Fly the rockies

I serien ”The bucket list” skriver NORDIC GLIDING om de ting, man må prøve mindst een gang i livet som svæveflyver: Hangflyvning i veteranfly på vestkysten af Jylland, flyvning i Alperne, bølgeflyvning i de norske eller svenske fjeld-regioner eller noget helt andet, som er helt umuligt i hjemmeklubben. En rigtig entusiast er altid på jagt efter det næste ”high”: Så da et 25-års studenterjubilæum i Vancouver udviklede sig til en mulighed for at få et improviseret pit-stop hos en canadisk svæveflyveklub, var det bare hænge på.

[quads id=1]

Den 400 tons tunge A380 fra British Airways er på et langt finaleglid med alle fire motor på tomgang. Rejsen fra Heathrow mod Vancouver på den nordamerikanske stillehavskyst har været udramatisk og i stærk kontrast til landskabet i det fantastiske aftenlys under os.

Storheden i geografien tager man ikke fejl af. Store gletchere, høje fjeld, krystalklar luft; Rocky Mountains i al sin pragt. Neden under os er Jasper, turistmagnet i verdensklasse. Om kort tid krydser vi grænsen fra Alberta til British Columbia, og på rejsen har vi traverseret nogle af de mest øde områder i verden, Grønland og det nordlige Canada. Utroligt, at man kan nyde en Gin Tonic til turbinernes sang i det komfortable sæde højt over øde tundra og indlandsis.

Fra den internationale rumstation har man et fint overblik over terrænet i det vestlige Canada. Yderst til venstre ”Coastal Ranges”, til højre Rocky Mountains. Hope ligger i bunden af Coastal Ranges.

Trods de cirka 400 tons er kæmpen ikke immun overfor bevægelser i lufthavet. De 3 til 5 kilometer høje fjeldpartier må generere bølgeaktivitet og hang i verdensklasse. Hvem ved? Canada er stort set et ubeskrevet blad i svæveflyvningen, og der er langt mellem rapporter og beskrivelser af flyvninger i det store land.

På trods af en kontinental landmasse som er blandt de største i verden (ca 6000 km bred), og fjeldpartier som strækker sig både langt og højt er den canadiske svæveflyvning en temmelig lille sport med cirka 900 aktive piloter. Ufatteligt, når man se på terrænet og et frit luftrum, som i den grad inviterer til vores sport. De 37 millioner canadiere må deles om bare 25 klubber. Her er der nok potentiale for forbedring?

Flest piloter i øst
Den mest aktive klub i Canada er Rockton. Den ligger i fladlandet i det østlige Canada, ikke langt fra Toronto i provinsen Ontario. Det er ikke fordi, at her er den mest spændende flyvning, men fordi Ontario med et indbyggertal på cirka 14 millioner er den største af de 10 provinser.

Søger man efter den ekstraordinære flyvning er der ingen tvivl: Man skal orientere sig mod Rocky Mountains; Klubben Cu Nim i ”Black Diamond” (se, her er et navn med saft og kraft) i nærheden af Calgary, Alberta er placeret yderst strategisk i glideafstand fra de nord-syd orienterede Rocky Mountains. Her er det muligt at flyve meget, meget langt og hurtigt på hang og bølge. Den længste flyvning i Canada i 2019 var på 1135 km i Arcus med start herfra og med et ben på over 500 km helt ned i Montana, USA.

Er man i British Columbia (som også rummer store dele af Rocky Mountains), så er den ”hotteste” svæveflyve-destination Invermere, som ligger direkte op til den legendariske Banff-nationalpark. Her opererer det kommercielle Invermere Soaring Centre en Duo Discus. Skybaser på op til 5 km er ikke usædvanlige her i de høje fjeldpartier.

Tilbage til virkeligheden tændes ”Fasten your seatbelts”-skiltet, og ikke længe efter kysser vi asfalten i Vancouver. Byen er smukt beliggende ud til Stillehavet med et betagende fjeldpanorama som baggrund.

Vancouver Soaring Association
Egentlig er det 25 år studenterjubilæum som er hovedmålet med rejsen, men min gamle skolekammerat Claus, som nu bor i Vancouver, er også som resultat af mit besøg ”tvangsindlagt” til min konstante monolog om flyvningens velsignelser. Specielt når man er et sted med så attraktiv natur og høj skybase, går der ikke længe før man mærker den velkendte rastløshed i kroppen: ”Det kunne da være interessant at besøge en svæveflyveklub. Bare et lille besøg. Et hurtigt pit-stop kan vel ikke skade?”.

Min ven Claus har også en 12-årig søn, Leo, som er interesseret i flyvemaskiner. Leo og jeg opbygger hurtigt en majoritets-alliance og proklamerer herefter, at vi skal tage en dag ud af kalenderen og besøge nærmeste svæveflyveklub – for barnets skyld, naturligvis! En hurtig søgning viser, at Vancouver Soaring Association har klub og flyveplads i Hope, cirka 100 km øst for Vancouver (Det er også her, at filmen ”Rambo, first blood” med Sylvester Stallone blev optaget i 1982).

Flyvepladsen i Hope ligger fantastiske placeret med kort afstand til hang.

Vancouver Soaring Association er en klassisk non-profit svæveflyveklub med et flot klubhus, campingplads, nybygget hangar og cirka 50-60 entusiastiske klubmedlemmer. Typisk flyves i weekends, hvor klubbens medlemmer overnatter i RV’s eller hytter på pladsen.

Aften-bølge med rotorfænomen over Jørgensen Peak (formentlig opkaldt efter skandinavisk immigrant) fotograferet fra flyvepladsen i Hope.
Billedet er taget af Kalli Brinkhaus, pilot i Vancouver-klubben. ”Det var et imponerende display. De silke-fine skyer dansede rundt på himlen, og det vidnede om atmosfærens energi”,siger han.

Med sædvanlig timing lykkedes det at time besøget med helt fortrinligt flyvevejr, og armeret med det international kendetegn for svæveflyvere, en termikhat på hovedet, går jeg på direkte charme-offensiv overfor klubbens medlemmer, som er i gang med at flytte fly ud ad hangaren for at gøre dagligt tilsyn.

Frækhed belønnes stort set altid, og jeg bliver hurtigt accepteret som gæst på morgenens briefing, og som mange andre før mig har erkendt, så er svæveflyvningen en herlig sport som man deler med kammerater fra andre lande; Canadierne vil gerne vide mere om forholdene i Norden, og jeg benytter lejligheden til at høre om dem: Svæveflyvere er altid stolte af deres klub. Vancouver Soaring Association er ingen undtagelse.

Briefing i klubhuset

Klubbens stolthed: Den nye hangar stod klar i 2017 (foto VSA)

På Vancouver Soaring Associations DG 505 er finnen smykket med det karakteristiske canadiske flag (the maple leaf)

Klubben har 3 2-sædede fly, heriblandt en Grob Twin Astir. Den kom til landet som eksempel på tysk know-how under verdensudstillingen i Vancouver 1986 og blev købt direkte af klubben der.

Skal der flyves stræk, vælger man nok klubbens DG 505. Skolingen af klubbens elever foregår i den robuste Blanik. Den en-sædede flyvning er i DG 300 og Grob Astir. Som slæbefly anvender man en Cessna L19 ”Bird dog”, som klubben har 2 styk af. Flyet er udviklet som et let observationsfly til det amerikanske militær, og har siden udfyldt rollen som et udmærket slæbefly.

Før hver start skal medlemmerne købe en ”Tow Ticket” hos ”pladsvagten, her med slæbeflyet, en Cessna L-19 Bird Dog i baggrunden.

Flyvepladsen ligger klemt inde i en floddal mellem store fjeldpartier, og både start og landing kræver dedikation på alle baneretninger. Straks efter start på den østlige baneretning flyver man ud over den mægtige Fraser-flod, som fører smeltevandet fra Rocky Mountains gennem en cirka 500 km lang strækning hele vejen ud til Vancouver og Stillehavet.

I Hope er floden stor, brusende, dyb, turbulent og næsten en halv kilometer bred hvor den er mægtigst. Her er der en fin motivation for at holde fokus på slæbeflyet, for man vil for alt i verden ikke sættes af her.

Midt over den mægtige Fraser River.

Banen er hårdt græs/grus og har en længde på cirka 1500 meter. Flyvepladsen ligger trods alt cirka 120 km fra det varme Stillehav, så vintrene kan være meget hårde her inde i landet. Det betyder, at klubben bruger mange ressourcer ved sæsonstart på at reparere banen efter frostskader. Det kræver tålmodighed.

”Så, pas nu på vingetippen, flyt jer, !”. Problemerne ændrer sig ikke bare fordi man flyver om på den anden side af verden! Dagens instruktør Daan forsøger her at få klubbens Twin Astir helskindet ud af hangaren med hjælp fra elever og halv-sovende klubmedlemmer.

Strækflyvning?
Terrænet minder egentlig lidt om Rjukan-området i Norge, men den ekstremt høje skybase vidner om, at vi faktisk slet ikke er i Europa. Det må da invitere til magnum-strækflyvning? Jo, men de lokale praktiserer det ikke i noget stort omfang. Der blev fløjet 25 000 km OLC-stræk km fra Hope i 2019-sæsonen fordelt på 231 flyvninger, hvoraf den længste var ”bare” 400 km i en DG 800/18. Ser man fx en af de mest OLC-aktive svenske klubber, Uppsala, så fløj man her præcis samme distance, men på bare 85 flyvninger. Det vil sige meget længere flyvninger i Sverige, trods et i udgangspunktet mere besværligt luftrum.

Kalli Brinkhaus er en af de lokale piloter og var NORDIC GLIDING flyvende tour guide.

En af de lokale piloter i Hope er Kalli (Karl) Brinkhaus. Egentlig er han tysk, men kom til USA og Canada for mere end 40 år siden som ung mand. Efter en lang karriere som guldsmed med butikker i både Vancouver, Seattle og San Francisco nyder han nu sit otium som svæveflyver i Vancouver Soaring Association.

Kallis rejse er ikke unik. Det internationale aspekt er en naturlig del af Canada, som i lighed med USA er en nation af immigranter. På flyvepladsen i Hope denne dag repræsenterer medlemmerne udgangspunkter som Taiwan, Kina, Tyskland, Polen og Brasilien.

”Vil du flyve lidt?”, vil Kalli vide? Ja, naturligvis vil jeg da gerne det. Vi beslaglægger klubbens Twin Astir og jeg bliver placeret i det store forsæde. Starten er lidt speciel, og så længe man hænger i lav højde ude over den store Fraser River er man er vældig fornøjet med at konstatere, at den gule Cessna ”Bird Dog” performer som bestilt.

Vi slæber op til cirka 600 meter, hvor vi kobler ud på hus-hanget, som virker svagt. Klubbens DG 505 Elan flyver også her – det finder vi ud af, da jeg pludselig opdager den i kort afstand under os! En så intim tango er jeg dog ikke parat til, så jeg vælger at flytte os lidt.

Længere mod vest bliver terrænet mere spektakulært, men udelandingsmulighederne er decideret dårlige.

Efter længere tid frem og tilbage er vi kommet så højt at vi kan vove at springet over til ”The Bowl”, som de lokaler piloter kalder et cirkulært hang på den anden side af Fraser River. Vi synker nu bravt, og er man ikke lokal kendt er det altid grænseoverskridende at flyve på rådgivningen fra bagsædepiloter. ”Bare fortsæt”, opmuntrer Kalli fra bagsædet ”Det stiger lidt senere. Det gør det altid”. Jeg håber, at han har ret. Den første del af hanget fungerer ikke, og vi er nu ganske nær vegetationen under os. Instinktivt svinger jeg lidt længere ud i dalen, og det før så komfortable finaleglid til Hope er nu reduceret til noget som kan fungere, men uden de store reserver (og hen over floden, argh!)

Men Kalli har ikke overlevet så længe i sporten uden at lære en ting eller 2, så selvfølgelig stiger det på nogle af sektionerne, og vi kommer nu så højt, at vi kan se i mod Rocky Mountains mod øst, hvor skybasen ligger utroligt højt, nok 15 0000 ft.

Hope ligger midt i fjeldpartiet Coastal Range, og der er mindst 100 kilometers afstand mellem fjeldkæderne. Men det er ikke svært at se, hvorfor strækflyvningen praktiseres så relativt lidt i fjeldområderne: Her er stort ingen steder at lande på. I dalene er der enten vand, skov, sten eller vej. Skal man flyve langt må man nok gøre som mange norske strækflyvere: nemlig at kende de enkelte, sparsomme udelandingsmuligheder og i øvrigt ”get high, stay high”.

Hangflyvning på Hope Mountain med blik mod øst, hvor basen hæver sig. Himlen lægger ikke skjul på, at her er forholdene fine for strækflyvning.

Efter en stund kommer jeg dog i tanke om, at jeg har venner stående i ”vente-mode” på flyvepladsen. Der er lidt langt at gå til Vancouver i ensom majestæt, så jeg giver befaling om snarlig landing.

Hov, der ligger et fjeld på medvindsbenet! Helt normalt!

Præcis som starten er landingen lidt speciel, og Kalli giver tips og råd fra bagsædet. På medvindsbenet skal man ligge helt tæt på fjeldet, og kort før base-svinget skal man lige flyve lidt udenom et større fjeldparti som ligger i vejen. Helt normalt, men ikke for en fladlandspilot.

Indflyvningen er lidt ligesom bane 33 på Starmoen i Norge. Der er masser af høje træer som kurerer enhver idé om en minuslanding.

Vel landet er konklusionen klar: Nu kan vi krydse det af på bucket-listen: Svæveflyvning i Canada smager af mere.

Epilog: 12-årige Leo er blevet meget interesseret i svæveflyvningen og overvejer nu at melde sig ind i klubben.