Klub-folk tester AS 34 Me

Ladning af AS 34 Me i hangaren.

Link to automatic translation

AS34 Me er en elektrisk selvstarter med 18m spændvidde, som er baseret på ASW 28. Formålet med turen til Poppenhausen var at se installationen/prøve flyet for at danne sig en mening om hvordan det ville være i den kommende AS33 Me, som er den elektriske version af AS 33 under konstruktion.

I Schleicher-typologien står M for selvstart, og E naturligvis for ”Electric”.

Selvfølgelig kørte vi derned i en elektrisk bil og selvfølgelig brugte vi lejligheden til at kigge på Wasserkuppe og det fine museum, men mere om det en anden gang.

Morten Bennick havde til denne artikel sat kursen mod Poppenhausen for at prøve AS 34 Me. Selvfølgelig i en elbil!  Normalt flyver 57-årige Morten, i sin Ventus 2cT som han deler med Lars Sverre Rasmussen, som også var med på denne rejse.

Den her korte artikel bliver til en vis grad en gentagelse af hvad Robert Danewid også skrev om flyet i Nordic Gliding i den første testflyvning, men det er nok svært ikke være begejstret. Vi kigger også lidt på flyets hverdagsduelighed og opladnings-løsningerne.

Hvis man er mere interesseret i teknikken bag AS 34, kan man med fordel også læse Jens Trabolts gennemgang her

Vi tager konklusionen først. Det er uden sammenligning den enkleste start jeg har prøvet i et svævefly, inklusiv spilstart, flyslæb og TMG. Skub “gashåndtaget” i bund, hold retningen ned af banen og flyv! Man kan skal huske at reducere power, når man er i 200m.

Når den ønskede højde er nået, køres gashåndtaget helt ned og alt lukkes ned automatisk, og processen med at fælde motor ind varer mindre end 10 sekunder

Se Lars’ Sverre Rasmussens start i videoen her.

Start af motor i luften

Start af motoren i højden koster cirka 20 meter og tager 15 sekunder fra motoren er helt inde til udfældet pylon og motorstart. Det er næsten mere enkelt end en start fra jorden. Ser man det fra et konkurrencemæssigt synspunkt, betyder det, at man kan starte lavere end en motor der skal mølles i gang i luften. Det ændrer dog stadig ikke på det faktum, at man skal have en mark/flyveplads til rådighed under sig, når motoren startes.

Video: Start / stop af motor i luften under tidligere NG-test.

Motorinstrument inklusiv throttle.

Performance

Hvis jeg kigger på dagens 2 flyvninger, så steg Lars og jeg tilsammen 1100m. Det svarer til 50 % af kapaciteten. (En mulig kalibrerings-unøjagtighed i softwaren bevirkede dog, at displayet bare viste 37% efter start nummer 2)

Så i praksis kan man flyve 1 til 2 starter pr. dag (vi fløj 2 på denne dag), men det er vel også sådan man flyver, når man når bruger flyet til strækflyvning. Skal man ud på en meget stor opgave, så kan det måske være en fordel at starte med et flyslæb, så man har maksimal kapacitet hvis vejret svigter og man er langt væk fra hjemmebasen. (Fra tidligere test ved vi, at Schleichers opgivelse på totalt 2800 meter stigehøjde i batteriet virker troværdigt – så man har langt over 100 km i ”turborækkevidde” selv efter en selvstart, red.)

Montering / demontering

Der er udviklet et “device” der gør, at man kan montere flyet uden at skulle løfte de meget tunge vinger. Det var en af de ting som jeg havde funderet over hvordan var løst. Løsningen er simpel, en lille vogn der kan sættes fast i den indre vinges tip, hvorved man kan trække vingen så langt ud at man kan spænde et almindelig “No-friends-kit” på vingen.

Den smarte vogn som skåner ryggen ved montering af de tunge vinger.

Opladning

Kan batterierne i vingen oplades i traileren? Ja, det er muligt, men den løsning der er konstrueret er Schleicher efter min bedste overbevisning ikke sluppet helt godt fra. Eftersom vinger og krop elektrisk skal sammenkobles under opladning, inklusiv lader, så er  der er alle mulige beslag/spænder der skal monteres før lade processen kan starte i traileren. Hvis man investerer i et meget dyrt og smukt strømlinet fly, så må det gerne se lidt elegant ud når flyet trækkes ud af traileren og stolt vises frem.

Hvis flyet lades i hangar, er det ligesom med elektriske biler, her har man hele natten til at lade den maksimale kapacitet på 8,6 kWh, så er man klar til næste dag. (Man kan selv bestemme ladehastighed og dermed tage højde for ældre el-installationer. Men da flyet ofte står i hangar mindst 10-12 timer mellem hver flyve-dag nat kan selv en reduceret ladestyrke oplade batteriet uden problemer. Ved et fuldt afladet batteri tager det cirka 4,5 time af oplade med 220 V og 14 ampere. red.)

Laderen er relativt stor og tung, og kan derfor ikke monteres i flyet.

Flyvesikkerhed

Det her vil helt sikkert være med til at forbedre havari-raten der har været med Turbo/SLG – ene og alene fordi systemet er så enkelt, både i opbygning og i betjening. Men det vil også blive introduceret nogle nye risici: Flyet skal være ladet op, hver gang man starter. Schleicher siger minimum 60% hvis man skal starte. Da der er mindre energi til rådighed end en konvetionel turbo/SLG, kan man diskutere om der er en risiko for lidt flere udelandinger.

Kan der opstå brand i batterierne?

Flyet er godkendt til at kunne overleve, at der opstår ”Thermal Runaway” i en battericelle, uden at det går ud over resten af konstruktionen. I praksis tester man det over-ophede en enkel battericelle (placeret midt i batteripakken – det værst tænkelige sted) for at se, om den efterfølgende kortslutning og brand spreder sig til resten af batteriet.  Der er desuden indbygget ventilationsåbninger under vingerne for at kunne ventilere varme gasser ud i dette tilfælde.

Fire-warning i cockpittet.

Motoren er kraftig, men støjen er lavere end konventionelle fly.

Miljø

AS 34 ME støjer markant mindre end noget andet jeg har set/prøvet. (Hvilket også dokumenteres af Schleichers egne støj-certificeringstests  https://nordicgliding.com/as-34-me-reducerer-stoej-med-50/)

Der var lidt svag termik i området da jeg steg op, så jeg lå og kredsede sammen med en rovfugl (musvåge) som var fuldstændig upåvirket af flyet på trods af, at motoren kørte.

Indvendigt kan man dog sagtens høre propellen, men den larmer markant mindre end et turbofly.

Vægt

Motorinstallationen vejer 95 kg i forhold til en tomt fly. Det er det samme som et konventionelt selvstartende svæveflys motorinstallation (inklusiv brændstof). I forhold til en Turbo er det ekstra 45 kg.

Når installationen kommer i en AS 33 Me, så bliver minimum planbelastning omkring 50 kg/m². Det er absolut i den høje ende og i svag termik til en konkurrence kan det godt være, at man er udfordret.

På den anden side så virker det som Schleicher tror på det nye vingeprofil, Den nye AS 35 kommer til at ligge på med nogenlunde samme minimum planbelastning med min desværre lidt for høje vægt.

Konklusion

Kan man leve med en halvering af rækkevidden i forhold et konventionelt fly? Jeg kan godt, men det er jo næppe nogen overraskelse! Det har aldrig generet mig at starte på strækflyvning med kun en kvart tank benzin i min Ventus 2ct. Det er meget sjældent jeg har haft brug for mere end 5-10 minutters motor.

Jeg kan godt lide det enkle ved elektrisk drift, ligesom med elektriske biler. Det giver generelt en meget driftssikker konstruktion med lille vedligeholdelse. Og så synes jeg er der er noget befriende ved tanken om, at jeg kan komme i luften uden at bruge kulbrinte-baseret brændstof.

Prisen for elektrisk selvstart er billigere end en tilsvarende forbrændingsmotor. Står den i hangar er der ikke noget problem med at lade, men lade-løsningen er i nuværede version ikke særlig elegant, når flyet skal lades i traileren.

Fremtid

Tænk sig at have en AS 34 Me i klubben! Hvis den kunne stå monteret med vinger, kunne der være 7 mulige flyvedage om ugen – i stedet for 2. Eller sagt på en anden måde, det vil økonomisk set være billigere at købe en AS34 Me end det ville være en at købe en tilsvarende ASW 28. Træk flyet ud af hangaren, gør det klart og flyv termik en hel dag.

Systemets enkelhed gør, at det ville kunne bruges af en meget stor del af klubben, selv med piloter med begrænset erfaring. Jeg vil vove den påstand, at det er lettere at sende folk solo på AS34 Me end det er at sende dem solo på flyslæb/TMG/Spilstart.

Flyet er let at håndtere i luften (Dog skal der dog anvendes noget sideror hvis man vil have den til at svinge hurtigt). Det er lang tid siden jeg har fløjet et andet 18m fly uden flaps, men AS 34 Me reagerede hurtigt i krængning fra 45 til 45 grader. Den lignede i flyvegenskaber lidt ASG 29 som jeg husker det.

Der er mere plads i cockpittet end der er i en ASW 28, selv om det er den samme krop. Det skyldes måske, at den moderne cockpitsektion fra AS 33 er implementeret i AS 34 Me. Jeg sad nærmest perfekt i den, men onde tunger vil vide, at den måske er optimeret til piloter som kan godt kan lide lidt god mad. Det kunne være interessant at se hvordan høje piloter (+190cm) sidder i den. For god ordens skyld skal det siges at Uli Kremer, efter at have kigget på min figur og uden at spørge til min vægt, tog haleplanet af og monterede ekstra bly.

Summa summarum: Det her er efter min mening fremtidens strækfly; Støjsvage og simple selvstartede svævefly, der er lette at betjene. Schleichers fly oser af kvalitet, og den er ikke helt billig, men det er en fornøjelse at flyve i AS34 Me. Jeg håber dog, at anordningen til lade batterierne i vognen bliver lidt ekstra produktudviklet.