I Tyskland har flere af producenterne også mærket krisen selv om Tyskland endnu ikke er hårdt udsat for Corona-smitte:
”Vi har gudskelov ikke haft nogen smittede medarbejdere endnu”. Det siger marketingchef fra DG, Stefan Göldner til NORDIC GLIDING.
”Men vi kører en hård linje for at holde os fri for smitte. Vi har lunch i forskudte intervaller, og vi har aflyst alle eksterne besøg og unødvendige møder, siger Göldner.

DG-personale arbejder med masker.
”Der er mange kunder, som har kontaktet os for at høre nyt om den nye DG 1001 med FES-motor. Selv om vi gik i Corona-mode tidligt, må vi desværre konstatere, at projektet er blevet lidt forsinket. Men prototypen er nu endelig næsten klar. Desværre er der et forbud mod 2-sædet flyvning i mange tyske delstater, men vi håber på, at 2-sædet flyvning snart bliver tilladt, så kan kan tilbyde vores kunder prøveflyvninger med DG 1001 FES”, siger Göldner.
Samme budskab får man fra Schempp-Hirths marketingmand Bernd Weber:
”Vores medarbejdere arbejder hjemmefra, hvis de kan. Vores primære fokus er at beskytte produktionen, og indtil videre går det fint, selv om vi har oplevet forsinkelser fra eksterne leverandører. Flere af vores kunder har dog flyttet bestillinger til senere leverancedato, fordi de er blevet ramt af økonomiske vanskeligheder af Corona-krisen. Men det betyder, at andre kunder kan få deres fly tidligere”, siger Weber.
På Schleicher i Poppenhausen mærker man også, at myndighederne er gået i ”powersave-mode”:
Vi har mange kunder som gerne vil prøve den nye AS 33. Det kræver en tilladelse fra EASA, men de arbejder ikke så hurtigt for tiden”, siger direktør Uli-Kremer til NORDIC GLIDING.

AS 33-projektet lider også under Corona: Schleicher kan ikke få tilladelse til eksterne flyvninger med AS 33.
”Vi havde også frygtet, at vi ville få problemer med leverancer af materiale, men den frygt har vist sig at være ubegrundet. Vi har dog overkapacitet på vedligehold af fly, fordi mange kunder ikke kan krydse grænserne og aflevere deres fly til os. De gode nyheder er dog, at vi har startet serieproduktion af AS 33 med serienummer 5 og den selvstartende elektriske AS 34 Me er i slutmontage som planlagt”, siger Uli Kremer.
På en afsluttende rygtevis note: Den slovenske producent Pipistrel har vist nedtonet sin annoncering af modellen ”Virus” …