Jens Trabolt: “Sæsonstarten er flyvningens svar på nytåret”

Link to automatic translation

For mit eget vedkommende har jeg lovet mig sig at flyve mere. Præcis som ved sidste sæsonstart. Jeg fløj præcis 2 gange for mig selv i en 1-sædet fly sidste år.

Det er alt, alt for lidt, hvis jeg skal være ærlig. Både for at holde min egen nysgerrighed for svæveflyvning og for at vedligeholde min egen kompetence som strækflyver.

En inspektion af logbogen afslører, at jeg resten af tiden fløj transportflyvning i TMG, når jeg skulle besøge flyveklubber eller har været fastmonteret I bagsædet på en ASK 21 som instruktør.

Man kan som bekendt ikke bruge tiden 2 gange, og instruktørvagterne har således tæret på de tilgængelige flyvedage, når familien også skal være en del af ligningen. Og for dem forstår jeg godt, at det kan være svært at kende forskel på “egen flyvning” og “instruktørflyvning”.

Sidstnævnte instruktørgerning er såmænd også helt okay og en ganske fin beskæftigelse på de gode dage, og der er også et element af stolthed i at kunne lære andre, hvad andre har lært mig for mange år siden. Jeg kan godt lide tanken om, at svæveflyvningen er en folkesport, hvor stort set alle kan være med – uafhængig af økonomi. Det skal vi holde fast i, for flyvning bliver bare dyrere og dyrere andre steder.

Og lad mig så straks modsige mig selv. Jeg har også hørt tanker om centraliseret kommerciel skoling i dansk regi som forsøgsprojekt – som selvfølgelig er en kontrast til min pointe om “folkelighed” herover, men det er også tydeligt, at vi som sport må være åbne overfor nye løsninger på ændringer i samfundsstrukturerne.

Jeg kender personligt folk, som i dag nok ville være udmærkede medlemmer af en svæveflyveklub, men som er stoppet på et tidligt stadie med deres skoling, fordi deres opfattelse af tidsinvesteringen var ude af synkronisering med virkeligheden som elev, hvor man ofte står i kø for at flyve en eller 2 gange på en dag.

Kunne man få disse folk gennem grundskolingen “express” med lønnet instruktør er virkeligheden som klubmedlem efterfølgende meget enklere og mere tidseffektiv. Der er selvfølgelig langt til, at at flyet står tanket og poleret ved startstedet som på kommercielle centre i fx Afrika, men tør vi tænke tanken og vove en lille del af eksperimentet? Jeg tror, at der er noget at hente og vil glæde mig til at se nærmere på konceptet.

Tilbage står kun 2 ambitioner for mig selv. Jeg vil gerne flyve mere denne sæson for mig selv – og specielt vigtigt ved sæsonstart – fortsat holde et respektabelt sikkerhedsniveau, så vi kan undgå ulykker, men sekundært også retfærdiggøre vores aktiviteter overfor omverdenen.

Holder man sig “standard svæveflyvning” er det ikke så svært at holde en god sikkerhed. Internationale mesterskaber har en noget mere problematisk sikkerhedsstatistik, men IGC og OSTIV har netop startet et prisværdigt analysearbejde som skal hæve sikkerheden over tid gennem regelændringer og teknikforbedringer.

Med ønsket om en god og sikker flyvesæson

PS: Husk også, at det altid er bedre at have store og gode marginer i sin flyvning end små og dårlige. Det gælder i øvrigt også, selv om man er meget erfaren og har mange timer i logbogen.

I disse dage venter jeg eksempelvis på en norsk havarirapport som har været meget længe undervejs. Jeg håber, at den kan give et eller flere endelige svar på hvorfor en meget erfaren norsk pilot spandt direkte i bakken med fatalt resultat fra termiksøgning i meget lav højde (antageligt under 100 m) under et regionalt mesteskab med sin ASH 31 Mi i maj 2019.