Friskluftsforgiftning på første klasse

Link to automatic translation

Boeing 737’eren fra Stockholm kysser asfalten på den kompakte flyveplads i Kiruna. Vi har fløjet godt 90 minutter stik nord fra hovedstaden og under descent har det været tydeligt, at befolkningstætheden i denne del af verden ikke er høj. Her er vidtstrakte, sneklædte fjeld og natur så langt øjet rækker. Man skal gøre sig umage for at bemærke menneskeskabte strukturer i terrænet under os.

Vi backtracker på banen og parkerer direkte ved terminalen. Rygtet siger, at de lokale først starter bilen for at hente gæster ved lufthavnen, når de hører jetmotorerne reversere. Det er fordelene ved at bo i en verdens mest nordlige ”storbyer”. Her er der ingen risiko for klaustrofobi; De 23.000 mennesker i den vidtstrakte Kiruna Kommune deler et område på 20.500 km2. Det svarer til en rund kvadratkilometer per menneske. I praksis er naturen uendeligt mere dominerende, fordi selve Kiruna by befolkes af 18.000 borgere. De resterende 5000 personer i kommunen er spredt ud over et område svarende til 143 x 143 kilometer.

Der er ca. 10 meter fra bagage-transportbåndet til Avis-kontoret i lufthavnen, hvor en venlig mand tager imod med ordene: ”Er du Jens? Ok, så kan du kaste nøglen her, når du rejser igen. Du kan parkere her foran døren”. Ikke så meget big-city-snak og problemer. 90 sekunder senere sidder magasinets udsendte i bilen (prøv at stikke den i Arlanda, Oslo eller København). Det er effektivitet, vildmark-style!

Et stop-over i ICAs supermarked i downtown Kiruna er mandatory. På isen i Pirttivuopio er der bare – ja, sne og is. Rigelige forsyninger er klogt, for der er 60 km til nærmeste supermarked.

Efter en lille time bag rattet på en øde, snedækket vej med kurs stik vest nærmer vi os Kebnekaise Wave Camp. Et stort rødt skilt indikerer, at nu skal der svinges ned på søen, hvor Kiruna SFK gennem en menneskealder har arrangeret en ganske unik svæveflyvelejr.

Kiruna SFK’s hytter med grillhytten i midten. Standarden er enkel – og nærmeste supermarked er bare 55 km borte i Kiruna!

Gridden er linet op til dagens flyvning. Deltagerne på lejren er primært fra Nordsverige og Finland. Langdistanceprisen gik dog til et par super-engagerede tyskere …

2 baner på isen – startbanen på 45 x 1000 m og landingsbane på 600 m .

Kiruna-klubben har gennem en menneskealder arrangeret verdens nordligste wave-camp.  Med premiere i 1961 fejrede Kebne-lejren sin 50 års fødselsdag i 2011. 1961 var også første år for Ottsjö Fjällflygläger. ”Junioren” Vågå Wavecamp i Norge startede først i 1993.

Et af de koldeste steder i Sverige

Det som adskiller Kebne-lejren fra fx lejrene i Ottsjö og Vågå er den afsides beliggenhed man mødes med her. Landevejen ender ca 5 km længere mod vest i byen Nikkaluokta (ca. 25 huse) som er indgangsporten til Kebnekaise, Sveriges højeste fjeld og også en af de koldeste steder i Sverige om vinteren.

Det kan Crister Björk, deltager i alle Kebne-lejre siden 1961 (en præstation i sig selv) skrive under på:
”Vi har haft minus 40 grader flere gange. Engang gik strømmen under disse ekstreme temperaturer og så bliver det hurtigt rigtig koldt i hytterne. Men vi fik tag i nogle gasol-ovne og fik samlet folk i hytterne, så der trods alt ikke blev minusgrader indenfor. Vi som arrangører var vældig nervøse for, at deltagerne ville kræve pengene tilbage. Men dagen efter var folk glade. Det havde jo været en oplevelse, og de havde rigtig hygget sig i det gode selskab hele natten”, siger Björk.

Kiruna SFK, som flyver mest på lejrene, skriver selv, at indkvarteringen (boendet, red.) under lejren er enkel standard. Det er korrekt. Klubben købte for over 40 år siden 10 hytter (ca 10 m2) for 2000 kroner stykket, og de er placeret på tør grund ca 300 meter fra isen. Der er intet vand (men masser af sne udenfor vinduet, når der skal koges kaffe – smager bedre end big-city-kaffe), og udedasset fungerer altid. Man sidder dog ikke længe og funderer over livet, når der er minus 20. Toiletsædet er dog af styrofoam – og det hjælper.

Der er ingen luksus-distraktioner på isen, bare svæveflyvning!

Hytterne er af enkel standard. Men det giver ekstra smag til kaffen, at den er brygget på ægte polar-sne.

En temmelig fin og ny hytte med grill (åben ild i midten) fungerer som kombineret ”klubhus”, ”røgsauna” og ”køkken”. Her kan man konsekvens-frit lyve om dagens flyvninger, højder og vovemod, mens man griller store stykker kød over åben ild.

Når man ikke orker længere, kan man returnere til egen hytte eller campingvogn, og på vejen gennem sneen kan nyde en af de store attraktioner på Kebne-lejren; Her er stjerneklart som få andre steder, og denne forfatter har bare oplevet en lignende stilhed (tystnad, red.) på Søndre Strømfjord i Grønland.

Selvfølgelig er man (trods styrofoam på toiletsædet) langt fra Hilton-standard, og det gør ikke noget. Tværtimod. Her er det den ægte vare, tæt på naturen, og det er en stor oplevelse at leve på enkle præmisser i en uge eller to. De resterende 50 uger om året har man jo rig lejlighed til at dusche sig og se på tv.

Flyvepladsen ligger på søen Paittasjärvi som er godt 50 km lang og øst-vest-orienteret. Klubben har mægtigt fint snerydnings-udstyr til rådighed (mange lokale lufthavne ville blive grønne af jalousi) og klubben rydder hvert år sne svarende til 50 fodboldbaner.

De cirka 50 deltagere kommer ikke bare fra Sverige, men også en finsk klub, Cumulus, fra Helsingfors stiller med et ordentligt team hvert år. Mest velkendt er nok Pelle Lönnberg som starter sin ´49 Buick Super Eight hvert forår og bugserer sin trailer med fly de godt 1300 km op gennem Finland. De lokale ved godt, at det er forår, når manden med den gamle bil kommer. Men langdistanceprisen går nok et par tyskere som kørte non-stop fra Bottenhorn ca 100 km nord for Frankfurt til Kebne-lejren, en bagatel af 2600 km non-stop.

Fra vinduet i 4-mandshytterne ser man direkte mod vest, hvor fjeldmassivet omkring Kebnekaise tårner sig op. Distancen er bare 25 km, så det er absolut muligt at flyve omkring Kebne på gode dage.

Sven Larsson er bugserpilot på lejren i Kirunas Piper Colt.

Flyve-abstinenser

Det banker på døren til hytten. Det er slæbepiloten Sven Larsson. Han har flyve-abstinenser. ”Skal vi flyve”? Vejret er ikke til svævefly, men excellent til en turistflyvning over fjeldet. Sven er opvokset i Kiruna, hvor han også lærte at flyve svævefly. Nu er han chefingeniør hos Saab i Göteborg, men er stadig fast inventar på Kebne-lejren. Når først man har smagt ”vildmarken”, så returnerer man år efter år.

Midnatsflyvning?

Faktisk er her så fint året rundt, at klubben flere gange har undersøgt mulighederne for en permanent flyveplads på odden i Pirttivuopio til sommerhalvåret, og i 1996 dannede man aktieselskabet ”Kebne Skycamp” og søgte om tilladelse (tilstand, red.) hos kommunen og Länsstyrelsen.

Håbet var, at man kunne indbyde svæveflyvere fra hele Europa til midnatsflyvning.

Perspektiverne for kommerciel midnatsflyvning var gode”, siger Crister Bjork og fortsætter: ”Jeg diskuterede engang mulighederne med ejeren af det velkendte ishotel i Jukkasjärvi øst for Kiruna: Tror du, at vi kan tage 1000 kroner for en flyvning i midnatssolen, ville jeg vide. Du kan tage 5000 kroner for en flyvning med svævefly ved Kebne. Det er unikt, var hans svar”, siger Crister.

Desværre viste det sig, at lokale interesser var stærkere end svæveflyverne, og planerne blev derfor aldrig til noget.

Vi preflighter klubbens tro tjener, en Piper Colt (med 150 hk) og sætter os godt til rette i det intime cockpit, og bliver hurtigt airborne på den 7-800 meter lange startbane.

Nikka Radio er både ATC og redningstjeneste. Før hver flyvning skal man indlevere en flyveplan. På den måde (sät, red.) bliver ingen glemt på fjeldet efter en eventuel udelanding.

Crister tager radiovagten i ”kontroltårnet” for at våge over os. Det er vigtigt at have overblik over trafikken, for her i fjeldet kan en udelanding blive en kold og potentiel farlig affære, hvis der går flere timer inden hjælpen når frem. Lejren har et avanceret system til at kontrollere luftrummet. Inden flyvningen indleverer man en ”strip”, et stykke papir med en simpel flyveplan. Så flytter Crister fysisk rundt på denne flyveplan efter et gammel og velprøvet system hvor forskellige placeringer på skrivebordet repræsenterer airborne/inbound/landed-status. Præcis som hos ATC i gamle dage med ”strips”.

Lejren har i sine velmagtsdage ofte trafik-outperformet den lille og søvnige flyveplads ved navn ”Arlanda”: ”Jeg har prøvet at jonglere dette system med 40 svævefly og 6 slæbefly i luften på samme tid.”, siger Crister. Lejren opererer i øvrigt med en nedflyvnings-zone; Her skal man anvende luftbremser så man får en hurtig afvikling af den landende trafik. Det er nødvendigt på meget travle dage.

Video fra Kebne-deltager Tom Arppe

Oppe i luften ser vi hvorfor området omkring Kebnekaise er velbesøgt. Flere 2000-meter toppe pryder naturen mellem Norge og Sverige. Vi overflyver den svenske turistforenings fjeldstation ved Kebnekaise og fortsætter vores climb mod sydtoppen som ligger i godt 2100 meter plus minus sne og is .
Vinden er svag, grænsende til vindstille, så vi tør godt flyve også på læsiden af Kebne. Havde vinden været stærkere, havde vi holdt os på vindsiden. Den arktiske fjeldverden er et mægtigt skue. Man kan se langt ind i Norge og på gode dage siges der, at man kan se 10 % af Sverige fra Kebnekaise. Det stemmer nok.

Overflyvning af STF turiststation ved foden af Kebnekaise

Tarfala-dalen nær Kebne. Her er der ingen tvivl om magtforholdet mellem natur og mennesker; Husene er fastfjort til fjeldet med stålwirer …

Kebnekaise er et imponerende fjeld og med bare 20 km fra campen er den indenfor glideafstand i svævefly

Et mørkt kapitel

Vi overflyver også den vestlige side af Kebne. Her er der stejle (brante, red.) fjeldsider som leder ned i flere gletschere – op mod 20 stykker. Her udspillede en af de mørkere kapitler i Kebnekaises lange historie sig i 2012, hvor et norsk C-130 Hercules kolliderede med toppen i dårlig sigt. Flyet var på vej fra norske Evenes til Kiruna under en øvelse. Umiddelbart inden ulykken var flyet blevet clearet for nedgang til 7000 ft (2134 meter) til Kiruna TMA, hvilket desværre var ca. 20 meter under fjeldtoppen.

Alle 5 ombord omkom, og i ugerne efter var Kebne-området scene for en stor redningsaktion med svensk, dansk og norsk deltagelse. Efterfølgende blev det til en operation som handlede om at samle vraget sammen. Der ligger stadig mange tons vrag dækket af sne på Kebnekaise. I det strålende klare solskin og 100 kilometer sigt er tanken om denne ulykke komplet abstrakt og en reminder på, at fjeldet kan have mange personligheder.

Vi ryster ubehaget af os, tager et højresving og taber 1000 meter i sideglid ned gennem den majestætiske Tarfala-dal. Her ligger en forskningsstation i total isolation omkranset af 3 meter højde snedriver. Det er bare sporene efter snescootere op gennem terrænet som vidner om en kontakt til omverdenen.

Da vi nærmer os flyvepladsen ved Pirttivuopio, svinger Sven rundt med Colten. Der er noget han skal undersøge: ”Har du set sporene i sneen?”, siger han. ”Det er elg”. Og ganske rigtigt – i den lave birke-skov ligger 10-15 elge spredt rundt. De hviler om dagen og er aktive om natten.

VI er i vildmarken: Elgene som hviler sig om dagen, er tydelige fra luften.

Flyvepladsen er igen i sigte, og vi fejrer ankomsten med lav forbi-flyvning over hytterne. ”Sådan vækker vi piloterne på en god flyvedag. Så har vi annonceret, at der kan flyves”, siger Sven. I modsætning til at andre flyvelejre er der ingen centraliseret morgenbriefing, så man må finde andre midler til at samle tropperne.

Dagen efter har vejret pakket sammen. Lav skyhøjde og 1000 meter sigt er ikke de bedste forhold til flyvning. Der går ikke lang tid før mandskabet lugter blod og nye eventyr; finnen Tom Arppe finder nøglerne til sin sneescoter, som er parkeret hele året i Pirtti. Den starter straks (utroligt nok med tanke på, at batterierne ikke bliver opladet under hele året), og nu kommer Sven med endnu en lånt snescooter. Vi skal spise lunch på fjeldstationen ved Kebnekaise – ca 35 km borte.

Dårligt vejr giver mulighed for andre aktiviteter: Her har Sven Larsson og Tom Arppe startet snescootere for at besøge den svenske turistforenings fjeldstation ved foden af Kebnekaise – ca 30 km fra lejren. Her er der varmt vand og rigelig mad!

Turiststationen lokker, når vejret ikke er til flyvning. Her er finnen Top Arppe fornøjet med udsigten til ordentlig mad på turiststationen ….

Vi sidder op og pløjer gennem den dybe sne på en stik vestlig kurs. Med flyvepladsens trygge kontorer bag os, ser vi intet. Alt er gråt, hvidt – ingen konturer. Det er bare snescooterens speedometer som afslører, at vi bevæger os med 70 km/t. Vi stopper og lægger en ”battle-plan”. Frem med gps-kompasset så vi holder kursen. Ellers risikerer vi at køre rundt i store cirkler på den snedækkede sø.

Efter hvad der virker som en mindre evighed på den frosne sø kommer vi frem til Nikkaluokta, hvor søen (og vejen) slutter. Det er her turistbusserne fra Kiruna ”lander”, når vandrere skal til Kebnekaise for at gå vandre-stien Kungsleden som strækker sig mange hunderede kilometer fra nord til syd. Vi kører de sidste 19 kilometer og møder stort set ingen andre mennesker.

Undervejs kontakter vi flyvepladsen og giver dem en situationsrapport. Som Sven forklarer, at det før hændt, at folk har faret vild: ”For et par år siden måtte vi hente en lejr-deltager ude på isen, hvor han var kørt vild på snescooter. Det var ved at blive mørkt og med minus 18 meget koldt. Vi opdagede et lys ude på isen, og det var ham”, siger han.

Kebnekaise Turiststation venter forude. Med rigtige toiletter og varmt vand føles (känns, red.) det som om man deserterer fra lejren. Men hvad, det er jo bare et svigt på par et timer og den som spiser godt, flyver også godt.

Hver camp har sine egne legender. Kebne-lejren. Her hjemsøges den fiktive pilot Nils Novis af Roland Rotor som var en karakter opfundet af finnen Johan Nurmi alias ”Long John” og virkeliggjort af Kirunaklubbens Niklas Peuravaara.

Vækkeuret ringer næsten morgen 03.30. Det er på tid at pakke sammen og køre de 55 km til Kiruna for at komme med morgenruten til Stockholm kl. 0600.

Tidlig morgen: Har man bare den mindste interesse for naturens skønhed (og det har man helt automatisk som svæveflyver), er området omkring Kebne en attraktion i international klasse.

Dækkene på udlejningsbilen (hyrbilan, red) er blevet firkantede i temperaturfaldet hen over natten (fra minus 1 til minus 20), og jeg stopper flere gange for at kontrollere, at det ikke er en punktering. Over 80 km/t så ryster bilen så voldsomt, at jeg får dobbeltsyn. Landevejen klokken 4 om morgenen er totalt, totalt øde. Jeg møder 1 bil på en strækning på 55 km, og naturens klare skønhed i disse fjeldegne lader sig ikke retfærdigt beskrive i hverken ord eller billeder. Man forstår hvorfor lejren har eksisteret siden 1961, og hvorfor folk kører tusindvis af kilometer for at opleve alle facetter af livet i vildmarken.

PS. Efter afrejse kom den chokerende nyhed; Klubbens Twin Astir totalhavarerede strukturelt på stor højde under en flyvning på mandagen. Det var lykkedes piloten at redde sig med faldskærm, men passageren var på tragisk vis omkommet i ulykken. Vraget endte ca. 12 km syd for flyvepladsen og området var centrum for en omfattende redningsaktion mandag eftermiddag og aften. Ulykken satte selvfølgelig et stort aftryk på stemningen for resten af lejren. Den svenske havarikommission står nu for udredningen af ulykken, som er den første rigtigt alvorlige i campens historie. Læs i øvrigt NORDIC GLIDINGs gennemgang af rapporten her