Nu med video: Grundkonceptet fungerer: AS 34 ME endelig i luften

Schleichers revolutionerende elektriske standardklasse-selvstarter baner vejen for en helt ny klasse af fly.

Tekst: Jens Trabolt / Foto: Manfred Münch, AS

Yes, den flyver!

Onsdag d. 3. september var en spændende dag for hele konstruktørteamet bag AS 34 ME, som grundlæggende er en ASW 28, altså et standardklassefly, men monteret med det elektriske motorsystem fra den 2-sædede ASG 32 EL.

Vi kørte mange motortests på jorden for at se om propel-rpm og temperaturer var som forventet”, siger Schleicher-ingeniøren Paul Anklam til NORDIC GLIDING efter jomfruflyvningen.

Da teamet var fornøjet med motorsystemet, startede Anklam med AS 34 Me i flyslæb fra fabriksflyvepladsen Huhnrain.

”Meningen med flyslæbet var, at vi ville teste motorpylonen i luften under kontrollerede forhold. Det havde vi selvfølgelig gjort mange gange på jorden forinden, men i luften med 100 km/t er der en helt anden påvirkning af mekanismen”, siger han.



 

Landing – bemærk nye typer winglets og 3-bladede luftbremser.

Under landingen fik Anklam også lejlighed til at teste de nye 3 bladede luftbremser, som er udviklet til AS 34 Me, da Schleicher vurderede, at de eksisterende ASW 28-bremser ville være utilstrækkelige. I øvrigt fik teamet også tid til at inkludere de nye ”AS 33-style” winglets på AS 34 ME som blev fløjet i 18-meter-konfiguration.

AS 34 Me – Maiden Flight

First self-launch of the AS 34 Me

Slået op af Alexander Schleicher i Fredag den 4. september 2020

Efter en kort turnaround var det tid for en selvstart på den relativt korte 400 meter asfaltbane. Efter et ground roll på bare 200 meter kom AS 34 Me i luften og steg med over 3 m/s. ”Performance var stort set som den traditionelle wankel-motor, som vi kender fra Schleicher”, siger en fornøjet Paul Anklam og fortsætter:

Fordelen med elmotoren er, at den ikke kender til ”density altitude” – den performer uanset lufttryk og temperatur, så i mange tilfælde vil den maksimale startperformance på 35 kW matche benzinselvstarteren”, siger han.

Emrax-motoren kan dog levere en langt højere peak-power end de 35, op til cirka 60 kW vil være muligt, men det stiller krav til batteri og inverter i den anden ende.

Schleicher-ingeniør Paul Anklam før første start. Bemærk den brede korde på propellen, som er udviklet specielt til AS 34 ME.

”For dem som tror, at det er simpelt at flytte motorsystemet fra ASG 32 EL til AS 34 ME, kan jeg fortælle, at det faktisk er temmelig kompliceret”, siger Paul Anklam. ”Det er godt nok samme motor- og controllersystem. Men software, pylon og propel er helt ny. Dertil kommer dokumentation til certificeringen. Vi kommer til at flyve en del mere testflyvning, før flyet er helt klart”, fortæller han. Men testflyvningen  har dog bevist, at det grundlæggende koncept fungerer.

Schleicher har placeret 8,6 kWh-batterierne i vingerne og lover + 3,5 m/s stig i 15-m varianten samt yderligere cirka 2200 meters højdevinding efter en start til 500 m. Det betyder en rækkevidde på + 125 km. Emrax-motoren leverer 35 kW under starten og 25 kW kontinuerligt.

AS 34 ME bliver et fly som appellerer til klubberne og til feel-good-piloten, som  vejer selvstartsfrihed højere end de sidste promillers performance. Et marked som i øvrigt ikke dækkes særligt godt i dag og som potentielt er stort, specielt med et fly fra et ”brand-name” som Alexander Schleicher.

NORDIC GLIDING vil forsøge at få en testflyvning så snart som muligt.

NORDIC GLIDING tester: SLG-motorsystemet fra AS 34 ME stammer fra turboflyet ASG 32 EL