
En tidlig start
En af Danmarks yngste Danmarksmestre gennem tiderne og nyslået instruktør. Hvad skal 21-årige Jacob Bøgelund Lassen dog ikke drive til det?

Tekst: Jens Trabolt / Fotos: Jens Trabolt og privat.
Tekst: Jens Trabolt / Fotos: Jens Trabolt og privat.
Navn Jacob Bøgelund Lassen
Alder 21
Klub Herning SFK
Job Skal snart studere erhvervsøkonomi i Herning
Antal flyvetimer 500 timer lige om kort tid.
Aktiv svæveflyver siden han var 15 år – 3 generation svæveflyver.
Mest kendt for Danmarksmester 2022 i Standardklasse
”Det er virkeligt et scoop for klubben, at Jacob er blevet instruktør i en så ung alder. Vi har masser af instruktører med en mere fremskreden dåbsattest, men når vi i øjeblikket har 18 elever, hvor flere er unge, så er det virkelig optimalt, at vi også har instruktører, som matcher aldersmæssigt”.
Det siger Per Kragsø fra Herning Svæveflyveklub om sin betydeligt yngre klubkammerat Jacob Bøgelund Lassen.
Jacob kan nu bryste sig af to spritnye meritter – en DM-titel og instruktørrettighed i en alder af bare 21 år. En næsten umulig kombination – men også bare næsten.
Familien Bøgelund Lassen er en rigtig svæveflyve-familie. Her er det mormor på 92 år som bliver luftet af Jacob.
Men den som starter tidligt, har et forspring. Klublivet og svæveflyvningen er kommet som en helt naturlig selvfølge for den unge Jacob. Han er 3. generation af svæveflyvere – og i den nærmeste Lassen-familie kan man indregne 3 svæveflyver-piloter plus Jacob.
Det betød selvfølgeligt også, at svæveflyvningen blev introduceret tidligt for Jacob. Han var 15 år da han startede sin skoling, og 16 da han fik certifikatet.
”Jeg fløj lidt med Jacob, før vi sendte ham til certifikatprøve, og han flyver jo fantastisk, så jeg var ikke et øjeblik i tvivl”, siger Per Kragsø.
Der er desuden ikke mange 21-årige som disponerer over eget svævefly. Jo, hvis man er heldig kan man måske råde over en DG-100, LS1, Libelle eller andre relativt prisbillige fly i klubklassen. Men Jacob har centreret rigtigt i livets termikbobbel: Han har sin egen Discus 2a!
”Det krævede faktisk ikke så meget overtalelse”, fortæller han.
”Jeg fik mit eget fly for 2 år siden. Det var mine forældre som har betalt 95 % af flyet. VI har en aftale om, at jeg selv betaler for vedligeholdelse. Derfor har jeg også et fritidsjob”, siger Jacob om den ret så fordelagtige ordning.
”Jeg har altid godt kunne lidt at flyve Discus. I klubben har vi eksempelvis en Discus 2b med den store krop. Min egen 2a er derimod med den lidt smalle krop som passer perfekt til mig. Den er lidt trang, og skuldrene rører næsten siderne af cockpittet. Det giver en god oplevelse af at være i et med flyet, hvor jeg i den store 2B næsten føler, at jeg vælter rundt i cockpittet, haha”, siger Jacob over en halv-rusten telefonforbindelse vej til junior-team-camp i Neustadt Glewe ved Berlin.
Her skal han flyve og træne med nationalholds-kammeraterne Matthias Valentin, Lasse Edslev, Jens Andersen, Miles Chalk Kjær, Emil Dalboe og andre. Michael Mix er rejst med som træner for holde moralen høj.
En ny generation: Danmarksmesteren Jacob 2022 med kammeraterne Jens Andersen (klub) og Michael Mix (2-sædet) som fik fine 2. pladser til DM.
En yderst tilfreds Jacob med sin 2. plads i DM 2020. Han er her flankeret af Mathias Valentin (t.v.) og Michael Mix. (yderst t.h.)
”Konkurrenceflyvningen var det som fangede mig med det samme. Det kan noget helt specielt. Det at flyve de samme opgaver, sammenligne sig med andre og flyve tæt sammen”, siger Jacob om sine erfaringer.
”Jeg går selvfølgelig efter at forbedre mig hele tiden, og her tror jeg, at vores DSvU-samlinger har hjulpet en masse”, fortæller han.
”En af de fedeste konkurrenceoplevelser er faktisk det første junior-DM, som jeg deltog i for første gang i 2018. Der var en af dagene hvor det kunne betale sig at vente med at starte, og det udnyttede jeg til at flyve opgaven med 108 km/t i snit. Men der var også dage hvor jeg landede ude, men alt i alt en rigtig god oplevelse”, siger han.
Jacob fløj også Junior-DM i 2019 og prøvede for første gang kræfter med ”voksen-DM” i 2020. Det gik mildest talt rigtig fint med en total 2.plads i Standardklassen. ”Det resultat var jeg rigtig tilfreds med når man er i selskab med gamle rotter som Poul Kim, Uffe Edslev, Erik Døssing og Jan Brandt”, tænker Jacob.
DM i 2021 var dog en lidt anden oplevelse, husker Jacob.
”Det var forfærdeligt vejr. De 2 første flyvedage landede jeg ude på en mark som viste sig at være blød og flyet sank ned – det gav ridser i næsen på flyet. Størstedelen af tiden gik med at bygge hytte på Arnborg og i øvrigt fejre mine forældres sølvbryllup. Jeg var næsten irritereret over at skulle flyve”, siger han.
Det kan så nok ikke overraske, at resultaterne så var i overensstemmelse med stemningen, og Jacob endte på næst-sidste plads i DM 2021.
Men Jacob fik et gedigent comeback i årets DM. Han vandt Standardklassen.
Det var jeg faktisk lidt overrasket over selv”,fortæller han ærligt. ”Men med til historien hører, at jeg havde sagt mit job op lidt før så jeg kunne få tid til at flyve en masse inden DM. Så jeg var nok i ret skarpt flyvetrim og havde næsten 70 timer inden DM i slutningen af maj.”, siger han.
”Min taktik har også været at følge med de andre for at se hvad de dygtige piloter gør. Min egen stil er at flyve på kursen og vinde på at bare have få kursafvigelser. Men man risikerer at lande ude, når man flyver så aggressivt”, slutter den unge Danmarksmester.
Han er i øvrigt i fint selskab med andre svæveflyve-legender som Jan W. Andersen og Stig Øye, som også vandt deres første DM i en meget tidlig alder. Stig Øye var også 21 år gammel, og Jan W Andersen bare 18 år, da han vandt DM første gang.
Stig Øye vandt i øvrigt VM i 1983 som 34 årig i en LS-4, så Jacob har masser af tid til at forberede sin VM-titel! Det kan sagtens nås mellem grundskolingen med eleverne i en ASK 21, ikke sandt?