Flyv til Dan-Glide

En af de største svæveflyveværksteder i Norden, Dan-Glide, er flyttet til Vamdrup Flyveplads, tæt på Kolding. Mere plads, nyere faciliteter og en flyveplads uden for døren giver nye muligheder og bestemt mere liv på værkstedet.

Tekst og foto: Jens Trabolt

Amerikanske GA-piloter har et koncept: ”The 100 dollar hamburger”.

Det er argumentet for at flyve til nærmeste flyveplads, bestille en hamburger og flyve hjem derefter.

Siden er ”the 100 USD” nok blevet til ”the 200 dollar hamburger”, men konceptet trives endnu, også i TMG-kredse i svæveflyveklubberne. Nu kan flyve-kåde elever, instruktører og piloter tilføje endnu en destination til kortet, nemlig Dan-Glide på Vamdrup lufthavn.

[quads id=1]

”Der har da været mindst 20 fly på besøg hos os for at hente reservedele eller drikke lidt kaffe”, siger Morten Habekost, 45, som har arbejdet fuld tid med værkstedet siden 1995, og været indehaver siden 2001.

I gamle dage, d.v.s før juni 2018 var flyvende besøg temmelig umulige, da værkstedet lå i Nørre Snede, som glimrede ved det totale fravær af en flyveplads.
Nu har Morten per 1. juni 2018 flyttet Dan-Glide værkstedet til Vamdrup lufthavn, hvor han har bygget nye faciliteter, cirka 850 m2 under tag.

 

Den gamle åbne hangar (kaldet for ”venturi-røret” af Morten) er nu ombygget, så Dan-Glide-follene kan arbejde under ordnede meteorogiske forhold. ”Det er den måske største opgradering i dagligdagen”, siger Morten.

Stort projekt
”Projektet har været 100 gange mere omfattende, end jeg første troede”, beretter Morten, da NORDIC GLIDING besøger værkstedet en kold vinterdag. Men projektet er stort set færdigt. Der er blevet bygget nye bygninger og den eksisterende åbne hangar (som Morten kalder for ”Venturi-røret”) er bygget om med endevægge, så Morten og Dan-Glide-folkene nu kan arbejde under mere ordnede aerodynamiske forhold og relativ komfort:

”Den store hangar er næsten den største opgradering. Det er ikke specielt morsomt at montere fly eller arbejde med trailere i regn, vind og sne, som vi ofte måtte på det gamle værksted i Nørre Snede”, siger Morten som kan fremvise de nye lokaler med skinnende epoxy-gulve og en sprøjtekabine.

LÆS OGSÅ: Thomas Pyls er “Mr. Fix it”

Privat bor han med hustruen i Greve, syd for København på Sjælland, men lever størstedelen af sit liv på værkstedet i Jylland, hvor han befinder sig fra mandag til fredag. Der er lys i værkstedet hver dag fra 7-21 og i perioder også ofte til klokken 23. Under byggeprojektet har de lange arbejdsdage været mere reglen end undtagelsen på trods af, at Morten også har haft mange venner fra svæveflyvemiljøet til at hjælpe.

 

Morten kan med rette være stolt af det nye værksted, som er ryddeligt og strømlinet.

Et familieforetagende
Morten startede fly-karrieren med far Christian som modelfly-bygger, og opgraderede derefter til fullsize-flyvning i 1988, hvor han som 14-årig blev medlem af Kolding Svæveflyveklub. ”Jeg måtte vente til jeg blev gammel nok til at flyve solo”, siger Morten, og det var også i dette regi, at Morten og faren først blev introduceret til gel-coatens mysterier:

”Vi fik mulighed for at købe 2 styk Grob Astir og renovere dem. Vi havde jo en del erfaring med modelbygning og tænkte, at det kunne nok ikke være så svært at gå op i fuldskala”, siger Morten, og det er nok korrekt, for 30 år senere er det fuldtidsbeskæftigelsen, som efterhånden har spredt sig til hele familien.

Mortens far, Christian, er en integreret del af familieforetagendet. Her er det et typisk vinterjob: Et eftersyn af turbo-Ventus.

KLIK. Det er lyden af Mortens far, Christian, som indstiller 25 minutter på æggeuret. Det er den aftalte pausetid, når der er pause klokken 12.
”Min far, som i øvrigt er en meget dygtig håndværker, har aldrig arbejdet så meget som EFTER han pensionerede sig fra jobbet som maskinmester”, siger Morten, som tydeligvis nyder det setup. Familien er vigtig for Morten, og her er det bare naturligt, at man hjælper, hvor man kan. Det gælder i øvrigt også den modsatte vej og det er også en del af Dan-Glide-planen, at Morten har ønsket af flytte virksomhedens lokaler nærmere på sine forældre, hvis de en dag skulle få brug for hjælp.

 

Mortens søster Mette håndterer adminstration og kontakten med kunderne. Hun har 28 års erfaring fra et advokatkontor, men ”Flyvemaskiner er morsommere end jura”, lyder konklusionen.

Søster Mette har efter 28 år på et advokatkontor overtaget Ingas (Mortens mor) rolle med telefonerne og administrationen i Dan-Glide: ”Jeg elsker flyve-miljøet og at tale med de farve-rige entusiaster”, siger hun. Mette flankeres også af kollegaerne Jesper Theil og Henrik Biil. Desværre savnes der også en skattet, rolig og grundig medarbejder på værkstedet; Anton Moustgaard døde i sommeren 2017, bare 68 år gammel. Han var et stort aktiv for Dan-Glide, hvor han bl.a. organiserede værkstedsgodkendelsen, som senere blev udvidet med en EASA Part-M godkendelse samt en godkendelse som CAMO.

 

Kaffen og kagen nydes til synet af velfungerende flyvemaskiner straks uden for værkstedet. Ægge-uret ser til, at pausen ikke bliver for lang!

 

Reparation og vedligehold
Reparation og vedligehold af svævefly og TMG er cirka 90 % af omsætningen i Dan-Glide, vurderer Morten. Ud over at være autoriseret servicecenter for DG og Schempp-Hirth er Dan-Glide også autoriseret Rotax Repair Centre. Med tanke på det store antal motorer i UL- og TMG-flyene så bidrager det sikkert til en del af omsætningen. Den danske svæveflyveunions Rotax-Falke ”Frøen”, i øvrigt en perfekt klub-TMG, som ifølge Morten kan flyves af alle piloter, er i øjeblikket parkeret på værkstedet med en motorskade på Rotax 912-motoren. Dan-Glide har også tidligere været agenter for svævefly, men den aktivitet er stoppet, for det er en lidt for dårlig forretning når man vurderer tid versus indtjening.

Dan-Glide har ordrebøger booket til april. Det er lidt usædvanligt, for normalt er der mere aktivitet på værkstedet som håndterer cirka 100 fly hvert år. ”Sidste sommer var meget stille”, siger Morten med en reference til det lave antal havarier. Normalt producerer svæveflyvere altid ”ordrer” til Morten, d.v.s. skader på flyene og det er nok med piloter som med bilister. Nogle kan køre bil i 30 år uden skader, og andre har en anden frekvens på værkstedet.

 

”Men vi reparerer det hele, og vi gør det gerne. Men vi er interesseret i piloternes liv og helbred først og fremmest. Havarier er altid dårlig nyt, men flyene er døde og kan erstattes. Det kan piloterne ikke”, understreger Morten.

 

Vintertiden går typisk med reparationer og vedligeholdelse, men i første kvartal op mod sæsonstart er der ofte pludselig piloter som vågner af dvalen og kommer i tanke om, at deres fly faktisk ikke er klart. Det giver en del work-orders af typen ”Last-minute”. I flyvesæsonen håndterer værkstedet typisk små skader, som kan repareres relativt hurtigt. Er det meget store skader ender det ofte med, at man kapitulerer for sæsonen, derigger flyet og venter til næste vintertid med en reparation.

Billede t.v. Winglets til en ASG 29 har været i den nye malerkabine, som er en af de store forbedringer ved det ”nye” Dan-Glide.

Men præcis som skomagerens børn altid går barfodede, så slider Morten ikke logbøgerne op, faktisk flyver han altid for lidt, til trods for, at flyvningen fylder mindst 12 timer hver dag: ”Jeg fløj ikke i et svævefly sidste år”, konstaterer han. ”Men jeg har mange gode kammerater som hjælper med periodisk flyvetræning når det gælder”, siger han.

Når man bor på en flyveplads kommer der altid piloter forbi for at diskutere flyvning og drikke kaffe. Her er det Vamdrup-piloten, Troel Juhl-Kristensen som fremviser sin temmelig fine selvbyggede RV til Morten. Som ingeniør har Troels også assisteret Morten med beregninger under bygge-fasen.

Så er det tid til kage og kaffe, og gennem de store glaspartier i pauserummet er der udblik til flyvepladsens altid spændende aktivitet. Flyene starter, lander og taxier forbi Dan-Glide på 15 meters afstand, og er man først inficeret af flyvebacillen, så stopper samtalen for at rigtig indtage synet af et fungerende aerodyn i sit rette element. Indtil job-etikkens vogter, ægge-uret, ringer og pausen er forbi! Jo, tjenesten er hård.