Svæveflyvning i krig og fred

Næstformand Peter Jensen fra FSN Skrydstrup Svæveflyveklub står klar ved sin bil, da NORDIC GLIDING en torsdag eftermiddag træffer ham ved den militære indgangsport ved Skrydstrup. For dem som ikke er så geografisk stærke ligger Flyvestation Skrydstrup cirka 45 km nord for den dansk/tyske grænse.

[quads id=1]

Han beklager. Der er ingen vej udenom. Vi skal besøge vagten for få en midlertidig adgang til NORDIC GLIDING. Det er en af de minusser, som findes ved at have klubaktivitet på en aktiv militærbase – der er også masser af plusser, bare vent!

Der findes 2 flyveklubber på FSN Skrydstrup …
F-16 (som Flyvevåbnet har 30 stk af) er i øvrigt det ældste fly (fløj første gang 1974) og skal snart byttes ud med F-35. ASK 21 kom i luften 1978 og er still going strong efter et MLU (mid life update) med ASK 21 B-modellen sidste år.

Peter Jensen, 45, næstformand i klubben og entusiastisk svæveflyver, kan næste år fejre sit 30. år i sporten.

”Ja, til gengæld har vi ingen problemer med indbrud i klubben. Det er ikke altid, at vi låser døren”, siger Peter med reference til det ekstremt velbevogtede område. Vagten er venlig, han kender Peter, og efter en kort inspektion af mit foto-id, bliver jeg udstyret med et ID-skilt.

Men det er ikke altid, at det har været så enkelt. Efter al-Qaedas 11. september 2001-terror øgedes det militære beredskab betydeligt, og i en periode derefter var det trods en ellers velvillig basechef stort set umuligt at få gæster eller nye medlemmer med ind i klubben. Ikke noget drømmescenarie for en rekrutterings-villig svæveflyveklub!

Nu er situationen normaliseret. Men man skal være dansk statsborger for at få adgang, og dette dispenseres der normalt ikke for.
Det militære betyder også, at klubben aldrig får spontant besøgende. ”Folk som gerne vil besøge os, ringer altid i forvejen. Det er egentlig ok, fordi så er vi klar og misser ikke folk, som kommer uanmeldt til klubben”, siger Peter.

Skoleflyvning på Skrydstrup er ikke bare i ASK 21, her Eskadrille 730! (FLV Foto)
Eskadrillens ”callsign” er ”Birdsong” – en direkte oversættelse af det lokale ølbryggeri ”Fuglsang” i Haderslev.

De cirka 80 medlemmer i klubben kan dog også nyde en af nordens længste felter, 2000 meter græs, placeret nord for hovedbanen. Om vinteren klarer flyvevåbnet 24/7-snerydning på banen, så vinterskoling med klubbens Rotax Falke eller ultralette Vampire, som ejes i andele, er absolut mulig. Åh ja, de gode folk fra flyvestationen klarer også græsklipningen, og ser man det assorterede udvalg af gamle militære køretøjer i klubbens regi, så ved man dette er en klub, som har et langt og godt forhold til flyvestationen. Klubben kvitterer for det gode forhold med at flyve mange gæsteflyvninger for flyvestationens udstationerede personel.

Klubbens Rotax-falke er meget populær til rejse- og sightseeingflyvning. Den er kan også slæbe. Flere af klubbens unge medlemmer benytter den som et ”shortcut” til en senere kommerciel karriere.

”Vi har altid en debriefing efter hver flyvedag med en længere checkliste, så vi sikrer os, at alt er i orden, og at vi fx ikke har glemt noget ude på feltet”, siger Peter.

Startede som militær klub
Her i 2019 er klubben fuldt ud civil og ikke længere kun for det militære personale. Men det har ikke altid været sådan: Klubben startede i 1955 som en regulær militær klub på flyvestationen som nazi-tyskland byggede under 2.verdenskrig. Da tyskerne blev smidt ud, overtog Royal Air Force, indtil det danske flyvevåben var klar til at være herre i eget hus.

Der er endnu små spor efter den dramatiske fortid. I klubbens værksted er der en inskription på væggen, signeret af en tysk officer: ”Denne bygning er overgivet til Royal Air Force”.

I efterkrigs-tiden havde klubben stor tilstrømning fra det militære personale, og det var også meget billigt at svæveflyve, for flyvevåbnet finansierede både spil, 1 stk. 2G-skoleglider og 1 stk. Polyt II. En række ”erfarne” svæveflyvefolk (den mest erfarne havde 28 timer!) fungerede som instruktører. Omskolingen fra skoleglideren 2G til den senere Baby var grundig. Først flyves uden hood, senere halv hood. Først til sidst må der flyves med hel hood! De første starter er bare i næsekoblingen, så man ikke får så meget højde. Der er bare de ”erfarne” folk som må anvende bundkoblingen og komme højt og farligt højt op i lufthavet.

Det var ikke bare Flyvestationens jagerfly som skød med skarpt: De senere anskaffede Kranich havde ikke fast understel, men hjul som blev kastet i 3-4 meters højde efter start. Nogle gange glemte man at kaste hjulene og det skete først ”på toppen” af spilstarten, og flere gange måtte spilførerne søge dækning for de livsfarlige ”bomber” som regnede ned fra himlen.

I 1966 bliver klubben civiliseret. Flyvevåbnet forærer fly og materiel til klubben, mod at det ikke længere skal være ansvarlig for dette. Medlemsantallet reduceres katastrofalt en overgang, da der nu skal betales klubkontingent på 25 kr/md.

Men fordelen ved den nye civile status er, at man kan åbne op for civile, som rent faktisk er interesserede i at lære at flyve. Med solid og langvarig indsats lykkedes det for de tilbageværende militærfolk og nu civile klubmedlemmer at bygge klubben op. Dette inkluderer også en tandlæge, som egentlig har fået forbud mod at flyve for sin hustru. Derfor kører han altid rundt med en kajak på taget.

Klubben disponerer over en stor mængde gode standardprodukter, som ASW 28, 18 meter Discus 2 og 15 meter Discus. Et godt sæde til alle, er filosofien.

Mange gode fly, ingen hyper-fly
I dag har klubbens medlemmer faciliteter, materiel og flypark, som deres gamle klubkammerater nok ville give deres venstre ben for: Klubben har en ASK 21 til skolingen, en DG 1000 til 2-sædet strækflyvning og et udvalg af fine 1-sædede fly herunder 18 m Discus 2C, ASW 28 og 2 stk 15 m Discus. Skrydstrup har tilmed en K8, som klubben anvender til den årlige landingskonkurrence. Her demonterer man hjulbremsen, så man ikke kan snyde sig til en førsteplacering.

Der er ingen super-performance-fly som fx Arcus eller Ventus 3, og det er egentligt et aktivt valg: ”Vi vil hellere have mange gode fly, som alle kan flyve, end ganske få rigtig gode. Hos os får alle et fly om morgenen”, siger Peter, som selv fejrer sit 29. år som svæveflyver ud af 45 år totalt.

Der skoles hver tirsdag og torsdag eftermiddag samt weekends, og det lange græsfelt med mindst tusind meters fri indflyvning frem til startstedet gør hele operationen meget effektiv. Der kan landes frem til startstedet, som placeres cirka midt på området, og flyet startes med spillet direkte fra, hvor det landede. Det resulterer i mindst 5-7 skolestarter i timen. ”Et lille minus kunne være, at vi nok bliver lidt for vant til at lange, flade finaler og masser af plads”, pointerer Peter. Ikke alle flyvepladser har lignende forhold.

Det bliver nu tid til at se området lidt fra luften og klubbens DG 1000, FB, bliver hentet frem og koblet på klubbens mægtige 10-cylindrede dieseldrevne Mercedes-spil. Det er døbt ”Sleipner” efter Odins 8-benene hest, som kunne krydse grænsen mellem de levende og døde. Starten er da bestemt også en 8-benet hest værdig, og det er altid en utrolig oplevelse at konstatere, at det 500 kg tunge fly, som dårligt kan rokkes af 3-4 mand, kan accelereres op til 100 km/t på få meter gennem en tynd kunststof-wire.

Kapow! Når først klubbens spil “Sleipner” får fat, må selv en DG 1000 overgive sig til lufthavet efter bare 30-40 meter.

Klubbens 8-benede hest ”Sleipner”.

Der går ikke længe før vi er koblet af wiren i 450 meters højde, og med en lidt mere naturlig næsestilling afsøger vi lufthavet for termik over flyvestationen. En koldfront har netop passeret området, og det giver brugbar termik med en frisk vestlig vind.

Næstformand Peter Jensen nyder udsigten over Skrydstrup fra klubbens ASK 21. Hele Fighter Wing Skrydstrups område udgør 856 hektar, hvilket svarer til mere en 1700 fodboldbaner.

Det sydlige Jylland er temmelig smal her. Der er ikke mere end ca. 65 km fra kyst til kyst her. ”Det kan godt give lidt problemer med termikken”, siger Peter fra bagsædet.

”Vi har nok 25 % færre flyvedage end man fx har oppe i Arnborg, hvor afstanden til kysterne er næsten dobbelt så stor. Til gengæld kan vi have dage hvor søbriserne fra hver side mødes direkte over Skrydstrup og så skal jeg love for, at det stiger.”, kommer det fra Skrydstrup-veteranen.

Peter elsker også vejr-situationer, hvor det er muligt at flyve til Vesterhavet: ”Det er så flot. Nogle gange står termikken langt ude over havet, og det er altså en speciel oplevelse”, siger han.

Nordenvind er i øvrigt godt, for så fungerer hele Jyllands enorme landmasse til Skrydstrups fordel. Sidste års kanonsommer loggede klubben i øvrigt 1265 timer – det næst-største antal timer siden 1978.

Fordelen med Skrydstrups 2000 meters græs er, at man kan lande direkte frem til wiren, hvorfra man kan starte. Her skal ikke hentes fly og det øger ”produktiviteten”. Til gengæld er der risiko for, at piloterne bliver lidt for vant til kæmpelange hindringsfri finaler. Mange udelandinger har en lidt anden profil.

Military airspace
”Foxtrot Bravo, du skal holde dig nord for hovedbanen. Jeg har en Hercules som starter om kort tid”. Det er Skrydstrup Tower, som kalder os.

Klubben flyver i kontinuerlig radiokontakt med Skrydstrup Tower og militærflyvningen har en naturlig førsteprioritet. Afvisningsberedskabet, hvor flere fuldt kampklare F-16 står startklare døgnet rundt, har egne quick-scramble hangarer på flyvestationen. ”Når der kommer en alarm, så bliver vi bedt enten om lande eller holde os indenfor ganske specifikke områder”, siger Peter.

Der går ikke længe, før vi fra vores panorama-pladser i DG 1000’eren ser den store transportmaskine line op på hovedbanen, give gas og stige med imponerende kraft. ”Hercules, jeg vil foreslå, at du svinger til venstre efter start. Jeg har svæveflyveaktivitet mod nord. ”, lyder instruktionen fra Tower.

Hercules-crewet har åbenbart ikke lyst til et rendezvouz med en DG 1000, så de parerer ordre og svinger mod syd. Enkelt, smidigt og alle er fornøjede.
Denne lille opvisning i fleksibilitet viser, at det er fuldt muligt at operere civilt og militært på samme tid, fordi begge parter kender deres roller.

Det er desværre heller ikke svært at forestille sig den modsatte situation – specielt hvis svæveflyveklubben ikke overholder aftalerne. Det er man fra klubbens side selvfølgelig meget fokuseret på.

En af det danske flyvevåbens (4 stk) C-130 J Super Hercules starter fra Skrydstrups hovedbane foran svæveflyveklubben (nederst t.h. på billedet). Tower instruerer anden trafik (svævefly) til at holde sig nord for hovedbanen. No problem!

Det er ikke bare i daglige, at klubben har fordele ud af placeringen på flyvestationen. 3. december 1999 hærgede orkanen Carola Danmark og det sydlige Sverige. Alle svæveflyverne var rejst hjem, og da middelvinden rundede 30 m/s var det mere end klubbens hangarport kunne klare.

Men ATC i Skrydstrup Tower var på vagt, opdagede problemet og fik alarmeret flyvestationens Fire and Rescue, som parkerede en kæmpe brandbil foran hangarporten. Dette forhindrede total destruktion af hele klubflåden.

Det er også ganske trygt at vide, at flyveklubben råder over en redningshelikopter inkl. lægeberedskab på flyvestationen.

F35 kommer snart
Men at man bor på en flyvestation betyder også, at man som klub må acceptere ”hele pakken”, inklusive usikkerhedsmomenterne; De gamle F-16 som har været kernen i Danmarks luftberedskab i 40 år står snart overfor en udskiftning til det hyper-avancerede F35 Joint Strike Fighter, som bliver udstationeret på Skrydstrup.

Dette nye fly er omgivet af et øget sikkerhedsniveau, og klubben frygter derfor, at det kan give vanskeligheder. Drømmen om en ny hangar er sat lidt på ”hold” indtil virkeligheden viser sig: ”Men vi må vente at se”, siger Peter.

Klubben har dog altid sørget for at holde orden i eget hus, og det har altid præget det gode samarbejde med flyvestationen, så man må håbe det bedste for Nordens sidste svæveflyveklub på en aktiv flyvestation.