I en tynd tråd

Link to automatic translation

NORDIC GLIDING møder 43-årige Thomas Dantoft på en 72 timers vagt i redningseskadrillens hangar i Roskilde Lufthavn, cirka 25 km sydvest for København.

Her er han en del af det statslige redningsberedskab, som står klar til udrykning 24 timer i døgnet. Opgaverne er virkeligt mangeartede – lige fra redning af søfolk til eftersøgning af demente – og alle andre tænkelige variationer over dette tema, hvor en hurtig indsats fra luften og efterfølgende direkte transport til specialiseret hospital kan være afgørende for liv eller død. Det kommer vi tilbage til.

Thomas har været svæveflyver siden 1995 og har i sin over 25 år lange ”karriere” fløjet en del – logbogen dokumenterer over 2000 timer i luften, og det passer Thomas fint. Her har Thomas som instruktør i Kolding Flyveklub sendt John Svane Hansen solo. Thomas er i øvrigt også Formand og Materielkontrollant i Koldingklubben. (foto: privat)

Thomas starter i sin lille fine Libelle til DM i 2018 på Arnborg. Kontrasten mellem valg af fly på job og fritid kunne dårligt være større. Men at komme op i luften – det er der, som tæller, siger Thomas.

Thomas foran flyet på job. En 3-motors 15 ton-tung EH-101. Det er ingen Libelle, men fungerer bedre, når man en vinternat skal 200 km ud i Nordsøen i en snestorm!

Jeg elsker virkelig at flyve, og det gælder både fritid i svæveflyvningen og på jobbet i den store EH-101-helikopter. Selv om jeg ikke sidder og styrer i cockpittet, får jeg virkelig set Danmark fra luften”, siger Thomas om sin dagligdag, og man fornemmer ganske rigtigt, at han er landet på rette sted.

Som i en svæveflyveklub

”På jobbet bruger jeg mange af de kompetencer jeg har fra min svæveflyveklub. Dem som klarer sig godt socialt i en flyveklub, vil også klare sig godt i en redningseskadrille. Vi er på vagt i 72 timer ad gangen, og der er mange små opgaver som skal løses undervejs for at få det hele til at køre.

Det er lidt ligesom at have en vagt i en svæveflyveklub. Dem som har godt humør, energi og som tager ansvar vil altid få det optimale ud at situationen begge steder”, fortæller han over den obligatoriske kaffe i hangaren.

Det udsagn tror vi selvsagt på, og der er også temmelig meget flyveklub over helikopterhangaren; Der er flyve-gear overalt – fotos på væggene, souvenirs og hilsener fra patienter. De i alt 6 personer bestående af 2 piloter, en maskinist, systemoperatør, redder og en læge skal tilbringe mange timer sammen, så det er nødvendigt at stemningen er god.

Thomas (i midten) og kollegaerne den dag, NORDIC GLIDING besøgte ham. Lægen er ikke med på billedet.

SAR-Hangaren i Roskilde Lufthavn

Thomas er på vagt 3 dage af gangen. Det er lidt ligesom at være i en svæveflyveklub. Den som tager ansvar for opgaverne og er en god kammerat vil trives her. Her er der købt ind til 3 dage. Det er vigtigt at have menuen på plads inden alarmen går.

I hangaren er der souvenirs fra tidligere redningsaktioner som en påmindelse. Bag hver redningsvest eller objekt ligger altid en hjertegribende historie.

Teksten siger nok det hele…ofte er Thomas og kollegaerne forskellen på liv eller død. Her var en tysk familie kommet væk fra båden midt i Storebælt, og uden helikopteren var det nok ikke gået.

“Skalperet sømand i Storebælt” – ja, eskadrillen flyver til det hele.

Et foto som hænger på væggen i SAR-hangaren. En skoleklasse på besøg? Næh, det er efterskoleeleverne som kæntrede med en dragebåd i Præstø-fjord d. 11. februar 2011 sammen med et af de crews som stod for eftersøgningen. Af de 13 elever, endte 7 af eleverne med hjertestop i det 2 grader varme vand. En helt utroligt omfattende og hjertegribende redningsaktion blev sat i værk, og mange af eleverne kan i dag takke eskadrille 722 for livet. Mandskabet på redningshelikopterne stod overfor mange svære valg den dag. Ud af de 13 elever og 1 lærer omkom læreren, 1 af eleverne fik en alvorlig hjerneskade. Ulykken er siden hen blevet læringsobjekt for læger og redningsberedskabet.

Mellem de selvsagt professionelle opgaver som skal løses er der god plads til den kammeratlige mobning, jokes og det altoverskyggende emne, nemlig hvad menuen i de 3 dage skal bestå af! Det sociale er den lim som er med til gøre, at teamet fungerer også under meget alvorlige situationer, hvor der stilles ekstreme krav til performance på både mandskab og flyvemaskine.

Det er en arbejdsplads, som man ikke deltager halvhjertet i, her engagerer man sig med liv og sjæl præcis som i svæveflyveklubben, hvor Thomas både er formand, materielkontrollant og instruktør.

Perfekt job til svæveflyvning

De lange vagter i redningseskadrillen med 72 timers tjenestetid gør det også muligt for Thomas at have rigtig meget fritid, eller som han selv betegner det: ”Perfekt for en svæveflyver”.

På en 4-dages vagt  arbejder Thomas det som andre mennesker i princippet er 2 uger om. Der er dog meget fravær fra familien på de 8-10 dage om måneden hvor opholdsadressen enten er på Flyvestation Skrydstrup, Flyvestation Aalborg eller i den civile lufthavn Roskilde, hvor Flyvevåbnet også har en SAR-helikopterhangar. Ud over vagterne er der også kurser og andet administrativt arbejde, som Thomas skal varetage.

Til gengæld har Thomas ofte fri fra jobbet i cirka 7 dage ad gangen. Det betyder, at der er mange hverdage med fritid hvor det er muligt med svæveflyvning med enten sig selv i den gode gamle Libelle eller skoling med klubbens elever. Thomas har også været en mangeårige aktiv deltager i DM med Libellen, hvor han har fløjet meget konsistent til en placering midt i feltet.

”At flyve mesterskaber har også den funktion for mig, at jeg blokerer perioden i min kalender og dedikerer den eksklusivt til flyvning”, fortæller Thomas. Det hjælper også lidt, at man kan have lidt indflydelse på sin egen vagtkalender i forbindelse med jobbet på helikopteren.

Thomas på flyvepladsen.

Thomas er i øvrigt også velsignet med en forstående samlever Malou, som ud over at være svæveflyver også er aktivitetskonsulent i DsvU. Datteren Klara er i øvrigt også startet som svæveflyver.

I øvrigt er det svært at forestille sig noget større kontrast end en fjerlet Libelle på et par hundrede kg og en absolut sværvægter af en helikopter som Agusta Westland EH-101 – sidstnævnte med 3 turboskaftmotorer (4 med APU’en) og en maksimal flyvevægt på 15 600 kg.

Men værktøjet skal jo passe til missionen; Under en CU på en flot sommerdag er Libellen nok førstevalget for svæveflyveren Thomas, men scrambles han en mørk vinternat i en snestorm til en mission 200 km ude i Nordsøen, kan man nok trygt satse penge på, at det er det store grønne bæst af en helikopter som køres frem fra hangaren.

EH-101 i aktion (Foto: RDAF)

Tjek dimensionerne: EH-101 er en rigtig basse af en helikopter. Med 3 motorer, de-icing og avancerede sensorsystemer er den en fortrinlig platform til SAR-missioner.

Helikopteren parkeres altid i hangar og kan gøres klar til start på få minutter.

Så snart alarmtelefonen ringer, kører Thomas helikopteren frem for at reducere tiden. Ligger folk i vandet er selv 1-2 minutters tidsbesparelse vigtig.

Jeg elsker at flyve, siger Thomas. Og selv om man ikke selv sidder i cockpittet, kan man altid nyde udsigten. Her passerer Thomas og den store helikopter Nordsjællands SFK i det fjerne på vej hjem fra en træningsflyvning. Som svæveflyver er det interessant at se flyvepladserne rundt omkring i landskabet.

Egentlig var det slet ikke meningen, at Thomas skulle være redder. Drømmen var først at blive pilot i Flyvevåbnet, men en medical kom i vejen, så den drøm måtte opgives. Men Thomas insisterede på, at fremtiden skulle være flyverelateret, så han startede som flymekaniker i det danske flyvevåben i Skrydstrup. Her medvirkede han til, at de danske F-16-fly fungerede efter hensigten.

Portræt: GER flyver Libelle og F-16. 

”Men jeg fandt ud af, at jeg savnede det operative. Det var mest udskiftning af komponenter inden for levetiden, og det var egentlig ikke så meget egentligt mekanikerarbejde, så da jeg hørte om det at blive redder, så tog jeg chancen til at bytte karriere, og det har jeg bestemt ikke fortrudt”, fortæller Thomas, som nu fejrer sit 10. år som redder – og med en drøm om at komme i luften som blev virkeliggjort.

Thomas har været redder i 10 år.

Thomas med rednings-dukken “Fede Dorit”. Hun er meget uheldig og skal ofte reddes…

NORDIC GLIDING kan bekræfte, at det er en stimulerende oplevelse at hænge cirka 2 meter fra en skorsten på et stort fragtskib som sejler med 15 kt med den på alle måder imponerende EH-101-redningshelikopter. At hænge i en tynd stålwire under helikopteren som Thomas ofte gør, må være endnu mere interessant.

Men præcis som en spilstart ser vanvittig ud for de uindviede, er der for Thomas og resten af crewet ingen adrenalin ud over det normale. At hoiste ned på et skib er en nøje planlagt proces, hvor hele mandskabet arbejder og kommunikerer om at få opgaven løst med højst mulig sikkerhed.

Thomas gør klar til at blive hoistet ned på et skib.

Når Thomas fx skal hoistes ned på et skib for at evakuere en patient, etableres der først radiokontakt med skibet som hvis muligt får ordre til at sejle mod vinden, så helikopteren får bedst mulige betingelser. Derefter sættes helikopteren i et hover ud for skibet, hvor piloterne kontrollerer tilgængelig motorkraft. Det er for at lægge en ”battleplan” i tilfælde af motorstop i hover; Kan man blive i hover med Thomas hængende under sig på bare 2 motorer eller skal man fraflyve øjeblikkeligt?

Det er risiko-management på et højt niveau, som gør at hele operationen har et meget højt sikkerhedsniveau på trods af de yderst dynamiske forhold under missionerne – ikke 2 skibe er identisk konfigureret med master og antenner.

Der flyver nær skibet med høj koncentration fra hele mandskabet.

Hvis Thomas skal hente folk i vandet, så arbejdes der også meget aktivt for at minimere det kraftige ”rotorblast” over patienterne. Under kaffebesøget hos Thomas bliver vi inviteret med på en træningsflyvning, hvor ”Fede Dorit” bliver smidt i vandet et stykke fra Nordsjællands kyst. Hun er naturligvis en menneskelignende dukke, som Thomas og kollegaerne kan øve sig på at redde. (Dukken har i øvrigt sin egen facebokprofil!)

Her bliver Thomas hoistet ned i cirka en halv meters højde over vandet på cirka 100 meters afstand af ”patienten” i vandet. Herefter surfer han – fortsat koblet til helikopteren – hen til den forulykkede. Så undgår man at hænge direkte over patienten.

Thomas på vej ned til et skib under træningsflyvningen. Det er ikke ufarligt at hænge her, og opmærksomheden er specielt rettet mod objekter på skibet som Thomas hoist-wire kan hænge fast i.

Her er “Fede Dorit” blevet kastet i havet og Thomas er undervejs med en redning.

RAW video: Kom med i helikopteren under Thomas’ træningsflyvning

Jobbet kræver, at man er stabil og forholdsvis stresstolerant. Det er dog heldigvis temmelig sjældent, at de virkeligt ubehagelige oplevelser melder sig. Det er sket flere gange, at Thomas har måtte hente døde folk i vandet, og det er ingen fest, men en opgave som skal løses. Der har heldigvis ”aldrig været nogen missioner med børn”, som Thomas selv formulerer det, noget som alle nok inderst inde gruer for at skulle opleve.

Men der er dog altid oplevelser som sætter sig fast, og der går i dag et par unge mænd rundt og kan takke Thomas og resten af mandskabet for livet.

Ingen redningsvest, væk fra båden og nat

”Det var for et par år siden, hvor jeg havde vagt på Flyvestation Aalborg. Her blev vi på en tidlig efterårsdag omkring midnat scramblet til en sejlbåd som lå et par kilometer ude i havet lidt øst for Frederikshavn.

På båden havde der været lidt fest ombord, og 2 unge mænd havde besluttet sig for at svømme i havet efter at have drukket alkohol. Desværre var den ene person skibets kaptajn, og igen andre havde forstand på at sejle.

De opdagede desværre ret hurtigt, at båden sejlede hurtigere end de kunne svømme, og ikke længe efter var de 2 mænd borte i havet, og alt var mørkt omkring dem. De var så langt fra kysten, at det var umuligt at svømme ind, så eneste overlevelsesmulighed for dem var at blive fundet, og gerne meget hurtigt, for efteråret havde sat sit præg på vandtemperaturen som nu var temmelig kold”, siger Thomas og fortsætter:

Det var mørkt, koldt, og vi vidste, at de ikke havde redningsvest på, så vi var meget bekymrede og gik med max. speed ud fra Aalborg de 60 km op mod Frederikshavn. Heldigvis fik vores systemoperatør spottet dem med det infrarøde FLIR-kamera allerede inden vi ”coastede” ud fra kysten. Måske havde de været i vandet i cirka 1 time, og da vi fandt dem, var de meget trætte og kolde.

Da jeg blev hoisted ned til dem, sagde den ene til mig ”Jeg kan ikke svømme mere”. Så jeg er ikke tvivl om, at de kun havde kort tid tilbage, inden de ville drukne.

Vi endte med at hoiste back-up-redderen ned i vandet også, da jeg frygtede, at den anden person ville blive træt og drukne, mens jeg blev løftet op med den første person. Det var en rigtig god oplevelse at kunne hjælpe, og specielt når det er unge mennesker som har meget af livet foran sig”, forklarer Thomas om en specielt produktiv dag på jobbet.

Holder sig i form

Med en årgang 1978 har Thomas efterhånden lidt erfaring. Man bliver ikke gammel i jobbet som redder. Dertil er de fysiske krav for store, og de fleste bytter til andre roller på helikopteren, inden de er 50 år. Eksempelvis er maskinisten  også ”gammel” redder og fungerer som hoist-operatør. Det kan være en mulighed for Thomas i fremtiden.

Men Thomas holder sig i form. ”Jeg går meget på flyvepladsen, når jeg har vagt, og denne kontinuerlige aktivitet giver faktisk en vis grundkondition, men løber også et par gange om ugen. Det er et must”, siger han,

Thomas har netop gennemgået de årlige re-autorisations-prøver som redder i Nyborg Havn.

”Det er ret krævende. På 12 minutter skal man svømme 350 meter i åbent hav med fuld tørdragt, hjelm og vest. Inden for denne tidsgrænse skal man desuden bjerge 2 menneskedukker fra bunden af havnebassinet. Man flyder temmelig godt med tørdragt, så der skal lægges stærk kraft for at komme helt ned på bunden”, siger han om prøvelserne.

Thomas er i øvrigt også ansvarlig for træning af nye reddere, og her er kommer erfaringen fra de næsten 20 år som svæveflyveinstruktør ham til gode: ”Jeg har altid godt kunne lide at møde alle mulige mennesker. I en svæveflyveklub har vi både hestemassøren, skoleeleven og bankdirektøren. Hele samfundet, faktisk. Det er sjovt at give sine erfaringer videre. Det er helt sikkert, at jeg bruger mine erfaringer som svæveflyveinstruktør aktivt i mit job, når jeg uddanner nye reddere”, slutter han.

Så hvad enten man sidder på flyvepladsen som let presset elev i forsædet på en ASK 21 med en fundamental usikkerhed omkring rorenes virkning eller ligger forulykket i havet, kold og våd, er det godt at vide, at man altid kan ringe efter Thomas. Man kan altid regne med, at han dukker op – enten med termikhat eller helikopter – og han giver ikke op, før der er resultater.

Hvis man vil læse mere detaljeret om SAR-helikopteren i Eskadrille 722 anbefales den nye bog ”Merlin-oplevelser på danske vinger”. Her har Thomas Dantoft i øvrigt bidraget med sine egne personlig oplevelser.