Gliders 2020: LAK skuer fremad

LAK i Litauen leverer fortsat interessante fly med teknisk vovemod.

Tekst og foto: Jens Trabolt

På den store flyveplads i Pociūnai, ca 100 km vest for Vilnius i Litauen, har LAK (som den eneste producent i Baltikum) bygget svævefly siden 1969. Før murens fald var der i 1983 næsten 600 (!) ansatte i forskning og konstruktion, men organisationen er undergået en trimning på markedskræfternes vilkår, så ca 50 ansatte nu bygger 3 modeller.

JSC Sportine Aviacija ir Ko (LAK) har altid været en interessant virksomhed med et teknisk vovemod, eksempelvis var LAK de første til at implementere en FES-motor i et selvstartende EASA-godkendt fly.

Det første komposit-fly BK-7 “Lietuva” blev bygget i 1972. Over 20 forskellige typer og modifikationer af fly og TMG’er er siden blevet designet, testet og bygget gennem fabrikkens historie. Mange af de tidligere fly blev bygget efter de sovjetiske certificeringstandarder ”Norms of flight safety”, som (ifølge LAK) i mange tilfælde var strengere end de nyere europæiske CS-22-standarder.




Lille og fræk
Elektrisk selvstart med FES? Jo, det er faktisk muligt med dette flappede 13,5 m-fly med MTOW på bare 350 kg. Et større understel giver mere frigang til den hidsigt snurrende propel i næsen.

NG prøvede flyet på LAKs egen asfaltbane på en fin dag, og her var der ingen problemer med at accelerere eller stige. Men forsigtighed tilrådes, det er en ”conditional SLG” – korte eller fugtige græsbaner eller sidevind kan give andre resultater. Under normale forhold er der dog indbudt til frihed og flyveglæde. Trods korte vinger er OLC-distancer på over 500 km mulige.

Mini LAK FES med NG-testpilot MIkael Roslund

Mini LAK FES
Spændvidde 13,5 m
Vingeareal 8,41 m2
Vingebelastning 33-41 kg/m2
Glidetal 49 @ 128 km/t (beregnet)
Min. synk 0.50 m/s

LAK 17CFES

Selvstarts protoypen
LAK 17 CFES er en prototype, som nu har fløjet i et år, her fotograferet på Aero-messen i 2019. De originale 4,2 kWh-batterier fra LZ-design er byttet ud med LAKs egne batterier med 32 celler (mod de originale 28 celler), som 3-4 kg tungere.

Det større batteri betyder, at flyet i 15 og 18-meter konfiguration kan selvstarte uden vandballast. Som på Mini LAK FES er der monteret et højere understel som giver større propelfrigang. Det er i øvrigt slut med 12 V-batteri, da det store traktionsbatteri giver strøm til hele flyet.

Apropros slut, 2020 markerer også året, hvor LAK stopper med at bygge standardklasse-flyet LAK 19 på grund af lav popularitet.

LAK 17 CFES
Spændvidde 18,00 m
Vingeareal 10,32 m2
Vingebelastning 37-58 kg/m2
Glidetal 50
Min. synk 0, 52 m/s

LAK 17B (foto: Paul Remde)

Multiversionen
LAK-17B er en videreudvikling af LAK-17A fra 2000. LAK-17 B kan leveres med en usædvanlig bred variation – hvilket andet fly rummer både 15-, 18- og 21 meter spændvidder?

B-modellen har en anden indstillingsvinkel for vingen som også har en anden profil. Desuden er højderor og finne større. Øvrig fuselage er identisk med A-modellen. Ud over ”pure glider”-modellen leveres LAK-17B også i 2 turboversioner: LAK-17B T med den klassiske Solo 2350-turbo eller med FES-motor og indtil videre 4,2 kWh batteri. Under gunstige forhold kan FES-versionen starte selv (der findes flere videoer på nettet af det), men det er ikke godkendt til selvstart, og propelfrigangen er kritisk med standardhjulet.

Med op til 200 liter vand i de i øvrige lette vinger er vingebelastningen 58 kg/m2, – kun slået af JS3 og AS 33 som kan tankes op til over 60 kg/m2.

LAK-17 B FES
Spændvidde 18,00 m
Vingeareal 10,32 m2
Vingebelastning 37-58 kg/m2
Glidetal 50
Min. synk 0, 52 m/s