Når fem minutter ikke er nok – TMG i grundskolingen

Klaus Juhl (60 år og +1600 flyvetimer) er selvstændig. Han flyver Arcus i Øst-Sjællands Flyveklub og har været i sporten siden 1997.

Link to automatic translation

Men måske stiller vi ikke ofte nok det næste spørgsmål:

Hvordan uddanner vi nye piloter på en måde, som både er attraktiv for nye medlemmer – og realistisk for klubberne?
For udfordringen er ikke kun at få nye elever ind.
Det er også at have instruktører nok til at uddanne dem.

I DSvU’s arbejde med rekruttering og fastholdelse peger tallene ret tydeligt i én retning: Instruktørkapacitet er sandsynligvis den største enkeltstående begrænsning for vækst.

Vi har i dag 314 registrerede instruktører i Danmark. Gennemsnitsalderen er tæt på 58 år, og mere end halvdelen er over 60 år. Samtidig fortæller mange klubber om fulde elevhold, begrænset skolingskapacitet og få aktive instruktører.

Hvis udviklingen fortsætter, vil mange af dagens instruktører stoppe inden for de kommende 5–10 år.

Hvis vi stadig vil vokse og uddanne nye instruktører i fremtiden, bliver vi også nødt til at se på, hvordan vi bruger de instruktørressourcer, vi faktisk har.

Måske uddanner vi stadig som i gamle dage

Svæveflyvning har traditionelt været bygget op omkring spilstart, korte skoleflyvninger og mange gentagelser.
Det har fungeret godt i generationer.

Men set med nye elevers øjne er der også nogle udfordringer.

En typisk skoleflyvning på spil varer måske fem minutter. Instruktøren flyver typisk start og landing, og eleven får selv lov at flyve ca. tre minutter.
Tre minutter.

Det er svært at lære ret meget på tre minutter – og endnu sværere at nå at prøve det samme flere gange.

Næste chance kommer måske en halv time senere. Eller næste weekend.

Det betyder, at progressionen for mange bliver langsom, og at motivationen kan være svær at holde oppe i starten.

Det er ikke kritik af spilstart – tværtimod. Spilstart er fantastisk til mange ting, især start- og landingstræning. Samtidig er spilstart sandsynligvis den mest miljøvenlige og energieffektive startform, vi har i svæveflyvning.

Men måske er det ikke nødvendigvis den bedste måde at introducere helt basal flyveforståelse på.

Nye medlemmer – særligt voksne mellem 20 og 50 år – kommer ofte med andre forventninger til læring og progression. De vil gerne mærke udvikling hurtigt. Ikke fordi de er utålmodige, men fordi fremgang skaber motivation.

Hvis der går for lang tid mellem succesoplevelserne, mister nogle ganske enkelt momentum.

Det betyder ikke, at uddannelsen skal være nemmere. Men den må gerne være mere effektiv og hurtigere.
Ikke ved at springe over, hvor gærdet er lavest, men ved at bruge de rigtige værktøjer på det rigtige tidspunkt.

Fast Track

I Øst-Sjællands Flyveklub begyndte vi i 2025 at arbejde med et parallelt tilbud, som vi kaldte Fast Track.

Tanken var enkel:
Kunne vi skabe en mere overskuelig og motiverende vej ind i sporten – og samtidig bruge vores instruktørressourcer bedre?

I 2026 tog vi konsekvensen og gjorde konceptet til klubbens primære indgang til uddannelse.
Samtidig ændrede vi vores hjemmeside og kommunikation til 100 % fokus på Fast Track.
Og det virkede. Telefonen begyndte at ringe.

Nye interesserede henvendte sig specifikt med spørgsmål om Fast Track. Hvor vi tidligere oplevede mere sporadisk interesse, kommer der nu løbende nye henvendelser.

Det fortæller mig noget vigtigt: Vi har ramt et behov.
Ikke nødvendigvis efter en lettere uddannelse. Men efter en mere overskuelig vej ind i sporten.

Mange oplever i dag vejen til certifikat som lang og lidt diffus. Hvis vi kan skabe mere progression og hurtigere læring – uden at gå på kompromis med kvalitet eller sikkerhed – bliver sporten ganske enkelt mere attraktiv.

TMG som første trin

Et centralt element i Fast Track er brugen af TMG i grundskolingen.
De første to ture – cirka to timer i alt – flyves i TMG.
Her lærer eleven det helt grundlæggende:
Pind og pedal. Hastighed. Kursflyvning. Koordinerede drej. Introduktion til landingsrunde.
Kort sagt: basal flyveforståelse.

Derefter flyver eleven tre skoleflyvninger i ASK21 med flyslæb til cirka 1.000 meter, hvor erfaringerne overføres til svæveflyet.
Først herefter fortsætter den almindelige grundskoling på spil.

Erfaringen er, at eleven efter disse fem første starter allerede har gennemført omkring 30 % af pensum.
Når eleven fortsætter på spil, kan fokus derfor i højere grad være på det, som spilstart er fantastisk til: Start og landing.
Det giver bedre progression og bedre udnyttelse af instruktørtiden.

Hurtigere er ikke nødvendigvis dårligere

I svæveflyvning har vi nogle gange en tendens til at forbinde “hurtigere” med “dårligere”.
Jeg er ikke sikker på, at det altid er rigtigt.

Hvis eleven lærer hurtigere, bliver mere motiveret og når solo tidligere – samtidig med at kvalitet og sikkerhed opretholdes – hvorfor skulle det så være et problem?

Måske skal ambitionen faktisk være, at vejen fra første flyvetur til solo bliver kortere.
For eleven handler det om motivation og følelsen af fremdrift. For instruktørerne handler det om arbejdsglæde.

De fleste instruktører går ikke på vagt for at “holde hjulene i gang”. De gør det, fordi det er sjovt at lære fra sig og se udvikling.
Når eleverne flytter sig tydeligt, lærer noget nyt og går hjem med en god oplevelse, bliver instruktørarbejdet også mere motiverende.

Og måske er det i virkeligheden den vigtigste pointe:
Måske kan vi skabe en uddannelse, som både er hurtigere, mere effektiv – og lidt sjovere. For både elever og instruktører.

En invitation til debat

Jeg tror ikke, at én model passer alle klubber.
Klubber har forskellige fly, forskellige økonomier og forskellige traditioner.
Men måske bør vi som sport turde diskutere et lidt større spørgsmål:

Hvordan kan vi uddanne nye piloter hurtigere, bedre – og med mindre belastning af de instruktørressourcer, vi allerede mangler?

For hvis instruktørkapacitet er vores største begrænsning, er vi også nødt til at turde udfordre måden, vi gør tingene på.