Glædelig jul ønsker NORDIC GLIDING

Endnu et år i logbogen! NORDIC GLIDING ønsker alle læsere, samarbejdspartnere og annoncører en glædelig jul og godt nytår

Tekst: Jens Trabolt

Link to automatic translation

Juletid er status-tid, så inden vi låser hangarporten for i år, er det værd at tænke over:  Hvad optog læserne af NORDIC GLIDING i 2025?

Men sikkerhed kan vi sige, at artikelserien om medicals har ramt rigtigt, hvad angår relevans og læserinteresse. Det kan ganske enkelt ikke være rigtigt, at man som svæveflyve-pilot skal jages rundt til den ene speciallæge efter den anden med store omkostninger i tid og ikke mindst penge som konsekvens.

Ofte er nedslagspunkterne og afgørelserne arbitrære. Desuden er der risiko for, at man havner i en uendeligt feedback-loop af undersøgelser, som kræver nye undersøgelser, som kræver nye undersøgelser…

I 2025 har redaktionen derfor fået et rekordstort antal henvendelser fra specielt danske og svenske piloter, som er kommet i klemme i medical-systemet.  Ofte har folk været groundede fra at flyve, men på samme tid har man i langt de fleste tilfælde lovligt kunne køre bil!

Det kræver ikke nogen Ph.d. i Trafiksikkerhed at regne ud, at risikoen for 3. person er uendeligt større ved inkapacitering i bil end i svævefly.  Men myndighederne ser anderledes på det.

Heldigvis arbejder vores nationale forbund og ikke mindst vores internationale sammenslutninger som fx European Gliding Union på at påvirke EASA og nationale myndigheder, så regelværket i fremtiden passer bedre til vores faktiske risiko-profil.

Artiklerne i NORDIC GLIDING har været et led i synliggøre disse urimeligheder, for den enkelte pilot er magtesløs overfor ”systemet”.

Det vil vi fortsætte med, også i 2026.

I 2025 er NORDIC GLIDING fortsat med at have et solidt aftryk– ikke bare i Norden, naturligvis – men også på den internationale scene. At mediet tages seriøst uden for vores egne landegrænser betyder også, at det er attraktivt for internationale virksomheder at annoncere på NG-platformen og dermed støtte vores aktiviteter i et ikke uvæsentligt omfang.

Aktuelt er det 19 virksomheder som er aktive annoncører og dermed også høj skattede partnere.

Så til annoncørerne, dvs. Dan-Glide, HDI, HPH Sailplanes, Nordic Aviation4all, Arbejdernes Landsbank, DG Aviation, CNVV St Auban, Alexander Schleicher, Glider Service v. Erik Schulz, EdgePerformance v. Thomas Hauklien,  Fjord Soaring v. Jo Inge Bjørø, Segelfliegen, Lightsport Aviation v. Håkan Karlsson, Viento Publishing, Center Air, Naviter,  LZ Design, Niklas Löfgren Electronics og SkySight samt til læserne og til samarbejdspartnerne i forbundene skal der hermed ønskes en rigtig glædelig jul og et godt nytår.