Hvorfor valgte Lars og Morten en AS 33 Me?

Morten Bennick efter første start i AS 33 Me. Ansigtsudtrykket afslører nok, at han nu glæder sig til om 3 år hvor flyet leveres!

Link to automatic translation

Hånden på hjertet, det kan være svært at skrive en rationel artikel om det fornuftige i at investere i en helt ny flyvemaskine, både når man tænker på prisen og leveringstiden. Ikke desto mindre så er det som vi har gjort, og flyet er bestilt, AS 33 Me.

Så nu er det bare at vente på, at det bliver leveret om godt 3 år. Det kan også være svært at være helt objektiv efter, at flyet er bestilt, men jeg vil her prøve at gøre mit bedste for, hvorfor det er AS 33 Me der er valgt.

Lars og jeg har haft fly sammen i de sidste 24 år. I 1999 købte jeg mig ind på Lars’ ASW-20F, den havde vi meget glæde af indtil 2013, hvor vi opgraderede til en brugt Ventus 2cT med hjemhentningsturbo.

NG tester: AS 33 Me – Schleichers “Dreamglider”

Turboen har givet en masse ekstra flyveglæde og ikke mindst sparet os for en del udelandinger.. Når man nærmer sig 60 år, så kan det godt være komfortabelt at starte turboen og flyve hjem uden at bruge søndag aften på en mark.

Ventus 2cT har været et godt bekendtskab, og jeg kunne skrive en meget lang artikel om det super-harmoniske fly. Vi kunne dog se, at de kammerater som havde et selvstartende fly havde mulighed for at komme til at flyve på hverdage og ligeledes havde mulighed for at starte tidligere på dagen. Vi har dog også kunnet se at fossil-drevne motorer ikke altid var helt pålidelige. Så vi har været lidt tilbageholdende ved at opgradere flyet til noget med selvstart.

Som tiden er gået, er der kommet flere og flere eldrevne selvstartende svævefly på markedet. Simple og driftssikre motorsystemer med lille vedligehold og som er lette at bruge, gjorde at det blev enklere at træffe en beslutning om at opgradere. Vi gik derfor i gang med at undersøge mulighederne. Vores primære krav var følgende:

• 18m,
• Flaps,
• 600kg,
• Indtrækkelig motor
• Selvfølgelig skulle flyet være let at flyve,
• Det skal være let at samle etc.

Men hvorfor nu vælge et eldrevet selvstartende svævefly:

Det er simpel teknologi, det eneste der bevæger sig er elmotoren og propellen; Let betjening, ingen opvarmning, der er begrænset vedligeholdelse og begrænset larm i cockpittet når motoren kører. Der er dog en væsentlig ting som er forskellig fra fossile selvstartere, nemlig rækkevidden, som er markant mindre i et eldrevet svævefly. Spørgsmålet er, om det betyder noget?

Rækkeviddeangst?

Først lidt fra den automobile verden: De fleste har hørt om udtrykket ”Rækkeviddeangst” inden for bilverdenen. Udtrykket dækker over, at man er bekymret over ikke at kunne nå den næste ladestander og som konsekvens derfor lader for ofte.

I tilfældet med AS 33 Me har man cirka 130 km til rådighed efter en start til 500m. Kigger jeg i min logbog, så er den længste tur jeg har haft med turbo omkring 80 km, og dette er over en periode på 20 år.

Så hvis jeg havde haft en AS 33 Me i de sidste 20 år, så havde jeg ikke haft nogen udelandinger grundet manglende rækkevidde. Da jeg endvidere har muligheden for at søge termik længere ned med en AS 33 Me end en turbo, så vil det givetvis også have betydet, at jeg havde brugt motoren lidt mindre. Hvis jeg begynder at flyve længere flyvninger, så kan det ikke afvises, at jeg på et eller andet tidspunkt ikke kan nå hjem, men jeg vil nok altid kunne komme til en flyveplads hvor jeg kan lade op – hvis jeg husker lade-apparatet! (Schleicher har tanker om at indbygge laderen, red.)

Det skal nævnes, at FES med foldbar propel også er blevet overvejet, og selv om det er det ultimative letteste system at bruge, så giver det ekstra modstand, når systemet ikke bruges (målt L/D 1-2 minuspoint, red.), ligesom det var svært at finde et fly som kunne selvstarte med FES, når der var en fuldvægt på 600kg.  Jeg har set selvstartende FES-fly, og selv om det virker, så ser det lidt lavt ud, når de starter.

Det betød i princippet, at der var 2 fly på markedet, AS 33 Me og JS3 RES.  Schempp-Hirth har ikke selvstartende elektriske fly, og Diana-4 er endnu ikke klar. Antares kom ikke i betragtning, da spændvidden er 20m.  Så vi hentede excel-arket frem og gjorde os en masse betragtninger om fordele/ulemper ved de 2 fly.  Begge er fine svævefly, men både Lars og jeg var mest stemt for Schleicher, selv om der var en bestemt ting som vi var lidt bekymret for: Vægten af inder-vingerne er tunge grundet batterierne. En tur til Schleicher for at se både motorkonstruktionen på en AS 34 Me (det er den samme som AS 33 Me) og ikke mindst se hvilken løsning der var for at håndtere indervingerne når det skulle samles, gav os ro i sindet på det område.

Lars assisteres af Patrick fra Schleicher før sin første start.

Flyet er hurtigt i luften efter at have rullet på cirka 175 meter asfalt. Her er det Morten Bennick, som får dagens første start.

Lars Sverre Rasmussen prøver også en start.

Flyets konstruktion og præstationer blev der kigget meget på: JS3 havde allerede fløjet ved mange konkurrencer, og det var let at se, at den havde gjort det godt. Der er simpelthen ikke lige så mange AS33 på markedet til, at der er data nok. Jeg havde fløjet ASG 29 til EM i 2017 og min erfaring var, at den eneste som ASG29 ikke kunne følge med på glidet var EB29R, og AS 33 er nok bedre, og den er endvidere 4 år yngre end JS3, så der har været gode muligheder for at optimere flyet. Mange samtaler med AS33-piloter gav anledning til entusiasme med hensyn til præstationerne

En anden bekymring vi havde var den høje planbelastning (50 kg/m^2). Så der måtte både studeres diverse film på internettet og snakkes med piloter om hvad deres erfaring var med flyet når man fløj med vand, og det fjernede den bekymring fuldstændigt.

Både muligheden for at prøveflyve AS 34 Me med samme motorsystem under et tidligere besøg hos Schleicher – læs den artikel her – og ikke mindst at se motorinstallationen var noget der havde stor indflydelse på beslutningen om, at vi efter lidt betænkningstid, lagde bestillingen ind på en AS 33 Me.

Flere andre piloter flyver allerede AS 33, men med Es-benzinturbo – danske Peter Eriksen rapporterede om sine første indtryk med at gå fra ASG 29 til AS 33 i denne tidligere artikel i Nordic Gliding. (læs artikel) 

Prøveflyvning af AS 33 Me

I april måned 2023 havde vi så mulighed for at prøve flyet samtidig med Nordic Gliding, og selv om jeg (Morten) er lidt forudindtaget (vi har jo bestilt), så vil jeg her prøve at være så objektiv som overhovedet muligt, Robban har allerede lavet sin fine prøveflyvningsrapport, og det er nok så som så med at være objektiv eftersom jeg sidder med et stort bredt smil på læben.

Patrick fra Schleicher giver os en god gennemgang af flyet og procedurerne i forbindelse med start og landing. Flyet bliver rullet ud til start, og lige så elegant det er at se på, så er det noget tungt at skubbe frem, hvis banen er blød. 400 kg fornægter sig ikke.

Flyet bliver linet op på bane 24, og jeg bliver placeret i cockpittet. Der gives endnu en instruktion i hvordan flyet er under start og landing.

Motoren køres op, og startknappen (den burde nok hedde bekræftelse) aktiveres. Patrick træder til side,  og jeg er klar. Gashåndtaget trykkes i bund, og flyet accelererer hurtigt ned ad banen. Man skal sidde med pinden helt tilbage, når man starter, indtil flyet letter.

Krængerorsvirkningen er god lige fra starten, så der er ingen grund til at starte med negative flaps i starten. Bare hold den i position 5. Efter cirka 200m letter flyet, pinden føres frem, og der stiges med 105 km/t. I 150m højde reducerer jeg effekten til 25 kW. Dette gøres for holde temperaturen på batterierne nede.

Da jeg passerer 300m, tages hjulene op, det er lidt tungt, så det er først i andet forsøg at det lykkedes at få det op (det var lettere på AS 34 Me, men der var heller ikke optrækkeligt halehjul).

I 500m standser jeg motoren og fælder den ind. Det er piece-of-cake: kør håndtaget helt i bund. Automatikken klarer resten. Det betyder, at når der skal flyves stræk i flyet, er de mentale ressourcer ikke fuldt optaget af håndtering af motor og kan bruges på andre opgaver.

Fra man aktiverer motor-udfældningen til motoren kører med fulde omdrejninger, går der ca. 15 sekunder. Der er ikke behov for at dykke fart på flyet.

Det her er min første tur i en AS33, og selv om jeg har været meget glad for at flyve Ventus 2cT, så må jeg nok erkende, at det er sket meget udvikling de sidste 30 år. Den er super-hurtig på rorerne, og det er en fornøjelse at vælte den fra side til side. Den virker umiddelbart mere harmonisk end jeg husker ASG 29.

Desværre er der ikke meget termik, så rimelig hurtig må jeg erkende at der skal landes igen. Ud med hjulet og gør klar til landing på Huhnrain. Jeg kommer ind med lidt ekstra højde, så der er ro på finalen. Flaps sættes i L, Schleichers krængeror/flaps mixer system betyder, at krængerorne ikke følger med ned, så der er god krængerorsvirkning selv med landingsflaps.

Landingsflaps er meget effektive.

Da jeg placerer mig for landing på den korte asfaltbane (400 m), synes jeg lidt højt og bruger de effektive luftbremser, men må dog hurtigt erkende, at de skal en del ind igen. Flapsene er rigeligt effektive, så der skal kun bruges lidt bremser på resten af finalen. AS 33 Me har en meget effektiv hjulbremse, og da hjulbremsen er koblet på luftbremsen, skal de være lidt skubbet ind, inden man sætter flyet. Herefter rulles op til den anden ende af banen.

AS 33 Me er super-let at flyve, og præstationerne er helt i top. Det har desuden et dejligt simpelt motorsystem, og man sidder skønt og komfortabelt i cockpittet. Det skal nok blive en vinder for Lars og jeg!