
Briefing under næst-sidste flyvedag for de i alt 61 piloter.
Link to automatic translation
Da NORDIC GLIDING besøgte DM på Arnborg den næste-sidste dag havde piloterne på slæbeflyene nok at gøre. For svæveflyene faldt ud af himlen næsten så hurtigt som de kunne blive startet, og luften var fuld af hidsige turbostarter og svævefly som dumpede vandballasten.
Om ikke andet måtte man beundre kamp-gejsten, også for de gode folk fra klubklassen, som ventede med stor tålmodighed på gridden, indtil konkurrenceledelsen endelig hejste det hvide flag og afyste dagen.
Det var fugtig og kold hav-gus som var drevet ind fra Vesterhavet. Det blokerede for solindstrålingen og forsinkede opvarmningen. ”Bare 1 grad til” messede mesterskabs-meteorologen om udløsningstemperaturen for brugbar termik.
Ja, årets DM fik nok temaet ”temmelig dårligt vejr” – det var også tilfældet med sidste år, men det blev trods alt et gyldigt 2022-DM med 5 flyvedage i 15-, 18-, standard- og 2-sædet klasse og bare 4 i klubklassen.
Standardklassen
I Standardklasssen var det den unge Herning-pilot Jakob Bøgelund Lassen som viste klasse, og rykkede helt vildt fra sidste års næsten DM-bundplacering til nu; en mesterskabstitel i 2022!
2.plads gik til Filip Bojanowski. Øst-Sjællands FK med en 3. plads til Poul Kim Larsen. Midtsjællands SFK.

Jakob Bøgelund Lassen, vinder i standardklassen. Her flankeret af DM-chef AMA (Anders Møller Andersen).

Poul Kim Larsen har her valgt en fornuftig taknik. Ingen stress før start i standardklassen.
Klubklassen
I Klubklassen var der også interessante ting på gang. Rasmus Ørskov fra Herning viste endnu en gang, hvorfor verdensmestertitlen fra 2018 var fortjent, og han tog for anden gang et mesterskab i klubklassen. Det unge talent Jens Andersen fra Aviator rykkede ganske flot op på en 2.plads, og det er måske beviset for at de senere års talentprogram i dansk svæveflyvning har en effekt. Jan W. Andersen, som 20(!) gange tidligere har kaldt sig Danmarksmester, måtte nøjes med en 3.plads. (Til gengæld har han Danmarks flottede ASW 20 som netop er hjemkommet fra et større overhaul.)

Rasmus Ørskov, SG 70, vinder i Klubklassen. I baggrunden Felipe Cvitanich fra PFG.

Jens Andersen, talentfuld 2.plads i klubklassen.

Jan W.Andersen og Lasse Edslev gør sig bekendt med sidste øjebliks ændringer i opgaven.
15 M
I 15-meterklassen var der også vagtskifte. Morten Nørgaard fra Billund tilføjede for første gang et danmarksmesterskab til sit C.V., mens Henrik Breidahl fra ØSF måtte nøjes med 6 – og ikke 7 –DM-titler. Knud Møller Andersen fra Herning lagde en solid bund til en 3.placering.

Morten Nørgaard tog sit første DM i 15 m.

Henrik Breidahl starter i JS3 15 m.
18 m
I 18 m-klassen er man tillige i yderst kompetent selskab med typer som Stig Øye, Arne Boye Møller og Peter Eriksen. Førstnævnte Stig Øye fra PFG fløj i år sit helt eget mesterskab og viste en konsistent flyvning som bragte ham – ifølge NORDIC GLIDINGs mesterskabs-regnskab – sit 20. Danmarksmesterskab, hvilket gør både Stig og Jan W. Andersen til de mest vindende danske aktive svæveflyver-pilot til dato. Koldings Peter Eriksen har ingen DM-titler på kaminhylden. Til gengæld tog han en respektabel 2.plads i sin nye AS 33 Es. Sidste års 18 m-DM-vinder Arne-Boye Møller måtte i år tage en 3.plads i hvad der udviklede sig til at blive et ret tight race mellem Øye, Eriksen og Boye-Møller.

Stig Øye fejrede sit 20. DM siden starten i 1971! Det siger både nok om Stigs evner som pilot, men også om svæveflyvningen som sport. Hvor kan man ellers være på toppen i 50 år? Han deler denne æresplads med Jan W. Andersen, og de har vist aftalt, at scoren skal afgøres til DM næste år!

Safety first. Arne Boye Møllers JS3 skal man nok få øje på.
2-sædet
I den 2-sædede klasse var Tom Jørgensen igen på jagt i sin Arcus T og kunne med klubkammeraten Emil Dalboe fra Midtsjælland sikre sig sit 6. DM. Lollands Michael Mix stillede som sædvanligt op i DsVUs talent-Duo og stor-satsede med vanlig høj cigarføring med talenterne Oliver (Skive) og Nicklas (Silkeborg). På sidstedagen var Mix og co i front, men sidsteplacering denne dag kostede DM-titlen – men gav til gengæld en 2.plads.
Bertel Knudsen og Erik Døssing fulgte pænt bagefter på en 3.plads i SG 70-Arcus’en.

Michael Mix i bagsædet på talent-Duo’en havde taget halvdelen af Lollands befolkning med som opbakning. I forsædet Talentet Nicklas fra Silkeborg som fik en racing-oplevelse ud over det sædvanlige. Michael Mix har i øvrigt for kort tid siden købt en LS3a, så mon ikke vi kommer til at se mere til den i fremtiden?

Danmarksmestre i 2-sædet: Tom Jørgensen og Emil Dalboe.

Erik Døssing og Bertel Knudsen i Arcus.
Summa Summarum: Et spændende og frem for alt sikkert DM 2022 under vejr, som man nok kunne have ønsket sig bedre. Vi ses næste år!
Se hele listen her: https://www.soaringspot.com/en_gb/danmarksmesterskab-arnborg-2022/
Men vent, der er er flere fotos her!

I pausen benyttede slæbe-piloten Jannie muligheden for lidt “Glider-PR”. Det koster ingenting at give andre mennesker en god oplevelse.

Familien Jensen fra Arnborg er ikke svæveflyvere, men synes, at det var så spændende med DM. Så bilen blev startet, så børn og voksne kunne se flyvemaskinerne på nært hold.

“Skal vi snart slæbe nogle fly i luften”, ville den unge pilot-aspirat og gæst på Arnborg vide. Højdepunktet blev dog en tur i cockpittet og en god oplevelse rigere.

DM er ikke bare morskab for de voksne…

Vandbærerne: Mathias, Birgitte, Ingeborg og Klara var en ressource på gridden.

5 slæbepiloter i skøn koreografi – også i luften. Flyparken var en blandet affære af Pawnees fra DK og Sverige, Super Cub og Dynamic.

Claus Elmeros fløj med i ASH 31 Mi og klagede egentlig ikke over pause-dagene i dårlige vejr: “Jeg fik lavet en masse arbejde under de dage vi ikke fløj – og så fik jeg også bestilt en vinterrejse til Namibia”, fortalte han.

Lørdag d. 4. juni var også dagen hvor Vejle SFK fejrede sit 50. år på Hammer Flyveplads. Før DM-starten blev DSvU-formand Jens Hansen placeret i bagsædet på DASKs Kranich og som et festlige stunt fløjet til Hammer af Niels Peder Møller.

Ulrik Sørensen deltog i klubkassen med sin ASW 15 (retro JS3!). “Den stiger fantastisk og så er den meget billig i indkøb”, fortalte han begejstret om flyet.

Helt uvedkommende for DM – og så alligevel ikke. Christina Solberg lader sin Tesla 3 på Arnborgs nye lader, så udelandinger og hentninger fremover kan være helt elektriske.

“Vær hilset!” Øjvind K. Frank fra SG 70.
Læs de seneste nyhedsartikler her
Læs de seneste mesterskabsartikler her