”I det mindste er der køligt i 4000 meters højde”

Strategimøde i den airconditionerede pavillion. Siddende fra venstre, Poul Kim Larsen, Rasmus Ørskov, team captain Kristian Sterndorf Hansen og Michael Mix. Stående: Jan Granvig Dahl. Med ryggen til – Dren Meri og bagerst i lokalet Rasmus’ hustru Karla.

Link to automatic translation

At følge et VM på den anden side af jorden er en syret oplevelse med 10 timers tidsforskel; Læser man opdateringerne over morgenmaden, er deltagerne til VM i Narromine i gang med at spise aftensmad, og mens man i Norden sover trygt, kæmpes der om placeringerne på den anden side af kloden.

Så hvordan går det egentlig med de nordiske deltagere til VM?

”I dag har vi en hviledag. Det kom lidt som en overraskelse for os, da vi bare har fløjet 4 dage. Der var varslet lidt CB-udvikling, men vejret har været absolut brugbart i dag”, fortæller 39-årige Rasmus Ørskov (læs NG’s 2018-portræt af Rasmus her), over telefonen, da NG ringer for at lodde stemningen.

”Med tanke på, at det har været meget dyrt at stille op hernede, så kunne vi godt have brugt tiden lidt bedre end at aflyse dagen, mener han.

VM i Australien: Støtteaktionen blev en succes for Michael Mix

”Der er også en tendens til, at vi bliver slæbt op lidt for sent på dagen, så de 4-500 km vi flyver, kunne godt have været 750 km-tasks, som vi fløj til VM i Ungarn sidste år i samme vejrtype”, siger Rasmus.

Basen er høj, og i går var Rasmus i 4000 meter flere gange. Det er dog ikke ensbetydende med, at termikken er let at flyve, for boblerne kan være kortlivede:

”Det kan godt være en udfordring, hvis man på afstand ser en masse fly ligge højt i termikken. Når man så ankommer til boblen, er den enten død eller har sluppet forbindelsen i lavere højde”, fortæller han.

Derfor er det en stor fordel af flyve tæt sammen med team-kammerater eller drage fordel af andre fly, som kan markere termikken i umiddelbar nærhed.

For at minimere gaggle-flyvning, trængsel på startlinjen og for at tvinge deltagerne til at træffe selvstændige taktiske beslutninger – frem for at følge blindt efter toppiloterne – skal starten markeres med en såkaldt PEV, Pilot Event Marker. (Læs fx denne artikel om IGCs tanker om flight safety til mesterskaber)  I praksis skal piloten trykke på en knap, derefter går der et forudbestemt tidsrum inden piloten kan starte.  I starten i Narromine var det 5 minutter, men nu er det 10 minutter. Dette gør det i praksis meget svært at hægte sig på andre piloter.

Rasmus Ørskov og Michael Mix aftaler slagets gang.

Michael Mix har her fundet sig en god mark.

Men bliver senere hentet i flyslæb.

Rasmus med belønningen for 4. dagens dagssejr i klubklassen.

I Klubklassen har Michael Mix og Rasmus Ørskov naturligvis fløjet meget sammen, også med Thies Bruins fra Holland, som der er god kemi med.  Men i forgårs hvor Rasmus scorede en flot dagssejr med respektable 122 km/t over 436 km, kom Michael Mix i LS3 desværre ikke med op i termikken, og det endte med en sikker udelanding cirka 75 km km vest for Narromine – heldigvis havde Mix udset sig en god mark, og han blev senere hentet tilbage i flyslæb.

”Der er mange gode muligheder for udelandinger hernede”, siger Rasmus Ørskov.

”Der er er mange gårde som har egne airstrips. Der er dog også store øde områder med rødt sand, som ligner hede. Men selv på disse steder er der grusveje, som man måske kan bruge. Tidligere i konkurrencen var der en pilot som landede ude, og på grund af forkerte koordinater blev det lidt svært at finde ham og flyet. Nu har vi fået nogle strobes som vi kan placere på flyet. Vi flyver desuden med ekstra vand. Jeg har dog haft fin mobildækning under alle flyvningerne, så trods det øde terræn kan man komme i kontakt med omverdenen”, fortæller han.

Rasmus har også glæde af en god infrastruktur og et godt hjælper-team:

Jørgen Thomsen (som er gift med Rasmus’ mor, Birgitte) kan fikse stort set det hele, og på stedet har han koordineret lån af en australsk ASW 20 til Rasmus:

”Jørgen har nok brugt mellem 70 og 100 timer på at trimme og opgradere den lånte ASW 20, bl.a. med S100-variometer og Hawk-vindindikation. Det fungerer rigtigt godt”, kommer det fra Rasmus.

Jørgen Thomsen med en af de lokale.

Kontrol af Rasmus’ fly.

Rasmus og Karla.

Rasmus hjælper her vertikalt udfordrede lokale Rotary-folk…

”Min mor, Birgitte Ørskov, har fundet et rigtig godt AirBnB cirka 20 minutters kørsel fra flyvepladsen på en gård. Ejerne er meget venlige. Hver morgen laver Karla en madpakke til mig og sørger for rigeligt med vand tilsat sportsdrik, så vores elektrolytter er i balance i den ekstreme varme”, fortæller Rasmus.

Det er dog ikke bare klimaet som kan være farligt på disse breddegrader:

”På briefing er vi blevet advaret om meget giftige slanger som er blevet set omkring flyvepladsen, og desuden er der også giftige insekter i form af ”redback”-edderkopper” som gerne gemmer sig i små mørke steder, siger Rasmus.

Det giver ny motivation og mening til begrebet cockpit-tjek!

Med dagssejren i forgårs er Rasmus Ørskov bedst placerede danske deltager, og med bare 107 point op til førstepladsen er der fortsat noget at flyve efter i klubklassen – måske et dacapo af hans klubklasse-verdensmesterskab i 2018?  Sidste konkurrencedag er 15. december, så der er masser af chancer endnu.

Michael Mix i klubklasse-LS3 lagde også hårdt ud, men gårsdagens udelanding kostede en baglæns rutschetur 10 placeringer ned i listen til en 17. plads.

Poul Kim Larsen (15 m) og Jan Granvig Dahl.

Eneste danske deltager i 15-meterklassen er Poul Kim Larsen som p.t. befinder sig på en 24. plads. I forgårs fløj han 544 km med 103 km/t, hvilket lyder helt allright. Men han deler også badevand med typer som Uys Jonker og Sebastian Kawa. Dagsvinderen Uys Jonker fløj sin egen maskine med et snit på 147 km/t, flankeret af Kawa som egentlig fløj 2 km/t hurtigere (149 km/t) i Diana 2, men som fik 50 strafpoint grundet start udenfor PEV-tiden.

Poul Kim på vej hjem, flankeret af regn og lyn.

Poul Kim har dog ikke mistet kampgejstren, trods forhindringerne undervejs: ”Ved det første vendepunkt døde min Flarm og derfor frøs min Oudie. Derefter skulle jeg sidde og fedte med Nano og vælge vendepunkter manuelt. Nogen har bestemt, at det bjerg jeg skal bestige er stejlt og højt … men jeg klatrer!”, slutter han.