Den åbne klasse. På ryggen af en kongeørn; En Nimbus 4M på vej ind til landing (Foto Jens Trabolt)

06/06/2025

Polarer: Ældre åbenklasse-fly

Åben klasse er klassen stort set uden begrænsninger. Her kan konstruktørernes fantasi og ingeniørkunst få frit løb, og traditionelt har den åbne klasse altid fascineret svæveflyve-piloter overalt i verden. Der er noget majestætisk over disse fly med ekstreme spændvidder. Men hvor godt performer disse ældre, ikke-længere producerede fly egentlig? NORDIC GLIDING fortsætter her polar-serien med et blik på den åbne klasse, hvor profiludviklingen bestemt ikke har stået stille.

Den åbne klasse. På ryggen af en kongeørn; En Nimbus 4M på vej ind til landing (Foto Jens Trabolt)

Tekst Jens Trabolt, alle polarer er gengivet i samarbejde med DLR/Idaflieg

Et klassisk motiv fra den åbne klasse – lange vinger og ditto finale. Her er det Owe Engström og Bengt Frid på finale til VM i Polen 2014 med ASH 25 EB 28. (Foto Jens Trabolt)

Link to automatic translation

Det er altid noget særligt at flyve i svævefly i åben klasse; Den særlige flyvestil som følger med disse fly er bemærkelsesværdig. Hvis vejret tillader det, flyves der ikke egentlig termikflyvning, men en flyvestil som går mere ud på at flyve gerade aus med få kursændringer for at flyve i så optimale energilinjer som muligt. Med et højtydende fly kan man med denne modus operandi få glidetal på over 100 eller nærmest uendeligt, og denne afslappede flyvestil er ikke uden en vis appeal.

Denne skribent husker eksempelvis en 2018-flyvning i bagsædet på den mægtige eta med næsten 31 meter spændvidde fra flyvepladsen i sydtyske Müsingen. Piloten, som ledsagede mig, var selveste Uli Schwenk. Ud over at være et behageligt menneske er han også en førsteklasses pilot. Vi fløj over langt over 100 km uden at flyve termik – der var ikke skyggen af sol nogen steder at se, men Uli udnyttede de svage energilinjer maksimalt med små kurskorrektioner, og det ekstreme glidetal hjalp os godt på vej. Den flyvning var virkelig en showcase for den åbne klasse.

Det er i dag muligt at købe gamle åbenklassefly – fx ASW 22, Nimbus 4 og ASH 25 til 70-80 000 euro afhængig af stand. De ikke længere producerede, men fortsat højtydende ”topmodeller” fra Schleicher, Schempp-Hirth og Jonker i form af ASH 31, Quintus og JS1 21 m er endnu relativt kostbare, og det er ikke uden grund, at de holder værdien.

Ser man polarerne i denne artikel er der tydeligt, at jo nyere konstruktion, jo højere performance. De gamle åbenklase-fly fra 1980’erne (fx ASW 22, Nimbus 4 og ASH 25) har et godt glidetal ved lav hastighed, men en fair generalisering kan være, at datidens profiler klarer ikke høj hastighed med samme elegance som de nyeste konstruktioner. Både JS1, ASH 31 og Quintus tilhører en anden generation, som beholder en imponerende performance langt oppe i fartregimet.

Læs mere om udviklingen af åben klasse i denne artikel om ASH 25 vs Nimbus 4

Denne artikel er baseret på polarer fra Idaflieg/DLR-målekampagner i perioden 1982 til 2024. Da der er sket en stor udvikling af målemetodik og instrumentering i denne lange periode kan der være variationer på mellem 1-2 L/D-point i rapporterne, oplyser DLR til NORDIC GLIDING. Men flyver man et af disse fly selv, kan det være interessant at se den målte polar og konstatere om den stemmer med ens egne oplevelser.

Det som Idaflieg har målt er synkehastigheder ved varierende hastigheder, og derfra kan man kompilere en polar. Det er værd at påminde, at glidetal er en relativ størrelse; Der er således større forskel i synkehastigheden per sekund mellem 2 fly som har L/D 40 og 42 end mellem to fly som har L/D 50 og 52. Desuden påpeger DLR, at der kan være stor variation mellem ældre fly, da de er ofte fremstillet uden brug af CNC-produktionsmetoder.

De fulde rapporter (koster bare 10 euro) er værd at læse i deres helhed, og de kan bestilles fra vorstand@idaflieg.de

Binder-fly er desværre fraværende fra disse målinger – det kunne ellers have været interessant at se polaren for åbenklasse-hotships som EB 28, EB29 og ikke mindst EB 29 med den nyeste R-profil.

Læs i øvrigt Robert Danewids sammenligning af kurveperformance mellem eta og JS3. Har JS3 en chance mod den gamle “Kejser”?

ASW 22 – et ældre åbenklassefly – fortsat en yderst elegant konstruktion, men må se sig slået af nyere fly på performance. (Foto: Jens Trabolt)

I denne 1982-måling har man testet ASW 22 med 24 m spændvidde og en vægt på 508 kg. Bedste glidetal er lidt over 60 ved cirka 90 km/t. Men sætter man farten op, falder performance kraftigt. Dette er en generel egenskab ved disse ældre åbenklassefly. Nyere fly, bl.a. i 18m-klassen, skal op i nærheden af 150 km/t før glidetallet kommer under 50.

Nimbus 3, her i den 2-sædede D-version. Nimbus 3 er bygget i kulfiber-komposit (CFRP) med et vingespænd på 22,9 meter (4-delt vinge) eller 24,5/25,5 meter (6-delt vinge) og er baseret på Nimbus 2, hvorfra fabrikken fik erfaring med at bygge svævefly med stor spændvidde. Nimbus 3 fik en VM-titel i 1981 og fortsatte med at vinde titlen i 1983 og 1985. I 1986 kom den 2-sædede D-version. (foto Mike Burdett via Wikipedia Commons)

Denne Nimbus 3D med 25m spændvidde er målt i 1987 med en totalvægt på 738 kg.

Dansk ASH 25 M med wankelmotor och winglets her fotograferet af Ole Steen Hansen. ASH 25 var en satsning. Schleicher vurderede dengang, at der nok bare var et marked for 50 styk. Da man efter 22 år stoppede produktionen i 2008 til fordel for ASH 30, havde man bygget 266 styk . Læs mere om den historie her

1986 glidetalspolar for en Binder-motoriseret ASH 25 MB – 714 kg og 25 m spændvidde.

Nimbus 4 – her i den 2-sædede variant med turbo (4DT) serienummer 1 ejet af en gruppe piloter i Nordsjællands SFK. På trods af, at de ensædede versioner har lidt højere performance, viste det sig, at de 2-sædede versioner af Nimbus 3 og 4 var mere populære. Både ASH 25 og Nimbus 3/4 tog flere nye konstruktionsmetoder og materialer i brug for at gøre de store spændvidder mulige – bl.a. hybridlaminat (kulfiber og aramid). (Foto: Jens Trabolt)

Nimbus 4M med 26,5 m spændvidder er her målt i 2000 og 2001. Vægt 674 kg.

eta (staves med lille e) på Hahnweide. Næsten 31 meter spændvidde fylder enormt i landskabet. Ingen andre serieproducerede fly er kommet nærmere på disse ekstremer.

Eta polar, 30,98 m (serienummer 1, byggeår ca 2000), 968 kg! Som man man se, er det bare ved lav hastighed – fx ved svagt vejr, at de lange eta-vinger har en fordel. Eta var et interessant eksperiment, men ved udmærkede termikforhold virker det realistisk, at eta nu ville blive slået af hvilket som helst moderne fly med en spændvidde på 18 meter og op. Men en flyveoplevelse, det er flyet fortsat.

ASH 31 – SE-UVY over Landskrona i 2014. Med 21 meter spændvidde tilhører ASH 31 Mi den “lille åbne klasse”, men takket være det moderne profildesign performer flyet fortsat yderst respektabelt. (Foto Jenst Trabolt)

ASH 31 Mi med 21 m vinger, bygget i 2015 er her målt i 2019. Bemærk, at polaren er meget fladere end de “gamle” åbenklasse fly – glidetallet er fortsat over 50 ved 150 km/t!

Sydafrikanske Jonker JS1 21 M, her fløjet af Oscar Goudriaan i forbindelse med NGs besøg hos Jonker i 2014. Selv om efterfølgeren JS5 Rey har haft sin debut er den “gamle” JS1 med 21 meter vinger fortsat et fly med meget høj performance i åben klasse.

JS1 1C 21 M byggeår 2014, 610 kg – en flot polar.

23 M Quintus M. Indervingerne på 9m er designet og produceret af Lange Aviation og ydervingerne af Schempp-Hirth. Kroppen er fra Nimbus 4 med nogle få modifikationer. Siden Schempp-Hirths introduktion af 23-meteren Quintus i 2011, VM-titel med typen i 2012 og begrænsede byggeserie på under 20 styk har der været stille omkring åbenklasse-konceptet på fabrikken i Kirchheim-unter-Teck, selv om Schempp-Hirth var en af hovedaktørerne i introduktionen af åben klasse. Mange af de gamle åbenklasse-kunder er derimod formentlig flyttet over i vellykkede koncepter som Arcus som er produceret i stort antal. Her er det den danske konkurrencepilot Henrik Breidal som er fotograferet i Quintus M under hans testflyvning til en NG-artikel.