Hvor er kvinderne?

Link to automatic translation

Til flyveklubbens introaften dukkede der 25 ældre mænd op og mig. Mændene synes fortællingen om aerodynamik var uhyre interessant, mens det eneste jeg tænkte på, var hvornår mon kunne prøve at flyve sådan et svævefly!”

Ordene kommer fra danske Christina Solberg om sin intro til svæveflyvning til NORDIC GLIDING.

Vi lader billedet stå et øjeblik – for Christina er en rigtig ”glider-Geek”, som scorer 110 % på entusiast-skalaen. Alligevel bemærkede hun selv, at der var forskelle på mænd og kvinders fokuspunkter i svæveflyvningen. Det skal vi se lidt nærmere på her.

Kvinder udgør i runde tal 50 % af befolkningen, men er desværre ikke repræsenteret i svæveflyvningen med samme vægt.

I de nordiske lande udgør kvinderne mellem 7-10 % af medlemmerne. Det er forsvindende lidt – men hvordan kan det være – ud over at konkludere, at sådan har det ”altid været”?

Men det er jo mystisk, set lidt fra afstand. Mænd og kvinder burde være lige i sporten. Det kræver ingen stor muskelstyrke at være svæveflyve-pilot, men derimod nysgerrighed, omtanke og passion. Men hvad er så årsagerne? Jo, der er faktisk flere, når man dykker ned i materien.

I 2020 lavede den danske svæveflyve-pilot og antropolog Perle Møhl, som også udmærker sig ved at være denne skribents trofaste klubkammerat, en større undersøgelse af mænd og kvinder i 3 forskellige luftsportsmiljøer, nemlig faldskærmssport, hang- og paragliding og svæveflyvning.

Pilot i profil: Perle Møhl, kvinde, antropolog og svæveflyver

Rapporten som kom i 2020 hedder ”Luft under vingerne”, og analysen tager sit udgangspunkt i kvantitative og kvalitative data fra en spørgeskemaundersøgelse besvaret af 677 svæveflyvere af begge køn.

Den 140-sider lange rapport er et digert værk, så her går vi direkte efter struben på konklusionerne.

For det første slår rapporten fast, at alder og køn formentlig har en betydning, når nye medlemmer møder potentielle rollemodeller. De mandlige svæveflyvere er ældre end kvinderne i sporten (50 år i gennemsnit vs. 39 år for kvinderne).

Dermed er det første som potentielle kvindelige medlemmer møder, ældre mænd, og som ”de måske har svært at se som rollemodeller”, som det står i rapporten.

Er der mange kvinder i en klub, er der tendens til, at der kommer flere. Måske er det fordi kvinderne så lettere kan identificere med klubbens medlemmer? Det virker som et logisk argument.

En anden interessant tendens i rapporten er, at kvindelige klubmedlemmer har færre (eller ingen børn) sammenlignet med deres mandlige klubkammerater. 47% af de kvindelige respondenter og 66% af de mandlige respondenter mellem 25 og 45 år har børn under 18 år. Ingen af de kvindelige respondenter har mere end 2 børn, mens 25 % af de mandlige medlemmer har både 3 og 4 børn.

Det kunne tyde på, at kvinderne, som har børn, oplever en større grad af besvær med at forene pilot-liv og familieliv, hvor det tilsyneladende har mindre konsekvenser for mændene. Kvinder med børn er altså mindre tilbøjelige til at melde sig ind i en svæveflyveklub end deres mandlige kollegaer.

Rapporten dokumenterer også en klar forskel i den måde, hvorpå kvinder og mænd rekrutteres og tiltrækkes til sporten.  Data fra undersøgelsen viser, at mændene i langt højere grad møder op til ”åbent hus” uden at have kammerater eller familie, som er en del af sporten.

Kvinder har en større tendens til at blive medlemmer, fordi de enten har en partner, familie eller venner som i forvejen er svæveflyve-piloter. Der er altså en social faktor, som er vigtige for kvinderne. Den forskel er meget vigtig, når man skal tænke i rekruttering. Her er nogle glade deltagere til Segelflygets dag i Borås SFK, Sverige.

Kvindelige instruktører søges

Undersøgelsen afdækker, at mændene totalt set i højere grad har aktive klub-poster (praktiske jobs, bestyrelse, instruktør osv.) end kvinderne – her er det 60 % af de mandlige medlemmer vs. 40 % kvinderne.

Der nævnes det faktum, at de kvindelige svæveflyvere ofte har haft en kortere karriere i sporten end mændene og derfor ”ikke er indgået mere aktivt i klublivet”.  Dog skal det nævnes, at fordelingen af kvinder og mænd i bestyrelses- eller udvalgsposter er ganske lige.

Den allerstørste forskel kommer dog i antallet af instruktører. Her er det bare 4 % af de kvindelige respondenter som angiver denne status, mens det er næsten 24 % af mændene er instruktører.

Stein Marius Pedersen, Trude Liavåg og Mikołaj Stolarski stillede op, da NORDIC GLIDING besøgte NTNUs flyveplads i Oppdal i 2019. Det er også et foto af en glad kvindelig instruktør med sine to glade elever. Desværre bliver kvindelige svæveflyvere i langt lavere grad instruktører end deres mandlige kammerater. Instruktørrollen er en meget vigtig rollemodel i klubben og er mange gange klubbens ansigt udadtil overfor nye medlemmer. Men hvordan skal nye kvindelige elever få rollemodeller uden at have nogen at spejle sig i? Derfor er denne tendens ekstra negativ.

Instruktørgerningen er en væsentlig rollemodel og kulturskaber i klubben og for nye elever, og derfor er det ekstra ærgerligt, at der ikke er flere kvindelige instruktører.

Glæde ved natur og samvær

Hvad angår glæden, farten og spændingen ved flyvningen afslører rapporten ingen væsentlige kønsmæssige forskellige, men det er dog værd at tage med, at kvinderne i langt højere grad siger, at de sætter pris på at være ude i naturen på flyvepladsen og i luften, hvilket kan anvendes mere offensivt i PR-regi. Kvinderne i undersøgelsen vægter desuden det sociale element i klubben højere end mændene.

Køn og risiko-opfattelse

Det er et veldokumenteret fænomen, at kvinder og mænd opfatter risiko forskelligt. Et godt eksempel er en 20 år gammel amerikansk undersøgelse af forholdet mellem flyvesikkerhed og køn, hvor man analyserede 431 havarier med mandlige og kvindelige piloter i fritidsflyvning. Det viste sig, at de mandlige piloter var overrepræsenterede i havarier, hvor temaet risikovillighed spillede en rolle.

Til gengæld var kvinderne overrepræsenterede i typer af havarier hvor ”handling” af flyet var et tema – fx under start og landing.  Men når mændene havarerede var det ofte mere alvorligt end kvinderne.

Denne forskel på mænd og kvinder manifesterer sig måske også i den aktuelle svæveflyve-undersøgelse, hvor hovedparten af mandlige svæveflyvere angiver, at de slet ikke eller i ringe grad føler sig utrygge ved at flyve.

Her er der flere kvinder, som oplever, at risikoen ved at flyve svævefly spiller en større rolle – specielt de kvinder som har børn. Om de mandlige piloter har børn, ændrer tilsyneladende ikke deres risikoopfattelse.

Rapporten påpeger, at det i klubber at tale åbent om risiko og utryghed ved flyvning kan være befordrende for kvinders deltagelse – i øvrigt også for mænds, for der er også en mindre andel af mandlige piloter, som oplever elementer af utryghed ved svæveflyvning.

Det skal man tage ret alvorligt – for hvem vil være medlem af en klub, hvor flyvesikkerhed negligeres eller hvor det at tale om risici anses for at være et tegn på, at man ikke er ”et rigtigt medlem af familien”? Det ligger selvfølgelig dybt i den individuelle klubkultur, og her er der også et indbygget dilemma i, at vi som sport hylder de individuelt store præstationer og rekorder – noget, som der ofte kræver, at man flytter grænserne.

At der er forskel på mænd og kvindes risikoopfattelse kan meget vel også forplante sig til fx skolingsfasen, hvor man ud fra dette kan tænke, at nogle kvinder er længere om at lære at flyve, fordi de er forsigtige, hvor karikaturen af den mandlige elev er mere ubekymret. Det er dog spekulation fra redaktionens side, men værd at reflektere over.

Ja, det er sjovt at være svæveflyver. Det typiske medlem er en mand og af en moden alder, som i øvrigt byder kvinderne hjerteligt velkomne. Men hvorfor er det svært for kvinderne at “komme ind” i sporten, til trods for mændenes velvilje? Har vi fokus på forkerte parametre i rekruttering? Undersøgelsen peger på flere elementer, hvor kvinder og mænd oplever verden forskelligt.

Klubkultur og glæde

Undersøgelser afdækker også, at svæveflyverne generelt synes, at der er en god “kultur” i deres klub, dvs. gode omgangsformer og respekt for hinanden: hhv. 86% af kvinderne og 88% af mændene svarer, at dårlig klubkultur slet ikke eller i lav grad begrænser deres flyveglæde.  Enkelte kvinder svarer dog i den åbne svarmulighed, at det kan være svært at være den eneste kvinde i klubben. Langt de fleste kvinder angiver dog, at de ikke har problemer med at blive en del af fællesskabet.

Der er dog desværre tendens til, at flere kvindelige svæveflyvere oplever, at de er påvirkede af diskriminerende adfærd som begrænser deres flyveglæde (ikke nødvendigvis kønsdiskriminerende adfærd, det kan også være episoder, hvor man oplever, at andre behandles dårligt osv.).

For kvinderne er 14% i høj eller nogen grad påvirkede af oplevelser med diskriminerende adfærd, imod 5% af mændene. Interessant nok så nævner flere mænd i de åbne svarmuligheder ”klassiske” problematiske klubfænomener som ”Alfa-hanner”, ”gamle han-aber”, ”silverbacks” osv., som ikke respekterer yngre eller uerfarne klubmedlemmer.

Flere nævner også det problematiske fokus på strækflyvningsbedrifter eller pralen, som kan virke afskrækkende på uerfarne piloter.

En relativt stor andel af kvinderne (cirka 1/3 af kvinderne) i undersøgelsen oplyser, at de har oplevet diskriminerende adfærd overfor kvinderne i sporten. Her er det bare hver 12. mand som siger, at de har set diskriminerende adfærd over kvinder i sporten. Så her ser man meget forskelligt på verden.

Negative elementer kan være, at kvinderne oplever, at der ikke er tiltro til deres evner – fx at de ikke får ansvar for tekniske aspekter, vedligehold osv.

Men der kan også være ”positiv diskriminering” i form af ekstra opmærksomhed, hjælp og assistance.

Andre forhold som kvinder omtaler i undersøgelsen som en begrænsning på flyveglæde kan være simple elementer som fx manglende toiletforhold på startstedet.

Størstedelen af mændene i undersøgelsen mener, at flere kvinder ville være en fordel – ja, ligefrem forbedre klublivet. Her er det Trine Varmer fra Nordsjælland som gør alt hvad hun kan for at booste køns-fordelingen sammen med Frederik Nøddelund fra Vejle. Det er ikke bare i fritids-regi, at Trine er flyvende. Hun er nemlig også snart klar som flymekaniker i SAS. Et job som (også som svæveflyvningen) traditionelt har været domineret af mænd.

Men det er tilsyneladende ikke mangel på vilje i sporten, som hindrer kvinderne. Langt størstedelen af mændene i undersøgelsen siger, at flere kvinder ville være en fordel – og over halvdelen mener, at det decideret ville forbedre klublivet.

Paradoksalt nok så er tilslutningen til projekt ”flere kvinder i sporten” lidt mindre hos kvinderne og 15 % af kvinderne mener endda, at det ikke ville være nogen fordel, hvis der kom flere kvinder i svæveflyvningen. Hvad handler det nu om?

Perle Møhl skriver, at det måske enten handler om, at respondenterne ikke synes, at køn ikke er særlig vigtigt, eller at man som kvinde – måske – føler sig godt tilpas som kvindeligt mindretal blandt mange mænd.

Et øjebliks koncentration før start for Gunilla Lindell, Landskrona, på SM i Feringe.

Kan vi nu ikke bare flyve?

I disse tider med skarpt fokus på køn er det også interessant, at Perle Møhl bemærker et gennemgående tema i svarene. Nemlig er, ”at de fleste medlemmer af begge køn egentlig bare ønsker, at mænd og kvinder blev behandlet, undervist, tiltalt og kunne udøve deres svæveflyvning på lige fod med mænd, uden skelen til køn. Det gælder også de medlemmer, som generelt er skeptiske overfor hele undersøgelsens formål og ønsker, at der ikke blev fokuseret så meget på køn”, skriver hun.

“Kan vi nu ikke bare flyve?”, som de siger.

Hvad skal vi gøre fremadrettet?

Men ingen panik. Grundproduktet svæveflyvning er naturligvis også en interesse for kvinder – men skal man tro undersøgelsen, er det på en lidt anden måde end den ”maskuline” svæveflyvning.

Hvis vi skal appellere mere til de resterende 50 % af befolkningen, så er det klogt at tænke over, at vi skal have …

• Mere fokus på ”soft values” (naturoplevelser, det sociale) – og ikke så meget på performance og vilde rekorder.
• Fokus på at ”flere kvinder giver flere kvinder” – altså kvinde-grupper /flyvedage og flere kvinder i nøglefunktioner og rollemodeller som instruktører osv.
• Fokus på at fremvise kvinder i mediebilledet af svæveflyvningen. Men slid dem ikke op!  De fleste kvinder vil bare gerne flyve og ikke misbruges som PR-værktøjer.
• Forståelse for, at kvinder i højere grad end de mandlige svæveflyvere oplever, at ansvar overfor familie og børn er en bremse for at kunne svæveflyve.
• Forståelse for, at kvinder og mænd kan have forskellige tilgange til indlæring af flyvning, og at der kan være forskellige opfattelser af hvad som opleves ”trygt” og hvad som er ”utrygt”.
• Forståelse for, at det måske ikke er så festligt at skulle gå 1 km hver gang man skal tisse.

Det KAN være svært at være svæveflyver  – det kan være dårligt vejr, termikken kan være vanskelig, og det kan tage lang til at lære at flyve, men det skal ikke være svært at være svæveflyver på grund af køn.

I den 140 sider lange undersøgelse er der langt flere nuancer og delelementer end der kan redegøres for i denne artikel, så det anbefales alle – og specielt klubfunktionærer m/k – at læse den.

Kvinderne er digitale

I øvrigt er det interessant at bemærke, at andelen af kvindelige læsere på www.nordicgliding.com er 2-3 gange større end deres medlems-andel i forbundene. I Danmark er 24 % af de besøgende på nettet kvinder, i Sverige 22 % og i Norge 18 %.

Med de cirka 10 000 unikke danskere (11 000 svenskere og 8000 unikke nordmænd) som har læst artikler på sitet sidste år, svarer det til, at fx over 2000 individuelle danske kvinder har været i kontakt med sporten gennem indhold på NG og med tilsvarende tendenser i Sverige og Norge. Disse antal og andele af kvinder ser vi ikke i flyveklubberne – endnu, men på den digitale platform har vi kontakten.