Når isen kalder

”Giv mig vinter og hunde, så må I for mig beholde alt andet for jer selv”, konkluderede polarforskeren Knud Rasmussen for 100 år siden. Men vinteren kalder endnu på Vågå Wavecamp, Ottsjö Fjällflygläger og Kebnekaise Wavecamp. Her er er der garanti for en unik oplevelse, selv om hundene er byttet ud med Pawnee-heste.

Tekst og foto: Jens Trabolt

Efter lang, mørk og kold vinter sker der noget mærkeligt. Karavaner af biler med lange trailere bevæger sig mod de frosne søer på Vågå, Ottsjö og ved Kebnekaise. Ud springer svæveflyvepiloter klædt på som til en større Grønlands-ekspedition.

Langdistancepokalen på Ottsjö Fjällflygläger gik dette år til en gruppe hollandske piloter fra klubben GLC Illustrious – komplet med en Duo Discus, LS 8 og 2 wave-sniffende hunde. ”Vi så en video på youtube fra Kebnekaise Wave Camp, men besluttede os til at rejse til Ottsjö”, sagde Coen Meyers (i blå trøje til højre). ”Det bliver et eventyr for os”.

På Vågå fik Helge Nakstad (72) sin drøm opfyldt sammen med camp-boss Lars Thorenfeldt (t.v.) fra Drammen FK, som arrangerede lejren for 28. gang. Helge er nu entusiastisk elev og skolede seilfly for 40 år siden i Stockholm, men tog aldrig certifikatet, men nu skal det være trods 1945-årgangen: ”Jeg har altid overvurderet mig selv, så mon ikke det går?”, jokede han. Helge steg i øvrigt til 3500 meter på sin 4.start i sin nye elevkarriere.

Piloterne er kaldet af isen og legenden om de vilde energistrømme i denne del af atmosfæren. Det er spændende flyvning, som taler direkte til fascinationen i alle piloter. Majestætiske fjeld, vildmark, is og laminart stig til utrolige højder er alle ingredienserne i det store show som udspiller sig på isen. Ja, man ved, at man er på rette sted, når stiget er gjort levende med navne som ”Ottsjö-hissen” og ”Tesse-bølgen”.

Højder på mere end 10.000 meter er mulige på disse steder, men som med al anden svæveflyvning er det som lystfiskeri – det er bare at vente og se hvilket show naturen byder på. Rejser man med krav om diamanthøjder har man misforstået konceptet – og naturen. De piloter som trækker det rigtige nummer i naturens store lotteri belønnes med en stor oplevelse. Men uanset højdemålerens visning er det altid en fest for øjet at komme i luften i fjeldet.

Fagchef i seilflysektionen Steinar Øksenholt var chef for årets SveDaNor-kursus på Vågå-isen. Sidste år forårsagede mange svævefly i luften over Vågå ”Pacman-kaos” i de norske ATC-systemerne. I år blev campens fly tildelt permanente militære transponder-koder under hele perioden.
Sporene fra 2015-ulykkerne med svævefly på Bjorli og Kebnekaise var også tydelige på briefingerne; ”Vi lander senest kl 1800 og jeg vil gerne påminde om faldskærmen. Anvend den i god tid”, var Steinars råd.

På Ottsjö har man fløjet siden 1961 – og den opsamlede erfaring i fjeld – og bølgeflyvning er en vigtig kulturarv. Kursuschef på Ottsjö, Lars-Eric Hansson fra Uppsala FK er en af de ildsjæle som deler ud af sin viden til kursisterne. Lars-Eric fik i øvrigt Stålisfondens 2016-stipendium for sin indsats som instruktør i Uppsala.

Ottsjö ATC – nu kaldet for ”Algotsro” efter en af Ottsjö-pionererne Rolf Algotsson, som gik bort for 2 år siden. Rolf tilbragte selv ca 2 år af sit liv på isen gennem årene.
Den ydmyge infrastruktur vidner ikke om det enorme arbejde som ildsjælene har udført siden første camp i 1961: De første fly, 2 Bergfalker blev leveret med tog til Untersåker station og fragtet pr hestevogn til Ottsjö.
Sammenlagt har Ottsjö gennem årene produceret over 20 000 starter, over 18 000 flyvetimer, over 1 000 guld-C-højder og 182 diamanthøjdevindinger. Højderekorden på Ottsjö er i øvrigt 10 198 m (det rækker!)
Totalscoren for den vellykkede 2017-camp blev 120 flyvninger og 136 timer.

Fjeldverdenen er rig på kontraster. En solrig turistdag kan afløses af stormbyger og IMC-forhold den næste dag, og har man først en gang oplevet dette forstår man både Ottsjö- og Vågå-arrangørernes vedholdende fokus på solide forankringer af fly og materiel. Her har Lars-Eric Hansson fotograferet Ottsjö ATC’s vindmåler med en visning på ca 90 km/t …

…og den dårlige sigt kan i øvrigt præsentere de tålmodige piloter for nye og uventede problemer. Hvordan finder man fx hjem fra isen i bil med 5 meters sigt (foto: Lars-Eric Hansson)

Kjetil Nordheim fik højeste højde på Vågå i år – ca 6 300 m

Men hvilken camp skal man vælge? At give det rigtige svar på dette spørgsmål er som at vælge mellem Porsche og Ferrari; Hver af de nordiske camps er traditionsrige flyvekulturelle fyrtårne af høj kvalitet og hver sine specielle sider.

Selvfølgelig er der også en vis national tilknytning. Der er flest svenske deltagere på Ottsjö/Kiruna og flest nordmænd på Vågå, men det er ikke nogen naturlov, og på årets camps var det også positivt at se flere eventyrlystne piloter besøge hinandens lejre.

Det er også værd at minde om, hvilken nordisk kulturskat disse lejre i virkeligheden er. Ingen andre steder i verden findes dette koncept med systematisk flyvning fra frosne søer. Deltagere fra fx Holland og Tyskland har betydelige kortere rejsevej til fx Sydfrankrig, men vælger alligevel at køre tusindvis af kilometer over flere dage mod det eksotiske nord. Der er der en årsag til.

Vågå 2018: Glideflugt over jætternes bostad