På 1000 km rekordjagt i Namibia

Claus Elmeros (til venstre) og Klaus Juhl fløj sammen i Namibia. Claus Elmeros (59 år og 2300 flyvetimer) er patentadvokat og teknisk dommer. Han flyver sin ASH 31 Mi i klubben SG-70 og har været aktiv siden 1981. Klaus Juhl (58 år og 1500 flyvetimer) er selvstændig. Han flyver Arcus i Øst-Sjællands Flyveklub og har været i sporten siden 1997.

Bitterwasser-flyvecentret i Namibia.

Link to automatic translation

Namibia er kendt for sine ideelle forhold for svæveflyvning, og i den igangværende sæson er der i Bitterwasser alene registreret mere end 230 ture på over 1000 km. De fleste ture er OLC-flyvninger hvor man flyver uden deklarerede vendepunkter, og lader computeren optimere sin flyvning til 5 vendepunkter.

Claus Elmeros og Klaus Juhl, to erfarne danske piloter, har længe haft drømmen om at sætte ikke mindre end 5 rekorder på én gang ved at gennemføre en 1000 km FAI-trekant.

Rekordmissionen

Efter deres første danske 2-sædede rekord i 2019 på 890 km har Claus og Klaus jagtet den ultimative udfordring – en 1000 km FAI trekant.
Sidste år, i januar 2023 lykkedes det dem første gang at flyve mere end 1000 km, men 2 forsøg på 1000 km FAI mislykkedes. Ved at analysere andre piloters ruter og studere vejrforholdene har de skræddersyet en plan for at optimere deres chancer og udfordre de fysiske grænser for svæveflyvning.

Flyvningen

Den 14. januar 2024 tager drømmen endelig form. Vejrmeldingen er lovende, men som det ofte er tilfældet, kommer udfordringerne snigende.

PFD-kortet på Skysight (Potential Flight Distance) viser orange farver, som betyder distancer over 750-850 km og konvergenslinjen i vest ser ud til at virke fra omkring Gamsberg (i nordvest) og ned til Helmeringhausen (i sydvest). Opgaven bliver planlagt som en FAI-trekant med start midt på første ben og så meget som muligt langs konvergenslinjen.

Opgaven med Skysights PFD – Potential Flight Distance.

Prognose over konvergens.

God termik!

Et fly med en engelsk besætning, som det er aftalt at flyve opgaven sammen med, giver op halvvejs på første ben. Men efter at have overvundet svag termik og et frustrerende første ben på 198 km, øger Claus og Klaus hastigheden og humøret på det andet ben, der strækker sig over 326 km. De navigerer langs konvergenslinjen, oplever imponerende termik og skruer igen op for hastigheden.

Link til flyvningen på OLC 

De sidste km før Helmering Airstrip slipper termikken op.

Da de vender sidste vendepunkt i Helmering Airstrip, begynder den sande udfordring – at bringe flyet hjem på trods af aftagende termik og den forestående solnedgang.

Hjemkomst

De beslutter at følge konvergenslinjen 100 km mod nord og holde sig højt, så vidt muligt.
De resterende 150 km er direkte på kurs mod Bitterwasser. I den højde, med svag vind i ryggen og 120 km/h IAS har en Arcus en ground speed på omkring 140 km/h og et glidetal på omkring 80.

Slutglid mod Bitterwasser med fokus på glidetallet.

Bygeaktivitet før Bitterwasser. Her er det godt med ekstra højde,

”Da vi har ca. 50 km tilbage kan vi se regn på vejen til Bitterwasser og vi må vest om en byge som står umiddelbart foran Bitterwasser, så vi er glade for den ekstra højde.”, forklarer teamet om beslutningen.

Fem danske rekorder

Da Claus og Klaus krydser ankomstlinjen kl. 19:20 og lander 19:25 er der hele 15 min. til solnedgang, og det står klart, at de har fem danske rekorder:

D2C: Fri FAI trekant på 1004,9 km
D2D: Fri distance over tre vendepunkter på 1051,2 km
D2G: Deklareret FAI trekant på 1000,7 km
D2H: Deklareret distance over tre vendepunkter på 1043,7 km
D2N: Hastighed på 1000 km trekant på 115,58 km/t

DW – “Delta Whisky eller er det “Danish Whisky”? – en lejet Arcus M

“Danish Whisky”

Flyvningen blev udført i en tysk indregistreret Arcus D-KAAC med kaldesignalet “DW.” Efter den episke rekordjagt ændrer ejeren begejstret kaldesignalet til “Danish Whisky,” et symbol på sejren og den danske dedikation til svæveflyvning.

Arcus er i øvrigt noget nær et “namibisk standardklassefly”, for Klaus og Claus talte omtrent 20 styk Arcus på Bitterwasser. De fragtes typisk i container fra Sydtyskland i September og kommer retur i marts.

Flyvesikkerhed i Namibia

Namibia er et enormt land med udstrakte naturområder, over 1200 km fra nord til syd. Dette er naturligvis en af attraktionerne ved at flyve der, men det kræver også, at man tænker over flyvesikkerheden, fortæller Claus Elmeros.

”Det er helt andre vidder end vi er vant til. Det er obligatorisk at flyve med SPOT, som gør, at man kan følge vores track. Bitterwasser fører også skarp kontrol med startlisterne, så man sikrer sig, at alle fly som starter også kommer hjem om aftenen”, siger han.

”For et par år siden var der en fransk Nimbus 4D som ikke kom hjem. Den var gået i spin og mistede en del af vingen. Piloterne hoppede i faldskærm og reddede sig med livet i behold. Desværre var deres SPOT placeret i cockpittet, og ikke på faldskærmen, så den blev slået i stykker ved havariet. De måtte sove i bushen en nat før de blev fundet”, forklarer han.

Det er ikke umuligt at udelande i Nambia: ”Der er flere salt pans – altså udtørrede saltsøer, som kan fungere som udelandingsmulighed. Når vi kører på de store brede grusveje konstaterer vi også, at det ville være muligt at sætte en Arcus der”, siger han.

Der er desuden mange farme som har egen airstrip, og de findes ofte i flyets navigation som vendepunkter.

Det er muligt at flyve ind Botswana mod øst, men her er landingsmulighederne til gengæld meget dårlige, og man vil med stor sikkerhed ”smadre flyet”, som Claus forklarer det.

”Der er desuden mange hundrede kilometer mellem de mulige grænseposter, så det bliver en lang køretur”, slutter Claus.