Dansk svæveflyvning på vingerne i 90 år

Johannes Lyng under forberedelse til start i 1930’ernes Baby.

Link to automatic translation

Ideen er god nok. At producere et foto som viser et panorama over 90 års dansk svæveflyvehistorie i eet fængende motiv. Egentlig lyder det heller ikke så vanskeligt: At mønstre et fly fra 1930’erne og samtidig finde et topmoderne fly og flyve dem side om side til ære for fotografen.

Til alt held består nutidens DSvU af mange klubber, og en af disse klubber er den yderst specielle DASK, Dansk Svæveflyvehistorisk Klub.

DASK disponerer over nok verdens største samling af luftdygtige svævefly – at have disse ressourcer i dansk svæveflyvning er som at fungerende tidsmaskine, hvor man med et fingerknips kan teleportere sig tilbage i tiden. Faktisk helt tilbage til den fredag i oktober 1934, hvor de danske svæveflyvere blev enige om et samarbejde, som skulle vise sig så gunstigt for fremtiden.

Et af flyene som med garanti var i luften i disse dage for 90 år siden var en Schneider Grunau Baby II b, som med sit åbne cockpit var et tidstypisk eksemplar af fly i danske klubber i 1930’erne.  Og ganske rigtigt ejer DASK faktisk et sådan fly, OY-AXO, som er en værdig repræsentant med sin flotte røde bemaling.

State of the art 2024: Det havde med statsgaranti vakt opstandelse, eufori og vild ophidselse, hvis vores kammerater i 1934 havde set hvilket andet fly vi også stiller op med som det andet yderpunkt i jubilæumsfotoet: En 2024 Jonker JS3 RES – et 18 meter elektrisk selvstartende fly med et uafhængigt målt glidetal på 1:57, som er noget af det bedste man kan få i dag. Glidetallet er over 3 gange så godt som Baby’en, som slider med at tilbagelægge 17 km for hver 1000 højdemeter. Her er det Rasmus Ørskov i JS3 RES mellem koldlufts-regnbygerne over Arnborg.

Havde man fortalt vores gamle kammerater, at de 2 små kufferter i Jonker-motorrummet har energi nok til at løfte det tunge fly op til 2000 meters højde via en lille elektromotor, havde de sikkert inspiceret flyet med samme interesse, som var der landet en rigtig UFO på flyvepladsen.  Havde man tilsvarende udvalgt en af de dygtigste piloter, og givet vedkommende en omskoling til rumraketten, var der sikkert ingen ende på begejstringen – tænk at kunne glide med 200 km/t eller mere som rejsehastighed!

Prøv 1930’erne 1-sædede skolingsmetoder!

”Men det bliver svært”, siger DASK-nestoren Johannes Lyng tørt om foto-missionen, da vi samles til briefing. Johannes har fået æren af at flyve Babyen, og med mere end 65 års svæveflyve-erfaring så ved han, at der bliver mere end vanskeligt at ramme det yderst begrænsede fartregime, hvor de to fly kan flyve formation i luften. Johannes med trimmet helt fremme i Baby, dansende i fartviserens gule felt og Rasmus Ørskov i med slappe ror i semi-stallet flyveregime i sin JS3 RES.  Med andre ord, en rigtig god plan, som sikrer, at begge fly er totalt ude af deres komfortzone!

Men det lykkes at få de 2 fly i luften på samme tid. Johannes Lyng har iført sig en tidstypisk læderhjelm for at give sig lidt pondus mod elementerne i det åbne cockpit.

Forinden har han placeret en radio inde i hjelmen for at give os en chance for at kommunikere med ham i luften. Vi har testet det på flyvepladsen med passende skepsis, og i luften belønnes vi via radio af den brusende lyd af 100 km/t airflow i et åbent cockpit. Kommunikationen er herfra via telepati.

Rasmus Ørskov er selvstartet i JS3 på samme tid og ganske imponerende følger han Torsten Andersen i Super Cub’en med Babyen i slæb med op i lufthavet med en temmelig ambitiøs stige-vinkel. Det lugter af inverter-overheat, tænker jeg. Men luften er kold, og Jonkeren følger med op uden problemer.

Jeg sender Johannes i det åbne cockpit en venlig tanke, da vi nærmer os skybasen i 1500 meter, og egentlig også Rasmus Ørskov som kæmper en brav kamp med luftbremser, flaps og det fulde katalog af aerodynamiske kontroller for at holde sig i formationen.

At tvinge i JS3 RES ned på 90 km/t er som at køre en F1-racer i en autobahn-stau. Det er borderline muligt, men det var ikke det som Jonker-aerodynamikerne havde i tankerne, da de optimerede flyet…

I Cub-fotoflyet er der også nok at gøre. Stakkels DASK-formand Klaus Degner agerer pilot og gør sit bedste for at parere ordre fra fotografen i bagsædet som kræver kontinuerligt flow af nærmest umulige kontrolinput:  ”Langsommere, hurtigere, op, ned, frem, tilbage…”.

Undervejs underholdes vi af et sidevindue i Cub som nægter at holde sig oppe, men flutter-tæsker løs på fotografen som var det en straf for en synd i et tidligere liv.

Vi enes om, at Klaus forsøger at holde det oppe med højre hånd, men så mangler vi en hånd til throttle, og den opgave vil fotografen dog ikke overtage!

Forskellen i flyvestilling på de to fly er dramatisk. Med 95 km/t ligger Babyen i noget som ligner et dyk, mens Rasmus i JS3 kæmper med en ubehagelig høj næsestilling.

Efter en god halv time i denne kolde 90-års fødselsdag lander vi, Johannes i Baby først, men Rasmus bliver oppe i luften. Han vrider en 100 km-task i det dårlige vejr ud af ærmet som var det ingenting.

Det er forskellen på 90 års udvikling.

Spørgsmålet er så, hvilket tilsvarende fødselsdags-foto fremtidige svæveflyvere kommer til at producere om 90 år? Finder de til den tid dette tidsdokument med foto og artikel, så ved de, at de skal have fat i 2024-veteranflyet Jonker JS3, som helt sikkert kommer til at vække opsigt med sine antikke flyveegenskaber og komisk dårlige glidetal ved siden af det 22-århundredes hotteste fly.

Tillykke med fødselsdagen til alle svæveflyvere – vi ser frem til de næste 90 år!

Læs også: Arnborg fylder 60 år

Læs også: Ålleberg, Svenska segelflygets högborg fyller 80 år