NM Grand Prix: The race was on!

Grid før start. Her er det Henning Lassen i Ventus 2cM som lader op før start.

Link to automatic translation

Flash! De fleste bilister har nok prøvet det. At køre forbi en fart-kontrol med lidt for høj hastighed. Argh! Det var dumt! Den samme oplevelse fik denne skribent, da finalgliddet tilbage mod Starmoen og det norske svæveflyve-center ikke helt rakte til at holde de obligatoriske 200 meter AGL i ankomsthøjde.

Hvad? Var det 150 meter! Det var jo meningen, at jeg skulle ankomme i 201 meter. Jeg så for mit indre blik Homer Simpson slå sig selv i hovedet med en flad hånd: ”Doh!!”

Prolog: Om tirsdagen havde jeg fået det generøse tilbud at flyve med i Jostein Tangens og partnerens Ragnhild Lindqvists LN-GAO – en ”classic” Duo Discus, da Ragnhild var forhindret. Det skulle prøves i dette strækflyvnings-paradis.

TNLF Seilfly-fagchef Steinar Øksenholt og ditto konkurrenceleder Leif Jørgen Ulvatne havde først på dagen skreven en cirka 250 km task primært mod nordvest ud til de 14 deltagere.

Steinar Øksenholt funderer over vejret og om den første task mon holder….

Teaser: Klar til NM 2022 på Starmoen

Men efter at Steinar med et bekymret blik havde holdt øje med overviklingen mod nordvest, forsvandt han ind på kontoret og kom efter kort tid triumferende tilbage med en ny opgave i hånden. Distancen var nu kortet ned til cirka 121 km og satte kursen mod syd, hvor flotte cumulus og solskin trods alt så lovende ud.

En fornøjet Steinar dukker op med ny 120-km task.

Konkurrenceleder Leif Jørgen Ulvatne tog alle midler i brug for at sikre en ordentlig konkurence – også “Ali-kaffe”…

Altså en ”hot” sprint-distance hvor selv små fejltagelser kunne give store konsekvenser.

Jostein og jeg selv i bagsædet startede i AO cirka 1400 og fløj rundt og smagte lidt på den gode termik, mens vi kunne se de andre deltagere starte under os.  I 2000 meters højde under de store cumulus var sommertemperaturerne forsvundet, så vi blev glade for vores solide påklædning.

Mens vi ventede på startlinjen blev åbnet opstod der et par større gaggles, hvor mange fly samledes. Jostein og jeg var enige om, at vi flyttede os lidt for at sprede risikomomentet.

Jostein Tangen giver gas i AO.

En fornøjet Grand-Prix-debutant i bagsædet på AO.

Fine forhold – så længe man holdt sig over 1000 meter. Her er basen cirka 2100 meter.

Den korte sprint-task i luften  – ud fra flyets handicap blev vendepunktets diameter større eller mindre, så fly med dårligere performance skal flyve kortere. Det fungerede fint i praksis og gav ægte race-feeling mellem helt forskellige fly. Vi fik i Duo Discus ordentlige tæsk af Christer Mjøs i ASW 15 fra Os Aeroklubb.

På grund af almindeligt bureaukrati og ventetid på norsk indregistrering fløj Arne Martin Güettler ikke sin nye Jonker JS3. Han brugte i stedet energien på Jo Inge Bjørøs Arcus M.

I ventetiden kunne jeg endnu en gang konstatere, at AO – som alle andre Duo Discus – er en særdeles vellykket konstruktion netop til dette formål; Den er exceptionelt enkel at flyve, stiger godt med lav hastighed og har alligevel en ret respektabel performance med 140-180 km/t mellem termik-boblerne.

Efter cirka 90 minutter blev starten givet fri, og vi fløj alle over startlinjen. Maksimum højde var 1800 meter, og de taktisk bedste piloter udnyttede dette maksimalt for at have optimal energi. Vi bommede med næsten 100 meter og kom over startlinjen i lidt over 1700 meter. Cirka 70 meter lavere end fx Per Morten Løvsland, som viste betydeligt bedre taktisk forståelse (som forventet).

Det var en spændende oplevelse at glide mod første vendepunkt mod syd i næsten samlet formation. Naturligvis med den naturlige variation i forhold til de individuelle flys performance og udgangs-højde. FLARM var et godt hjælpemiddel for at holde styr på de i alt 16 fly, og mindst en gang fik vi en FLARM-alert på fly som elektronikken mente, at vi var kollisionskurs med.

Jostein og jeg holdt – synes vi selv – et respektabelt tempo undervejs, men vores højde var blevet reduceret til cirka 900 meter ved sidste vendepunkt. Vi havde – med andre ord – forbrudt os mod det hellige credo: ”Get high – stay high” og havde tilladt os selv at synke til under halvdelen af skybasen og dermed ned i en område, hvor termikken  var dårligere og mere sporadisk. Det kostede!

Dick Johnsons ”Get High, Stay High”-princip (Illustration fra Robbans Teoritrilogi)

Umiddelbart herefter var vi tvunget til at søge efter termik for at komme op. Vi brugte alt for lang tid på dette i svag termik og tankede også alt for meget højde, som jeg så til gengæld brugte ved at flyve alt for hurtigt på vej hjem. Helt uforklarligt og fuldstændigt unødvendigt ”bustede” jeg så også ankomsthøjden ved at insistere på vældigt energikrævende +200 km/t de sidste 10 km.  Et mere moderat finaleglid havde reduceret vores krav til højde og dermed også tiden i den sidste termikbobbel. Det var dyre, men ret illustrative ”lærepenge”.

Per Morten Løvsland giver her med en nidkær pre-start-polering sin LS6 den sidste 1/10-promille i performance. Noget virkede under alle omstændigheder, for han vandt.

Kato Kvitne blev en flot nummer 2 i en Discus 2a. Den gamle ASW 20 LN-GUF har han solgt til Erik Røthe Klette fra Voss som også deltog i mesterskabet.

LN-GUF med Erik Røthe Klette starter fra Starmoen.

Post flight-debriefing på flyvepladsen.

En ordentlig regnbyge mandag eftermiddag sendte de våde pilot i skjul efter landing. Team Taurus måtte gå i airbone-holding ganske længe for at vente på at regnen holdt op på Starmoen.

Frida Bjørø og Eirik Brenner Marthins tog en pæn 3.placering i en Duo Discus foran langt mere erfarne piloter.

NLF fagchef Steinar Øksenholt har ikke sin flyinteresse fra fremmede, her er det Øksenholt Senior som gjorde nytte som slæbepilot under NM Grand Prix.

Roar Johansen og Ole Petter Nyland fik en masse flyve-glæde med deres Pipistrel Taurus M. Det er styrken med de handicappede konkurrencer. “Vi kom rundt på opgaven”, og det er vel det, som tæller, fortalte de. Det er i ultralet fly, så Roar og Ole Petter skal logge tiden i både UL – og svæveflyvelogbog. Der er i øvrigt kommet ny motor i flyet, hvilket i øvrigt var lidt kompliceret, da serien var udgået af produktion. Men det lykkedes at få fat i en ny og motorspecialisten Thomas Hauklien har hjulpet med at installere den.

Helt okay at stille op med en helt nye Ventus 3 M som Rune Hovda netop har hentet på fabrikken. Det blev ikke til nogen podieplacering, men et par dage efter NM fløj Rune sin første 1000 km som også var forhåndsdeklareret d. 19. juni. Opgaven var Norhue-Berkåk-Namnsjøen-Berkåk-Starmoen – totalt 1010 Km på 9:59 og 101 km/t, totalt 10 timer og 30 min i Ventus 3’erens komfortable cockpit! Nice work Rune!

Rune Hovda starter i Ventus 3 M

I øvrigt – Seeyou er et fantastisk hjælpemiddel, når man efter landing ønsker at ”obducere” flyvningen. Det er meget givende at se fx den vindende pilots track med sit eget. Her kan man se taktiske overvejelser og eksekveringer, og hvor de gode piloter træffer de rigtige beslutninger i et højst dynamisk miljø;  Per Morten Løvsland fulgte Dick Johnsons gamle credo ”Get high – stay high” – og det lønnede sig for ham at kunne gå direkte på finaleglid.

Portræt af Per Morten Løvsland: Den ydmyge vinder 

Tilbage står bare at konkludere, at det var en yderst vellykket konkurrence i et spændende actionpræget Grand Prix-format. Konceptet tillod, at både ASW 15 og Arcus M kunne dyste ligeværdigt mod hinanden, takket være de handicap-bestemte størrelser på vendepunkterne.  Og som altid var det en fornøjelse at være på Ole Reistad Senter som fremstår både velorganiseret og med en hjemlig atmosfære.

NORDIC GLIDING gratulerer Per Morten Løvsland (1), Kato Kvitne (2) og Eirik Brenner Marthins (3) med flot flyvning.

Se den fulde resultatliste her

Se stort galleri herunder