Polarer: Bang for your bucks i klubklassen: Del 1

Link to automatic translation

Før og efter et VM er der altid spekulation i svæveflyve-miljøet. Hvilket flytype er den bedste? Hvilke fly straffes unødigt hårdt i handicapkvotient? Findes der fly som er undertippede?

Svaret er som regel, at den bedste pilot vinder uanset fly, men LS3 og ASW 20 har i de seneste år været stærkt repræsenteret blandt vinderne trods en høj straf-handicap. Modsvarende er det meget sjældent set, at en Standard Libelle har vundet guld, trods en favorabel handicap-kvotient.

Men hvordan performer disse fly isoleret set?

NORDIC GLIDING har her kompileret en liste af deltagende flytyper ved de seneste Kvinde-VM i Zbraslavice, Tjekkiet og VM i Tabor, Tjekkiet og har fundet frem til  deres ”rigtige” polarer som er målt under Idafliegs årlige sommertræf gennem tiderne.

I denne artikel skal det handle om følgende fly; ASW 20, ASW 24, LS1 og LS3. I næste artikel – Del 2 – bliver det LS4, LS7, DG 300 samt Discus A/B, Standard Cirrus, og SZD-55. Det eneste fly som savnes fra polar-listen er Glasflügel 304, som NG ikke har kunne finde en polar på.

Ønsker man selv at købe den fulde rapport, inklusiv synkepolaren, så koster den 15 euro og kan rekvireres via vorstand@idaflieg.de

Et gran salt

NORDIC GLIDING har tidligere skrevet polar-artikler om åben klasse, den nuværende 18 m-klasse og ældre 18 m-fly, og i lighed med disse artikler skal vi tage et forbehold for, at man ikke nødvendigvis kan krydsreferere disse polarer 1:1. Årsagerne er følgende:

Glidetals-polarerne er i virkeligheden baseret på præcise målinger af synkehastighed ved varierende hastigheder. Denne disciplin er under de seneste 60 år udviklet med opdateringer af metode og instrumentering. Dette kan give en variation på 1-2 LD-point.  Læs f.eks. artiklen her om de videnskabelige metoder bag disse avancerede målinger.

Dertil kommer, at der i ”gamle dage” var større variation i ”bygge-nøjagtighed”, selv mellem samme fly. Det var ingen computer-fræsede komponenter, og sammenholder man det med, at disse fly nu er 30-40 år gamle kan det medføre, at der kan være stor variation mellem individerne, selv i samme serie.

Din LS3 performer ikke nødvendigvis som det testede eksemplar i denne artikel.  Tænk bare på, at sealings og turbulatorer kan påvirke performance, og under levetiden er flyet måske blevet renoveret med ny gelcoat; Er vingeprofilen fortsat som konstruktøren har tænkt det?
Ak ja, altid mange problemer for den performance-mindede pilot!

Desuden har man på de ældre glidetals-tests fløjet med varierende vingebelastninger (og ikke som i dag hvor Idaflieg søger at flyve med maksimal vingebelastning.) Det kan gøre det vanskeligt at krydsreferere for ældre typer.

Endelig, så er glidetal bare et af de mange parametre, man kan vurdere et fly efter. Et fly med fantastisk handling og komfort, men som glider marginalt dårligere, kan sagtens være en vinder…

Med de forbehold ryddet af vejen, kan vi komme til sagen!

ASW-20C (foto: NE Gjørup)

ASW-20

Første fly er ASW-20. Det er et Gerhard Waibel-design som fløj første gang som prototype i 1977. Flyet er baseret på en modificeret ASW-19-fuselage med flaps og har en spændvidde på 15 m. ASW-20 har vist sig at være meget fremgangsrigt i konkurrenceflyvning – både initialt i 15 m-klassen og senere i klubklassen. Undervejs byggede Schleicher også en L-version med 16,6 m spændvidde.

Flyet var i produktion frem til 1990 og blev efterfulgt af ASW 27.

Schleicher opgav selv et glidetal på 42, og det stemmer udmærket med denne målte ASW 20C-polar fra 1988.

NG har set 5 polarer på 5 varierende typer af ASW 20 A/B/C, og der kan være individuelle – lidt mystiske – variationer ved høj fart; Eksempelvis performer dette eksemplar af en ASW 20 C bedre i Flaps 2 end Flaps 1 ved 180 km/t, hvor flapsetting 2 giver ca. 0,2 m/s mindre synk. Uden en måling ville dette være meget vanskeligt at detektere i virkeligheden.

ASW 24 er det højst performende standardklassefly til dato. Fotoet viser en dansk ASW 24 i B-version med winglets.  “Da ASW 24 var ny, oplevede vi mange spin-ulykker, så aerodynamikeren Loek Boermanns og jeg blev enige med Schleicher om at producere en ny B-profil med en mere tilgivende natur”, sagde konstruktøren Gerhard Waibel til NORDIC GLIDING i 2014.

ASW-24

Standardklasse-flyet ASW-24 er designet af Gerhard Weibel og prototypen fløj første gang i 1987 og var egentlig i produktion indtil år 2000. Gerhard Waibel modtog i 1993 OSTIV-prisen (Organisation Scientifique et Tecnique Internationale De vol du Voile, den internationale teknisk videnskabelige svæveflyvekomite) på baggrund af hans store arbejde for at gøre ASW 24-cockpittet stærkere og mere optimalt energiabsorberende. At ASW 24 var banebrydende er tydeligt på nutidens Schleicher-designs, som alle har fundamentalt udgangspunkt i ASW 24.

Læs portrættet af ASW 24 her

Både ASW 24 og konkurrenten LS7 fik en blandet modtagelse ved deres introduktion, og fik – måske ufortjent – et ry for at være svære at flyve i termikken. ASW 24 havde på daværende tidspunkt en ny type af vingeprofil som krævede lidt mere fart, og det blev først forstået efter noget tid. Uanset er ASW 24 kendt for at være det højst performende standardklasse-fly til dato. I Idafliegs måling fra 1989 kommer ASW 24 op på cirka LD 43,4 ved 100 km/t.

Gode lineære polaregenskaber i denne ASW 24-måling. ASW 20 har dog lidt bedre high-speed-egenskaber, måske takket være flaps?

LS1-f er et tidligt plast-fly, men er populært i klubklassen. Fotoet viser en LS1-f fløjet af Per Carlin, som er flere gange svensk mester i klubklassen med LS 1-f.

LS1

LS1, konstrueret af Lemke og Schneider, var for mange klubber det første plastfly og blev for Rolladen-Schneider startskuddet på en lang serie af meget populære typer som fx LS3, LS4, LS6, LS7 og LS8. Prototypen fløj første gang i 1967 (ja!). Undervejs blev LS1 udviklet, og den seneste version LS1f har traditionelt højderor (ej pendelror) og udelt canopy.  Der blev bygget cirka 460 eksemplarer indtil afløseren, den ditto fremgangsrige LS4, stod klar omkring 1980.

Læs portrættet af LS1-f her

LS1 f-synkepolar fra 1975. Desværre findes ingen publiceret glidetalspolar. Bedste glidetal er 38 ved cirka 95 km/t. Bemærk, at der også er foretaget målinger med en modificeret vinge-krop-overgang (visualiseret med en trekant i polaren) for at reducere interferens-modstanden. Ved 160 km/t synker flyet 2 m/sek – samme synkehastighed giver 180 km/t i en ASW 24. Udviklingen er ikke stået stille

Svensk Ls3a i den relativt sjældne 17 meters version.

LS3

LS3 blev udviklet af Wolf Lemke til den nye 15 meterklasse, som blev lanceret i 1974. Med udgangspunkt i erfaringerne fra LS1 og LS3 blev LS3 bygget med en ny krop med større cockpit, større finne og stabilisator.  Der blev bygget 155 styk af LS3 i den første serie. Senere kom LS3-a i en byggeserie på 208 styk. LS3-a var en forbedret version med separate flaps og krængeror samt højere finne.  Endelig findes LS3 med 17 m-tipper og ingen vandballast (66 styk bygget).

Læs test af LS-3-17 her 

LS3 har vist sig at være yderst slagkraftig i klubklassen og har taget adskillige VM-titler, senest ved 2025 VM i Tabor, hvor Stefan Langer blev verdensmester i LS3.

Glidetalspolar for LS-3A. Maksimalt glidetal omkring 41 ved 100 km/t. Ved 180 km/t cirka LD 22,5. Umiddelbart er den viste polar for ASW 20 bedre, men massen for den målte LS3 er cirka 50 kg lettere end den målte ASW 20, så det er ikke fair at sammenligne direkte.

Næste artikel i polar-serien bliver “Klubklasse del 2” med LS4, LS7, DG 300 samt Discus A/B, Standard Cirrus samt SZD-55