
Billingehus på Stockholmsk
Den sædvanlige svenske Billingehus-konference flytter i år 250 km længere nordøst fra Skövde til Sigtuna. Men alt bliver godt, lover arrangørerne. Book bare 19-21. november ind i kalenderen.

Tekst og foto: Jens Trabolt
Tekst og foto: Jens Trabolt
Konferencen bliver i år afholdt på Store Brännbo i Sigtuna – lidt nord for Stockholm. Men ellers bliver det business as usual; altså en fin mulighed for socialisere med nye og gamle kammerater og blive inspireret med foredrag.
Teamet bag konferencen er travlt optaget med at sammensætte et spændende lørdags-program med svenske og internationale gæster – bl.a. håber man at mindst en CEO for en større tysk svæveflyveproducent vil gæste konferencen og give en insider-beskrivelse af design – og produktionsprocessen i en moderne svæveflyfabrik.
Fra U.K kommer Liz Sparrow og beretter om kvinde-VM 2022 og Womenglide UK og fra DK, NORDIC GLIDINGs redaktør Jens Trabolt som giver en status på el-fronten – hvad er muligt nu? Hvilke projekter er undervejs?
Senere om lørdagen vil Robert Danewid fortælle om 80-års jubilaren Ålleberg i et oplæg med titlen: ”Ålleberg 1941-2021 og sedan?” og senere køre RST-forum. Der er flere oplægsholdere på vej og arrangørerne lover at komme med mere information, så snart programmet er klart.
Billingehuskonferencen lokker som regel med prominente gæster – her er det professor Loek Boermans fra TU Delft under en tidligere konfernece.
Som traditionen foreskriver sluttes lørdagen med prisuddeling i RST, Rikssegelflygtävlingen før middagen. Søndagen byder Forbundschef Henrik Svensson på gennemgang af forbundsvirksomheden og herefter er der forbundsmøde i Segelflyget.
Eventkordinator Olle Ytterberg oplyser, at tilmelding og betaling kommer til at ske direkte til Store Brännbo. Tilmelding planlægges af åbne i starten af oktober. Man kan tilmelde sig tidligt, men vente med at betale kort før konferencen. Dette gør det enkelt at håndtere i tilfælde af forudsætningerne ændrer sig, og det ikke bliver muligt at afholde eventet.
Arrangørerne og hotellet følger nøje myndighedernes arbejde med restriktioner angående pandemien, og man agter at tilpasse konferencen til de aktuelle forudsætninger. Der diskuteres blandt andet pre-booking til de forskellige programpunkter for at minimere trængsel.