Jens Trabolt: “Flyskammen kommer – også til en klub nær dig”

Link to automatic translation

I mit første job for næsten 20 år siden var jeg motorjournalist på et stort bilmagasin. Her publicerede vi tests af biler med meget detaljerede specifikationer. En af disse oplysninger som vi fik fra bilproducenterne var ”C0₂-emission per kørt km”.

Kuldioxid-hvad-for-noget? Det kunne dårligt have nogen særlig relevans for læserne, og vi forstod ikke rigtig relevansen, så det undlod vi at tage med. Straks mere vigtigt var antallet af hestekræfter, acceleration og topfart, synes vi på redaktionen!

Som bekendt har tiderne ændret sig – markant, og ændrer sig fortsat – måske endda i et øgende tempo. Der er i dag ingen børn eller unge som ikke er bekendte med temaer som klimaforandringer og kuldioxid, og dagens accepterede aktivitet, kan meget vel ende med at blive totalt udskammet i morgen.  Vi har formentlig ikke set starten på denne frivillige eller tvungne omstillingsproces endnu.

En åbenlys eksponent for dette er luftfart og flyvning generelt. De fleste kender til begrebet ”flyskam”.

Senest – og dette er bare et eksempel – har det danske yderligtgående venstrefløjsparti Enhedslisten foreslået en startafgift på op til 200 000 kroner for danske privatfly under indenrigsflyvninger. Naturligvis en provokation mod ”eliten i private jetfly” – og er nok mere et mediestunt før et dansk parlamentsvalg end egentlig politik, men trenden kan man ikke tage fejl af.

”Men det har vel ikke noget med svæveflyvning at gøre?”, siger du – ”vi flyver på solens energi, og vores benzinforbrug er yderst begrænset, når man ser på andre sportsgrene eller andre typer af flyvning”.

Jo, men fakta har ikke noget med sagen at gøre – det er emotionelt.  Svæveflyvningen kan meget vel ende med at blive hængt på skydeskiven sammen med de ultra-rige i private jetfly. En Pawnee – er det også nødvendigt, at den brænder 60 liter benzin i timen? Er en Dimona også et privatfly for de privilegerede?

Her gælder det om at gøre sig fri af kritikken på forhånd – at gøre sig uangribelig, så at sige.

”Men vi har byttet Pawneen ud og flyver jo allerede med en ultralet slæbemaskine – er det ikke nok?”

Nej, ikke på lang sigt, tror jeg. Desværre.

I en nær fremtid med et elektrificeret samfund er der risiko for, at enhver aktivitet som bidrager med kuldioxid-emission vil blive betragtet som tåbelig og uacceptabel. Og en fritidsaktivitet, som i nogens optik i bund og grund er unødvendig, vil måske blive sanktioneret som det første, med mindre man har held med at trække idræts-kortet frem.

Så hvad kan vi gøre nu?

Få solceller på taget af hangaren. Investér i et elektrisk spil og et skolefly med el-turbo. Mange penge! Og ja, man får som oftest ikke 700 meter i spilstarten, men så er det bare at bruge 5% af flyets turbobatteri på at flyve et par minutter frem og få kontakt til termikken.

Teknologierne er fuldt realistiske, og det kan spekuleres i, at en fremtidigt væsentlig succesparameter for enhver idrætsforening bliver evnen til at minimere CO₂-emission. Dette er på agendaen i flere klubber, og der er mindst 1 nordisk klub som arbejder seriøst med at bygget eget elektrisk spil med Li-ion-batterier. Der er en stor artikel med flere detaljer på vej!

At en klub eller idrætsforening drives med grønne tiltag vil sandsynligvis medvirke til at tiltrække medlemmer og opnå politisk velvilje og -valuta på både lokalt og nationalt idrætspolitisk niveau.

Og hvem vil ikke gerne sponsorere en grøn idrætsklub?

Gør jer uangribelige.

PS: Det er sjovt at flyve med el-turbo, og hvis du tænker, at dette er en svær omstilling, så tænk bare på vennerne i Cessna og co, som virkelig får problemer med at elektrificere.

NORDIC GLIDING har verdens mest omfattende samling af artikler om svæveflyvning og grøn omstilling – læs mere her.