Outsider-VM i Spanien

Team Captain Bertel Knudsen giver de sidste input inden start til Christina Solberg.

Link to automatic translation

Spanien? Svæveflyvning. Ikke kombinationer man normalt tænker på, når man skuer over svæveflyvningens Europakort.

Det er egentlig mærkeligt, for Spanien har alle ingredienser som skal til for at lave en herlig termisk ”Paella”. Stort kontinental masse, kopiøse mængder af solinstråling og varieret terræn. Trods dette er bare 300 lokale piloter aktive i det store sydeuropæiske land.

Kvindernes VM blev i år afholdt i Soria, cirka 200 km nordøst for Madrid. Det er en interessant flyveplads af flere årsager. I de seneste 12 måneder er der fløjet mere end 11 x 1000 km distancer fra flyvepladsen, så der er bestemt ”vitaminer” i luften.

Flyvepladsen på Soria er også hjemsted for en gruppe af gamle C130 Hercules som venter på nye ejere. På trods af rigelig motorkraft blev de dog ikke taget i brug som slæbefly. Det danske team fik dog (selvfølgelig) snakket sig ombord til en static motortest.

Snapsnot fra reportage fra Aero Messen i NG 03, 2018 hvor vi første gang hører om Soria som svæveflyvedestination: “Den tidligere franske teamcaptain Jacky ”Kiki” Clairbaux (t.v.) og hollandske Robert Van Der Valk forsøger at starte et kommercielt svæveflyvecenter på flyvepladsen Soria-Garray, ca 200 km nord for Madrid. ”Her er fantastiske flyveforhold og frit luftrum”, lovede Kiki. ”Der er fløjet over 1000 km her – i en Astir! Vi vil gerne forsøge os med at invitere toppiloter til store strækflyvningslejre, hvor fokus er at lære nyt”. I øjeblikket har vi en Twin Astir på Soria, men vi har planer om at købe en Arcus, sagde han dengang til NORDIC GLIDING.

Flyvepladsen drives af en privat virksomhed, Airpull. For nogle år siden var Airpull og Soria repræsenteret på en PR-satsning på Aero-messen i Friedrichshafen med bl.a. den tidligere franske team captain Jacky ”Kiki” Clairbaux. Her var missionen at forsøge at brande flyvepladsen som et svæveflyvemekka. Om det lykkedes er svært at sige, men det er bestemt korrekt at sige, at området er interessant for sporten. Og dette VM har ikke gjort interessen mindre.

Team DK minus Team Captain.

Team Norden

I år var Norden repræsenteret af danske Christina Solberg fra Aarhus. Hun var godt flankeret af sin stort set utrættelige hjælper Aryana ”Ary” Naumov og ”team-sygeplejerske” Nick Faddy. Arys engelske kæreste Joel, et velykket “netværksresultat” fra Kvinde-VM i England sidste år, besøgte også truppen undervejs.

Team Captain var også ligeledes slidstærke Bertel Knudsen, som også kunne trække på rutinen, bl.a.  fra det vellykkede kvinde-VM i England sidste år.

“V for Victory”

Christina og Ary var kørt de 2500 km fra Danmark til Soria med LS1-f’eren bag Christinas Tesla 3 Long Range. Det var intet problem, selv om rejsen var lang, fortæller hun;

”Jeg har kalkuleret, at det har kostet cirka 50 øre per km i strøm i gennemsnit på hele rejsen”, fortæller Christina, som også smagte lidt på den sporty 130 km/t-fartgrænse for trailere i Frankrig.

”Men jeg satte farten ned til 110 km/t når vi kørte forbi store lastbiler. Traileren blev lidt for levende med stor hastighed, siger hun.

Book bare en måned

Men trods den gode rejsehastighed var deltagelse i spansk VM ingen kort fornøjelse:

”Vi rejse derned den 21. juni og kom hjem den 17. juli, så det blev næsten en hel måned. Men så har jeg også totalt logget 52 flyvetimer på lidt over to uger”, siger Christina, som også skulle vænne sig til den stærke sol og varme.

For en rigtig VM-pilot er det vigtigt med skygge og dedikerede team-medlemmer. Her er det Christina som får en gang de-stress-massage inden start af sin private sygeplejer Nick Faddy.

Soria ligger på en højslette i 1060 meters højde over havet – en af de højst beliggende større byer i Spanien – men selv i denne højde var det stegende varmt i VM-perioden.

Der var en dag, hvor jeg valgte at lande, fordi jeg ganske enkelt fik det dårligt på grund af den stærke varme. Nick som er professionel sygeplejerske førte dedikeret opsyn med, at jeg fik nok vand, men jeg tror, at jeg manglede salt. Det blev klaret med pommes frites fra den lokale McDonalds. Jeg sov et par timer, og derefter var jeg helt okay”, fortæller Christina.

Vildt og voldsomt vejr – denne CB havde enorm vertikal og horisontal udstrækning.

Det engelske teams telt efter mødet med CB. (foto UK Gliding Team)

Vildt og voldsomt vejr

Vejret var også en oplevelse i sig selv. Da NG besøgte flyvepladsen midt under mesterskabet tårnede titaniske CB-formationer med ildevarslende rotationer i skybasen sig op i horisonten, og var med sikkerhed noget af det voldsomste vejr denne skribent nogensinde har set i Europa.

Det lignede mere noget fra Tornado Alley i USA end fra Europa, og var et imponerende syn, så længe man ikke skulle flyve i det!

Klogeligt valgte konkurrenceledelsen at holde piloterne på jorden denne dag. Det vidnede om det atmosfæriske potentiale, og de andre dage blev vejret ikke så vildt, men bare super-godt, som Christina Solberg fortæller her:

Den sidste dag var jeg i 4100 meter under en stor CU, og jeg var ikke engang i skybasen.  Jeg havde slutglid 50 km fra flyvepladsen med McCready 3, og jeg har aldrig fløjet så langt med fartviseren dirrende på VNE. Det var ekstremt”, fortæller Christina, som også måtte smage lidt på mere ydmyg flyvning, nemlig udelandingsmulighederne, eller rettere, manglen på samme.

Udelandinger – ikke uden risiko

”I Danmark ved vi, at udelandinger er højrisiko, men i Spanien var det ekstremt risikofyldt – jordklumper som man normalt kører hen over er her hårde som beton, og mindst 3-4 fly er på vej til et godkendt værksted for reparationer af alvorlige skader.”, fortæller Bertel Knudsen og fortsætter:

”En af dagene hvor Christina udelandede, var jeg med i bilen, da vi skulle hente hende. Undervejs konstaterede jeg, at nu er der gået et kvarter, og jeg har ikke fået øje på en eneste mark som kunne landes på. Hun valgte den eneste mark der kunne landes på i miles omkreds”, siger Bertel.

Udelanding – uden skader!

At flyve med de bedste

Et af Bertels tip til Christina var også at vente på resten af piloterne på dage med tørtermik, i stedet for at tærskle ud tidligt og flyve alene, og det gode råd gjorde det noget enklere at komme igennem de lange opgaver.

Noget af tiden fløj Christina med den amerikanske pilot Sylvia Grandstaff i Std. Cirrus:

”Hun er helikopterpilot i det amerikanske forsvar og er temmelig erfaren i bjergflyvning”, siger Christina.

Nyt at organisere stort internationalt mesterskab

At Spanien ikke er regelmæssig vært for store internationale konkurrencer var også tydeligt. Der er ganske enkelt noget erfaring, som man ikke havde i starten af mesterskabet, som man måske tager for givet i de store svæveflyvenationer.

For at være fair skal det dog også nævnes, at standardarden på briefinger og organiseringen af trafik og flyveplads blev væsentlig bedre under mesterskabet.

Den dag NG var på flyvepladsen var det eksempelvis et mysterium, hvorfor de fleste piloter valgte at lande på en begrænset del af flyvepladsen (cirka 5-600 meter) – formentlig for at parkere i nærheden af traileren, selvfølgelig.

Men det resulterede i en helt unødigt stor trafikmængde på en trang plads, og denne skribent var vidne til flere situationer, hvor landende fly passerede med dårlig afstand til parkerede fly, og mindst et fly gik på næsen under en overbremsning i forsøget på at stoppe i tide.

Valget af et komprimeret landingsfelt gjorde det flere gange nødvendigt at bremse meget kraftigt efter landing. Her er det Michaela Krizova fra klubklasse som får testet hjulbremsen på sin LS4 helt til grænsen. Der var dog luft mellem undersiden af fuselagen og banen…

En JS3 har også en effektiv hjulbremse, men her fik den entusiastiske bremsning flyet til at gå på næsen. Det gav lidt slidtage.

Under denne sekvens på dagen var vinden også tricky, og man besluttede sig for at vende baneretningen, men det opfattede mange ground crews ikke med det resultat, at mindst 2 fly pludselig passerede i modsat retning af det forventede under landing. Det var en ubehagelig overraskelse, og førte til, at konkurrenceledelsen angiveligt blev mere autoritativ i sin trafik-kontrol mod slutningen af mesterskabet.

“Men på trods af alle vores klager undervejs, blev vi altid mødt af en usædvanlig venlighed. Der var – strengt taget – bare to personer i ledelsen som kunne engelsk, men de lokale var i usædvanlig grad altid hjælpsomme – og kantinepersonalet kunne vi overhovedet ikke tale med, men alligevel formåede de at gøre det til en speciel oplevelse for os”, fortæller Bertel Knudsen.

Ikke noget nordisk guld, men alligevel…

Det blev ikke til noget dansk verdensmesterskab, men Bertel Knudsen har alligevel gode vurderinger med på vejen;

”Vi kommer ikke hjem med en kvindelig verdensmester, men vi kommer hjem med en Christina som har lært hvordan man flyver med verdens bedste. Hun er ved at være en habil bjerg-pilot, og den erfaring kan man ikke få ved at blive hjemme – heller ikke at få de gode og nødvendige internationale kontakter, som kræves hvis man skal udvikle sig som pilot”, siger han,

Det danske team briefede med det italienske – til venstre Elena Fergnani – yderst t.h. italiens Team Captain Aldo Cernezzi i samtale med den danske Team Captain Bertel Knudsen.

”Christina og den italienske pilot Elena Fergnani, som vi briefede sammen med, er i øvrigt blevet inviteret til Sydamerika af de argentinske piloter, som gerne vil træne med dem. Det er da noget”, siger Bertel.

”Og bemærk, det er Christina de inviterer. Hun og resten af teamet er virkelig god til at skabe alliancer. Det er folk som hende, som skal generere interesse for flere kvinder i svæveflyvningen, ikke de gamle mænd som mig. Det er helt nødvendigt, hvis vi skal have de sidste 50 % af befolkningen med. Så på den måde er et kvinde-VM en god investering i både piloter, netværk og fremtid”, konkluderer Bertel.

“Det er fedt at være til kvinde-VM”. High-five efter en god dag. Barbora Moravcova til venstre blev i øvrigt verdensmester i standardklassen.

Valéria Caselato og manden Sergio fra Brasilien. Valéria er den eneste kvindelige pilot i Brasilien, som flyver konkurrencer. Derfor er det så meget mere vigtigt at deltage i events som disse.

Liz Sparrow fra England deltog i 18 m-klassen. Hun var Competition DIrector under det meget vellykkede kvinde-VM i England i 2022.

SH og Christina klar til start.

NG besøgte teamet i Soria, men trængte hurtigt til lidt skygge!

Konkurrenceflyvning kræver ofte en forstående partner – for kvindernes VM er det ingen undtagelse. Her er det Francesca Roberts fra England som starter med god støtte fra ground crewet.

Katrin Senne fra Tyskland i JS3.

Alena Netusilova fra Tjekkiet. verdensmester i 18 m-klassen.

Tjekkiet og Frankrig dominerede

Resultatmæssigt (se hele listen her på soaringspot) blev det Tjekkiet som blev den store vinder i VM med Frankrig som en stærk 2’er.  Det var tjekkiske Barbora Moravcova som vandt i standardklassen, og ditto Alena Netusilova i 18 m. Franske Louise Rodriguez vandt i klubklassen.  Christina sluttede på en 16. plads i klubklassen med en 3.plads som bedste dagsplacering.

Næste kvinde-VM er på tjekkernes hjemmebane i Zbraslavice i perioden 26. juli til 9. august 2025