”Det med at lære at flyve skal bare overstås”

Startfeltet i den vestlige ende af banen til en distriktskonkurrence i juni 2016.

Bolhede Airport, som den lille flyveplads angiveligt omtales lokalt i det vestlige Jylland, er et fint sted at besøge. Her drives svæveflyvning i tre generationer, og man tager godt mod gæster.

Den aften NORDIC GLIDING dukkede op for at lave luft-til-luft-optagelser af klubbens fly, var der samtidig arrangeret arbejdsaften for andre klubmedlemmer, så man også kunne få noget af det praktiske f.eks. med at male klubhus fra hånden. Når vi andre var lettet, kunne dem på jorden fatte penslerne og gøre sig nyttige. Det garanterede så også, at der var grillpølser og drikkevarer til alle, da vi var nede på jorden igen.

Vestjysk Svæveflyveklub er meget bevidst om, at det sociale spiller en stor rolle, når man skal drive en svæveflyveklub. Selvom tendensen i svæveflyvningen er, at den bliver mere og mere individualiseret for at tilpasse sig moderne menneskers moderne hverdag, hvor man vil, hvad man vil, lige når det passer en, så er netop fællesskabet en del af svæveflyvningens helt grundlæggende eksistensberettigelse.

Hangarer, klubhus og camping- og hytteområde oppe mellem træerne øverst i billedet.

En del medlemmer bor nærmest på pladsen i weekenderne i sæsonen, og pladsen har da også et stort område til sommerhuse og campingvogne. Kun klubmedlemmer kan bo og have deres vogne stående på disse arealer. Det er ikke meningen, at flyvepladsen skal udvikle sig til et sommerhuskvarter i nærheden af Nordsøen.

Anders Due flyver Vestjysks ASW 28-18E. Han begyndte i klubben som 14-årig, og selvom han nu er 24, bor i Kolding og kunne flyve i andre klubber tættere på og måske endda med bedre termik, er han fortsat medlem af Vestjysk Svæveflyveklub. Klublivet og den gode atmosfære i klubben trækker.

Tre generationer af svæveflyvere på samme plads; fra venstre mod højre – Chris Møller, Allan Madsen og Louis Madsen

Vestkysttermik

Bolhede flyveplads ligger omkring 25 km nordvest for Esbjerg og 40 km fra Blåvandshuk – det vestligste punkt i Danmark. Der er med andre ord ikke særlig langt til den jyske vestkyst med dens høje klitter og brede strande. Heller ikke så langt til den søbrise, der med den fremherskende vestenvind kan gøre det vanskeligt at få rigtig fat i termikken.

Der er faktisk termik omkring vores plads, men naturligvis er det bedre inde i landet,” forklarede formand Mads Leth. ”Vi flyver ofte østpå for at få fat i den. Men i østenvind kan vi nogle gange flyve termik helt ude over Nordsøen. Det er en fantastisk oplevelse.”

Da NORDIC GLIDING var forbi Bolhede ved en anden lejlighed, hvor der var distriktskonkurrence, var det en dag med svag vind, hvor dagens opgave gik nord-syd langs kysten, to gange ned til den tyske grænse og tilbage igen.

Sandbankerne ude omkring vadehavsøerne kan også give termik, så der er muligheder selv så langt mod vest. Og så skal man ikke se bort fra, at der er helt unikke og smukke udsigter over Vadehavet, hvor tidevandet konstant forandrer landskabet. Termikken er nok bedre inde i Jylland, men landskabet knapt så varieret.

Billedet her er taget fra en Super Dimona fløjet af Christin Nielsen over den nordligste del af Vadehavet 30 km sydvest for Bolhede. Esbjerg Havn ses øverst til venstre. Hele vejen ned langs vadehavsøerne ses tørre, hvide sandbanker. Vi mærkede termik fra dem alle, da vi kom sydfra og fløj op langs kysten. Da vi havde mærket de første bobler, var det forudsigeligt som amen i kirken, hvor den næsten sandbanketermik ville ramme os. En dag som denne ville man fra Bolhede kunne flyve pæne stræk med termik over havet og nyde det unikke landskabs strukturer og farver, som man kun kan opleve dem fra et fly.

Vi fløj efter klokken 18.00 den sommeraften, vi lavede billederne, og der var termik. Skyer kom drivende ind vestfra, og vi lå højere, så planer om at fotografere ude over selve Vestkysten måtte opgives. Men inde omkring Bolhede var der flere bobler, så det ultralette fotofly var først nede igen, fordi de to svævefly blev hængende deroppe i aftensolen.

En Danmarksrekord på 650 km blev i 1987fløjet fra Bolhede, så man kan altså komme væk fra pladsen.

Klubbens mange navne

Vestjysk Svæveflyveklub kan spore sine aner mere end 100 år tilbage til et par unge mænds flyvske drømme i 1912. Det var den senere stifter og formand Hugo Holm, der det år sammen med sin bror byggede noget, der kunne minde om en flyvemaskine. På vingerne kom den aldrig.

Et par år efter stod et nyt vidunder klart, men problemet var starten. Motordreven trækkraft havde de to drenge – Hugo var nu 14 år – ikke adgang til, og desværre var hverken deres far eller naboen villige til at låne dem en hest. Løsningen på problemet blev at lade en flok får levere hestekræfterne.

Og hvordan gik det så? Termik Tidende – klubbens blad – måtte i 1971 fortælle, at ”om prøveflyvningen foreligger der ingen tilstrækkeligt sandfærdige beretninger, men Hugo fortæller selv, at da han nogle dage senere kunne forlade sengen, var hans interesse for flyvning kølnet betydeligt.”

I 1928 havde Hugo fået modet tilbage og fremstillede efter tegninger fra et tysk blad et svævefly, mens han var ansat på Esbjerg Højskole som staldforpagter. Angiveligt skal dette fly havde været på vingerne tre gange, inden det havarerede. Men man skal nok ikke forestille sig meget mere end nogle sekunders hop.

I 1936 blev Esbjerg Sportsflyveklub – der senere kom til at hedde Vestjysk Svæveflyveklub – så stiftet med 41 medlemmer. Man købte en brugt Stamer Lippisch på Samsø, men var snart i gang med at bygge en Hol’s der Teufel, der var lettere at spænde op, fordi det foregik med stræbere og ikke barduner.

Portræt: DASK’s drømmeværksted. Det er ingen normal klub!

Siden byggede klubben også et par Grunau Baby’er og en 2G. Den ene ad de to Baby’er (OY-AXO) flyver i dag med DaSK, mens 2G’en er på museum i Stauning. I 1954 blev klubben den lykkelige ejer af et køretøj. Nu var det ikke længere nødvendigt at bruge håndkraft til at slæbe spillet ud til det sted, hvor det skulle stå, og heller ikke at håndkrafte wiren ud til en ny spilstart. Det skal bemærkes, at man kunne flyve 60-70 starter på en dag med håndholdt wire mellem hver! Det har næppe været nødvendigt at gå til fitness for medlemmerne dengang!

En af de privatejede ultralette fly trækkes frem. Ejeren, Allan Madsen, er lige returneret fra Benalla i Australien, hvor han fungerede som hjælper for Arne Boye-Møller i 18-m-klassen.

Bolhede

Da Esbjerg flyveplads skulle flyttes til dens nuværende placering ved Korskroen øst for byen, stod svæveflyveklubben i fare for at blive hjemløs. Varde Flyveplads eller flyvning fra den nye lufthavn var muligheder, der blev overvejet. Men løsningen blev at købe egen jord og anlægge flyvepladsen ved Bolhede.

En af klubbens forhandlere var selv landmand, og som det konstateres i 50 års-jubilæumsskriftet. ”Det er nu rart med en erfaren og dygtig fagmand, når man skal snakke priser på jord med stædige vestjyder.”

Og denne nye flyveplads med hytteområde, hangarer og klubhus har Vestjysk Svæveflyveklub så arbejdet med siden 1971. Klubben har skiftet træ ud med glasfiber, og der er kommet flere ultralette fly i hangarerne de senere år. Det er private, der gerne vil have muligheden for at flyve, når det passer dem. Et medlem sagde direkte, at ”jeg er blevet for gammel til at stå på en mark og skille svævefly ad”. Andre ser de ultralette fly som oplagt til ture, mens de fortsat flyver svævefly for sportens skyld.

En af de privatejede ultralette fly trækkes frem. Ejeren, Allan Madsen, er lige returneret fra Benalla i Australien, hvor han fungerede som hjælper for Arne Boye-Møller i 18-m-klassen.

Formand Mads Leth ser gode muligheder i at kombinere svævefly og ultralette: ”Vi har som svæveflyvere faciliteterne og kan sagtens dele dem. Vi udnytter blot bane, klubhus og værksted bedre. Derudover tror jeg vi kan give ultralet-miljøet noget mere klubkultur ved at de kommer med sammen med os.”

Og hvad så med svæveflyvernes klassiske princip om frivillig arbejdsindsats?
”Det skal vi holde fast i,” mener Mads Leth. ”Der er masser af ressourcer i medlemmerne, men de skal føle, at de bidrager med noget på en effektiv måde. Det kan ikke nytte, at tingene ikke er planlagt godt.”

Og hvad ser man på Bolhede så som svæveflyvningens største udfordring?
”Det at fastholde medlemmer som får S-certifikat. Det er ca. 50 om året, der kvitter svæveflyvningen på den konto, og kunne vi blot fastholde disse så ville vi have en god fremgang. Og det sker kun ved, at vi får dem fanget i det, som jeg og andre svæveflyvere finder er så fedt ved svæveflyvning. Den fulde oplevelse kommer først, når man begynder selv at flyve ud over landet. Og det behøver ikke at være 1000 km. Alle skal bare blive lidt bedre fra år til år. Men så længe de nye S-piloter ikke selv har oplevet det at svæveflyve ud over landet og komme hjem igen, så er der stor risiko for at de finder på noget andet før eller siden!”

Vestjysks Duo Discus T sætter næsen hjemad efter fotoflyvningen!

”Derfor skal det der med at lære at flyve også virkelig bare overstås i en fart,” understreger formanden. ”Det må gerne være i koncentrerede kurser, så man meget hurtigt kommer til at gå solo. Det er ikke sikkert, vi altid kan klare det selv i klubben, men så må vi finde en løsning på det. Måske samarbejde med en klub i Tyskland.”

Når man går rundt og taler med folk på Bolhede, er det dog ikke strækflyvninger medlemmerne fremhæver før alt andet. Lad Anders Due, en af de unge i klubben, få de sidste ord om Vestjysk Svæveflyveklub, for de er faktisk ganske repræsentative: ”Den er i mine øjne en fantastisk flyveklub, hvor der er mulighed for at dyrke sporten på alle niveauer – ung eller gammel, nybegynder eller veteran. Klubbens medlemmer kan flyve i alt lige fra ældre veteran-svævefly, til moderne glasfibermodeller med turbomotor – eller de kan give sig i kast med decideret motorflyvning. Der er et godt socialt sammenhold i klubben, hvor alle kan føle sig velkomne.”

Århus Svæveflyveklub rejste sig – mod alle odds