Det er toppen!

Torsdag d. 23. juni 2016 oprandt endelig den dag, jeg har trænet til i syv sæsoner i de østrigske alper. Den dag lykkedes det i et svævefly med overskud og fuld kontrol i en flyvning samme dag at runde toppen på det højeste bjerg i Slovenien, Triglav 2864 m, runde toppen på det højeste bjerg i Østrig, Grossglockner 3798 m samt Drei Zinnen med 2999 m i Dolomitterne i Italien.

Svæveflyvevejrudsigten for hele det vestlige Østrig var særdeles god for den dag. ”Sehr gut” over det hele. Termik til 4000 måske endda 4200 meter allerede fra formiddagen, med særdeles pænt stig om eftermiddagen og 2/8 Cu.

Flugplatz Nötsch,

Game on

Afgang kl. 11 fra Flugplatz Nötsch i Kärnten (420 m). Der er ikke noget sted omkring Nötsch, hvor man lige kan sunde sig ovenpå starten, slappe lidt af, trække vejret og vinde i højde uforstyrret. Det er ”game on”, når man starter svæveflyveet fra Nötsch.

Flugplatz Nötsch, vue mod vest.

Terrænet er højt og stejlt overalt omkring Nötsch. Enten er der bid med det samme, eller også er det ned på flyvepladsen igen. Fordelen er, at man så ikke efter start og højdevinding skal spilde tid med at bevæge sig fra en flyveplads i mere bakkede omgivelser hen til de rigtige bjerge, hvor det er flot og storslået, Man er i gang med det samme, når man flyver fra Nötsch.

Nötsch ligger blot 15 km fra det lille bjerg ”Dreiländereck”, hvor Slovenien, Østrig og Italien mødes. Dreiländereck, som det laveste bjerg i omegnen af Nötsch, er 1508 m. Der er næsten altid en stabil termikboble derover, så det er ofte et godt sted at vinde højde lige efter starten. Alle andre bjerge rundt om er højere og stejlere. Det store, flotte bjerg lige ovenover Nötsch, Dobratsch, er 2166 meter højt, og man kan også starte på Dobratsch’ meget stejle sydflanke.

Jeg lagde ud over Dreiländereck, fordi der på tidspunkt så ud til at være gang i termikken. Det gik også vældig fint med at fange dagens første termik op til godt 2000 m. Derfra direkte ind i de Julische Alper, hvor Triglav ligger. Cumulusserne var allerede ved at danne sig over toppen af Triglav, så det er bare af sted deropad, tænkte jeg.

De Julische Alper er ekstremt stejle og smukke, men pga. stejlheden og så meget vanskelige at svæveflyve over. Der er ikke noget fladt sted at kurve over, alt synes ”lodret”.

Men den dag gik det forholdsvis nemt med at finde termik, og næsten inden jeg vidste af det, lå jeg med 60 graders krængning i en 4-m-boble op til skybasen i 3200 og kun 2 km til Triglav. Derfra var det jo så bare at skubbe pinden frem og suse lige ned mod toppen. Der var lige 150 meters højdeoverskud til at dreje rundt om og over Toppen på Triglav. Bjergbestigerne vinkede fra toppen, og jeg vinkede igen.

Triglav 2864 meter højt. Sloveniens højeste bjerg. Bjergbestigerne vinkede venligt.

Nå, hvad så nu, tænkte jeg. Triglav var toppen af svæveflyvekarrieren sidste år, og det har jeg allerede nået igen inden kl. 12. Jeg kunne jo flyve en tur hen til Grossglockner (fugleflugtslinje 116 km) og så tage både Sloveniens og Østrigs højeste bjerge på en dag i samme flyvning.

Bucket list: Prøv eta, verdens mest ekstreme fly

Kurs mod vest hen over bjergkammene. Bjergflyvning fokuserer på bjergkamme, toppe og kanter. Det er der, der er størst chance for at finde termik. Det er kombinationen af sol og vind, som ofte brydes mod hinanden ved bjergkamme og kanter. Det er yderst sjældent, der er termik over dalene. Når man flyver hen over kamme og bjergtoppe hele tiden, betyder det også, at man det meste af tiden flyver ganske tæt på terrænet.

Glem alt om motor

At man det meste af tiden er ganske tæt på terrænet, har den afledte effekt, at en motor m. propel, som der er i en DG400, faktisk ikke er til megen nytte. Enten er der en bjergkam et par fundrede fod lige under en, eller også er der en bjergside lige ved siden af. Når jeg svæveflyver i bjergene er reglen stadig minimum 1500 fod over terræn, hvis der skal startes motor. Det kan som oftest kun lade sig gøre, hvis jeg flyver ud over en fladbundet dal og dér indlede normal udelandingsprocedure. Og ellers, nej, ingen motorbrug. Meget af tiden flyver man jo også over de højder, hvor motoren overhovedet kan få flyet til at stige.

Men tilbage til turen hen mod Grossglockner. Det gik fint derudad med god termik over bjergkammene og endnu bedre humør.

På vej mod vest mødte jeg feltet af paraglidere i det tyske mesterskab, som blev afviklet i Kärnten, Østrig. 215 deltagere som fløj mod øst, mens jeg fløj mod vest over den samme bjergkam.

Men pludselig var det som at flyve ind i en bisværm. Overalt var der paraglidere i luften. De fløj mod øst og jeg mod vest langs den samme bjergkam. Der var langt over hundrede af dem, og de blev ved med at myldre frem bag næste hjørne.

Jeg fandt senere ud af, at det var 215 tyske paraglidere, der holdt tyske mesterskaber der på egnen. Det var selvfølgelig umuligt at flyve i, så jeg måtte lægge kursen om og finde min egen bjergkæde lidt mod syd. Det gik nu også fint nok. Men luftrummet bliver pludselig trangt, når 215 paraglidere og et svævefly kæmper om den samme plads over en bjergkam.

Når man flyver mod Grossglockner fra øst-sydøst, kommer man hen over byen Lienz. Der er ingen anden rimelig vej at flyve mod Grossglockner. Og lige nord for Lienz ligger et stort, bredt og vanskeligt bjerg, som man bare skal finde ud af at komme omkring for at komme ind i dalen ind mod Grossglockner. Bjerget er 2900 m, så der skal kæmpes – hver gang.

Der er ikke nogen muligheder i nærheden for at finde termik, der går så højt op, at man kan flyve hen over bjerget. Rundt langs kanten, som er meget stejl, har også vist sig at være yderst vanskeligt, der er næsten ingen termik. Så hvad gør man? Mange gange har jeg ligget og kæmpet for at komme forbi dette knudepunkt, og hver gang brugt lang tid på at komme forbi.

Jeg havde været der før både i 2013 og 2015, hvor det lykkedes mig at komme i nærheden af Grossglockner. Men denne gang i 2016 havde jeg læst Henry Blums ”Meteorologie für Segelflieger”, hvor man får genopfrisket teorien om, at fugtig luft er lettere end tør luft.

Vandreservoir til skisportssted i 2099 m. En sikker kilde til god termik i et område, hvor det ellers er svært. Fugtig luft er lettere end tør luft, som Henry Blum påpeger i “Meteorologie für Segelflieger”.

På siden af dette 2900-meter-knudepunktsbjerg der et skisportssted, hvor der er bygget en kunstig sø som vandforsyningsreservoir. Jeg havde ikke højde nok til at omgå bjerget, men så måtte Henry Blums teori stå sin prøve. Ind over reservoirsøen (60-70 meter over søen), og BANG stod termikken der.

Vupti, op til 3000 m og rundt om bjerget. Jeg kom forbi stedet fem gange i alt i løbet af de 14 dage, jeg fløj der, og termikken var sikker, stabil og effektiv, hver gang over den reservoirsø. Tak til Henry Blum. De lokale svæveflyvere fra Lienz havde ikke fanget fidusen og kunne ikke holde højden. Rundt om knudepunktsbjerget og ind mod Grossglockner.

Bucket List: Svæveflyvning i Canadas Rocky Mountains

Hen over sne og gletscher, hvor der ofte er god termik, og uden de store anstrengelser befandt jeg mig snart i 4200 m og med få kilometer hen til Grossglockner (3798 m). God fart på, hen og ned til toppen, og så flyve tre gange rundt om toppen. Jubiii! Der var en lang række af bjergbestigere på vej op til toppen, men de vinkede ikke. Måske de var mere udmattede end deres kammerater på Triglav.

Grossglockner, 3,798 m / 12,461 ft. Det højeste bjerg i Østrig og det højeste bjerg i Alperne øst for Brennerpasset.

Nå, hvad så, tænkte jeg. Der er endnu halvanden til to timer med termik. Måske jeg lige skulle se, om jeg kan runde bjerget Drei Zinnen (2999 m) i Dolomitterne (60 km fugleflugtslinje). Termikken var stadig meget venligt stemt og basen høj, så af sted mod syd og Dolomitterne.

Jeg ankom til området ved Drei Zinnen i god højde. Fløj et par gange rundt om bjerget. Kiggede lidt på den flotte natur i omegnen. Smukt og dramatisk er der i Dolomitterne. Termikken holdt ved med god stig og op til 3500 m.

Drei Zinnen ret forude. Smukt og majestætisk rejser de sig mod himlen.

Drei Zinnen

Slutglid mod Nötsch (helt ude i baggrunden) efter en særdeles vellykket svæveflyvedag i smukke bjerge. Ingen termik under de ellers fine Cu, men højden rakte alligevel til at komme hjem.

Men så var det også tid til at vende næsen hjemad. 105 km slutglid i ren smørluft. Ikke en eneste lille boble mødte jeg på vejen hjem. Men højden rakte til at komme sikkert retur til Nötsch.

En fantastisk dag med flere timer, hvor jeg befandt mig i højder mellem 3000 og 4200 meter. Få, dekorative og hjælpsomme Cumulus og god termik. I selskab med ørne og musvåger. Flyve rundt og kigge på de smukkeste bjerge i Alperne. Bedre bliver det ikke.

Eksternt link: video af Lars’ flyvning

Kort: Flugplats Nötsch