Condor 2 – en værdig opdatering?

Simulatoren Condor er siden debut’en i 2007 udviklet sig fra ”gaming” til ”seriøst træningsværktøj” for svæveflyvere. Nu har teamet bag simulatoren frigivet Condor 2, som NG her tester.

Tekst og foto: Jens Trabolt

Duo Discus’en er fyldt med vand og en 90 kg tung kammerat. Vi er startet i flybugsering fra Fagernes, som ligger skønt højt oppe på fjeldplateauet og efter udkobling sætter vi kursen mod Beitostølen og Bitihorn som markerer indgangen til Jotunheimens høje fjeldverden.

Planen er ambitiøs; at runde det legendariske vandremekka Besseggen og lande på flyvepladsen Frya mod øst. Vinden er 10-15 kt fra vest, hvilket giver mulighed for hangflyvning og en medvindskomponent på vores slutglid.

At vi flyver nær maksvægt er tydeligt. Flyver vi for langsomt i termikken, protesterer den ellers godmodige Duo med vibrationer og rigelige pre-stall-advarsler. Men trods dette får vi tanket højde og udsigten til fjeldlandskabet er fængslende til alle sider.

Schempp-Hirth Duo Discus XLT er blandt de nye standardfly i Condor 2.

Et lidt overambitiøst og de fakto mislykket glid til en skyformation langt borte resulterer dog i, at vi forsøger at redde situationen ved at flyve hang på en kulle højt oppe på et fladt fjeldplateau.

Det stiger svagt, og gennem 15 minutter vinder vi 50 meter. Vi er dog alt for lavt til videre flyvning og der er ingen udelandingsmuligheder heroppe, hvilket giver lidt sved i cockpittet. Eneste mulighed er at forsøge et glid ud mod dalen, hvor der er flere muligheder for at disponere.

Her er vi startet fra Fagernes Leirin og har sat kurs mod Bitihorn og Beitostølen. Landskabsdeltaljerne er imponerende i Condor 2.

 

I en højde af 50 meter over terræn glider vi over en majestætisk fjeldsø. Heldigvis falder terrænet som forventet ud mod dalen og vi kan øge frihøjden, men behageligt er det ikke, trods den formiddable udsigt.

 

Var det virkelighed, var det en farlig situation! Det er dog bare Condor 2 med alle tænkelig indstillinger sat på fuld realisme.

 

Den let forhøjede hjertefrevens og adrenalinniveau afslører, at flyvesimulatorer er kommet langt siden de første versioner af Microsofts Flight Simulator med en primitiv horisontlinje og stærkt pixelerede instrumenter.

Nu kræver det ikke længere en levende fantasi at forestille sig, at man rent faktisk flyver. Der er adskillige realisme-effekter som er vældigt imponerende – bl.a. at skyggerne fra solen vandrer rundt i cockpittet fuldstændig flydende. I terrænet er der også en forbedret modellering af skyggerne, så der er stor variation som dagen går.

Læsernes erfaringer med Condor 2: Jim Acketoft, Ljungbyheds SFK
Jim er mangeårig Condor-entusiast og deltager i virtuelle races:
”Det har helt klart öppnat för förbättringar, det jag har saknat tidigare var VR-stöd (Virtual Reality, red.), lite bättre grafik och bättre vädermodell. Nu finns det bättre möjlighet för våg. Molnen känns större och lite mindre självklara att hitta exakt var stiget ligger direkt. Tydligen ska det även finnas möjlighet för molngator. Terrängen upplevs mer verklig med den högre upplösningen men fortfarande en bit från vissa konkurrenter. Bra överlag, men inget jätteimponerande.”

 

Krævende for computeren
Det skal dog siges, at intet er gratis; Disse ekstreme realisme-features kræver også en stærk computer. Vi prøvede først på en 6-år gammel standard-laptop. Den stønnede under opgaven, og sank i knæ, indtil vi reducerede grafikken til et absolut minimum. Der skulle en helt ny gamer-pc med stærke specifikationer til, før man med god samvittighed kunne køre alle realisme-sliders til max. uden negative indvirkninger på frame rate. (En høj frame rate er et must for, at simuleringen opleves flydende og realistisk).

Dette og næste foto: Condor 2 har forbedret realisme: Eksempler på skyggernes vandring over terræn.

 

Der er ikke justeret fundamentalt på Condors-grundkoncept. Der er mulighed for at træne individuelt i strækflyvning og modtage lektioner i flyvning. På eet punkt løfter Condor sig virkelig, og det er når man flyver konkurrencer online mod andre levende piloter. Det sidste er vældigt underholdende og lærerigt, og man kan finde mange af ”virkelighedens” seriøse konkurrencepiloter i disse online-turneringer.

En af de store charmer ved Condor V1 var det store ”community” af udviklere som fabrikerede ganske livagtige landskaber med høj detaljegrad. Fordi Condor 2 har andre tekniske krav end Condor 1 er det desværre ikke længere muligt at anvende C1-landskaberne.

Men det er nok ikke så dårligt endda, for Condor 2 kører med langt højere detaljering i landskaberne (16 x højere), og det har resulteret i en strøm af nye landskaber til Condor 2, bl.a. Arne-Martin imponerende Güettlers Norway-landskab, som NORDIC GLIDING primært har anvendt til denne test.

En af forcerne ved Condor 2 er muligheden for at afprøve diverse teorier og strategier i et kontrolleret miljø. Det er muligt fx at variere længden af slæbetovet og også afprøve varierende side-vindsscenarier, og det er også morsomt at flyve lokal virtuel rekognoscering i geografien, inden man fx skal besøge en ny flyveplads i virkeligheden.

LÆS OGSÅ “VR er konge”

LÆS OGSÅ:”Virtual Reality Simulator på vej til klubberne”

Nyt er bl.a. en forbedret aerodynamisk model, hvor flytyper med høj vingebelastninger (vandballast) bestemt er mere tricky på grænsen. Her skal man være forsigtig fx ved spilstart. Antallet af havarier versus antallet af flyvetimer i testperioden er nok en god indikation af, at flyvestilen var mere eksperimenterende end i virkeligheden.
Condor 1 havde en wave-model, men Condor 2 er klasser bedre. Det er muligt at indstille alle parametre som fugt, vindspeed i stor højde og instabilitet i en separat menu, hvilket kan producere imponerende lenticularis, som det faktisk går at flyve på.

Condor 2 koster 50 euro og kan downloades. Standardflyparken er Lange Antares 18S, Let L13 Blanik, Avionic Diana 2, Schempp-Hirth Duo Discus XLT, Sportine Aviacia Genesis 2, Grunau Baby IIb, Schempp-Hirth Standard Cirrus. Man kan købe andre typer som LS8 Neo, Swift og SG38.

Læsernes erfaringer med Condor 2: Arne-Martin Güettler, Drammen FK: Arne-Martin er Condor-entusiast og ansvarlig for Norge-landskaberne i Condor 1 og 2: ”Den er forbedret på en del punkter, men ingen revolusjon fra Condor 1. Bølger er en god del bedre enn i Condor 1, men ellers er det mye som er kjent. Men annet enn at det er færre fly, det vil bli dyrere å kjøpe nye, og at det enn så lenge ikke finnes så mange landskap, så ser jeg ikke noen punker som er dårligere enn Condor 1. Det meste er det samme, og en del er forbedret. Men kanskje det viktigste er at Condor 2 bruker mer moderne grafikk-teknologi, som kan støtte langt høyere oppløsninger, og kan gi grunnlag for videre utvikling som f.eks. VR som de nå sier de er i gang med å utvikle. Condor er ikke lenger i stillstand, men blir aktivt utviklet med nye versjoner og nye fly.”

 

Software i udvikling
Condor 2 er en lovende start, men fremtidens add-ons i Condor har et kæmpe potentiale. Virtual Reality-teknologien hvor man bærer VR-goggles på hovedet (fx af typen Oculus) er ekstremt lovende. Her oplever man virkeligheden gennem VR-goggles (man er ikke bundet til en statisk monitor), og man kan bevæge hovedet i alle retninger.

Realitets-”feeling’en” er i top med dette. Condor-teamet har bekræftet, at man arbejder med en opdatering af C2, så softwaren kan supportere VR-teknologien. En fuld implementering af dette ville være fantastisk for mange flyveklubber, som ville kunne anvende den svævefly-specifikke Condor 2 til mange elementer af grundskoling. Vil man have fuld VR NU så fungerer den generiske Aerofly FS 2-flysimulator (fx med ASG 29) med VR-teknologi. Men flyvemodellen specifikt for svæveflyvning er givetvis bedre i Condor.

Konklusion
Værd at vente på og en fortsættelse af de positive sider, som sikrede forgængerens succes. Med kommende VR-teknologi og en kraftig computer er dette den ultimative svæveflyve-simulation.

Pris: 49,95 euro
Set på www.Condorsoaring.com

Den første flight simulator
Specielt med introduktionen af Commodore 64 var Microsoft Flight Simulator i starten af 1980’erne en kickstarter for mange menneskers flyveinteresse.
Set med nutidens øjne har det dog krævet en ganske solid portion fantasi at forestille, at man fløj; Med 3-5 billedopdateringer i sekundet var simulereringen ”stakato-style”.

Men simulering af de fundementale instrumenter og flyveprincipper blev for første gang tilgængelige for et hjemmepublikum. Senere kom der opdateringer af MS Flight Simulator som endda inkluderede svævefly, selv om det først var med Condor, at sporten fik sin egen dedikerede glider-simulator.

Dansk landskab til Condor 2.

Dansk landskab til skoling?
I Condor Danmark som er en klub for virtuel Condorflyvning har man netop bygget et nyt dansk landskab, siger Chris Oxholm fra foreningen:
”I version 5 har vi virkelig koncentreet os for at få et dansk landskab som kan anvendes i klubbernes grundskoling og udvidet strækflyvning”, lyder det stolt fra Oxholm.

Condor Danmark har ud fra klubberns egne billeder bygget de ”rigtige” bygninger, som klubhuse, hangarer og bevoksning i 3D. Disse objekter er også placeret korrekt, hvorved at flyvning fra eller til pladsen bliver så virkelighedstro som muligt.

Over hele landet er placeret træer hvor der er skov, der er visuelt vand på søer, større åer og på havet. Hertil de store tv-antenner og vindturbiner – alt placeret på de rigtige steder – efter korrekter koordinater, så det danske landskab kan også anvendes med GPS-navigatorer, som kan kobles på computeren.
Jo, det er langt fra de første version af MS Flight Simulator!