I NORDIC GLIDING 04 2019 rapporterede vi, at DG gør alvor af planerne om at serieproducere DG 1001 med FES. Den første fuselage ses her på fotoet fra DG Flugzeugbau i Bruchsal. Under testflyvningen af LS-8 e Neo havde vi også lejlighed til et kort besøg på fabrikken og en samtale med chefingeniøren Jelmer Wassenaar.
Han kunne berette, at nyheden ikke bare er en DG-1001 med FES, men også at FES-batterierne kommer med dramatisk forbedret kapacitet – op fra nuværende 4,2 kWh til 8,9 kWh. Vægten øges med cirka 3,5 kg per batteri til totalt 2 x 20,5 kg. Bredden på batteriet øges fra 154 mm til 192 mm
.

Det er bare at save her! ”Vi producerer først den færdige fuselage. Så skærer vi næsen af for FES-installationen”, siger DGs Jelmer Wassenaar som her viser DG 1001 FES-prototypen på fabrikken. De nye større batterier får også plads i fx Discus 2c FES og fx Hph Shark, hvis man udvider åbningen.
Eksisterende FES-flytyper som Discus 2C, Ventus 3, Ventus 2cxa og Shark har plads til disse nye potente batterier, hvis åbningen til coveret udvides. Samtidig er den nyeste viden om brandsikring af cellerne også inkorporeret i det nye design.
”Det er en ny celletype fra Kokam. De har fundet en metode at øge kapaciteten på”, siger Luka Znidarsic fra LZ Design, opfinderen af systemet.
Med + 7 kWh FES-batteri i en singleseater kan man forvente ganske lang endurance – mindst 75 minutter for motor, og i den tungere DG 1001 bliver performance ”mindst lige så fin” som de eksisterende FES-fly, dvs mindst 45 minutters level cruise og 1,5-2 m/s stig.
Ikke at man behøver denne lange endurance i virkeligheden, men mere er altid bedre. På trods af mere power er selvstart fortsat problematisk, mest på grund af propellens risiko for ”ground-strike”. DG forventer at have flyet klar til installation i november 2019 og første flyvning tidligt næste år.