Jeg flyver langsomt – men jeg oplever mere

VGC Rally 2016: I en nutid hvor sjælløse kompositmaterialer er konstruktørernes førstevalg, og hvor jagten på høj fart dyrkes som den eneste gud, er det årlige traditionsrige VGC-rally en livsbekræftende begivenhed, som ikke tager sig selv alt for alvorligt. Her gælder det om at flyve, opleve og nyde svæveflyvningens levende, farverige historie. Her flyves der nok langsomt, men der opleves mere.

Tekst og foto: Jens Trabolt

To typiske billeder som opsummerer den afslappede stemning på VGC. ”Shaun the Sheep” (standardinventatar på en britisk Slingsby) i ”duel” med finnen Jyrki ”Jyska” Viitasaari. (foto: Harri Mustonen)

Klaus Schickling (DE), samme ”Jyska” og VGC-præsident Jan Forster (NL) i gemytlig interaktion. Her trives selv-højtidelige personer ikke!

Flyvning i veteran-svævefly tvinger piloterne til at redefinere flyveglæde og evaluere hvorfor vi flyver. Hvad er egentlig en rigtig svæveflyvepilot? Er det en pilot som har stor glæde af flyvningen?

En pilot som kan tilbagelægge store afstande på kort tid? En pilot som flyver med alle sanser og oplever meget?

”VGC Rally er milevidt fra vanlige konkurrencer”, bemærker formanden for Vintage Glider Club, hollandske Jan Forster og giver svaret på det første spørgsmål:

Her ser man ingen hyper-individualistiske piloter med knive mellem tænderne”.

De fleste VGC- piloter er helhjertede romantikere med intakt æstetisk, historisk og social sans. Piloterne nyder de flotte farver, former, det utrolige håndværk og unikke tekniske løsninger i de gamle fly. At flyve Vintage-fly er ikke som at flyve veldresserede ASK 21’er eller Discus’er, som fidelt lystrer enhver kommando. Her skal der virkelig flyves – på samme måde som veteranbiler kræver en fast hånd og derfor har sit trofaste publikum. Men energi som investeres aktivt i flyvningen kommer mangedobbelt tilbage.

Det forklarer, at folk kommer tilbage – år efter år – for at træffe gamle venner og personligheder – i form af både mennesker og flyvemaskiner.
Ejerne af veteranflyene er i øvrigt ofte bare kustoder. De vedligeholder flyene til næste generation, og det forklarer også hvorfor flyene ofte bytter ejermand for symbolske priser.

Jørgen Bruun hjælper Niels Peder Møller med en start i den sublime PIK-16 C Vasama som fik sin debut under årets VGC.

De tusind termikboblers land

I år var det det finske nationalcenter på Räyskäla, ca 100 km nordvest for Helsinki, som var vært for det 44. Vintage Glider Rally. Det er værd at minde om, at Räyskälä er det eneste sted i verden, hvor en 1000 km task er blevet udskrevet under et VM. Antallet af parkerede moderne kompositfly på centeret vidner i øvrigt om, at Räyskälä er blandt de mest aktive i hele Skandinavien.

I forhold til kæmpesuccessen på Arnborg i 2014 og eventet på hollandske Terlet i 2015 var 2016-Rallyet en mindre begivenhed med et mindre antal deltagende fly og ca. 45 piloter. Det har dog sin naturlige forklaring. Når man bor Sydtyskland, Frankrig eller Italien er Räyskäla altså noget af en rejse med trailer. Derfor havde de finske arrangører også stillet flere veteranfly til rådighed for udlejning.

På rallyet i Finland kunne man fx hyre en Scheibe 55 Spatz (præmieret for bedste renovering i 2003) for hele perioden for 2000 euro. Det virker ikke specielt billigt, men karakteristisk for Vintage Glider Rally skulle man også læse den joke som var skrevet med små bogstaver.

THE RENTING AGREEMENT STATES THAT IT IS NOT ALLOWED TO RETURN THE GLIDER AFTER THE RENTING PERIOD” …

Men som altid findes der entusiaster med god tid og velvoksen tålmodighed; Skotten David Weekes kom med en Slingsby Skylark på slæb – en velvoksen 3600 km road-trip fra det nordlige Skotland (ikke at glemme de 3600 km på vejen hjem igen!)

Blandt de øvrige nordiske deltagere var DASK-folkene (Dansk Svæveflyvehistorisk Klub) Jørgen Bruun (SG70) og Niels Peder Møller (Vejle SFK). I en meget passende gestus havde DASK timet renoveringen af deres exceptionelt flotte PIK-16c Vasama med det finske VGC-rally. Renoveringen gav point hos finnerne – og i øvrigt hos alle andre som forstår at værdsætte kvalitetshåndværk ned i mindste detalje.

Renoveringen af Vasamaen er (som med alle veteranfly) en historie i sig selv og er beviset på, at VGC-rallyet er resultatet af mange, mange entusiasters utrættelige arbejde i deres respektive hjemlande;

Sidst i 1960’erne var Vasamaen Vejle-klubbens flagskib, et rigtig hot ship in standardklassen med flere rekorder bag sig (max L/D på 34). Men tiderne ændrede sig og med glasfiberrevolutionen blev Vasamaen overladt til en sørgelig skæbne i en fugtig trailer på Arnborg, indtil den blev reddet fra den sikre død og i det mindste stillet indenfor under tag.

Men sidste år kom 11 DASKentusiaster til undsætning og tog kampen op mod forfald, råd og svamp i Vasamaen, og den 28. maj var et stort øjeblik da det nyrenoverede fly blev samlet for første gang.

DASK-piloterne Niels Peder Møller og Jørgen Bruun estimerer, at der er ca 1000 timers arbejde i projektet. Den danske PIK 16c blev i øvrigt flankeret af flere ældre finsk-registrerede PIK-3c og PIK-5C på ”hjemmebane”.

Klubportræt: DASK arbejder i drømmeværkstedet

Skulle man ikke vide det i forvejen, så står PIK for ”Polyteknikkojen Ilmailukerho” eller flyveklubben for Helsinkis Tekniske Universitet
(grundlagt 1931, største succes PIK 20 med over 425 stk. byggede).

11-årige Oscar Elridge fra Oxford var på sit livs eventyr med klubkammeraten og reserve-farfar Peter Brooks i indhyret Bocian.

Livsbekræftende var det også at være vidne til den yngste deltagers oplevelser; Den 11-årige Oscar Eldridge fra Oxford var med sin ”reserve-farfar” +60 årige klubkammerat Peter Brooks til Rally, og unge Oscar virkede til at trives helt ok væk fra mor! Med ca 20 spilstarter om dagen fik unge Oscar også valuta for pengene (han var stort set bare væk fra flyet, en indhyret finsk-registreret Bocian, når der skulle spises eller soves) og fik i bonus lov til at ringe med den traditionelle ko-klokke som markerer åbningen af rallyet. Generations- samspil i højeste karat.

Totalen for rallyet var 156 starter med spil, 104 med flybugsering (og cirka 500 liter øl drukket i sauna, naturligvis.)
Næste gang træffes veteranentusiasterne primo august 2017 i Dunaújváros (LHDV), Ungarn, ca 50 km syd for Budapest. Ungarn har 3 gange tidligere været vært for et VGC-rally (1983, 1989 og 1996).

Reportage: VGC-rally i Tyskland 2019

Med et rally i Ungarn vil arrangørerne nok komme i samme situation som i Finland, hvor mange potentielle piloter afskrækkes af distancen i bil med trailer. ”Men det er billigt at flyve derned med rutefly, og vi håber på, at vi kan hyre lokale fly – præcis som mange udenlandske piloter har gjort til rallyet her i Finland”, sagde en af de finske arrangører, Antti Jouppi.

Veteranfly indtog Kastrup Lufthavn under Corona