Måske verdens flotteste flyveklub?

Sikke en flyveplads – stor nok til at håndtere passagerjetfly af typen A321, B737 og B757. Det rækker nok også til Valdres FK.

Egentlig er Valdres-folkene underspillede af natur, men guldfeberen fik alligevel greb i de lokale næringsdrivende i midten af 1980’erne; Måske kunne man sikre endnu flere turister og besøgende til turistområderne omkring Fagernes, Beitostølen og i nationalparken Jotunheimen ved at bygge en flyveplads på toppen af fjeldet over Fagernes by, ca. 150 km nordvest for Oslo? Dengang var vejr-infrastrukturen ikke så udbygget, og der var LANGT til Oslo.

Det var meningen at en 800 meter strip skulle være nok for mindre STOL-regionalfly, men hvorfor ikke bygge en storkalibret lufthavn egentlig? Resultatet blev – utroligt nok – en 2050 x 45 meter lang rullebane samt en større terminalbygning. Dette skulle sikre kapacitet til beflyvning af store trafikfly som fx B737, A321 og B757 – en direkte gateway fra fx London til Fagernes til fx skiturismen.

Den store terminalbygning

Det højt-beliggende klubhus har udsigt over hele pladsen. Byggelokale i ”kælderen”

Men det blev aldrig den kommercielle succes, som man havde håbet, og efter flere års frem og tilbage med lave trafikmængder, hvor flyvepladsen også fik tilnavnet ”Den himmelske freds plads”, lukkede Avinor endelig for flyvepladsen d. 1. juli 2018. Det betyder også, at der ikke længere blev udsendt NOTAMS og flyvepladsen er trods sine gigantiske proportioner og absolut præsentable ydre ikke længere er at finde i den norske AIP (Aeronautical Information Publication).

Luftrummet over Fagernes har også ændret sig: væk er nu både TIA og TIZ (Traffic Information Area/Traffic Information Zone) og tårnet står nu gabende tomt. Man kalder bare op på klubfrekvensen og lander som ved alle andre små klubber. Bortset fra, at banen er over 2000 meter lang.

Klubbens Tore Kavli og Knut Håvard Berg i klubbens hangar.

Men faktisk er flyvepladsen til salg, hvis der er nogen som vil købe den, ”og har en god sum penge”, som den hjemmehørende svæveflyveklub selv siger.
Det forhindrer dog ikke Valdres FK i at være hovedaktør på Fagernes indtil videre.

Faktisk en luksussituation, hvor klubben er både flyvepladschef, teknisk chef og største hjemmehørende ”airline”. Der er PPR på pladsen gennem www.myppr.no, hvor piloter fra andre klubber skal søge tilladelse til at beflyve Fagernes.

At Valdres FK har brugsretten til flyvepladsen betød også, at det var muligt at holde årets NM på Fagernes. En mere perfekt infrastruktur er svær at finde i Norge.
Fagernes ejes fortsat af Avinor, men da flyvepladsen officielt er lukket, er snerydning m.m. også indstillet om vinteren. Det klarer klubben dog selv, men nøjes med en snefri stribe på 750 meter. Det er betydeligt billigere i traktordiesel end at holde over 2000 meter fri.

Men kan klubben risikere at flyvepladsen blive opkøbt til noget andet formål? I Oslo er GA-flyvningens store flyveplads Kjeller under stærkt pres fra det voksende behov for boligområder.
Svein Orderdalen, en af entusiasterne fra Valdres FK er dog ikke så bekymret: ”Der er ingen som vil bruge pladsen til noget andet. Der er så meget plads her heroppe i fjeldet. Området her er kategorisereret som flyveplads, og man vil fx aldrig bygge boliger her, siger han.

Men der er trods alt noget af en opgave at vedligeholde næsten 100 000 m2 asfaltbane, og medmindre offentlige instanser giver en hånd med finanserne, er det ikke svært at forestille sig, at den store flyveplads kan blive ”for stor” til en privat klub.

En del af den ”hårde kerne” i Valdres FK, her som hjælpere under årets Norgesmesterskab som blev arrangeret på Leirin. Fra venstre Even, Sissel og Svein Orderdalen, Knut Håvard Berg, Tore Kavli, Kaare Weeg og Øyvind Sørgaard.

Før Leirin

Fagernes og flyvepladsen på Leirin er bare det nyeste kapitel i klubbens historie. Valdres FK er grundlagt helt tilbage i 1946 og har indtil basen på Fagernes levet et mere rodløst liv.
Det første fly var en en-sædet SG-38 importeret fra Danmark. Som det var typisk for pionertiden, var læringskurven dramatisk. Man fik mange erfaringer, ofte ved trial and error-metoden; Ved premiere-flyvningen d. 11 december i minus 24 grader i det cockpitløse SG 38 fly fik klubmedlemmet Gotfred Berntsen kraftige forfrysninger i ansigtet og fik livsvarige mén. Få måneder efter, i januar 1950 ville de ivrige medlemmer prøve at bilstarte med SG 38’eren fra Strandefjorden, som ligger nedenfor den nuværende Fagernes Leirin-flyveplads. Men bilen gik gennem isen og forsvandt i søen, dog uden at nogen kom til skade. Om bilen kom op igen, melder beretningen dog intet om.

Efter at isen på Strandefjorden blev dårlig, så flyttede klubben senere på sæsonen op til Nystuen i Filefjeld en tid. Derefter et ophold på flyvepladsen Thomlevold frem til sommer, hvor klubben flyttede op på Klanten flyveplads ved Gol – her havde man også en hangar.

Dette flytte-cirkus fortsatte til slutningen af 1980’erne, hvor klubben fik permanent bopæl på Fagernes Leirin. Strandefjorden nedenfor flyvepladsen er fortsat klubbens lejlighedsvise vinter-spot, hvor man flyver fra isen, men klubbens Super-cub kan også monteres med floats, så vandet kan udnyttes. Valdres FK har i øvrigt en meget flot klubhytte ved Strandefjorden.

Kaare Weeg og Tore Kavli siddende i klubbens ASK 21

Klubben har i dag 3 svævefly i hangaren. Den klassiske ASK 21 til skoling (og stræk, når skybasen er høj nok – det kommer vi tilbage til), en temmelig fin LS-3 som man anskaffede i 2016. Det er en A-model fra 1980 med cirka 2000 timer i bogen. Flyet har flaps og har givet medlemmerne mange fine ture. LS-3’eren er en erstatning for en LS-7 som klubben mistede i et totalhavari for cirka 11 år siden, hvor piloten mirakuløst slap uden skader. Marginale slutglid i dette terræn straffes hårdt, og det er også grunden til, at man har kortlagt alle udelandingspladser ganske detaljeret. Klubben har cirka 10 muligheder i indenfor en radius af 20 km. Endelig ejer en andelsgruppe i klubben også en PW-5 til ensædet flyvning.

Super DImona i aktion under årets NM.

Et Dimona med 115 hk Rotax-motor klarer alle starter og er også et vigtigt værktøj for utroligt fine TMG-ture i Norges højeste fjeldområder, som starter bare 30 km nord for pladsen.

Klubbens ASK 21 i højden over Fagernes på vej op på en nordlig kurs mod højfjeldet i Jotunheimen. Et magisk terræn at flyve i og den ekstremt store højde over terrænet giver en god sikkerhed.

Tore Kavli, en af klubbens erfarne instruktører, tilbyder at vise området frem fra luften, da NORDIC GLIDING besøger Fagernes under NM 2020. Tore er ”blandingsmisbruger”: Han flyver alt, dvs. både svævefly, motorfly og TMG og er en af klubbens 4 instruktører samt skolechef.

Klubbens Tore Kavli som lokal guide i bagsædet på ASK 21 den dag NORDIC GLIDING besøger klubben.
Tores dagsprogram siger noget om klubbens fleksibilitet: Først slæbepilot under NM, derefter 1 times TMG-flyvning, derefter ASK 21-flyvning og til slut 4 timers Cessna-brandvagtsflyvning, hvor Tore fik set det meste af det centrale Norge.

Man er ”committed”, når man starter fra Leirin. Bane 33 som vi anvender, slutter i en stor sø og der er bare få muligheder for at klare en afbrudt start, når man er i et kritisk højdebånd. Men Rotax-motoren giver ikke op, og kort tid climb-cruiser vi op gennem dalen mod Beitostølen og fjeldet Bitihorn (1608 moh), som fungerer som indgangsport til det rigtige høje fjeldområde.

Banen stopper i en sø. Afbrudt start – nej tak. Men klubben siger, at der findes landbart terræn på den anden side.

Vi når uden problemer knap 9 000 ft og overflyver kronjuvelerne i Fjeldnorge: Bessegggen, en af de mest populære vandreture i Norge, de store azur-farvede søer Bygdin, Vinstri og Gjende, den legendariske turiststation ved Eidsbugarden og Galdhøpiggen, Norges højeste fjeld.

Dette er sæsonmæssigt en udsøgt timing. Det er 25 grader varmt, der er masser af sne i fjeldet, men man ser også, at sommeren er ved at besejre Kong Vinter. Så man ser skønheden og den enorme variation i sæsonerne.

På en flot dag er det ”eyecandy” overalt. Et festfyrværkeri af farver: her søen Bygdin

Falketind

Følg skygaden, så ender du i Fagernes!
Her er vi i terrænet over søen Vinstri (1032 moh) nord for skisportstedet Beitostølen, ca 30 km nord for flyvepladsen. Flyver man heroppe er det ”downhill” til Fagernes Leirin, som ligger ca 800 moh. Det er fint når der skal kalkuleres finaleglid ned gennem dalen.

Vi flyver over breer, smeltevandssøer og rå vildmark. Her er ingen store veje, men Dimonaen er en (relativt) tryg rejsemakker. En udelanding her vil bestemt være en oplevelse – hvis man overlever! Så kan man varme sig ved tanken om, at risikoen for motorstop er præcis 50 % (enten kører den, eller ikke!) Vi ser også Øtrovannet, hvor der også er et massivt hang som også benyttes ved svæveflyvning om vinteren.

For mit vedkommende er det den flotteste og mest varierede flyvetur, jeg nogensinde har haft i Europa, og jeg misunder Valdres-piloterne deres mulighed for at flyve her.

Men vent, vi ligger i cirka 8500 ft, men trods dette ligger skybasen væsentligt højere, så Tore og jeg bliver enige om at bytte Dimona ud med ASK 21. En halv time senere ligger vi i 3400 meter under en kæmpe cumulus – og trods et variometer som ikke fungerer helt efter hensigten, påstår min Oudie IGC at vi logger en solid 5-meters boble hele vejen til toppen. Det bliver så 2 personlige rekorder den dag – den flotteste flyvetur i Europa og højeste CU-termik nogensinde.

Højdemåler i meter – ikke fod. Basen er denne dag i 3400 meter. Temmelig imponerende. Med 2600 meter i højdeoverskud (Flyvepladsen ligger i 800 m) er der basis for flot og sikker strækflyvning i selv en ASK 21.

Det er typisk, at fjeldtermikken bliver høj, siger Tore i bagsædet og spotter en velvoksen ørn. Men vi har en bagkant for flyvningen. Tore skal flyve brandtjeneste i klubbens C172. Det er et system, hvor landets flyveklubber under Norsk Luftsportsforbund stiller fly og rutinerede piloter til tjeneste for brandvagt og eftersøgning i fjeldområder. Dette er svært meningsfuld og nyttig motorflyvning og giver også et reelt tilskud til klubbens økonomi.

Valdres FK har også fx Cessna, som anvendes til fx brandflyvning i sommermånederne. Det giver en bred palette af medlemmer som trives.

Det betyder, at Tore gerne skal være tilbage på Leirin om en halv time. Vi er fortsat mindst 2500 meter over Leirin som ligger 800 moh. Åbne bremser? No way! Så jeg benytter mig af, at en ASK 21 med 200 km/t synker som en sten. Men efter 10-15 minutters vanvidsflyvning bliver jeg træt i ørene af det enorme vindbrus i cockpittet, og desuden er vi ikke kommet noget specielt lavere. Det stiger overalt her, og man kan bare fantasere om, hvad der ville være muligt her med et hottere fly end en ASK 21.

Skulle Tore ikke tilbage til flyvepladsen ville jeg dog uden betænkelighed have fløjet ind i højfjeldet med klubbens ASK 21. I 3400 meters højde kan man nok fint glide de 30-40 km tilbage. Senere samme dag så vi, at Ole Bartvedt fra Hallingdal FK havde været ved Galdhøpiggen i DG 1001 M.

Men bremserne må desværre ud for at ikke overskyde tidsplanen, og jeg placerer os til en venstre medvind til landing på Leirins bane 15.
”Vær nu opmærksom på, at banen er over 2000 meter”, siger Tore fra bagsædet. Han har set masser af gange, at piloter undervurderer banens længde. Det giver ofte det resultat, at flyet ender laaaangt fra hangaren, fordi det ganske enkelt stopper for tidligt. Fra tærsklen til første mulige exit er der over 1200 meter, så er man ikke fokuseret, bliver det en lang rejse tilbage til klubben for muskel- eller bilkraft.

Den risiko må man bare tage med, når man har en fuldskala lufthavn og noget af verdens flotteste natur til disposition. Giv Valdres en god dag med høj base, og man har opskriften på ”ægte verdensklasse”.
Hvem bliver de første til at arrangere en nordisk stræklejr her?