Hjælperne: Oplevelserne er lønnen

Den erfarne hjælper Allan med Arne i de sidste forberedelser før start til DM på Arnborg. Bemærk vingetape på Allans bukser! (Foto: Jens Trabolt)

Link to automatic translation

En af de bedst præsenterende skandinaviske piloter er danske Arne Boye-Møller. Til årets VM i USA sluttede han på en absolut respektabel 9. plads i 18 meterklassen. Læs om Arnes oplevelser her

Men en del af Arnes succes tilhører også Allan Madsen, som har været fast del af teamet i næsten 20 år.  Som hjælper sørger han for, at flyet står det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, og at alt det praktiske er ordnet, så Arne kan bruge energien i cockpittet.

Egentlig var det tilfældigt, at jeg blev hjælper for Arne. Han skulle flyve EM i Nitra i 2005, og til samme mesterskab skulle min svoger Johnny Andresen også deltage, så jeg rejste derned med hele familien og var hjælper for Arne”. Det viste sig at blive en fin ferie for hele familien, så det koncept har vi holdt fast i”, fortæller Allan Madsen, 57, til NORDIC GLIDING.

Faktisk var konceptet med at kombinere rollen som hjælper og familie-ferie så fremgangsrig, at familien har været med flere gange, også på lange oversøiske destinationer som fx VM i Australien.

Til daglig flyver Allan i Vestjysk Svæveflyveklub, hvorfra han også kender Arne. Allan ejer en Jonker JS1 Jet med sin søn Chris Møller og svogeren Johnny, men Allan er dog ærlig nok til at erkende, at han flyver egentlig nok mest i sin ultralette Atec Faeta 321 som også er monteret med slæbe-krog.

Hverdagen for Allan er præget af en travl kalender som selvstændig med familiens entreprenør-firma, og derfor er rollen som crew-chef under mesterskaberne også en kærkommen afveksling fra dagligdagen.

Men savner Allan ikke at flyve selv, når han ser Arne forsvinde op i himlen i en JS3?

”Næh – jeg savner ikke konkurrenceflyvning. Vi har det hyggeligt på flyvepladsen, når piloterne flyver. Vi har en god omgangstone med de andre hjælpere”, siger Allan.

Selv fremhæver han 2012 VM i USA som nogle af de bedste oplevelser han har haft:

”Vi var et stort dansk team til VM i Uvalde, og vi var rigtig meget sammen. Flyvevejret var også meget forudsigeligt, så vi kunne næsten stille klokken efter det. Det betød, at vi som oftest havde 4-5 timer i poolen midt på dagen, inden vi skulle ud på flyvepladsen, når piloterne landede. Vi havde også en god kontakt med de lokale amerikanere og blev ofte inviteret ud og spise med dem”, siger Allan.

Allan og Arne til DM. (Foto: Jens Trabolt)

En tyst rutine

Med snart 20 års makkerskab til mesterskaberne er ”Kontrakten” mellem Allan og Arne også præget af en tyst rutine, hvor de daglige opgaver til et mesterskab udføres uden større diskussion.

”Vi snakker ikke så meget om det, men jeg tror, at vi har samme indstilling til tingene og fx standard på materiel og fly. Det skal være i orden”, forklarer Allan.

Det hele handler om, at Arne kan være sikker på, at det grundlæggende omkring flyet er i orden, så han kan koncentrere sig om at planlægge sin flyvning, hvad enten det er et DM på Arnborg eller et internationalt mesterskab.

”Men vi taler ofte om flyvningen efter landing. Vi prøver at gennemgå momenter, hvor det er gået godt, men også hvor det gået mindre godt. Til dette VM havde vi eksempelvis problemer med Arnes jet som ikke ville starte. Vi tror, at det var blandingen af de ekstremt høje temperaturer og diesel som var en dårlig kombination. Det var selvfølgelig en ekstra belastning at flyve med en upålidelig turbo i terræn som ofte var ulandbart.”, siger han.

Men efter 20 år i samme konstellation, hvor lang tid orker man at holde på?

”Det har vi ikke snakket så meget om. Men se bare ham amerikaneren Karl Striedieck som vandt 20 meter-klassen i dette års VM i Uvalde, han er 87 år gammel. Så Arne og jeg har nok 30 gode år endnu”, siger han med et smil på læberne.

Team Sweden til VM i Uvalde 2024, fra venstre Jan Hasslid, Mike Murphy og Björn Svensson.

”Vi fløj med verdens bedste piloter”

En anden deltager til dette års VM var Jan Hasslid fra Sverige (læs om Jans oplevelser her). Her var crew-chef og Team Captain Björn Svensson fra Segelflygklubben i Karlstad. Med VM i kalenderen fra 11. august til 5. september var det unægtelig en stor afskrivning i tid, ”men det var vigtigt, spændende og helt ok”, mener Björn:

”Jeg er nu pensionist, så jeg er chef over min egen tid nu”, siger han.

Det er ikke første gang, Björn er med sin gamle studiekammerat Jan på svæveflyve-mesterskab. Men pausen har været lang. Det er 34 år siden, at han sidst var hjælper for Jan på EM på Arnborg i 1990, men Björn mindes det tydeligt.

”Det var en anden tid, og mesterskaberne dengang var betydeligt mere primitive. Vi havde ikke GPS eller mobiltelefoner. Så landede Jan ude, var det mere spændende. Man fik som regel et telefonopkald om at han stod hos en bonde et sted, og så måtte man køre afsted ud fra disse oplysninger. I dag er det jo helt anderledes, også fordi ground-crew ofte kan følge mesterskabet i real time over tracking. Så ved man hvornår man skal stå klar, når piloten lander”, filosoferer han.

Før VM i USA trænede vi som team både på Klix og Uppsala Masters, så under VM i Uvalde havde vi temmelig god kontrol på rutinen. Hver morgen stod vi op 0545 og klokken 0630 kørte vi ud på flyvepladsen i totalt mørke og tjekkede flyet, inden det blev for varmt. Vi kaldte os selv for ”The Dawn Patrol”, siger Björn.

”Sverige havde det mindste team, så det var fint da vi fik Jans kammerat Mike Murphy som hjælper den sidste uge. Det gav lidt flere kræfter, men selv med en mandskabsmæssig opgradering lærte vi hurtigt, at de store teams havde meget større ressourcer end os. Det anvendte de eksempelvis til at få information fra vejr-apps, flarm-data og andre online-data til at forbedre piloternes performance”, siger Björn.

Team Captain Björn Svensson og Jan Hasslid med det officielle Texas-“Lone star”-flag.

”Hver aften brugte vi et par timer på at analysere dagens flyvning for at identificere hvad som kunne forbedres. Her var det tydeligt, at de bedste piloter stort set aldrig stoppede op og cirklede i længere tid, eller vendte næsen den modsatte vej”, forklarer Björn.

”De fandt de bedste termikbobler og blæste op med 7-8 meter i sekundet med minimalt tidsforbrug”.

”Det var her, at det virkelig gik op for os, at det var verdens bedste piloter vi fløj med. Det var en oplevelse af ”tight competition”. Alle piloter var så dygtige”, siger Björn.

”Det bedste moment fra rejsen til VM i USA? Det var indtrykket fra første gang alle var samlet i aulaen til briefing, og vi så de 22 lande, piloter og crews”.

”Der var mange folk der, og man forstod pludselig betydningen af et VM. Det var de bedste folk i deres respektive lande, og alle havde kæmpet og jobbet hårdt for at komme til eventet”.

”At se dette var rigtig heftigt, og det var få forundt at opleve dette som team”, konkluderer Björn, som dog har et forbedrings-moment til næste gang, han skal være hjælper:

”Vi var rejst fra Sverige med for få team-t-shirts. I det varme vejr måtte vi vaske svedigt tøj i en non-stop proces. Næste gang skal vi have flere trøjer med”, griner han.