Nisseflyvning trods corona

Den årlige Nisseflyvning i norske Oppdal d. 27-29. november giver isoleret set ingen mening. Det er netop attraktionen!

Tekst: Jens Trabolt Foto: Kjetil Nordheim, Robert Danewid

Kjetil Nordheim, Robert Danewid og Trude Liavåg under en tidligere nisseflyvning,

Den store og asfalterede flyveplads i Oppdal, cirka 90 km syd for Trondheim, er et fast udgangspunkt for NTNU flyklubb. Som NORDIC GLIDING tidligere har beskrevet er flyvepladsen en drøm for en svæveflyver med kort afstand til interessant fjeldterræn og et panorama som andre er parat til at rejse langt efter.

Portræt: Oppdal, perlen i Fjeldet

Hvert år i november holdes den traditionsrige sæsonafslutning: Nisseflyvning – og dette år er ingen undtagelse med 27.27-november markeret i kalenderen. Eneste offer for den efterhånden ikke specielt populære corona er den ditto traditionsrige pinnekjøtts-middag som er aflyst, oplyser Stein Marius Pedersen fra klubben.

NLF/S fagchef Steinar Øksenholt har også tidligere deltaget – denne gang uden nissekostume. Til venstre i blå jakke Tor Erik Moen.

Men hvad er Nisseflyvning egentlig? Jo, det er flyvning med klubben tro tjener, den gamle ASK 13, som er malet i rød/hvide-farver. Jule-tema, vil nogen sikkert sige.

Obligatorisk beklædning er fuldt nissekostume. Det giver selvfølgelig ingen mening, men i en hverdag med meget logik og ræson er det skønt at gøre noget – bare fordi man kan!

”Det er dog en nyere tradition”, siger NTNU’s Thomas Nielsen som har været medlem siden 1997. ”Traditionen var her ikke, da jeg startede i klubben, og der er mange som har noget af æren for eventet. Arent Arentzen som omkom i Sydafrika i 2014 havde nok en vigtig rolle i indføring af nissekostume. Kjetil Nordheims Facebook – og Instagram-billeder har også spredt det glade budskab og gjort det kendt udenfor klubben og Norge”, siger Thomas Nielsen.

Annonce
Loading...

 

”Det var i udgangspunktet bare NTNU-medlemmer som deltog, siger Kjetil Nordheim som har deltaget det sidste 10 år. ”Men de sidste 4-5 år har vi også fået andre med”. Ofte har man overnattet i et forsamlingshus med madrasser på gulvet, fortæller han.

”Det sociale er helt sikkert en motor”. Det siger svenske Robert Danewid fra Landskrona SFK. Han har gennem sit engagement i både Frya og Vågå Wave Camps blevet godt kendt i det norske miljø.

”Jeg har deltaget i både 2018 og 2019 på invitation af mine norske brødre Steinar Øksenholt, Tor Erik Moen og førnævnte Kjetil Nordheim”, siger han.

”Det er vældigt specielt at flyve deroppe på den tid af året. Der er bare lys 5 timer om dagen. Sidste år var der fantastiske bølger. Jeg var i 4000 meter med Tor Erik Moen, og vi måtte bare afbryde fordi vi ikke kunne få mere luftrum tildelt”, siger Robert Danewid, som desværre må se sin deltagelse i år afbrudt af Corona.

 

Vågå Wavecamp: Barbeque on ice

Der regnede ikke med diamant-højder ned fra himlen på årets Vågå Wavecamp, men hvad gør det, når man har fast is under støvlerne, høj sol og masser af grillpølser?

”Sklitur” over jætternes bosted

Vågå Wavecamp 2018: Har man bare den mindste smule romantik i blodet er det umuligt at modstå kombinationen af is, fjeld og svævefly. 2018-versionen af Vågå var træfsikker

Når isen kalder

”Giv mig vinter og hunde, så må I for mig beholde alt andet for jer selv”, konkluderede polarforskeren Knud Rasmussen for 100 år siden. Men vinteren kalder endnu på Vågå Wavecamp, Ottsjö Fjällflygläger og Kebnekaise Wavecamp.