Mod alle fire ror-stop på Wavecamp

“Det var virkelig en fed oplevelse af deltage i fjeldflyvningskurset på isen, og så var det sociale helt i top. Jeg håber, at vi kan inspirere andre danske piloter til at deltage næste år”, forklarede danske Michael Rehné Christiansen fra Øst-Sjællands Flyveklub som var rejst den lange vej fra Danmark for at krydse et bucket-list-item af. Til højre en af de gamle Vågå-kendinge kursus-instruktøren Kjetil Nordheim.

Link to automatic translation

En typisk wavecamp har mange ansigter, og man er nødt til at opleve det selv for at forstå den utrolige dynamik i oplevelserne; Fra en dag bålfyrede hot dogs og varm chokolade på en varm og vindstille is til udbrud af alvorlig diamanthøjde-guldfeber og frenetisk aktivitet ved synet af de majestætiske linse-skyer, lenticularis over fjeldtoppene.

En sådan dag som sidstnævnte fik denne skribent timet klokkerent af rent tilfælde under et besøg på årets Vågå-lejr.

Det flotte og vildstille ophold på isen blev pludselig afbrudt af rotor som slog ned på isen. Segelflygets DG-1001 var parkeret med et demonteret punkteret hovedhjul i trailerens vugge, men den kraftige vind havde andre planer; Havde det ikke været for en 5-10 voksne piloter som kastede sig over flyet, var DG’en uden hjul nok blæst eller fløjet selv til øst-enden af Våga-vattnet eller fået diamanthøjde sans pilot.

Segelflygets DG-1001 vrider sig i vuggen under en pludselig vindbyge . Vejret i fjeldet kan være uforudsigeligt og rotorer kan slå ned i dalen uden varsel.

Tore Kavli slæbte i Super Cub, men den kraftige turbulens gjorde indtryk på den ellers robuste pilot.

Slæbepiloterne fik også stryg. Selv erfarne og flyveglade norske typer som fx Tore Kavli som fløj Super Cub noterede sig, at slæbene var rekord-turbulente, selv da vinden på isen havde lagt sig.
“Det var ekstremt. Jeg sad flere gange længe med pinden mod rorstoppene, når vi gennemfløj den voldsomme turbulens, og jeg har aldrig oplevet så voldsomme stød i ryggen før”, forklarede han.

Den nye unge campboss Mats Ruste Holen fra Drammen FK forlod for et øjeblik sin ensomme vagt ved startvognen og inviterede venligt denne skribent med i bagsædet på en ASK 21 for at smage lidt på mysteriet i lufthavet, og med tanke på de drabelige krigs-historier fra slæbepilot Tore blev bælterne strammet ekstra godt.

Campboss Mats Ruste Holen.

Mats Ruste Holen holdt skarpt øje med trafikken i luften. Alle fly skal registrere sig inden start af hensyn til sikkerheden. Dette en praksis som deles med lejrene på Ottsjö og i Kebnekaise.

Vi havde ingen oxygen med, så planen var at holde sig i ydmyge 3000 meter. De første par hundrede meter var slæbet ganske fredsommeligt, og det var en fornøjelse at se, hvordan en lokalkendt slæbepilot som Tore kan finde de helt rigtige sweet spots på hanget, så stiget næsten blev fordoblet.

Men så var det pludseligt som om vi kom op i en helt anden verden; En verden af umiddelbart kaos og vildskab. Ekstremsport-fans kender til disciplinen “White Water Rafting”, og mens verden og slæbeflyet bevægede sig i eksotiske, perifære vinkler foran ASK 21’eren med en tynd fernis af kontrol, filosoferede jeg over, at dette flyvningens svar på samme sport faktisk var en frivillig aktivitet.

Jeg blev dog afbrudt i min fintækning, da mit hoved, trods stramme bælter, med flere intense kollisioner insisterede på at gennembryde det imponerende solide canopy. Men forgæves. Det blev dagens første og eneste 1-0 til mig.

Under denne rejse gennem lufthavet blev der dog tid til både at nyde den utrolige udsigt over dusinvis af +2000 meter fjeldtoppe, de fascinerende 10-meter høje snow-devils på fjeldsiderne og på samme tid skænke flyets konstruktør Rudolf Kaiser en venlig tanke over at have bygget et så solidt fly som tålte en så brutal behandling uden at falde ned fra himlen som konfetti.

Efter udkobling konstaterede vi, at vindhastigheden var over 100 km/t i 1000 meters højde. I en ASK 21 ville selv få minutters flyvning i medvind mod øst resultere i, at vi aldrig ville komme hjem til isen. Ikke ved egen kraft i hvert fald.

Selv med næsen pegende mod vinden og 100 km/t på viseren, fik vi derimod lov til at opleve den luksus at flyve baglæns. Og med 120-130 km/t var glidetallet ikke specielt bedre end en Robinson R22 med motorstop. Så Capitano Mats og jeg blev hurtigt enige om, at vores (under andre forhold rigelige) 1300 meter ikke var nok højde til at flyve længere mod øst end 4-5 km fra flyvepladsen. Vi fik derfor aldrig fat i den bølge som tydeligt var i nærheden af den rotor vi kæmpede med, og jeg forstod aldrig strukturen i dette voldsomme energisystem denne dag. Dette forstærkede blot min respekt for naturens kræfter og fascination af fjeldenes hemmeligheder.

Fagchef i NLF Seilflyseksjonen Steinar Øksenholt var traditionen tro kursusleder på fjeldflyvningskurset som i år blev afholdt for 26. gang.

Svenske Håkan Schweizer selvstarter fra Vågå-isen med DG 1001 M

Svenske Ulf Jonsson

Klar til start mod vest

Frank Schellenberg scorede en diamanthøjde.

Til alt held var der andre dygtigere piloter på flyvepladsen som havde bedre flyvemaskiner. Svenske Ulf Jonsson og Håkan Schweizer havde medbragt en selvstartende DG1001 M og samme dag loggede de en vindhastighed på absolut potente 167 km/t og over 5500 meters højde. De var ikke eneste “udlændinge” i Norge – også en hollandsk delegation var kørt til Vågå med en LS8 – bl.a. ejet af Frank Schellenberg fra klubben Illustrious. Det var ikke hans første rodeo: Nordic Gliding har før mødt ham på Ottsjö Fjällflygläger, men denne gang blev det Vågå for variationens skyld.

Årets Vågå gav dog mindst 1 diamanthøjde til Frank som i denne video også bemærkede, at atmosfæren i 6400 meter, trods oxygen, var noget fremmed – en høj puls afslørede, at kroppen arbejdede ekstra hårdt.

NRK-journalist Even Lusæter (med faldskærm) fik en oplevelse af, hvad svæveflyvning også kan være på en turbulent dag, hvor man nok ikke ville flyve med sin gamle mormor…

Som noget særligt fik Vågå-lejren også besøg af NRK. Den sagesløse journalist fik også sin luftdåb i en energi-fyldt atmosfære. Trods dette gav det et flot portræt i distriktsnyhederne d. 15 marts.

For præcis 22 år siden, i ”rekordpåsken 2002” steg Christer Lie fra Drammen Flyklubb til astronomiske 10 349 meter, og deltagerne loggede over 60 diamantflyvninger (en flyvning med 5000 meters højdevinding). I år var Vågå-forholdene derimod ikke helt på højde med rekordåret 2002, men selvsamme Christer Lie var alligevel på plads i forsædet og prøvede lykken i lufthavet med Ingar Pedersen i bagsædet.

Årets Vågå var med omtrent 40 deltagere – inklusiv deltagerne på Seilflyseksjonens verdensunikke fjeldflyvningskursus, hvor man med erfarne og lokalkendte instruktører (Steinar Øksenholt, Robert Danewid og Kjetil Nordheim) kan lære fjeld- og bølgeflyvningens specielle kunst under trygge forhold. På fotoet starter Robert Danewid med en kursist i Segelflygets DG 1001 Club neo. Han har været der hvert år siden 1993, for kommer også næste år for “fjeldflyvning i marts måned er noget helt særligt”, som han siger.

At det “trygge” ved et egentligt kursus fremhæves her er intet tilfælde: 2 fatale IMC-relaterede fjeldflyvningshavarier med svævefly indenfor 10 år på andre lejre (Kebnekaise april 2015 og Bjorli September 2015) understreger, at bag skønheden ved denne type flyvning også ligger en risiko – læs bl.a. https://nordicgliding.com/havarirapport-imc-foerte-til-totalhavari/ og https://nordicgliding.com/wp-content/uploads/2020/06/NG-03-2018.pdf side 40.

På årets Vågå Wavecamp blev der fløjet 103 starter, scoret 8 guldhøjder og 1 diamant på lejrens 8 dage. 7 var flyvedage.

Fra Ottsjö-organisationen rapporterer Thomas Brandt, at 7 svenske klubber stillede op med i alt 37 deltagere. Totalt blev der fløjet 111 starter og 117 timer.
”Vi havde 9 flyvedage ud af 13 mulige, og vi fløj bølger 5 dage. Vi fik ingen diamanthøjder i år, men i RST har jeg fundet 5 guldhøjder og 41 sølvhøjder hvoraf 15 af disse var med en højdegevinst på over 2000 meter. Bedste RST-flyvning gjorde Tor Widman den 13 marts med 3630 m”, slutter Thomas Brandt.

Video fra Ottsjö og Peder Sandström