Klubbens første hot-ship

Det hændte i mine unge dage omkring 1982, da jeg havde lært at flyve stræk, men endnu kæmpede med at få snitfarten over de 60 km/t.

De seje kunne jo flyve opgaver med 100 km/t. Hvorfor kunne jeg så ikke? Flyet var en Cirrus 75.

Jeg havde studeret det hele: Reichmann, MacCready og slutglid og fløj med stopur ombord, så jeg kunne måle det nøjagtige gennemsnitsstig og dermed også sætte MacCready værdien helt korrekt for bl.a. slutglidet. Slutglidscomputeren var iøvrigt en regnestok, som jeg selv havde lavet ud fra flyets polar og anvisningerne i Reichmann’s Streckensegelflug.

Flyet var det første glasfiberfly i klubben, og mange af de ældre instruktører havde med stor beundring i stemmen fortalt mig, hvordan disse ”moderne glasfiberfly kunne glide længere end man kunne se”, og hvordan ”slutglid føltes så surrealistiske, fordi alle sanser fortalte, at flyet ikke ville nå hjem – men det gjorde det”. Men den opfattelse var jo baseret på, hvordan det føltes i fly som Mucha Standard med glidetal på max. 27. Alt er relativt.

Og nu skulle jeg så endelig vise, at jeg havde lært lektien. Opgaven var en ud-hjem tur fra Aarhus til Viborg og retur. Slutglidet blev indledt ca. 30 km ude med en MacCready værdi på ca. 2 på Vesterboer variometeret. Den dikterede hastighed lå vel på ca. 160 km/t. Hurtigt og fint skulle det være.

Helt efter bogen var der indlagt 300 meters sikkerhedshøjde, og jeg kunne ikke i min vildeste forstand tro, at den ville slippe op. Selv da træerne begyndte at synes ubehageligt tæt på, overbeviste jeg mig selv om, at det var sådan et slutglid skulle se ud i et moderne glasfiberfly.

Først 4 km fra flyvepladsen i en højde af små 100 meter gik det op for mig i al sin gru, at jeg ikke kunne nå hjem. Der var kun små, uegnede marker under mig med en max. længde på 100 – 125 meter, men jeg svingede rundt med pulsen helt oppe i det røde felt og landede op ad bakke på en af dem.

Jeg planlagde med at lave et forceret ground-loop ved enden for ikke at køre hen over et dige i begrænsningen. Det var en rystende oplevelse: Så snart vingen tog afgrøden, snurrede flyet rundt helt ude af kontrol. Men halen holdt. Til gengæld bakkede flyet baglæns ind i diget, og sideroret flækkede i limningerne. Det var billigt sluppet!

En morsom ting midt i det hele var, at dem, som jeg opfattede som mine klubkammerater, havde observeret episoden fra flyvepladsen og kom kørende med bil og trailer for at hente mig, inden jeg havde ringet efter dem. Jeg troede jo, at de var bekymrede for mig. Men de gik lige forbi mig uden et ord og hen til flyet. Det var flyet, de var bekymrede for – ikke mig. Men jeg fik da lov til at køre med i bilen hjem…

Dumhederne var så mange og så oplagte, at mange sikkert vil sige, at jeg slet ikke behøver opremse dem. Alligevel ser jeg mange nye piloter, som omend de ikke laver de samme bommerter, så dog viser, at de også ligger inde med nogle tilsvarende forkerte opfattelser. Så jeg tager nogle af mine egne læringer fra den tur:

Stol aldrig på flyets polar eller noget, som er baseret på den. Heller ikke en moderne flightcomputer. Der er grunde til, at man i bjergterræn lærer piloter at regne med et maks. glidetal på 25, også i en Arcus.

Det handler om stiget – ikke om MacCready hastigheden, når du vil optimere din rejsehastighed.

Svæveflyv flyet helt til destinationen, dvs. bliv ved med at bruge den energi, som du kan finde, helt til enden. Det her med at skifte til slutglidsmode og slå din indbyggede svæveflyvepilot fra, er noget lort.

Ground-loops er noget lort. Stol ikke på, at du kan styre dem.

Target-fascination er noget lort: Det ville bare have været så skønt at stryge lavt hjem og tænke: ”Det lykkedes”. Men netop den fascination har det med at overdøve den sunde fornuft. Den må du aldrig slå fra.