kan ændre på, og det er snarere ideer end egentlige forskelle. I min omgangskreds er der f.eks. flere kvinder end mænd der kører på motorcykel. Og her er det ikke kun et billede af, at det er farligt, men noget, antallet af fatale ulykker/statistikkerne også peger på.

Tilsyneladende er der forholdsvis flere kvindelige svæveflyvere i f.eks. England og Frankrig, og det er jo påfaldende, da det er lande hvor kvinder indtager mere traditionelle roller end i Skandinavien. Min egen erfaring fra Frankrig, hvor jeg har boet 24 år, er, at kvinder (udenfor storbyerne) generelt har kortere arbejdstid, ofte halv tid, fordi de tager sig af børnene. Klassisk. Men når børnene så er store, har de måske mere tid til f.eks. svæveflyvning.

Desuden er der nok mindre socialt pres på, hvad man skal kunne overkomme, og mere opmærksomhed på at nyde livet, og måske spiller det også ind. Men det er kun gætværk og kun et element. For virkelig at kunne sige noget kvalificeret ville det kræve en større og gerne sammenlignende undersøgelse.

Afsluttende kan man sige, at det selvfølgelig er påfaldende, at der er så forholdsvis få kvinder i svæveflyvning i Danmark (og Skandinavien ?), men man kan også spekulere på, om det overhovedet er et problem. Det har jeg bl.a. diskuteret med mine klubmedlemmer og med Marie-Louise (Malou) Portefee fra Kolding Flyveklub. Hun og jeg udarbejdede i foråret et spørgeskema til kvindelige svæveflyvere for at finde ud af både hvorfor de flyver og om de har ideer om, hvorfor der var så få kvindelige svæveflyvere – men de var måske de forkerte at spørge, netop fordi de flyver ! Desuden tænkte vi, at de spørgsmål vi stillede måske var lige så relevante for mandelige svæveflyvere. Det vil Malou diskutere i unionen, og så vil vi måske sende skemaet ud til samtlige danske medlemmer.

Derudover har jeg selv tænkt, at en ting er at ville tiltrække ny medlemmer og at diskutere, hvordan man bedst gør det med f.eks. offentlige invitationer og medie-tiltag. En anden vigtig diskussion er, hvordan man holder på dem, som allerede er medlemmer – både mandlige og kvindelige.

Når alt det er sagt, så kunne jeg nu godt tænke mig at læse flere portrætter af kvindelige svæveflyvere i NORDIC GLIDIING og det ærgrer mig at læse, at der f.eks. i OSTIV-konferencen (beskrevet i No. 4) bare deltager mandlige notabiliteter. Det er ikke ”nogens skyld”, men det er immervæk udtryk for en skævhed, at ikke flere kvinder har mulighed for at hellige sig svæveflyvningens enorme glæder og at udvikle også de teknologiske fundamenter for flyvningen. Så i det helt overordnede samfundsmæssige perspektiv er der nogle ting, som gerne skulle ændres. Og det starter jo i praksis, ned på jorden (og i luften), hvordan vi så end griber det an.

Selv glæder jeg mig til i vinter at pille fly fra hinanden, at se hvordan de er bygget og at slibe lidt på dem hist og her. Og så vil jeg koncentrere mig om at lære at flyve, at flade ud på rette tid og sted, og at disponere ordentligt, og dermed en dag få endnu en kvindelig S-pilot i luften.

Det er jo altid en start. Og dem har vi jo immervæk forstand på !