Piccolo: Fleksibel og budget-venlig charmør

Tre “piccolister” på flyvepladsen Nabern i nærheden af Stuttgart – fra venstre Werner “micro” Scholz, Jutta Scholz og Bernd Weber. De er alle passionerede ejere af det lille motorsvævefly Piccolo, som tilbyder uhøjtidelig flyvning med fokus på fleksibiltet og flyveglæde med en lille økonomisk investering.

Link to automatic translation

I en verden hvor performance er den eneste sande religion, er en Piccolo en ugudelig skabning. Man vinder ingen mesterskaber i en Piccolo, selv om flere tyske ejere har været over 400 km i den.

Til gengæld appellerer den til et helt andet publikum som værdsætter dens kvaliteter – nemlig det at have frihed til at flyve, når man vil, og til en pris som ikke kræver en direktør-løn.

En Piccolo koster i dag alt mellem 20-40 000 euro. For det får man et selvstartende en-sædet svævefly i glasfiber med glideperformance som en K8. Er det noget at have? Ja, bestemt, mener ejerne.

Neukom AN20B Albatros var prototype-oplægget til Tecnoflug Piccolo.

Den endelige Piccolo B-produktionsmodel med Solo-motor, canopy og talrige andre forbedringer i forhold til prototypen. Werner og Jutta Scholz’ B-model er serienummer 29 ud af en byggeserie på cirka 120 styk.

Flyet er oprindelig udviklet af den schweiziske konstruktør af svævefly, bl.a. Elfe, Albert Neukom. Efter Neukoms død efter et havari med prototypen AN-20B Albatros i 1983, overtog Technoflug i Tyskland udviklingen af projektet samt certificering af den endelige model som blev til den ”Piccolo” som vi kender i dag.

Senere udviklede man også en B-model med bl.a. lidt større propeldiameter. I alt er der produceret omkring 120 fly til dato fra Technoflug, som de fleste nok kender som producent af propeller, men også den eksotiske selvstartende Carat, en high-performance TMG med Discus-vinger.

I 2019 startede Technoflug i øvrigt produktionen op igen efter en pause på cirka 10 år.

Navnet ”Piccolo” er velvalgt, for der er tale om en konstruktion med ydmyge proportioner. Med en spændvidde på 13,3 meter og en tomvægt på under 200 kg er den ”lille”.  Faktisk var flyet oprindeligt tænkt som et fly i ultralet-kategori, indtil Technoflug foretog adskillige modifikationer, så den nu er et fuldt CS22-certificeret fly.

Piccolo er monteret med en Solo 2350 BS-motor på 23 hk som er ophængt i en ”pusher”-konfiguration med en foldbar 3-bladet propel med elektrisk starter. Når motoren standses, foldes propellen bagud af en fjeder, Når motoren startes bevirker centrifugalkraften, at propellen slås ud.  Man skal dog være klar over, at et dødt batteri også betyder, at motoren ikke kan vindmølles i gang i luften på grund af den specielle propel.

Solo 2350B-motoren kender vi som turbo i mange svævefly, men her i Piccolo giver den selvstart. Det er en enkel motor med lave driftsomkostninger.

Flyet har en endurance på cirka 3-4 timer med 110-120 km/t, så forvent ingen uproblematisk færgeflyvning over Atlanterhavet. Til gengæld er motorophænget optimeret, så vibrationsniveauet er betydelige mere acceptabelt end med samme motor i turbo-svævefly.

Da denne simple motor er standard-inventar i en meget stor del af turbo-svævefly, er der god adgang til reservedele til rimelige priser.  Vedligehold er enkelt, de sværeste er efter sigende udskiftning af de 3 drivremme hver 50. motortime. Motoren kører op til 1000 timer uden renovering af stempler og cylindre.

Den beskedne vægt resulterer i, at selvstart og stigning med cirka 2,5 m/s er muligt med den lille motor. Det er ikke første gang en producent har udnyttet den filosofi, se bare nutidens Mini-LAK som selvstarter med FES-motoren, som bare er en turbo i tungere fly.

At Piccolo-modellen er lille og let giver også andre fordele – specielt under montering. Det får vi en specifik demonstration af på flyvepladsen Nabern, ikke langt fra Schempp-Hirth i Tyskland.

Her møder vi en lille gruppe af passionerede fans af den lille Piccolo, og skulle man tro, at det er amatører som ikke ved noget om svæveflyvning, siden de har købt et så udpræget low-performance-fly, så tager man helt fejl. Det er med fuldt overlæg.

Jutta Scholz i den lille Piccolo. Hun er – som sin mand – også en erfaren pilot med 2300 timer i logbogen.

Werner “micro” Scholz

Werner ”micro” Scholz og hans hustru Jutta er begge instruktører, ingeniører og ud over en Piccolo ejer de også en LS8-t prototype, som de begge ofte flyver. Micro har straks under 5000 timer på cirka 100 forskellige typer (Jutta cirka 2300 timer) og har haft hele sit professionelle liv i flyvningen. Han har været udviklingschef for Rolladen-Schneider på de kendte LS-fly og arbejder nu for SFL, et lille ingeniør-bureau i flyindustrien. Han er bl.a. involveret i optimeringen af Binder EB 29-flyene i den åbne klasse og har sat sit præg på en lang række andre projekter – fx det elektriske fly Icaré fra Stuttgart Universitet.

Som et fåtal af ægtepar deler Jutta og micro en ægte passion for flyvning. Her er ingen dårlig samvittighed over at være på flyvepladsen eller i luften, for partneren er ofte det samme!

I samme liga finder man Bernd Weber som også er mødt op på flyvepladsen i Nabern. Mange kender nok navnet og ansigtet fra Bernds mangeårige karriere som marketingansvarlig i Schempp-Hirth. Bernd har tidligere ejet både Ventus 2 og 3, så han ved bestemt hvad der er op og ned på et svævefly. Men Piccoloen holder han fast på, selv om det ikke er high performance.

Når Piccolo-fans, såkaldte “Piccolister” mødes og snakker om den lille “kanarie-fugl” opstår der god kemi. Piccolisterne har et navn for at mødes og flyve Piccolo: nemlig  “Piccolieren”…

Den enkle, men smarte trailer. Forrest er vingevognen. Eneste minus er, at traileren ikke er specielt aerodynamisk i modsætning til en Cobra-trailer.

Vingerne “slides” nemt ud og ind i traileren ved hjælp af en ophængt kulisse som kører på skinner.

Vingen vejer bare 30 kg. Fuselagen uden vinger står i øvrigt “selv” på 3 hjul uden behov for støtte eller vugge.

Stræberen sidder fastmonteret på vingen.

Klassisk T-hale. Bemærk gummi-stop under finnen. Det har en enkel funktion: Når flyet er ubemandet løftes næsehjulet og flyet hviler på halen.

Et af flyets mange party-tricks er, at det bor i traileren permanent. Altså ingen omkostninger til hangar her. Den lille trailer har en tilladt totalvægt på 660 kg, så den kan køres af stort set alle biler, og et smart monteringssystem gør det muligt at få Piccoloen gjort startklar uden hjælpere.

Micro åbner traileren og ruller fuselagen ud. Den står stabilt på sin tre hjul. Vingerne med FX-profil (fx som Dimona) er meget lette, bare cirka 30 kg stykket, og er monteret på en glide-anordning på væggen af traileren. En smart transport-gadget med hjul skåner ryggen og gør det til en leg at flytte vingerne over til fuselagen. Vingestræberen sidder permanent fast på vingen og monteres med et enkelt system til kroppen.

Det er naturligvis vigtigt at sikre, at vingestræberen monteres korrekt. Et fatalt havari i Sverige i 1989 kostede livet for den daværende tekniske chef for KSAKS Segelflygafdeling, Sven Engelbrektsson. Den efterfølgende rapport fastslog, at bolten på den ene vingestræber ikke havde været sikre korrekt med det resultat, at vingen svigtede under prøveflyvningen. Det skal dog siges, at fabrikanten har designet en smart holder i cockpittet for de i alt 6 vigtige bolte, så de er lette at holde styr på.

Der er ingen automatiske koblinger her, men alle forbindelser er let tilgængelige fra toppen af fuselagen.

Video: Montering af Piccolo

En aerodynamisk afskærming bag cockpittet gemmer på 22 liter benzintank og manuelle h’otellier ror-koblinger.

Smart holder til hovedboltene. Til venstre viser en enkel gummislange resterende benzinbeholdning.

Enkle luftbremser

Enkelt, men trods alt forholdsvist rummeligt cockpit.

Flyet står selv på sine 2 hovedhjul med løftet næse, når det er ubemandet.

Her sidder en 193 cm NG-redaktør i cockpittet, i dette tilfælde skal der vælges mellem faldskærm eller store sko! Tight fit, men det går. Siderorspedalerne kan ikke justeres, men ryglænet kan flyttes frem og tilbage, så selv ret store piloter finder plads. Man sidder bekvemt ret op og ned, og ASK 23-piloter vil være hjemmevante. Bemærk grøn markering og gul trekant på fartviseren – dette er et low speed design.

Den stor canopy er tophængslet med en enkelt gastryksfjeder. Man kan taxie med åbent cockpit.

Tid, tid, tid

Vi taler undervejs om flyet, og der går maksimalt et kvarter så er flyet klart. Havde undertegnede ikke bombarderet micro med spørgsmål kunne dette enkle job sikkert klares på 10 minutter med lidt rutine, og helt uden hjælp. Det er netop hele ideen og trumfkortet.

”Det som jeg ser som vores største problem i svæveflyvningen er tids-faktoren. Folk stopper med at flyve fordi investeringen i tid ganske enkelt er for stor, og jeg tror ikke, at vi i miljøet gør nok for at anerkende dette”, siger micro.

”Jeg tror, at det skyldes ideen om at ”svæveflyvningens ædle kunst” kun er mulig uden motor og i et klub-miljø hvor det er nødvendigt at mange mennesker deltager for at et fåtal kan flyve. Denne ide medvirker mere til at reducere antallet af medlemmer i sporten end de negative aspekter af fx regler og omkostninger”.

”Mine seneste års aktivitet som klubmedlem, LS8-strækflyvningspilot, klub-instruktør og ikke mindst Piccolo-ejer har bare forstærket den observation”.

Men med Piccoloen er det muligt at ”bruge et par timer om eftermiddagen” på at flyve, selv uden hjælpere”, konkluderer micro, selvfølgelig med reference til den enkle og tidsbesparende montering af flyvemaskinen.

Om dette er en trend skal være usagt, men man kan notere sig, at der findes et marked for den rekreative svæveflyvning, hvor fokus ikke er på performance og nidkær gennemgang af logfiler, men oplevelser.

Se fx bare Schleichers elektrisk selvstartende AS 34 Me, som er en ukompliceret, letfløjet maskine efter denne recept. Dermed ikke sagt, at det at race afsted med 200 km/t i de seneste hotte 18 m-fly ikke er en attraktion, men det koster at ligge i top.

”Piccoloen er helt fin for mig. Den typiske mission kan være flyvning på kryds og tværs for at se på de mange landskaber og flyvepladser, eller lidt strækflyvning som svævefly med standset motor.  Selvfølgelig er glideperformance begrænset til “under” K8-niveau og cirka 80 km/t, og det kan gøre det frustrerende svært at komme frem i landskabet. Men bortset fra det, så giver den lille maskine virkelig mange nye mulighed for at flyve på umulige tidspunkter eller finde nye måder at flyve på,” fortæller micro begejstret.

Det gælder i øvrigt for både Bernd, micro og Jutta, at de fortsat elsker deres andre “rigtige” svævefly, men flyvning i Piccolo er et værktøj til at strække sæsonen, flyve på motor-safari eller som nævnt være adgangsbillet til en hurtig beslutning om flyvning på tidspunkter hvor det ellers ikke ville være muligt.

Hvad koster den at flyve?

Benzintanken rummer 22 liter og i TMG-mode cruiser den lille maskine udmærket med 110-120 km/t med ca. 6 liter i timen. Faktisk har Jutta og micro også brugt Piccoloen som ferieplatform, hvor den ene pilot flyver og den anden kører bil med trailer. Det giver også mulighed for at lande og ”hoppe over” sektorer med dårligt vejr. Skulle det blive nødvendigt at udelande, giver vingebelastningen på 28 kg/m2 en stallfart på bare 55 km/t og dermed kan Piccoloen lande og starte meget kort. På græs er den i luften på cirka 150 m.

Micro starter på den lille græsbane for at give en demo af flyets egenskaber, og det lille fly kommer hurtigt i luften og forsvinder op i termikken.

En Piccolo er fint motoriseret og kommer med lav vingebelastning hurtigt i luften.

Jutta, Bernd og jeg kører op på et nærliggende “hus-hang” så vi kan skyde nogle fotos af Piccoloen.  Udsigten herfra er storslået, og man kan se den kendte ”svæveflyve-motiv” Burg Teck i baggrunden. Vi får kontakt med micro som via radio dirrigeres forbi på hanget, først med motor kørende og en svag summen, og siden som svævefly.  På hanget og i termikken er den lille kanariefugl i sit rette element, og det bliver til adskillige passager forbi os i øjenhøjde og til stor begejstring for tur-vandrerne.

Werner “micro” Scholz på hanget ved Burg Teck med sin Piccolo B. Motoren er standset, og med en lav vingebelastning holder det lette fly sig på vingerne i selv svage opvinde. Performance er cirka som en K8, fortæller Werner.

Under en time senere sidder vi hjemme hos Jutta og micro. Foran os på bordet står hver vores tallerken med friske asparges, kartofler og hjemmelavet hollandaise-sauce. Piccoloen? Ja, den demonterede vi på 10 minutter, og den hviler nu trygt og tørt i sin trailer, klar til endnu et uhøjtideligt stint med kort varsel. Det er da fleksibilitet og flyveglæde til lavpris. Det er ikke svært at forstå, at dette koncept har sine fans.

Der er et årligt træf for Piccolo-ejere ved Bodensee i det sydvestlige Tyskland. Se mere på https://www.spassvogel-piccolo.com/

NG har her lånt de bedste Piccolo-fotos af “micro” og Jutta Scholz. De viser med al tydelighed, at Piccolo giver flyveglæde hele året rundt.