Polarer: Skolefly og klub 20 M: Er glidetal vigtigt?

Link to automatic translation

Men før vi går i gang skal de klassiske formaninger lyde: Sammenlign ikke blindt polarerne direkte med hinanden. Der er mange år mellem testkampagnerne og både instrumentering, reference-fly og reference-polar er blevet opdateret. Således kan der være 1-2 L/D-point i variation mellem de ældste målinger og de nyeste.

Glem desuden ikke, at glidetal også en underlig størrelse: Der er større forskel i synkehastigheden på 2 fly som har henholdsvis glidetal 30 og 35 end mellem to andre fly som har glidetal 50 og 55. Jo højere glidetal, jo mindre er forskellen i synkehastighed.

Kan man så bruge disse data til noget? Ja, det er fortsat de bedste data vi har – og fra en uafhængig kilde – og det er morsomt at se om data fra disse målinger stemmer overens med egne oplevelser.

Konklusionen på data kan være: Flyv ikke for langsomt, heller ikke i en ASK 21. Twin Astir holder specs (kun marginalt bedre end ASK 21, og 20 m-version er ikke noget særligt).  Både Duo og DG-1000 fortjener sit gode omdømme i klubberne. Det er fine flyvemaskiner.

So jetz gehts los!

ASK 21

Til februar er det 47 år siden, at Schleicher i 1979 fløj jomfruflyvning med ASK 21, og når det gælder plast-fly er ASK 21 nok den flytype som har produceret flest skole-starter og solo-flyvninger.

Det er også – med statsgaranti – det plast-skolefly i verden, som fortsat flyver i størst antal, set i forhold til antallet af producerede fly – serienummer 1000 blev produceret for 3 år siden, så mon ikke vi er i nærheden af 1050 eksemplarer her ved indgangen af 2026?  Der er totalhavareret en minimal andel af total-produktionen. Det samme kan eksempelvis ikke siges om fx typer som Puchacz.

Det vidner om en yderst tilgivende flytype som både er spin-resistent og klarer mishandling fra både elever og instruktører.

Dertil kommer, at ASK 21 som det eneste er certificeret til en gangtid på 18 000 timer.

I 2018 kom en opdatering, ASK 21 B, med mange forbedringer i bl.a. cockpit-komfort og sikkerhed, automatiske rorkoblinger ballast i finnen samt forøget rorudslag. Den testede vi ved premieren i 2018.

Idaflieg målte på 2 tidlige ASK 21-versioner ved 2 lejligheder i 1980, og skal man tro på de konsistente data er det et godt bevis på, at total-værdien i en konstruktion er mere end ”bare glidetal”.

Bedste glidetal i ASK 21 ligger på omkring 33,5 ved 95 km/t med en lav vingebelastning under begge målinger på cirka 31 kg/m2 som også gør, at en ASK 21 stiger ganske godt i svag termik.

Højfartspolaren – hvis man ellers kan kalde 120 km/t for høj fart – er dog egentlig bedre, end man skulle tro med tanke på det ret kraftige vind-brus i cockpit som kan opleves på mange ældre ASK 21. Her ligger glidetallet på omkring 30.

Selv i en ASK 21 gælder det også om ikke at flyve for langsomt. Selv om en ASK 21 flyver ganske udmærket med 85 km/t, så er glidetallet altså det samme ved 110 km/t.

Således oplyst!

 

Twin Astir

Flyet med 17,5 m spændvidde er udviklet af Grob i midt 1970’erne og fløj første gang i 1976. Slår man op i faglitteraturen under Twin Astir, betegnes den som et ”High performance 2-seat composite sailplane”. Det med ”High perfomance” er nok at tage munden lidt for fuld, men ser man det i forhold til andre af samtidige modeller som ASK 21 og Puchacz, har modellen ganske rigtigt (lidt) bedre glidetal.

Senere kom G103a Twin II med ny krop, samme vinge og fast understel og Twin III med bl.a. ny 18/20 m-Trapezoid-vingeprofil i lighed med Discus. Ud af de 115 byggede Twin III var over 100 i Acro-version, og modellen blev også leveret som benzin-selvstarter, Twin III SL  (som en af de første seriebyggede 2-sædede SLG-fly). I alt er der bygget omkring 900 styk totalt af Twin, Twin II og III.

Idaflieg har testet 4 forskellige versioner af Twin Astir-familien – to versioner af den originale Twin Astir, en Twin II (med fast understel) og 20 m-variant af Twin III W – sidstnævnte med et opgivet glidetal på 41 @109 km/t.

 

Duo-Discus

Det er ikke så underligt, at Duo-Discus er blevet en stor succes i klubberne. Den kombinerer godmodige flyveegenskaber, som ligger inden for rammerne af de fleste klubpiloters talent med en let-tilgængelig og høj performance som betydeligt udvider strækflyvnings-radius for klubbens medlemmer.

Fuselagen stammer fra Janus (den første seriebyggede 2-sæder i komposit) med en ny 20 m fast vinge med samme trapezoide-designformat som en anden af SH-legenderne, Discus.

Det var i hvert fald konceptet, da Schempp-Hirth lancerede flyet i 1993. Det blev en stor fremgang for fabrikken, som siden har bygget omkring 740-750 styk i forskellige evolutioner med bl.a. turbo, FES (læs NG-test her), diverse winglets og større cockpit.

NORDIC GLIDING skrev indgående om modellen, da vi testede den ”mod” DG-1000 i 2021.

https://nordicgliding.com/duo-discus-vs-dg-1000-showdown-i-20-meterklassen/

Idaflieg har indgående testet 3 eksemplarer af Duo Discus-modellen under deres kampagner og har givet NG adgang til en måling fra 1994 og 2 fra 2001.

 

DG-1000

DG-1000 fløj første gang i 2000, og det er ganske let at forestille sig, at designeren Wilhelm Dirks har set på den gode modtagelse af Duo Discus.

Flyet er udviklet ud fra basis af DG-505 men med en helt ny 20 m-vinge – som man også kan sætte 18 meter vingetipper på. Næste version blev DG-1001 med elektrisk understel – og mulighed for selvstart som M-version.

DG-1001 blev senere lanceret som DG-1001 Club, et rent 18m-skolefly med fast understel og næsehjul. I 2017 blev serien opdateret med nye ”Neo”-winglets. Læs test af Club-versionen her

Sidste indslag var i 2020, da man monterede FES på DG-1001 – så hedder den DG-1001 e Neo. FES-versionen testede vi i denne artikel.

I de senere år er ikke mindst Club Neo-versionen blevet populær mange steder som et alternativ til en ny ASK 21.