”Giv den noget pedal!”

Mariann starter på Vågå i 2019.

Link to automatic translation

”Der er ingenting som slår en flyvetur i juni. Det irgrønne græs er kommet frem, den gule løvetand skinner dernede, og den kridhvide sne ligger stadig i fjeldene. Og man ved, at man har hele sommeren foran sig!”

Mariann Brattland (tidl.Moen, red) elsker svæveflyvning, og kan smile over hele ansigtet, når der er godt løft i boble. ”Lykkelig er den, som har lidenskaben. At have noget at se frem til og glæde sig over er ingen selvfølge for alle. Det har jeg. Jeg føler mig vældig, vældig heldig,” siger Mariann.

Mariann (34) klar på Vågå-isen til endnu en flyvning. Hun bor i øvrigt selv i Vågå, men kan bare flyve derfra om vinteren til Vågå Wavecamp. Resten af sæsonen er det flyvning på Klanten (hvor hun har hele 3 andele i flyvemaskiner; en selvstartende DG 1001 M og skoleflyet DG 1001 e neo samt en ultralet Flightdesign) eller på Starmoen.

Ulykken

Hendes vej til certifikat og flyveoplevelser har ellers været mindre heldig og mere besværlig end de flestes. Den begyndte med en rigtig alvorlig ulykke med en hangglider.

De fleste uheld sker i hjemmet. Sådan var det også for mig. Det var hjemme på vores lokale plads, hvor jeg gennem ti år med sporten har landet flere gange end nogen andre steder. Lidt urolig forårstermik, for lav indflyvning, uopmærksomhed, et birketræ, som stod i vejen.”

En kombination af hver for sig ikke graverende fejl eller særligt problematiske flyveforhold førte samlet set til en knækket røgsøjle, som betyder, at Mariann er uigenkaldeligt lam fra livet og nedefter, og at hun aldrig kommer til at gå mere.

Det værste var ikke de fire måneder på hospitalet, men konfrontationen med røntgenbilledets kolde kendsgerninger – ”Jeg under ingen, at de kommer så langt ned mentalt, som jeg var på tidspunkt”. Og så var der chokket ved at komme hjem og skulle lære at begå sig i sin hverdag på helt nye og hårde betingelser.

Men midt i alle disse barske konsekvenser af den personlige katastrofe, sikrede Mariann sig et lys for enden af tunnellen. På hospitalet bad hun sin mand om at skaffe en svæveflyveteoribog. ”Jeg måtte have noget at se frem til. Det var vældig beroligende at læse om cumulus humilis og termikcentrering.” Mariann kunne se, at der var meget, som hun kendte fra hangglidingen – airmanship, kendskabet til meteorologi og termik, love og bestemmelser. Nogle mennesker bruger lykkepiller for at komme op af et sort og dybt mentalt hul. Mariann gjorde det med svæveflyveteori.

Mariann fik bygget meget op i de måneder. Ikke bare sin nye hverdag, men også en erkendelse af, at hun altså skulle videre, og at hun måtte ”gi’ fanden” i, at nogle mennesker stillede sig skeptiske overfor hendes åbenlyse interesse for svæveflyvningen. Hvad skulle det nu til for? Havde hun ikke lært lektien? Var hun ikke blevet klogere?

Men man kan jo ikke gå og være bange for alt muligt hele tiden. Jeg besluttede at gøre det, som jeg havde lyst til. Jeg er en ‘fjelljente’ og ville ud i naturen. Det blev så med svævefly.”

Rent praktisk krævede det, at hun fik et svævefly – en ASK 21 –  som er modificeret således, at sideroret betjenes med venstre hånd. ”Giv den noget pedal,” sagde instruktørerne jævnligt af gammel vane, når der skulle mere sideror rundt i drejene, men lige præcis det kunne Mariann selvsagt ikke. Til gengæld havde hun sit håndtag. ”Det virkede ulogisk – venstre sideror får jeg ved at skubbe håndtaget frem. Jeg har bandet af ingeniøren nogle gange, men jeg har vænnet mig til det!”

Venstrehånden kan være travlt optaget under landingen, når luftbremsen skal sættes i et af de fire hak, og der også skal arbejdes med sideroret. Men det er en vanesag og kræver blot omhyggelig disponering af landingen, hvad der sådan set heller ikke er en dårlig vane for piloter, der bruger pedalerne. Hjulbremsen er den tredje opgave for venstrehånden, og det hænder, at Marianns passagerer får lov til at udføre den opgave.

Mariann drømmer om engang at flyve et hot ensædet svævefly. Det er noget, som ikke er ganske let, for modifikationen til håndbetjening koster omkring 80.000 kroner, og den lader sig ikke overflytte særlig let til et andet fly. Ellers nyder Mariann først og fremmest blot at flyve ud i det blå ”uden at vide hvor turen ender – i forhold til en hangglider har svæveflyet enorm rækkevidde.”

Mariann i ASK 21 – venstrehånden har kontrol over sideroret.

Og så drømmer hun om at få en lokal flyveplads, som ikke smelter om sommeren, og hvorfra hun let kan suse ind over Jotunheimen. Hun bor nær Vågå, hvor Svedanor holder bølgeflyvningskurser fra isen om vinteren. Men på varmere årstider må hun køre 25 mil (= 250 km) for at komme på vingerne – i sin modificerede bil, som også er ”hands only”. Der er således mange timer på vejen, men ikke væk fra familien, for mand og søn er med. Marianns mand har fløjet hangglider flere år end hende, men han er nu flyttet med sin kone over i en anden motorløs luftsportsgren.

”Jeg tror, mange svæveflyvere har lidt dårlig samvittighed overfor familien, når de er på pladsen. Det er heldigvis ikke noget problem for os, og vores søn vil også gerne med, så vi er sammen om sporten.”

Svæveflyvningen har betydet rigtig meget for Mariann. ”Jeg er ikke skabt til at sidde stille, så udfordringen med at sidde i kørestol var lidt større, en jeg brød mig om. Men jeg elsker udfordringerne ved flyvning. Man må træffe beslutningerne selv, man må stole på sig selv, og man må kende sine begrænsninger.”

Mariann understreger også, at kammeratskabet i svæveflyvningen er meget vigtigt. Man er afhængige af hinanden, og man har altid noget at tale om, når dagen på flyvepladsen er gået, fordi vejret og termikken aldrig udviklede sig lige, som man havde forestillet sig.

Mariann flyver svævefly på lige fod med alle andre, også selvom hun ikke kan bruge fødderne på pedalerne. Der er ikke noget handicappet over piloten Mariann, som sidder i sit cockpit, centrerer ASK 21’eren i termikken, nyder udsigten og kammeratskabet.

Til gengæld har hun ikke så let ved at hjælpe til, når der skal holdes tip under en start: ”Det er ikke for at være en dårlig klubkammerat, men jeg har altså svært ved at følge med i kørestolen.”