NORDICGLIDING.COM er online

Vil du læse en test af AS 33 - og samtidig få prøveflyvningen af JS 3 18 meter eller Ventus 3 serveret, gerne med et link til portrættet af fabrikken? Er du på jagt efter testen af det nyeste vejr-apps? Eller er det klubportrættet af Feringe SFK eller reportagen fra DM du jagter? Med det ”gamle” trykte magasin levede man bare for et nummer af gangen, men med NORDICGLIDING.COM lever materialet samlet i et stort krydslinket univers.

Tekst og foto: Jens Trabolt

En samlet dansk, norsk og svensk styrelse besluttede sidste år, at det trykte magasin udfases fra 2021 til fordel for en digital løsning med adgang til alle tidligere artikler fra NORDIC GLIDING

Selvfølgelig kommer vi – herunder mig selv – til at savne det trykte magasin. Men man må også konstatere, at papir ikke bare uddøende vare. Det er også en dyr vare, ikke bare i tryk men også i porto og distribution.




Det betyder et farvel til papir og goddag til det digitale univers, som byder sig til med en yngre profil, flere moderne features og løsninger. Det tror jeg nu nok, at vi skal vænne os til: Oplevelsen med at sidde med fx en iPad og gå på opdagelse i NG.com er egentlig en fascinerende oplevelse. Men sitet er også skaleret for desktop og mobil-anvendelse.

Nordicgliding.com er online og tilgængeligt på flere platforme.

Der er flere funktioner indbygget, som øger artiklernes værdi: For det første er alle artikler fuldt delbare på sociale medier (fx Facebook, Twitter og Linkedin) uden nogle begrænsninger. Har NG skrevet om din klub, så deler du artiklen, hvor du vil.

For det andet kan du anvende artiklens email-ikon til at sende artikler til email-modtagere. Desuden skalerer artikler på NORDICGLIDING.COM for enkelt print, hvis man ønsker at læse på papir.

NORDIC GLIDING – et massivt udstillingsvindue for vores sport

Farver, logoer osv ligger tæt op af det trykte blad, så der er en ”brand-recognition”. Designet er valgt ud fra læsbarhed. En jump-to-top-knap er placeret i bunden af hver side. Så slipper man for at scrolle hele vejen op. Det er også muligt at klikke på artikelkategorier og fx sortere indhold efter publiceringsdato. Kort sagt er der mange muligheder.

For nuværende er stort set alle artikler inkluderet tilbage til 2016, og der arbejdes på at få ”hele kataloget” digitaliseret, hvilket vil give et artikelkorpus uden sidestykke globalt. Men hav lidt tålmodighed, for det er en meget tidskrævende proces.

Redaktionelt har sitet en god brugsværdi; Det er fx interessant at se en cockpitvideo fra Perlan i 57000 ft, når man læser den tekniske gennemgang af Perlan 2, og nu er der ikke længere nogen grænse for antal af billeder og gallerier.

Temamæssigt er der også god mulighed for at profilere fx foromtale af events ud fra temasektioner på forsiden.

Endelig åbner sitet op for, at vores aktiviteter kan profileres til en meget større publikum, end vi er vant til. For svæveflyvere fra andre lande, kan verdens største samling af opdaterede testflyvningsartikler være interessante. Der er der intet andet magasin i verden, som har.

Anvender man fx Chrome-browseren er det muligt at få funktionelle oversættelser af sitet – fremvist i det originale webdesign – på lige præcis det sprog man ønsker. En stor trafikmængde har formentlig også en annoncemæssig værdi, hvilket de første solgte bannerannoncer også viser.

Trods den digitale verden er der ikke ændret noget som helst ved den fundamentale redaktionelle profil: NORDIC GLIDING er fortsat nyheds- og magasinmediet for svenske, norske og danske svæveflyvere. Det er bare endnu mere aktuelt og endnu mere tilgængeligt.

Vi ses på nettet, (men helst i luften!).