Perlen i fjeldet

NTNU er en af få nordiske svæveflyveklubber som flyver hele året rundt. Det er bare i december og januar, at det er for mørkt til flyvning på disse breddegrader. Her transporteres flyene til klubhuset ”Paulinegård” i Trondheim for vintervedligehold.

Det er i øvrigt også her, at klubbens medlemmer i flyvesæsonen mødes hver lørdag klokken 0700 for transport til Oppdal. En flot biltur på ca 100 km. Klubben har også hangar på Oppdal, men intet regulært klubhus som man kender det fra andre klubber. Så oftest bliver det bilen hjem lørdag aften.

Oppdal Fagerhaug flyplass ligger virkelig flot i terrænet med kort afstand til interessante fjeld, som giver hang, bølger og termik.

”Vi har rigtig fine faciliteter på Oppdal”, konkluderer Ulf Hustad, som fungerer som klubbens slæbepilot, den dag NORDIC GLIDING besøger flyvepladsen.

Det skyldes ikke mindst, at nok Norges rigeste mand Kjell Inge Røkke har bygget et palads af en hytte på fjeldet ikke langt borte. Han blev træt af at skulle køre i bil den lange vej. Derfor har han bekostet en asfaltering af banen samt forlængelse til 1000 meter, så nu kan han lande med store turbinedrevne fly.

Kort finale til bane 25 på Oppdal. Der er svært at bevare sit dårlige humør på en dag som denne.

Skulle man ligge på finalen i marginale VMC-forhold med NTNUs Twin Astir, så kan man også glæde sig over banelys, glidebane-indikatorer og at banen bliver ryddet for sne året rundt, så klubben kan flyve i princippet hele året. Klubben benytter sig af dette til det traditionsrige og festlige ”Nisseflyvning” i december, hvor klubbens medlemmer markerer årets sidste flyvedag udklædt som nisser. Billederne herfra er altid en facebook-klassiker! (se galleriet herunder)

Indflyvnings-lys og glidebane-indikator er ikke hverdags-kost i en svæveflyveklub. Men det har den norske rigmand Røkke bekostet i udvidelsen af Oppdal.

Hele udbygningen af flyvepladsen har kostet mindst 12 mio. kr., men med i prisen har Røkke altså også fået en fornøjet svæveflyveklub: ”Det er klart”, siger Ulf Hustad; ”Og når vores sponsor-medlem ankommer, så skal vi bestemt ikke blokere med vores fly på finalen”.

Ulf Hustad, dagens slæbepilot, er også som svæveflyveinstruktør stærkt fornøjet med klubbens tunede Dynamic: ”Det giver lidt ekstra overskud og ekstra højde for enden af banen”, siger han

Forlængelsen af banen har også bevirket, at der er bedre marginer for starterne. Klubben anvender en Aerospool WT9 Dynamic ultralet som med 100 hk er helt ok til slæb, specielt når der er en asfaltbane til at sikre den indledende igangsætning og acceleration.

Når først man er i luften så climber man så fint så mange andre større motorfly, men med et dramatisk reduceret fuelforbrug og støj. Dertil kommer, at Rotax 912 ULS-motoren i NTNUs Dynamic i 2015 var på ”wellness-ophold” hos Thomas Hauklien, som driver virksomheden Edgeperformance. En øgning i slagvolumen med et bigbore-kit og racing-dele har nu givet 17 hk ekstra, så nu ligner det performance for en turboladet Rotax 914, men med en ekstrapris på 42000 NOK + moms er det langt billigere.

Rulledistancen til skoleflyet er i luften er reduceret fra ca 350 meter til ca 250 og stigeværdierne er klart bedre, vurderer klubben:

”Man er ganske enkelt kortere tid i ingenmands-land over skoven for enden af banen, og det opleves også mere betryggende at være i større højde når man passerer tærsklen ”, siger Ulf Hustad med reference til det tidsrum, hvor man er i for lav højde til at returnere til flyveplads.

Dertil kommer også, at det er fint med ekstra power når man slæber i et område som kan være turbulent. Eneste minus er et marginalt øget benzinforbrug. Men det kan man leve med, når forgængeren, klubbens Pawnee LN-NTH over 2 år i 2013/2014 kostede over 300 000 norske kroner i vedligehold og alligevel stod på bakken det meste af 2014. Derfor var det ikke noget svært valg for klubben at gå over til Dynamic. Havde man fortsat med en dårlig Pawnee var Klubben var ganske enkelt gået konkurs, og det ville bestemt være ærgerligt.

Sightseeing med Ulf Hustad i klubbens Dynamic. Vue mod fjeldmassiverne omkring Dovrefjell og Rondane nationalparkerne.

Den fantastiske natur
De fleste norske klubber har intet at klage over, hvad angår flyveterræn og adgang til rå, ufiltreret natur. For det er naturen vi flyver på, og variation i terræn er altid garanti for interessante flyveforhold.

Oppdal er alligevel i særklasse, en perle i fjeldet, og uanset hvilke vej man vender blikket, belønnes man med en visuel tour-de-force. Mod sydvest ligger nationalparkerne Rondane og Dovrefjell, der med sine sneklædte fjeldtoppe byder på majestætiske panoramaer. Her er man bare et slutglid fra norske nationalskatte som fjeldtoppene Snøhætta og Rondeslottet.

Klubbens Twin Astir på finale.

Mod vest ligger nationalparkerne Dovrefjell-Sundalsfjella og mod nord Troldheimen. Flyvepladsen i Oppdal ligger i dalen, og dette betyder ganske rigelig adgang til bølge, hang og termik. Ser man klubbens loggede flyvninger i fx OLC, så ser man de lange bølge-prægede flyvninger.

Det er dog ikke bare svæveflyverne, som findes Oppedal. NTNU Fallskjermklubb og Oppdal Mikroflyklubb samt en del privatejede fly benytter sig også af flyveplads. Men det fungerer temmelig friktionsfrit – også med faldskærmsaktiviteten. For at reducere risikoen for ”king-size-bird-strike” holder klubbens fly sig væk fra zonen direkte over banen, når der er meldt ”hop”.

Oppdal er ikke bare svæveflyvning. Det er også et luftsportscenter hvor der flyves motorfly, ultralet-fly og, som her, hoppes i faldskærm. Sam-eksistensen med andre flyvere på Oppdal fungerer fint, siger klubben.

Flyparken i dag er varieret. Der er de tro tjenere som klubbens ASK 13, som klubben købte fra ny i 1968. Den har her i 2019-sæsonen fejret sin start nummer 20 000, i øvrigt med en fersk solo-elev, og K13’eren har stort set været i kontinuerlig drift i over 50 år.

Klubben har også fine single seaters som LS8 18, en LS-4 og en DG DG 1000 S som fungerer klubbens 2-sædede akro- og strækfly. Eleverne derimod sidder i forsædet på klubben Grob 103a Twin Acro, som også har været i klubben i en menneskealder og som for længst har passeret de 4000 timer. Klubbens instruktører sidder godt i det ekstremt brede bagsæde som i indretning, komfort og farve-valg minder mere om en langturs-bus end et skolefly, men hvorfor vælge? Med et glidetal som er lidt bedre end en ASK 21 er der også mulighed for at komme lidt omkring i det flotte landskab.

Fly me to the moon! Den sidste flyvning med instruktør før solo.
NTNU-Instruktøren Trude med eleven Stein Marius Pedersen i forsædet lander her for sidste gang under dagens 2-sædede skoling.
Flyvningen var åbenbart så fin den dag NORDIC GLIDING besøgte Oppdal, at Stein Marius fik lov at gennemgå en mini-teori-prøve med tilfredsstillende resultat. Herefter var der første solo-flyvning (EK) – med en spændt og koncentreret elev OG instruktør, som bagefter bød på den obligatoriske Solo læskedrik! Gratulerer!

Den obligatoriske “Solo” læskedrik efter første solo-flyvning.

Med klubbens DG 1000 er der adgang til både akroflyvning og strækflyvning med højt glidetal.

Kampen om Aftenspostens pengepræmie
Havde nogen i 1932 sagt, at klubben i fremtiden ville flyve i klubfly med glidetal på +40 var man nok blevet brændt på bålet som heks. For da flyveklubben blev stiftet på den tekniske højskole i Trondheim i 1932 var der ingen svævefly at købe.

Ville man flyve, måtte man bygge selv efter bedste evne. Efter mange studier og råd fra piloter som havde besøgt tyske svæveflyvere, besluttede man sig for at bygge et rigtigt svævefly af typen ”Hols der Teufel”.

Den norske avis ”Aftenposten” havde samme år udlovet en – efter datidens normer – stor pengepræmie på 500 kroner samt et prægtigt sølvbæger til det første norskbyggede glideplan, som holdt sig i luften over 30 minutter.

 

Klubbens medlemmer mente naturligvis, at denne præmie var så godt som sikret med et exceptionelt højt-performende moderne glideplan som ”Hols der Teufel”. Norgesrekorden var dengang på bare 15 minutter. I 1935 var klubben færdig med det store og entusiastiske byggeprojekt.

Desværre stod det hurtigt klart, at flyet med bedste glidetal på ca 15 ikke var det hot-ship som man ellers havde troet. Som elev-fly var det fint nok (dengang skulle eleverne i øvrigt ikke bekymre sig om en instruktør i bagsædet, for det eksisterede ikke.), men som rekordfly måtte man nok finde noget andet.

Det blev starten på endnu et byggeprojekt, nemlig en Grünau Baby II, en væsentlig mere moderne konstruktion, som man mente måtte være det helt rigtig valg. I 1938 efter ”bare” 4000 timer i værkstedet (Dengang var der ikke smartphones eller Playstation) var flyet klar.

Få måneder senere lykkedes missionen. Aftenposten måtte aflevere de 500 kroner (OG sølvbægeret) til klubben, da W.W. Bulukin satte ordentlig rekord med 2 timer og 33 minutter i luften. Han var i øvrigt far til Birger Bulukin, som senere blev en af Norges mest erfarne strækflyvere og konkurrencepiloter.

NTNU-medlemmet Geir Tesaker klar til start i klubbens LS8-18, som er klubbens ”hotteste” fly. Eleverne starter først med stræktræning i DG 1000 og når man har har fået certifikat og lidt stræktræning, kan man blive sluppes løs i LS-8. Klubben arrangerer hvert år stræk-lejr på Starmoen, hvor der også er fine forhold for strækflyvning.

NTNU er i dag en af Norges største klubber med ca 40-50 aktive piloter, og der er cirka 10-15 elever under oplæring. Det er ikke længere et krav at være student eller underviser på det tekniske universitet.

Mange af klubbens medlemmer har dog endnu en naturlig tilknytning til det akademiske miljø.