Birgitte Ørskov og Jørgen Thomsen: 110 års erfaring med svæveflyvning

Link to automatic translation

”Hold på medlemmerne”, skriges der overalt i svæveflyvningen. Det simple koncept er, at det er nemmere at beholde medlemmer end at rekruttere nye.

Det budskab er nok ikke rettet mod Birgitte Ørskov og Jørgen Thomsen, som må betegnes som livslange medlemmer og fast inventar i sporten; Birgitte fejrer i år sit 50-års jubilæum i svæveflyvningen, og hendes bedre halvdel Jørgen arbejder mod sit snarlige 60. år. Det giver cirka 110 års erfaring mellem dem.

Der står godt nok 1948 på Jørgens dåbsattest, men man skulle tro, at han var yngre.  Måske har det noget at gøre med den betydelige motion, Jørgen fik, da han startede i svæveflyvningen som elev i Vejle Svæveflyveklub i 1964

Det var op tidligt lørdag morgen hjælpe med at passe kvæg samt grise og derefter 45 km på cykel til klubben, flyve 3 timer og derefter 45 km hjem om eftermiddagen for at fodre og malke køerne. Så kunne jeg være klar til at hjælpe med køerne næste morgen”, fortæller Jørgen.

Det var vel at mærke i en tid, hvor der ikke fandtes usportslige ting som elcykler, eller begreber som ”curling-forældre”. Hver anden weekend kunne Jørgen godt være heldig at få lov til at overnatte i klubben og sparede derfor 4-5 timers transport som kunne veksles til gangbar valuta – altså mere flyvning.

Jørgens flyveinteresse var i øvrigt blevet vakt ved kombinationen af modelflyvning og ved at se hvinende jagerfly på himlen sidst i 1950’erne. Det skete ret ofte, fordi det danske flyvevåben på dette tidspunkt havde fået flere hundrede jagerfly som militær hjælp fra USA.

Jørgen blev senere elev i Flyvevåbnet som 19-årig i 1968. Da han skulle til den obligatoriske helbredstest – et arbejdes-ekg – blev han sat til at cykle på et dynamometer, så lægen rigtigt kunne kontrollere hjertefunktionen ved høj puls. Men doktoren måtte vente længe, for Jørgen var i kanon-form. Pulsen nægtede at stige nævneværdigt, uanset hvor længe og hårdt han cyklede. Det er hvad 2 x 45 km cykling til klubben kan gøre for dig.

Jørgen fløj jagerfly i Flyvevåbnet frem til 1974, hvor han som så mange andre skiftede til det civile flyveliv og blev pilot i SAS. Det var han frem til 60 års-pensioneringen i 2008.  Fra arbejdslivet husker Jørgen nok mest ruterne i Nordnorge om vinteren i DC-9: ”Det var rigtig flyvning og meget udfordrende på grund af vejret”, siger han.

Her var det ikke solferie og autopilot, men derimod beslutninger som skulle tages ud fra vejr og vind. At lande i Tromsø i en hylende snestorm med 30 cm sne på banen, fordi snerydningen ikke kunne følge med var interessant, men ”sneen bremsede godt”, så der var ingen problemer, mindes han!

”Kan vi mødes der hvor I har parkeret jeres Arcus M”, spurgte redaktøren i sin uvidenhed.
”Det bliver svært med mindre du vil til Australien. Men hvis man lige holder hånden over T’et på Hernings fine Arcus T, så ligner den ”Julie” ret meget på nær et ”M”, svarede Birgitte Ørskov

Flyveklubben er et godt sted for børn

Birgittes liv med svæveflyvningen startede anderledes end Jørgens – helt uden køer og cykling. Det var faktisk hendes mors skyld. Eller rettere hendes far, for han var svæveflyver og i øvrigt en af de drivende kræfter i etableringen af Frederikssund-Frederiksværk Flyveklub i 1964. Når han skulle ud i flyveklubben og flyve var beskeden fra moderen klar: ”Tag børnene med, så slapper jeg af herhjemme”.

Så det var faderens interesse for svæveflyvningen som gav flyveinteresse for Birgitte, og det har Birgitte også givet videre til sine egne børn. Den praksis har givet mindst 1 verdensmester, nemlig sønnen Rasmus Ørskov, som også er vokset op på en svæveflyveplads.

”Rasmus kom tidligt med op i cockpittet”, forklarer Birgitte. ”Da han var 10 år gammel, fløj han bedre end mange S-piloter”. Her er et foto af en af Rasmus’ første gange i luften som 2 årig i 1986 med Birgitte i forsædet. Det er Lotte Fredsø Pedersen med pilotnavnet “SØS”, som sidder i bagsædet. SØS blev i øvrigt en af de første kvindelige piloter i det danske Flyvevåben, fortæller Birgitte.

At komme med på flyvepladsen som barn betyder også, at Birgitte har set hvordan børn trives med frihed, med plads til egne lege og erfaringer uden, at der er voksne som konstant overvåger og blander sig hvert andet sekund. Den praksis har hun fortsat med sine egne børn.

”Vi har altid været lige i nærheden, og hvis vi fløj, sørgede vi for, at der var andre kendte voksne på flyvepladsen som havde opsynet med børnene. Det var der aldrig problemer med, hverken for børnene eller de voksne”, siger hun med en vis faglig tyngde. Birgitte har nemlig været pædagog i sit civile liv.

”Men jeg tror nok, at jeg satte grænsen for friheden, da nogle af børnene en dag havde fundet en gammel faldskærm og havde bundet den til et træ i kraftigt blæsevejr. Det blev trods alt for farligt”, griner hun.

Quo vadis? Hvor skal vi hen? Det er ikke godt at vide. Men der er altid spændende flyvning på programmet med Jørgen og Birgitte.

Parret Jørgen og Birgitte

Jørgen og Birgitte har kendt hinanden ”altid”, som de siger. Med lidt mere kronologisk nøjagtighed er det siden 1970’erne, hvor Arnborg var under opbygning, hvor de begge fløj meget, men ledsaget af hver deres daværende ægtefæller og familie. Men historien om Birgitte og Jørgen blev først rigtig i 2007 efter de begge var blevet singler og boede på Arnborg i hver deres hytte. I tiden derefter blev de kærester.

”Det var vel nok en gode ide at blive et par, mente vores venner. Det var skønt, for vores omgangskreds ændrede sig overhovedet ikke”, fortæller Birgitte som med en årgang 1955 er lidt yngre end Jørgen.

Der var en anden bonus med det nye forhold: Med begge parter fuldt interesserede i svæveflyvningen, kunne Jørgen og Birgitte nu gå fuldt ind i den livsstil, som svæveflyvningen lægger op til.

Jørgen i Hernings hangar. Han er ret fiks på fingrene, og er efterhånden blevet ret dygtig til at reparere de småting, som altid dukker op på et selvstartende svævefly i operativ tjeneste. Det nyder han godt af bl.a. i Australien. Han henleder dog selv opmærksomheden på den fine Herning-hangar med en vis portion selv-ironi: ”At den er nyrestaureret har jeg en vis andel i. Da vi skulle bygge winglets på Rasmus Ørskovs svævefly før VM i 2018, fejlede varmeapparatet, og der gik ild i vingerne . Forsikringen måtte bekoste en renovering af den sod- og brandskadede hangar bagefter”, fortæller han.

Flere adresser

Parret holder til i Herning Svæveflyveklub – sådan da. For når man er svæveflyvende pensionist og holder af at leve livet, så skal der ofte flere adresser til, før kabalen går op.

Der er helårshuset i Sønder Felding, hytten på Arnborg (de har også boet sammen i Jørgens hytte på 45 m2 på Arnborg – så skal der holdes orden!), og flere måneder om året er Jørgen og Birgitte, traditionen tro – også udstationeret i Tocumwall det sydlige Australien.  Her står ”Julie”, som er deres selvstartende Arcus M også kærligt kaldes.

I Australien er der en anden flyvning end i Danmark. Skybasen er højere, og det giver mulighed for længere og vildere flyvninger, hvor Jørgen og Birgitte har sat flere danske rekorder i flyet, som de med 2 sæder, kan flyve sammen.

Man er i øvrigt også svæveflyver, hvis man vælger at blive gift – surprise – til en briefing(!) på Corowa, hvor parret havde base fra 2008-2011. Det gjorde Birgitte og Jørgen i december 2009 – hvorfor ikke kombinere det praktiske med det romantiske, og vennerne fra i alt 11 lande var der jo alligevel.

Vejen tilbage til livet

Desværre oplevede Birgitte at få en nerve i klemme i hovedet i 2018. Det resulterede i massive smerter, svimmelhed og voldsomt ubehag. Som følge af sygdommen faldt hun over et brønddæksel på en gåtur samme år og slog hovedet – resultatet var en hjernerystelse, som hun desværre ikke anerkendte i tilstrækkelig grad.

”Vi skulle jo til Australien og flyve, så jeg tog med”, fortæller hun. Men at flyve hvis man ikke er frisk, er ikke specielt morsomt.

”Jeg var blandt andet med på en rekordflyvning i december 2018 med Arcus’en, hvor vi fløj en 500 km FAI-trekant med 163 km/t i snit. Jeg kastede op hele vejen”, siger hun.

Men tilbage i Danmark i maj 2019 var uheldet igen ude. Birgitte faldt en gang til og slog hovedet, og symptomerne blev værre end før: ”Lys og lyd var meget trættende”, fortæller hun.

Sociale arrangementer som store familie-fester var ren tortur, og ofte deltog Birgitte i kort tid, inden hun måtte kapitulere.

”Det hjalp dog lidt da jeg fik et headset med aktiv noise-cancelling”, fortæller hun. Da vinteren 2019 kom til Danmark var det tid at rejse til Australien, men Birgitte valgte at blive hjemme. Jørgen rejste derned.

”Jeg havde ikke fuldt anerkendt over for mig selv, at jeg var ukampdygtig, så jeg lavede en lang liste med alt det, jeg gerne ville. Flyve 2G i Sverige og meget, meget andet. Men jeg kunne ikke i virkeligheden. Så da Corona kom i marts 2020 var det faktisk en lettelse for mig, at verden kom på pause. Jeg skulle ikke ud og præstere”, fortæller Birgitte, som stadig døjer med eftervirkningerne.

Men en inaktiv tilværelse passer ikke rigtig Birgitte.  Så hun har sat sig ind i hvordan Facebook fungerer, og har drevet en aktiv rekruttering til Herning Svæveflyveklub:

”Jeg har da kunne overkomme at være med til at skaffe 16 elever i år”, siger hun glad.

”Men det var hårdt for mig at miste min identitet som aktiv svæveflyver”, siger hun. Den aktive flyvning – den skal hun nok komme tilbage til – når hun selv mener, at hun er klar. Men til næste år!

Fremtiden

I mellemtiden har parret købt en andel i en ASH 31 Mi, som står i Herning, og mon ikke snart at ”Julie” i Australien savner lidt selskab fra Jørgen og Birgitte?  Parret står for cirka 40 danske rekordflyvning, men der er mange oplevelser til gode endnu.

Så hvad skal de næste 110 år bruges til?

Snap-shots fra Birgittes fotoalbum

Birgitte som 16-årig i Frederikssund. Cirka 1971 eller 1972. Til venstre Tony Berg og t.h. Henning Hansen.

På Frederikssund: Birgitte med G.W. Binder-Kranz, Paul Hansen og Eric Jul.

Rekorddiplom fra dengang, at det var vildt at flyve 69 km! Det er hvad Birgitte og Jørgens Arcus i dag flyver på et finaleglid fra 1400 m

Det lykkedes for Birgitte som helt ung pilot at crashe et af klubbens fly i åen for enden af Gørløse flyveplads. Det blev foreviget af et kreativt klubmedlem.

Artikel om Birgittes og Agnes Jensens rekordflyvning til 2750 meter i Hernings Twin Astir i 1993.

Selvsamme Birgitte og Agnes Jensen i Hernings Duo Discus i en avisartikel i midt 90’erne.