Blandt Condorer i 7 m/s-termik. Med Kawa i Andesbjergene før SGP-finalen

Link to automatic translation

Den 13. finale i Sailplane Grand Prix! For mig har tretten intet at gøre med sorte katte, overtro eller ulykker.

Derimod vandt jeg min 13. medalje den 13. december klokken 13.00 i 2013, og SGP 13-serien skræmmer mig ikke; den frister mig med udfordringen ved at konkurrere over de kolossale Andesbjerge.

For tredje gang afholdes konkurrencen af svæveflyveklubben i Vitacura, beliggende i hovedstaden Santiago, Chile. Der er ingen mulighed for at flyve uden for det bjergrige terræn, fordi det flade terræn ligger inden for kontrolzonen omkring Santiagos lufthavn.

Jeg har vundet der to gange før, og jeg er forbløffet over, hvordan jeg klarede det. Selv i dag er Andesbjergene og de enorme alpine områder utroligt imponerende for mig.

Vejret var dog venligt dengang, hvilket paradoksalt nok øgede vanskelighederne, efterhånden som vi lærte terrænet at kende. Det var også en læreproces for de chilenske værter, især under konkurrencerne for 15 år siden, hvor de kun vovede sig op til Aconcagua (6961m) i små sektioner, og det er først nu, at de tackler de højeste bjergkæder.

Ofte flyver ikke-lokalkendte piloter, der ikke kender standardruterne, rundt og opdager nye muligheder, der senere bliver standard. Der er stadig meget at opdage.

Jeg fløj første gang en Diana 2 her i 2010. Takket være en fundraising-kampagne lykkedes det også for det polske svæveflyveforbund at købe winglets til 15m-versionen af ASG 29-svæveflyet, og Stanisław Wujczak, som ikke følte sig tryg i Diana, rejste med mig til Chile.

Vi to følte os mere komfortable, så vi forberedte os modigt og udforskede de klippefyldte kroge og sprækker. Først fløj vi solo og derefter i lokale konkurrencer. Soloflyvning var ikke særlig effektivt, da vi konstant sad fast foran en umulig forhindring. Vi vidste ikke, hvad vi skulle lære, så vi vovede os så dybt som muligt. Jeg fløj endda over Aconcagua (det højeste fjeld i både Nord- og Sydamerika)

Aconcagua (6.967m) fanget fra solsiden, mens vi flyver hurtigt på Geoglifo -fjeldet.

Kawa under VM i Lezsno 2014 (foto Jens Trabolt)

Andes kræver speciel flyvestil

I Andes Cup-konkurrencen forsøgte vi at følge den lokale pilot Rene Vidal, og det var ikke en jævn flyvning. Vi fløj primært på de første hang eller langs Andesbjergene, hvor græs og forkrøblede træer stadig vokser. Her flyver man mere direkte ruter, fordi hangene ved foden af bjergene er mere jævne, og i højere højder skal man undgå mange tværgående ribber og klipper. Ikke særlig hurtigt og i en lige linje, men de lave højder skaber indtryk af en konstant fare for landing, og først efter at have fløjet denne strækning flere gange, får man tillid til, at det er muligt.

Hvis man forsøger at vinde højde, hvilket er spild af tid, resulterer det i at man taber konkurrencen. I denne konkurrence begrænsede CB’ere og dårligt vejr også vores adgang til højfjeldsregionen til de første 3.000 meter høje tinder. 3000 m er ret meget for Alperne og Europa, men dette er kun begyndelsen på Andesbjergene.

I den sidste konkurrence blev der til min vanskelighed – for første gang – indført af en øvre grænse for planbelastningen. Denne regel ramte Diana 2 hårdest, da det var det nyeste svævefly designet med en moderne vingeprofil, der genererede større løft med en meget høj wingloading.

Diana har et lille vingeareal, hvilket resulterede i et større sideforhold og forbedret glide-performance. De nye regler fratog mig en tredjedel af min ballast. Dette havde dog også en ret uventet effekt for mig, da et lettere svævefly er lettere at få til at stige i termikken på klipperne.

Jeg betragtede dette som en god kompensation, når jeg fløj med Rene under svagere forhold ved foden af bjergene, fordi jeg vidste, at hvis han kunne håndtere Ventus i vanskelige områder i lav højde, ville jeg ikke have det mindste problem med Diana.

Passagerer på kommercielle fly har en betagende udsigt over Aconcagua 6961 m, mens de flyver langs Paso de los Caracoles . Vi flyver derimod for at komme op i højden over Gimnastico .

At flyve i Andesbjergene er anderledes end i de fleste bjerge. De enorme højder, flyvning i mindre tæt luft, meget varme, bare skråninger, næsten tørt i hele massivet – med meget få gletsjere – og den tørre luft gør luftstrømmene meget stærke og smalle. Smalle, hvilket betyder, at de kun er et par dusin meter fra klipperne, og man skal holde sig inden for det lag.

Desuden flyver svævefly hurtigere i mindre tæt luft – TAS øges, og at svinge rundt med 145 km/t bliver et problem. Termikken glider også op ad skråningerne, hvilket tvinger dig til at cirkle tæt på klipperne. Når man flyver gennem passene ser man ikke på MacCready. Man kigger efter energilinjerne, der løber langs højderyggene.

Her flyver svævefly med 200 km/t, manøvrerer med akrobatiske vinkler, trækker deres vingespidser over forhindringer, og hvis termikken løfter dig over bjergryggen, accelererer du, fordi den meste energi findes lige ved siden af klipperne. Jeg har ikke set andre steder, hvor det gav fordele at flyve så tæt og aggressivt, men i Andesbjergene måtte vi efterligne lokale Carlos Rocca i denne form for flyvning; ellers overgik han os tydeligvis.

Lokale piloter har deres egen stil. Carlos, far og søn, er mestre i fart på klippevægge. De flyver meget aggressivt og næsten aldrig over fjeldkammen, da de kender hvert sving i standardruten perfekt. Der er mange ruter, der forbinder toplinjerne, og deres er bevist og hurtigst.

Andres Errazuriz er derimod en opdagelsesrejsende, en opdagelsesrejsende af fjerne hjørner, bølger og de højeste tinder. Han er sandsynligvis den eneste i verden, der har set steder, som kun kondorer ser. De er ubestridte mestre, ledere og opdagelsesrejsende, der viser vejen for andre. De er hårdt tiltrængte, fordi de inspirerer, fascinerer og viser, at det er muligt. Og klubben trives og vokser takket være dem.

Nu om dage kan man se optagelser af den slags flyvninger og tidligere konkurrencer, men hvis man ikke har set passet personligt, ender man som en idiot, der forsøger at klemme sig gennem en tunnel, der ikke eksisterer. Og nedenunder kan man se skyggen af Carlos’ svævefly overhale en med dobbelt så høj hastighed, trække sin vinge hen over klipperne, samle energi, få fart og nemt lave et spring over klippevæggen, der vil skræmme en. Der er ingen plads mellem ham og klippen; man kan ikke klemme sig derind. Alle tøver med at flyve ind i de konkave fordybninger i bjergvæggene, og det var her, chileneren havde den største fordel. Han fløj langs væggene og kunne endda hoppe over forhindringen fra læ.

Poloo-vulkanen set fra østsiden, dybt inde i Andes-bjergene, hvor selv kondorer er for dovne til at komme ind.

I 2010 vandt jeg, men det var utrolig svært. I glid med høj hastighed havde jeg ingen chance mod tungere svævefly. Jeg valgte en taktik med at gå først på slutglid, selv om der stadig ikke var nok højde til at gennemføre ruten. Man spilder ikke tid på at cirkle, og så flyver man ikke med en hastighed, hvor svæveflyene mister laminar flow og rammer en mur af modstand.

Den manglende slutglids-højde skulle samles undervejs langs hangene; det er svært at vurdere, hvor meget man kan vinde. Klipper har også accelerationseffekter, og det handler ikke kun om termik, men også om at udnytte wind-shear og turbulens. Man kan ikke tillade sig at synke for lavt, da en tværgående udligger-sektion af fjeldet vil blokere ens vej. Når man går rundt, vil vindstødene være svagere, og man taber. Jeg førte konkurrenterne på ukendte klipper, og det var et risikabelt spil, men til sidst vandt jeg min tredje guldmedalje i træk i Grand Prix-konkurrencen.

2018-konkurrencen

Ved den næste konkurrence i 2018 blev vanskelighederne kun større, og erfaring hjalp ikke meget. Inden jeg ankom, blev vores svævefly pakket ud, og det helt nye Jonker-fly blev efterladt i solen, omhyggeligt dækket af en sort presenning. Dette var ikke sundt for laminatet under den brændende sol. Varmen havde lavet ondulationer i materialet, og i stedet for en spejlblank overflade lignede vingerne et reliefkort over Andesbjergene. Under træningen måtte jeg selv destruere den helt nye vingefinish og slibe vingeujævnhederne ned til laminatet. Svæveflyet vandt ingen skønheds-konkurrencer, men det genvandt sin oprindelige glathed. Denne gang fløj vi meget dybere ind i bjergene og gentagne gange gennem Juncal Park med dens 4.300 meter høje pas, hvilket var et mareridt. Vi fløj mod vinden, som accelererede i det smalle pas. Igen var hemmeligheden at flyve tæt på fjeldsiden, der førte til selve passet.

Glecheren Juncal Sur. På venstre side skal man op over et 4.300 meter højt fjeldpas i modvind. Hvis man sidder fast her, har man et større problem end at miste en konkurrencedag…

Under min træning havde jeg en masse ekstra eventyr, og engang, mens jeg forsøgte at genspore Carlos’ rute, som fører fra Pelamberes til Rancagua uden at stoppe, mistede jeg orienteringen. Rene beskrev det ret simpelt: man tager den østligste ribbe, og så forbinder de sig til sidst. Den tog mig til Laguna del Pelao nær Mercedario, og jeg tilbagelagde en god del af ruten af den på den argentinske side. Jeg har en fornemmelse af, at min rute nordfra senere inspirerede nogle til at udforske Andesbjergene dybere.

Hver lille sektion i Andesbjergene er større end hele Tatrabjergene i det sydlige Polen tilsammen

Når sne og storm blokerer for alle høje fjeldpas, skal man finde en anden rute. Man finder kun synk i regnen, ingen sigtbarhed i sneen og ingen termik skyggen overhovedet.

Efter en uges flyvning fascineres Sebastian og Aneta af et stort kort som viser udstrækningen af vores flyvninger.

Andesbjergene er enorme

Svævefly har fløjet i Santiago siden 1950’erne, og i starten var flyvning i lavlandet. Nu hænger paraglidere over disse bjergrygge om eftermiddagen. Blide briser, der trækkes op fra de opvarmede skråninger, forårsager regelmæssige løft. Vidunderligt, ikke? Men dengang blev piloter fristet af højere bjerge, der var fyldt med energi og turbulens. Der har paraglidere ikke noget at gøre.

Tidligere spillede en meget aktiv militær svæveflyveklub i Vitacura en betydelig rolle. Piloter besøgte regelmæssigt Pelambres langs bjerggrænsen i 3.500 meters højde. Så viste det sig, at højere bjergrygge muliggør endnu hurtigere tur-retur-flyvning . Dette skyldes endda, at luften er mindre tæt, og simpel fysik giver svæveflyverne +30% hastighed i 5.000 meters højde.

Desuden når den grumsede luft fra Stillehavet ikke så højt. Inversionen giver plads til krystalklar luft, som gennem forskellige mekanismer får termik til at blive meget mere aktiv. Jo dybere inde i bjergene, jo mere energi. Alle bjergtoppe fungerer, især da der ikke er nogen bjergkæde tæt dækket af gletsjere, der reflekterer solenergi.

Toppene Mercedario og Aconcagua blev ikke besteget på en bølge, som det oftest er tilfældet, når man bestiger Mt Blanc i Europa, men på termik, hvilket betyder ufatteligt høje konvektive skybaser, selv i 7.000 meters højde. Når man ser ned fra dette perspektiv, er vores tidligere ruter som at kravle langs jorden. Det sker, at skyer er et problem. Og når denne energi bryder ud i storme, snestorme selvfølgelig, er det umuligt at flyve i bjergene.

Som på Mars

Toppe uden for parkerne har ingen navne. De fleste er aldrig blevet rørt af mennesker. Svæveflypiloter er de eneste, der ser dem tæt på og giver dem deres egne navne. Hvorfor ikke? I den klare sol er de bare klipper en mosaik af farver fra de mineralskatte, der er fanget indeni. Grøn, gul, sort, bordeaux, hvid. Grøn repræsenterer enten en alpin eng eller svovl og kobber. Hvid repræsenterer is. Sort og bordeaux repræsenterer rust og mangan. Den hvide is fører ofte til Argentina gennem vulkaner, hvor man føler, at man er på Mars.

Langt fra kysten og nedbøren har de nordlige bjerge, bagt af solen og vinden, dannet glatte slaggebunker som klitter. For det meste er det en enorm ørken, der kun gennemskæres af veje og geologers bore-udstyr fra tid til anden, men med cumulusskyer i 7.000 meters højde, som ingen endnu har besøgt. Svæveflypiloter har altid trang til at krydse landegrænser, og den argentinske side af Andesbjergene frister med det ukendte og den enorme vidstrakthed.

Så enorme miner finder man ikke andre steder! Andes-bjergene er en skattekiste af mineraler

Nordpå? Den gule vej, som de lokale bjergryttere kender udenad, gennem Animita-passet, Tigre og Cascajeles. Den er den hurtigste. Højere oppe skal man spilde tiden på at vinde højde. Hvis man er hurtig, kan man flyve over Pelambres-minen og fortsætte mod Ojos del Salado. Men det vil tage flere dage, fordi bjergene ikke har travlt. I starten synker man ned fra bjergene på lave klitter. Lavere og lavere, og man frygter for retur-flyvningen, når man først kaster sig ud i det ukendte for første gang: Bunker af sten med snepletter ligger på et plateau, der når 3.500 meter.

Sneen er så uvirkelig, at sveden drypper i øjnene i cockpittet, og bjergkontrasterne af kulde og varme koger af energi . Den ubeskyttede sol bager ned på klipperne og koger atmosfæren. De modige nok kan kaste sig med vinden til den argentinske grænse, hvor man ikke engang finder en vej at lande på. Indtil videre har ingen turdet flyve længere end en dagsrejse fra Santiago med svævefly, og det er kun et lille område. Alle vil gerne hjem ved dagens slutning.

Det er svært at tro, at disse små sand-klitter kan give løft, men det kan de. Temperaturen udenfor er omkring frysepunktet, men i cockpittet er det brændende varmt, og man sveder som et svin.

Hvis du kan centrere i termikken, bliver du medlem af 7m/s-klubben

Syd? Spektakulært. Maipo-vulkanen og Tinguririca , et sted hvor selv kondorer får højdesyge, og hvorfor skulle de flyve dertil, hvis intet spiseligt hopper hen over klipperne? Man kan kun flyve dertil i meget godt vejr, højt oppe, 6.000 meter.

Ellers… ja, så kunne man forsvinde, og ingen ville finde en, ligesom Uruguaya 571 (Passagerfly med Rugby-team fra Uruguay som styrtede ned her i 1972 med 49 mennesker ombord, hvoraf kun 16 overlevede i de efterfølgende 72 døgn, delvist takket være at de kunne spise deres døde kammerater …red ). Dybt inde i Andesbjergene vil ingen dal føre dig til flade områder.

Med knapt 7000 m er Mercedario det 8. højeste fjeld i Andesbjergene. Herfra kan man tage den direkte rute til Santiago 165 km borte.

Den store naturbrand og røgfanen blokerede vejen mod nord, og det var vanskeligt at komme igennem. Sigtbarheden over skyerne var OK, men under dem var den 200m. Det var ingen behagelig nedstigning ved tanken om, at vi fløj blandt høje fjeldtoppe. Vi ville gerne have taget en omvej, men desværre havde røgen slukket al termik, så det var ikke nogen løsning hvis vi gerne ville komme hele vejen hjem.

Dårlige dage? Du er tilbage tættere på Santiago. Lavt, lavt, lige over San Ramon og Rancagua. Du cirkler i trang termik, tæt på klipperne. Vanskeligt og farligt. Det er som at spille Tetris, bortset fra at hvis du flytter en brik forkert, kolliderer du med en fjeldvæg.

Den perfekte forberedelse til en konkurrence? Først skal du blive ét med svæveflyet, som om dine egne receptorer fornemmer spændingen i vingerne. Instrumenterne er for langsomme til at vise dig termik, som du skal reagere på. Gusts tilføjer fart, så du er nødt til at støde fra, men du kan ikke stalle, for så mister du energi. Du skal mærke grænserne for den kraft, vingerne kan bære, præcis som en racerkører oplever det, når han nærmer sig grænsen for friktion.

Du optimerer hver bevægelse og minimerer sving mellem klipperne, når de ikke er nødvendige, fordi bevægelse trods alt er tab af energi, som du har brug for til acceleration.

Du vælger de bedste steder at finpudse og hoppe over de værste sektioner ad den kortest mulige rute. I disse bjerge er der ingen grund til at understrege, hvorfor man skal være en dygtig pilot.

Andesbjergene tvinger dig til at flyve tæt på klipperne, hvor den mest energi er, så du skal kontrollere svæveflyet på en god måde.

Hvis du er heldig, vil du pludselig mærke kontrasten mellem varmen i cockpittet og den kølige brise fra fjeldsiden, og du vil blive forkælet med en helikoptertur. Hvis ikke, vil du ikke mærke noget. Så du skal kende dine grænser, din margin for nedadgående luftstrømme og for fejl.

I starten er man helt ”lost”. Man er nødt til at udforske de bedste ruter, helst ovenfra, så du lærer ruten at kende. Så accelererer du og bruger energilinjerne, så du kommer tættere på terrænet. Du prøver at efterligne de lokales ruter, men aldrig så hurtigt som de gør, fordi du vil højere op. Og så accelererer du og bruger dynamikken i vinden og turbulenserne. Og måske så, bare måske, vil du formå at flyve med fornuft i Grand Prix-mesterskabets galskab.

Er det nødvendigt? Sådan fungerer det. Man har intet valg i konkurrencer. Kvalifikationerne frasorterer piloter, men ”sien” er ikke præcis. I næsten alle konkurrencer har nogen havareret deres svævefly, så denne gang er reglerne blevet ændret, og kvalifikationen er endnu vanskeligere.

Der vil ikke være nogen dårlige piloter i ringere svævefly, og ingen let adgang til konkurrencen. Der vil måske ikke engang være tyve deltagere i finalen. Det er godt, for hvis der sker en ulykke, er hele konkurrencen meningsløs.

Konkurrencearrangørerne forstår også risiciene, og opgaveplanlæggerens rolle er enorm. Men Andesbjergene tilbyder også plads til afslappet flyvning. Hvis der er termik, kan du flyve højere; ingen her tvinger dig til at flyve i nærheden af klipper. Cumulusskyer vil føre dig tusindvis af meter op til steder, du aldrig har været før.

I starten vil du bruge et par minutter på at cirkle i en termik, som du aldrig har oplevet før, for at blive medlem af 7 m/s-klubben, og derefter med oxygen-kanyle i næsen vil du erobre disse bjerge og efterlade forhindringerne under dig, midt i et smukt landskab af flerfarvede fjeldsider.

Uden en sådan træning er det ekstremt vanskeligt og farligt at flyve i konkurrencer. Takket være støtten fra de polske lufthavne, Andres Errazuris, som lånte os en Arcus, og gæstfriheden hos Club Planeadores de Vitacura, nåede vi det maksimale. Jeg havde planlagt 50 timers flyvetid, men vi nåede begge at flyve 149 timer.

Jeg havde behov for en bedre forståelse af dette område til fremtidige konkurrencer, og jeg fløj ud over kortet. Den unge polske pilot Aneta kender flere toppe end nogen anden i Vitacura og har lært dynamikken i at flyve over klipper.

Jeg er Aneta, ung svæveflypilot fra Polen. Jeg har fløjet i næsten 4 år nu. Jeg er landsholdspilot, og Sebastian har trænet mig siden september 2024, hvilket er 1,5 år nu. Svæveflyvning er den største kærlighed i mit liv, så jeg gør alt, hvad jeg kan for at præstere godt og forbedre mig som pilot såvel som atlet, når jeg flyver i konkurrencer. Vi har tidligere ikke rigtig haft en træner på landsholdet, man prøver bare at lære og udvikle sig selv, da der ikke er nogen til at vejlede en. Så for mig, en ung pilot og atlet med meget lidt erfaring, var det et privilegium at kunne lære af Sebastian.
I starten var det bare meningen, at vi skulle flyve lidt sammen så jeg kunne få nogle tips og råd. Men det viste sig at være begyndelsen på en organiseret og veldisciplineret sportstræning. Forhåbentlig kan vi fungere som et eksempel på, hvor afgørende og effektive trænerrollen er.

På vej ud til gridden lover vores ”kameramand” Marcin, at filmen bliver god.

Aneta skræmmer sine kolleger, når hun cirkler. Alle udefra har deres eget bidrag, opdager noget nyt og deler det. Vi havde også vores del at opleve nyt, men den mest interessante del ligger stadig foran os – at krydse grænsen til Argentina og de fremtidige konkurrencer.

Grænsen til Argentina forhindrer os i at udforske en betydelig del af Andesbjergene, hvilket er en skam, fordi disse bjerge er som en magnet, og vi formåede knap nok at kontrollere os selv for ikke at bryde reglerne og flyve ind i dem. En aftale med Argentina og tilladelse til svæveflyvning der til sportslige formål ville åbne et nyt kapitel.