”Jeg ville flyve med verdens bedste”

Jan Hasslid og den svenske Team Captain Björn Svensson i Uvalde med det officielle Texas-“Lone star”-flag. Det markerer uafhængigheden fra Mexico i 1836. Det var ikke før 1845, at Texas blev en del af de forende stater.

Link to automatic translation

Den 62-årige ordførende fra klubben i Karlstad kan skrive et omfattende svæveflyve-CV, herunder Flight Examiner, Flight Instructor (FI/S), slæbepilot og har under sine 47 år som pilot akkumuleret over 3000 timer i logbogen, herunder 2600 timer på svævefly.

Jan har tidligere deltaget i EM i klubklasse – i 1987 i St Auban, 1990 på Arnborg samt fløjet med i DM og de norske mesterskaber.

Men intet VM.

”Så da Börje Eriksson sidste år spurgte mig, om jeg ville deltage i 2024 VM i USA var det en stor mulighed. Det var bare at lægge alt andet til side”, siger Jan Hasslid.

”Først troede vi, at vi skulle afsted med et stort svensk team, men af forskellige årsager måtte Jim Acketoft, Wilhelm Wendt og Markus Ganev indstille planerne, så det blev bare mig”, siger Jan, som så deltagelsen i VM som en personlig rejse:

”Jeg så det som en mulighed for at måle mig mod de bedste i verden, og jeg ønskede mig at forberede mig maksimalt. Derfor var jeg også i USA flere gange inden VM”, forklarer Jan.

Min første ambition var at komme i top 10, men Börje Eriksson hjalp med at justere forventningen. Han sagde, at hvis jeg kom i top 15, så var det mere end godkendt. En dagssejr ville også været noget”, siger Jan, som også måtte opgradere på sin ”bevæbning”.

Don’t bring a knife to a gunfight

Efter nøje analyse blev Jan nemlig klar over, at hans tro tjener, Ventus 2, nok ikke længere var skarp nok til at gøre sig gældende til et VM.

”Ventus 2 er jo mere end 20 år gammel nu som konstruktion, så jeg forstod, at jeg måtte skaffe mig en fly i 3-serien, altså AS33, Ventus 3 eller JS3”, siger Jan.

Det at skaffe sig et topfly med kort varsel er egentlig et stort projekt i sig selv – specielt op til et VM, hvor det kan være ekstra svært – og med 2-3 års leveringstid på nye fly, er det ikke som at køre ned til den lokale bilsælger…

Men Jan hørte et rygte om, at amerikaneren Mark Huffstutler, som var en af VM-arrangørerne, havde en helt ny JS3 RES stående i sin store hangar i Uvalde. Måske kunne Jan hyre den til VM?

”Så jeg rejste derover for at snakke med Mark og prøvesidde flyet. Jeg er jo 197 cm, så det kan jo være trangt. Det viste sig, at Mark bare havde fløjet et par timer i flyet. Han havde opgivet at taxie med det på grund af banelys i Uvalde. Det var fortsat som nyt, og der var endda plastic-wrap på styrepinden”, siger Jan.

Men så gik det pludselig op for mig, at jeg måske kunne købe flyet. Så blev vi enige om en pris, on the spot!”

”Nogle gange er man bare heldig”, griner Jan. Senere i maj 2024 fløj Jan til Texas og fløj flyet, og senere i juli deltog han i træning med det brasilianske team. I august rejste han for 4. gang til Texas med sin hjælper Björn Svensson for at flyve VM. Altså 4 gange over Atlanten plus køb af et nyt elektrisk selvstartende fly.

Jan på gridden i Uvalde med sin nye JS3 RES.

Altså ikke noget billigt projekt: Alle rejser til forberedelser og deltagelse i VM kommer nok op i en kvart mio kroner, så ”det er nok helt urealistisk for en junior at deltage”, bekræfter Jan.

”Men jeg er glad for, at jeg valgte at opgradere til JS3. Det er en 20 år nyere konstruktion end Ventus 2 og alt er optimeret til race.”

VM Uvalde: VM in Extremis

Jan forsøgte sig med selvstart på de første dage i Texas, men efter en dag hvor han fik en temperaturwarning på det elektriske system i de ekstreme varme temperaturer, valgte han at tage et flyslæb i resten af mesterskabet. Det havde også den konsekvens, at han havde god batterikapacitet i tilfælde af udelanding hvor længere transport-flyvning til egnet flyveplads ofte var eneste realistiske mulighed.

Team Sweden, fra venstre Jan Hasslid, Mike Murphy og Björn Svensson.

Under mesterskabet havde Jan god hjælp af kammeraten Björn Svensson og den amerikanske ven Mike Murphy:
”Det var en nødvendighed at have 2 hjælpere, for efter flere timer i det varme cockpit, så var kræfterne begrænsede. Vi kørte også en masse checklister, for der var rigtig meget at holde orden på. Björn skrev også daglige og interessante opdateringer på Facebook, og for folk hjemme var det rigtig interessant at følge med i. Vi fik mange gode kommentarer på dette”, siger Jan.

VM er ”tough” flyvning

Præcis som forventet, fik Jan også oplevelsen af, hvor hårdt der blev fløjet og hvor små marginerne var i placeringerne på resultatlisterne

”Jeg fløj lidt med det franske team en dag, og en af piloterne stoppede og kurvede i få sekunder. Det kostede hende 15 placeringer”, siger han.

”Som jeg vurderer det, var der 3 grupper af piloter til mesterskabet. Den skrappeste var dem, som ikke stoppede i termikken – heller ikke i de 3-4-meter bobler, som jeg mente var gode. De var ekstremt selektive og dynamiske. Jeg prøvede at følge lidt med dem, og det var helt ekstremt hvordan de fløj med 230-250 km/t hele tiden, og så når de endelig stoppede i termikken, så hissede vi os sig flere hundrede meter op på grund af de ekstremt høje indgangshastigheder”, konkluderer Jan som også fik lejlighed til at redefinere, hvor mange flaps-indstillinger som man egentlig behøvede i det kraftige Texas-vejr.

Jeg fløj bare i 2 flap-settings. Termik-flaps eller fuld negativ! Det var egentlig fantastisk, at man kunne flyve med så høje hastigheder hele dagen, og der var ikke nogen vibration eller mislyd i flyet. Den trykker sig frem i luften ved høje hastigheder”, siger han.

Ønskes: Mere aggressiv metodik

”Jeg fløj med middelhastigheder på cirka 130 km/t og scorede også en dagssejr under træningen. Det er jeg meget godt fornøjet med, og jeg synes selv, at jeg fik et godt mesterskab. Men jeg ser jo også, at min metodik er for gammeldags. De bedste piloter fløj med snitfart på 160 km/t. Her tror jeg, at man skal træne og flyve meget mere aggressivt for at gøre sig gældende, og det var tydeligt at tyskerne og franskmændene havde satset på det”, siger Jan i sin ærlige analyse.

Dagssejr til Jan under træningen!

Jan fløj i alt 104 timer på 21 dage i USA og gennemførte næsten 9000 km tasks under perioden, hvor han sluttede på en 30. plads i 18 m-klassen.

Han er nu godt indfløjet på typen, skulle man mene, og fik også lejlighed til at prøve kræfter med ekstreme vejrforhold hvor 10 m/s-stig også betyder ekstreme synk-områder mellem opvindsområderne.

Vejret var i det hele taget langt fra standard Sveriges-vejr, eksempelvis er det vældig specielt at gå over startlinjen kl 1515 og så faktisk gennemføre en 600 km-opgave. Men det var virkelighed til VM 2024 i Uvalde.

Men blev ambitionen opfyldt, og var det tiden og pengene værd?

”Absolut. Jeg ville opleve et VM og se, hvordan verdens bedste piloter flyver, og jeg kan unde alle piloter at prøve det samme”, slutter Jan med et smil på læben.

Transport over Atlanten.

Epilog

Jan var ikke eneste svenske indslag under VM. Vandringspokalen ”Göran Ax Memorial Trophy” blev også uddelt under VM. Det er indstiftet af Segelflyget i 2019 til minde om den mest fremgangsrige svenske pilot nogensinde, den dobbelte verdensmester Göran Ax, som omkom i en trafikulykke på vej hjen fra Landskrona-klubben i 2018.

Den tildeles den åbenklasse-pilot som har fløjet den længste akkumulerede distance over samtlige gyldige konkurrence-dage.I 2024-VM gik Pokalen til tyske Felipe Levin.

The swedish chef – international evening

Dust devil