Jagten på det første svævefly

Christina på DM i 2021 i en lånt LS1-f forud for sit eget køb: Det er en harmonisk type – specielt med NEO-winglets , siger hun. (Foto: Jens Trabolt)

Flyvekammeraten Julia Dresler Nørtoft i sin “nye” Cirrus, som fik Christina til at ændre taktik og søge efter en LS1-f (Foto: Jens Trabolt)

Link to automatic translation

Som flere af mine bekendte i svæveflyvemiljøet måske har bemærket, har jeg igennem længere tid forsøgt at finde et svævefly som lige nøjagtigt passer til mig.

Jeg har siden jeg startede i Aarhus Svæveflyveklub været utrolig glad for at flyve i vores klubfly. Det er nemt, vi deles om vintervedligehold, og man betaler et fast månedligt abonnement for at have adgang til et fly man kan booke, når man gerne vil ud at flyve.

I en lang periode, fra da jeg startede i 2016 til for et par år siden, har denne løsning været langt tilstrækkelig. Jeg havde mulighed for at komme til at flyve, når jeg ville og havde sjældent problemer med at finde en ledig flyvemaskine der kunne bookes til den dag, hvor himlen bare så helt rigtig ud.

Men så skete der noget; Jeg startede med at flyve konkurrencer mere og mere og kom også på det kvindelige danske nationalhold. Det i sig selv var ikke noget problem.

Men at booke et af de 7 klubfly, som min flyveklub råder over, til både til DM & Sun Air Cup afslørede trods alt begrænsningerne; Mit behov for flyvedage på en sæson kolliderede med andre medlemmers mulighed for at flyve på samme fly. Dertil kom nationalholdssamlinger, hvor man helst også skal have et fly med.

Alt dette begyndte at skubbe til mig, sammen med klubkammerater der sagde ”Du skal da have dit eget fly”. Men det vigtigste punkt, og det som i virkeligheden har fået mig til at søge min egen flyvemaskine: Friheden! Friheden ved selv at kunne bestemme, at nu monterer jeg lige flyet på bilens anhænger-krog og kører til Arnborg og flyver, for der er vejret bedre, eller til Tyskland eller….til Toscana! Jeg har en drøm om at komme til at flyve i Italien.

Med alt dette i bagagen, tog beslutningen nærmest sig selv: Jeg måtte have mit eget fly.

Pilotstafetten: Christina Solberg

Valg af type

Først tænkte jeg, at jeg gerne ville have en LS4b: Jeg elsker at flyve LS4 og har over 80 timer på den. Det er en prægtig flyvemaskine som er harmonisk, godmodig og med en god feel for termikken. Det skulle være en b-version, da de automatkoblede ror og nyere cockpit er at foretrække.

Hertil kommer, at jeg nyder at flyve konkurrence med Julia Dresler Nørtoft – hun flyver også LS4. Vi har en utrolig god holddynamik og at flyve i ens svævefly gør, at vi enkelt kan følges ad på gliddene.

I mellemtiden anskaffede Julia sig selv et andet fly – en Standard Cirrus som ikke er helt kompatibel med en LS4 i performance og handicap. Det ændrede jo min indstilling en smule, for der var ikke meget dynamik i at købe en LS4 der er meget bedre end en Standard Cirrus i performance og så stadig nyde teamflyvning til konkurrencer med Julia.

Test: Evergreens i Klubklassen: LS4 vs Discus B 

Efter et kig på handicaplisterne viste det sig, at en LS1f ikke var nogen dårlig idé;  Jeg har i forvejen mange timer på LS1f og har også fløjet en del konkurrencer i sådan en. En LS1f er for mig sammenlignelig med en LS4, men har en tendens til at tabe en vinge, hvis man flyver en anelse for langsomt under termikflyvning. En for mig uheldig egenskab, da jeg elsker 4eren for sin godmodighed.

Tilfældigvis fik jeg lejlighed til at prøve en LS1f med NEO-winglets monteret og sikke en forskel!
LS1eren opførte sig pludseligt som en LS8 med hensyn til håndtering, og med det samme var jeg sikker – sådan en måtte jeg have!

Test: Per Carlin har cirka 1000 timer på LS1f. Her er hans vurdering. 

Nu gik jagten rigtigt ind sammen med min kammerat fra Aarhus (som ved noget mere om flyvende materiel end jeg). Hver morgen og sikkert også aften tjekkede jeg segelflug.de for LS1f med NEO-tipper. Flere gange dukkede en op og enten var jeg for langsom til at få dem kontaktet eller også var lakken for dårlig ved nærmere kig på billederne.

Den interessante LS1-f samlet og klar på Oerlinghausen.

Det skal siges, at jeg ønskede mig et fly som ikke ville kræve det store vedligehold af mig inden for de nærmeste par år. Desværre viste det sig, at mange af flyene i annoncerne var blevet sat til salg, fordi de snart stod overfor 3000 timers eftersyn eller en komplet omlakering.

Efter mere end 2 års jagt og et halvt års intensiv LS1f NEO-jagt fandt jeg D-9293 som stod i Oerlinghausen midt i Tyskland. D-9293 havde fløjet ca. 2100 timer, havde PU-lakerede vinger & haleplan, en krop i original lak og solgtes med en COBRA-vogn, men desværre ingen NEO-tipper.

Jeg var træt af at søge og tænkte at NEO-tipperne kunne jeg altid få monteret et andet sted, og det var der også plads til i prisen.

Kursen blev derfor sat mod Oerlinghausen. Vi måtte sande, at endnu en af glæderne ved svæveflyvning er, at uanset hvor i verden man besøger en svæveflyveklub, er man velkommen og bliver modtaget som var man et af klubmedlemmerne. Så da vi ankom lørdag aften blev vi naturligvis inviteret med til årets pokalfest!

Dagen efter mødtes vi med sælger på flyvepladsen og brugte et par timer på at samle, syne og kigge den grundigt igennem. Alt så ud til at være i orden, og manden der ejede flyet havde passet rigtigt godt på den.

Som vi havde aftalt, måtte jeg flyve en tur i den, inden jeg besluttede mig.  Så vi fik transporteret flyet ud til startstedet en kold søndag eftermiddag midt i November. Men da fik jeg sat mig tilrette i cockpittet, døde det gamle blybatteri i LS1eren. Slæbeflyet standsede motoren, og vi fik skiftet batteriet i LS1eren.

Jeg er klar til start – men med dødt batteri!

…og så døde slæbeflyets batteri også!

Efter kort tid var vi klar til startforsøg nummer 2, men nu kapitulerede slæbeflyets batteri også!

Var dette et tegn, et signal fra de højere magter? Burde jeg måske slet ikke købe dette svævefly? Efter lidt terapi med startkabler på motorflyet, fik vi den ladet lidt op og startet.

Så gik den første start – afsted i LS1’eren og afsted det gik, op over nogle små sky-totter og op i solen. Efter udkobling blev der helt stille. Den her LS1 havde fået så meget kærlighed og var utrolig lækker at sidde i og flyve, den var musestille og jeg nød hvert af de korte 12 minutter, som testflyvningen varede, indtil jeg glad ned mod landingen.

”Du har solgt din flyvemaskine”, råbte jeg til sælgeren, og vi var begge glade, selvom det var svært for ham at skille sig af med den efter mere end 15 års ejerskab.

Jeg har købt et fly!

Hjemover det gik med flyveren på krogen af min Tesla 3, sikke en lykkefølelse endelig at have sin egen flyver!

Den tidligere ejer beholdte papirerne til pengene var nået frem til hans konto et par dage senere, og jeg blev min første svæveflyver rigere.